Jacob Krogsøe
2 kommentarer

Fortress

Fortress
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Et simpelt plot i en klassisk actionfortælling. Men under overfladen løber der en herlig pervers og ultravoldelig tråd, som både gør Fortress mindeværdig og seværdig.

FortressKan du huske dengang, man kunne se voldelige og perverse film i de danske biografer? Fortress (mange husker den sikkert under den danske titel Fangeborgen) er fra den tid, hvor man kunne.

Et sindssygt firma, et sindssygt fængsel

Vi er i en ikke så fjern fremtid i USA, hvor det kun er tilladt at få ét barn. Den tidligere supersoldat og officer (der er så herligt mange af den slags i b-filmens verden) John Henry Brennick og hans kone Karen vil i filmens indledning krydse grænsen mellem USA og Canada.

Det viser sig, at parret forsøger at skjule, at Karen er gravid, og vi finder senere ud af, at deres første barn var dødfødt. Lige da man tror, at parret slipper forbi grænsekontrollen, opdager en nævenyttig vagt, at Karen forsøger at snyde scanneren med en skudsikker vest. Så klapper fælden i. Brennick holder vagterne tilbage mens Karen flygter over grænsen.

Brennick, der nu tror, at Karen er i sikkerhed, kan tage mod sin dom med et smil på læben. De 31 år skal han afsone i “The Fortress”, et underjordisk fængsel som er placeret midt i en gold ørken.

Fængslet drives af firmaet med det herlige navn “Men-Tel Corporation”. Udover at fængslet er placeret under jorden, og det ligger midt i en ørken langt væk fra alt, så får fangerne og også indsat implanter. Hvis man krydser nogle bestemte områder så får man smerte og hvis man krydser andre områder, så detoner implantatet og fangen dør.

Derudover bruges implantatet til at straffe fangerne, hvis de drømmer “forkerte” drømme, og firmaet lever op til “Men-Tel”-betegnelsen. Så du kan nok høre, at flugt er en umulighed. Eller er det?

Da Brennick finder ud af, at Karen faktisk blev fanget og er i kvindeafdelingen af “The Fortress”, og sidenhen holdes som personlig slave af fængslets direktør Poe (en vidunderligt velspillende Kurtwood Smith), ja, så finder vi ud af om det rent faktisk er umuligt at flygte fra “The Fortress”.

Kong Lambert

“Jeg har en undskyldning til jer og den kommer i form af denne film”. Dette eller noget lignende skulle den (daværende) franske stjerne Christopher Lambert have sagt i forbindelse med lanceringen af Fortress.

Undskyldningen var i forhold til Lamberts medvirken i Highlander II: The Quickening fra 1991 – en film man vel kun kan elske, hvis man var filmens mor.

At Lambert ikke var den store skuespiller, var vel også tydeligt i start 90’erne, men han havde trods alt en screen presence – noget der langsomt men sikkert forduftede i løbet af første halvdel af 90’erne.

Christophe Guy Denis Lambert, der blev født i 1957, er/var en flot mand. Han startede sin karriere i Frankrig og fik det store gennembrud i den britiske film Greystoke: The Legend of Tarzan, Lord of the Apes (1984), hvorefter han blev importeret til USA.

Det var noget, der skete for mange europæiske “stjerner” i 1980’erne, og for mange af dem det blev det bare starten på en tvivlsom karriere i diverse b-film, gerne i actiongenren.

Efter Fortress har Lambert medvirket i fint snavs som The Hunted (1995) og Resurrection (1999) og deciderede makværker som Mortal Kombat (1995) og Adrenalin: Fear the Rush (1996).

Det var nok ikke helt den karriere, som Lambert havde forventet, da han sammen med Tarzan i maven drog til Hollywood men trods alt en herlig spraglet karriere, som kunne minde lidt om den gode Rutger Hauers.

Lambert er da også et navn og et ansigt, som kan være forbundet med en vis form for nostalgi, da han fyldte meget på direct-to-video-scenen i løbet af 90’erne, som det også blev tilfældet med andre “men of action”-legender som Van Damme og Lundgren.

Når jeg kigger på de mange film, Lambert har medvirket i, vil jeg faktisk påstå (og ja, jeg hader desværre Highlander fra 1986), at Fortress er hans bedste film. Det skyldes et sammentræf af mange lykkelige omstændigheder.

Et perverst ledemotiv

For det første er plottet skarpt og spændende. For det andet udnyttes fængslet optimalt som location. For det tredje er effekterne fine, voldsomme og blodige. For det fjerde er det et scoop, at Stuart Gordon blev valgt som instruktør. Og for det femte (og måske det vigtigste) er filmen perverst underholdende fra start til slut.

Det perverse er faktisk lidt et ledemotiv, når man ser på alle filmens fine sider og de tematikker, som filmen har.

