Tommy Prang Vonsyld
4 kommentarer

Flash Gordon

Flash Gordon
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Mark Hodges' kitschede space opera har for længst rundet 40 år, så det er på tide at se tilbage på denne farvestrålende kuriositet, der muligvis har filmhistoriens bedste soundtrack.

Flash GordonFlash Gordon opstod i 1934 som en tegneserie, en såkaldt comic strip, i Sunday Comics. Den var tegnet og fortalt af Alex Raymond.

Historien om polospilleren Flash, der sammen med den udkårne Dale Arden og videnskabsmanden Hans Zarkov begiver sig ud i rummet for at bekæmpe Ming the Merciless, blev en kæmpe succes og en øjeblikkelig konkurrent til en anden comic strip, Buck Rogers. Her i Danmark blev Flash Gordon naturligvis til Jens Lyn.

Ingen Superman eller Luke Skywalker uden Flash Gordon

Alex Raymonds tegneseriestribe, der havde debut 7. januar 1934.

Flash Gordon skulle udvikle sig fra tegneserie til radio, til romaner og herefter til legendariske TV-serier, først sidst i 1930’erne med Buster Crabbe, senere i 1954 med Steve Holland.

Flash Gordons popularitet var desuden en væsentlig årsag til tilblivelsen af DC Comics og Superman og senere Marvel Comics. Men som tiden gik, forsvandt Flash Gordon i glemslen.

I 1970’erne havde filmskaber George Lucas et brændende ønske om at genoplive Flash Gordon. Men den italienske storproducer Dino De Laurentiis besad rettighederne til karakteren, og havde planer om selv at lave en film med ingen ringere end landsmand og mesterinstruktør Frederico Fellini.

I Star Wars ses det flere steder, at George Lucas gerne ville have lavet en Flash Gordon-film.

George Lucas var utrolig skuffet, men måtte jo så bare lave sin egen space opera, som endte med titlen Star Wars (1977). Men inspirationen fra Flash Gordon, både tegneserie og TV-serie, er gennemgående i Star Wars, helt fra de informerende tekster i åbningen, til Princess Leias “hårboller”.

Space: The New Frontier

George Lucas’ revolution med Star Wars gjorde, at alle filmselskaber og filmskabere øjeblikkeligt skulle i rummet.

TV-serier skulle på det store lærred, som det sås med Battlestar Galactica (1978), Star Trek: The Motion Picture (1979) og endda Buck Rogers in the 25th Century (1979).

Disney kom derud med en semi-horror, The Black Hole (1979), og selv James Bond røg i rumkamp i Moonraker (1979). Og naturligvis kom der rigeligt med schlockere som Roger Cormans Battle Beyond the Stars (1980) og flere Star Wars-efterligninger fra Italien og Japan.

Dino De Laurentiis var klar over, at han nu var blevet overhalet indenom. Fillini var ikke længere med, men De Laurentiis var i præproduktion på en storslået Flash Gordon-film med engelske Nicolas Roeg som instruktør.

Roeg havde lavet mesterværket Don’t Look Now (1973) og havde vist en mere eksistentialistisk indgang til sci-fi med David Bowie-filmen The Man Who Fell to Earth (1976).

Sammen med munuskriptforfatter Michael Allin havde Nicolas Roeg en mere akademisk indgangsvinkel til Flash Gordon-materialet. Nærmest bibelsk. Og meget seksuel.

Ming ser med foragt på Dale Ardens tårer. Et eksempel på noget af det omfattende artwork, der var udarbejdet til Nicolas Roegs Flash Gordon.

I denne version ville Ming the Merciless tage fra verden til verden og destruere hele befolkninger og racer – undtagen et specielt udvalgt kvindeligt eksemplar, som han ville besvangre og med dette afkom genbefolke verdenerne – i sit eget billede.

Det var årsagen til, Ming eftertragtede Dale Arden. Tanken var, at det var den særlige menneskelige ånd, der har det med at vise sig fra den bedste side, når alt er sortest, der skulle komme frem, påvirke de øvrige aliens til oprør, og dermed besejre Ming.

Men Dino De Laurentiis havde tidligere erfaring med adaptioner fra tegneserier med film som Roger Vadims Barbarella (1968) og Danger: Diabolik (eller bare Diabolik, 1968), og han mente, Nicolas Roegs version gik for langt fra Flash Gordons rødder og den popkultur, som havde gjort karakteren berømt til at starte med. Så efter at have spenderet et år på projektet, var Nicolas Roeg ude.

Get Hodges

Engelske Mike Hodges blev således valgt, og dermed blev produktionen ren britisk. Dino De Laurentiis havde ellers sat Hodges til at instruere en eventuel fortsættelse til Flash Gordon, men nu stod De Laurentiis uden instruktør, og Mike Hodges var blevet fyret fra Damien: Omen II (1978).

Mike Hodges vil for evigt være ham, der instruerede den fænomenale gangsterfilm Get Carter (1971), men på dette tidspunkt var hans eneste erfaring med science fiction fra Michael Crichtons The Terminal Man (1971).

Størrelsen på produktionen af Flash Gordon og producer-mogul Dino De Laurentiis’ ego var nok lidt tidligt i Hodges karriere at skulle tackle. Men det gjorde han.

Kitsch og kæmpe egoer

Danielo Donatis art deco-kostumer var farvestrålende og imponerende, men meget lidt anvendelige til skuespil.

Den første umiddelbare udfordring for Mike Hodges var kostume- og produktionsdesigner Danilo Donati.

Donati producerede storslåede art deco-scenografier og kostumer, der vejede mellem 30-40 kg, og begge dele var totalt upraktiske i forhold til filmproduktion.

Men fra Dino De Laurentiis’ side havde Donati nærmest carte blanche, og det virkede som om, kamera og skuespillere skulle tilpasse sig scenografien fremfor det modsatte.

Heldigvis for Mike Hodges havde han landsmanden Gilbert Taylor som fotograf (han var tilfældigvis også fotograf på Star Wars), og i ham havde han en kampfælle, der kunne fortælle De Laurentiis, hvad der praktisk var muligt og ikke muligt. Men det var en evig kamp.

Peter Wyngarde og Mariangela Melato som henholdsvis Klytus Ra Djaaran, chef for Mongols hemmelige politi og General Kala. Wyngardes dragt vejede omkring 35 kg.

Dino De Laurentiis var meget seriøs med Flash Gordon, men havde selv hyret manusforfatter Lorenzo Semple Jr. til at gøre Nicolas Roegs og Michael Allins version mere tegneserieagtig.

Lorenzo Semple Jr. havde bl.a. været med til at skrive på Batman-TV-serien i 1966-68, og han mente, tonen skulle være humor og kitsch – og Mike Hodges så ligeledes, dette var det eneste rigtige for denne film.

Til titelrollen som Flash havde man først henvendt sig til Kurt Russell. Faktisk virker det som om, man havde set John Carpenters TV-film Elvis (1979), hvor både Russell og Melody Anderson medvirker som henholdsvis Elvis Presley og Elvis’ kæreste, Bonnie.

Melody Anderson blev Dale Arden, men Kurt Russell takkede nej. Han fortsatte i stedet samarbejdet med John Carpenter i Escape from New York (1981) og The Thing (1982). Resten er historie der.

Arnold Schwarzenegger kæmpede for at få rollen som Flash Gordon, men blev vraget grundet hans tykke østrigske accent. Dino De Laurentiis vendte dog tilbage til Arnie et par år senere med Conan the Barbarian (1982). Resten er historie der.

Det blev totalt ukendte Sam J. Jones, der landede rollen som Flash Gordon – der nu ikke længere var polospiller, men quarterback for New York Jets.

Jones var tidligere US Marine og havde minimal erfaring som skuespiller og model. Sam J. Jones skulle vise sig at have en personlighed, der skulle skabe dårlig stemning på en i forvejen udfordrende produktion.

Hvor han ellers som nybegynder burde have været ydmyg og taknemmelig, var Jones ifølge alle en kæmpe belastning, en kæmpe primadonna, som ingen kunne holde ud at være i nærheden af.

Da de primære optagelser var overståede og produktionen holdt pause, tog Sam J. Jones hjem, og efter råd fra sine agenter, ville han ikke vende retur, medmindre der kom forhandling om løn.

Jones vidste nok ikke bedre, men historien havde allerede dengang vist, at men ikke går i clinch med en producer som Dino De Laurentiis. Sam L. Jones blev fyret på stedet, resten af filmen blev skudt med body double, og godt 80 % af Jones’ stemme blev eftersynkroniseret af en anden skuespiller.

Gennem tiden var det en kæmpe gåde, hvilken skuespiller, der erstattede Sam J. Jones’ stemme, og først indenfor de senere år er det kommet frem, at det var engelske Peter Marinker.

På grund af fyringen kom der aldrig den Flash Gordon-trilogi, der ellers fra starten var planen, og Sam J. Jones’ skuespillerkarriere var færdig, før den overhovedet var begyndt.

Om alle de problemer, der var årsag til Jones’ opførsel og dårlige valg under produktionen af Flash Gordon (en hård opvækst med en alkoholiseret far, en bror der blev skudt af politiet), nedturen der fulgte efter fyringen, hans kamp for at komme tilbage (han bruger i dag sine evner fra hæren som sikkerhedsvagt i Mexico!), kan man se i dokumentaren Life After Flash fra 2017.

Fra flop til kult

Sam J. Jones og Timothy Dalton, der senere skulle blive 007, i kamp med piske på en bevægelig platform med pigge. Et eksempel på scenografi, der var et mareridt for kameraet og decideret farligt for skuespillerne.

Da Flash Gordon fik premiere i 1980, var den umådeligt populær i England og Italien – men i resten af verden ikke så meget.

Retrostilen i filmen med farverige, eventyrlige dragter og scenografier samt special effects med høgemænd i “usynlige” liner og bevægelig himmel, skudt gennem en vandbeholder fuld af farver, var for langt fra den stilrene Star Wars, der havde taget publikum med storm.

Det store produktionsbudget til trods blev den afskrevet som endnu en B-film. Det var simpelthen dårlig timing, men med tiden har Flash Gordon fået kæmpe kultstatus, hvor kitschstilen, med den gennemgående fjollethed og nonsens, er elsket verden over af et stort publikum.

Retrostilen med bevægelig himmel skudt gennem en vandbeholder med farver og høgemænd i snore føltes for publikum i 1980 som et skridt tilbage i forhold til Star Wars.

Og det er sjovt at se de karikerede skuespilpræstationer, som for nogen er tilsigtede og for andre ikke. Fra Sam J. Jones, der virker til ikke at vide, hvilken planet han er på (bogstaveligt talt), til Timothy Dalton, der i rollen som Prins Barin var meget seriøs af hensyn til sin fremtidige karriere (som skulle blive en skrækkelig James Bond).

Godt nok gik man væk fra det seksuelle i Nicolas Roegs version, men det er herligt at se Max Von Sydow og særligt italienske Ornella Muti give den fuld gas som parringslystne Kejser Ming og dennes datter Prinsesse Aura.

Max Von Sydow havde tidligere arbejdet sammen med Dino De Laurentiis i Three Days of the Condor (1975) og Hurricane (1979), og at få ham var et boost.

Ornella Muti som den mere end parringsvillige Prinsesse Aura, der her lærer Flash Gordon at bruge sine hænder rigtigt.

Von Sydow accepterede rollen, simpelthen fordi han som barn var kæmpe fan af Flash Gordon, og efter sigende havde han det herligt i rollen som den uhyrlige Kejser Ming. Det ses.

I dag står også mange filmskabere frem og viser deres værdsættelse af Flash Gordon. Det kommer måske tydeligst til udtryk i filmene Ted (2012) og Ted 2 (2015).

Instruktør (og skaber af Family Guy) Seth MacFarlane har indskrevet sin egen barndomskærlighed til Flash Gordon i karakterene i Ted-filmene – spillet af Mark Wahlberg og MacFarlane selv.

Og MacFarlane gav mulighed for Sam J. Jones til at komme med i film igen, med en cameo, hvor han spiller (en lidt overdrevet version af) sig selv. Som for mange andre gav Ted mig en kæmpe Flash Gordon-revival! Særligt på grund af musikken i filmen!

God Save the Queen

Freddie Mercury i den ikoniske Flash-T-shirt.

For Queen var det bandets første bidrag til en film, og de tog det meget seriøst. Deres musik er gennemgående og non-stop i Flash Gordon.

Rock kombineret med sci-fi og space var totalt banebrydende på det tidspunkt og var med til nærmest at genre-redefinere filmen.

Queens musik bidrager i den grad til den føromtalte kultstatus, og for fans af Queen giver soundtracket flere anderledes, men helt fantastiske eksempler på bandets særegne stil.

Som Brian May der på sin unikke el-guitar spiller “Here Comes the Bride” (nummeret “The Wedding March”), og Freddie Mercurys kærlighed til opera (nummeret “The Kiss – Aura saves Flash”).

Tilbage i slut-1970’erne og start-1980’erne var jeg som barn i den grad med på space-bølgen. Jeg elskede alt, der havde rumskibe og laserpistoler.

Efter at have set