Selve idéen med fængslet “The Fortress” er pervers. Implantater og overvågning af drømme. Senere hen den måde vi finder ud af den måde, de børn, der fødes ulovligt, bliver brugt på af “Men-Tel”.

Effekterne i filmen, blodet, splattet, brysterne, de liderlige fanger, voyeur-fængselsdirektøren. I det hele taget er det en film, der er lavet med en stivert i bukserne eller creme i trusserne. Altså på den gode måde, hvor man som tilskuer også må erkende sine egne perverse lyster, mens man nyder filmen.

I den sammenhæng er det også fantastisk, at filmen overhovedet fik dansk biografpremiere, da den slags normalt er tiltænkt mørke kældre og VHS-afspillere. Her kan vi så faktisk nok takke Lambert for den del, da han netop var en stjerne på det tidspunkt.

Det var også første (og indtil videre sidste) gang, at instruktøren Stuart Gordon fik vist en film i de danske biografer (hvis man altså fraregner hans virke som manuskriptforfatter på den fine skrumpefamiliefilm Honey, I Shrunk the Kids fra 1989).

Gordon instruerede de to genreperler Re-Animator og From Beyond i henholdsvis 1985 og 1986, hvor H. P. Lovecraft var inspirationen. I begge film var Jeffrey Combs på rollelisten, og det er han også i Fortress, hvor han gør det fremragende.

Gordon fortsatte siden sin afsøgning af Lovecraft i fine film som Castle Freak (1995) og Dagon (1991).

Gordon i topform – og det er han i Fortress – er en fantastisk instruktør, der formår at give sin film en nærmest taktil følelse. Han formår at lade effekterne spille op til plottet frem for at de “bare” bliver effekter, og det er også med til at skabe denne perverse røde tråd, som gennemsyrer hele filmen og ikke blot enkeltdelene.

Det er lidt den samme følelse, jeg får, når jeg ser en film som RoboCop (1987), hvor hele filmens udtryk er perverst og ultravoldeligt.

Under overfladen gemmer der sig blodigt guld

Det helt store scoop i forhold til Gordon er dog den måde, hvorpå han giver actionfilmen (i en science fiction-setting) et fernis af rendyrket horror, både i form og indhold.

På overfladen er Fortress en klassisk fængselsfilm (med en klassisk fangeflugt), men under overfladen er der meget mere på spil. Drifter, vold, sex, gru og masser af død. Alt dette fortalt i en klassisk actionform med en klassisk actionhelt.

Filmen blev en meget stor succes og banede vejen for en film som den fine No Escape (1994), som vi også anmelder i denne måned, samt den jammerlige efterfølger Fortress 2: Re-Entry der røg direkte ud på VHS/DVD i år 2000.

Fortress er en guddommeligt underholdende film af den type, man ikke laver længere. Så tag du bare en tur under jorden sammen med Lambert og co.

5 stjerner

Titel: Fortress
Dansk titel: Fangeborgen
Instruktør: Stuart Gordon
Manuskript: Troy Neighbors, Steven Feinberg, David Venable & Terry Curtis Fox
Cast: Christopher Lambert (John Henry Brennick), Loryn Locklin (Karen B. Brennick), Jeffrey Combs (D-Day), Kurtwood Smith (Fængselsdirektør Poe)
Producere: John Davis (producer), John Flock (producer), Graham Burke (executive producer), Greg Coote (executive producer), Terence Ryan (executive producer)
Foto: David Eggby
Klip: Timothy Wellburn
Musik: Frédéric Talgorn
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/Australien, 1992
Produktionsselskaber: Davis Entertainment, Village Roadshow Pictures, Fortress Films
Distributør (DVD): Universal

Anmeldt i nr. 131 | 13/09/2016

Stikord: Fremtiden, Fængselsfilm

2 kommentarer til Fortress

  1. Jesper bech 14. september 2016 at

    Jeg husker hvordan jeg som puslingehåndboldspiller engang skulle overnatte i hallen sammen med de andre drenge og vores to trænere – der vel også selv var drenge, bare lidt større og ældre.

    De havde lejet Fangeborgen og Willow. Vi var nok alt for unge til at se nogen af delene, men det var i 90’erne. En bedre tid på alle måder :-)

    To faaantastiske film for en flok 10-årige. Og ja, fangeborgen holder sgu stadig, det er ikke så mange år siden, jeg sidst faldt over den i fjernsynet. Meget bedre end eksempelvis The Island, som minder om den. Tak for anmeldelsen!

  2. Jacob Krogsøe 15. september 2016 at

    Er glad for at du kunne lide anmeldelsen :) Jeg kan huske jeg så filmen i Palads i København og jeg var blæst væk – den slags grumheder så jeg normalt ikke i biografen, men på video. På alle måder en fremragende film. The Island kan jeg godt lide første del af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *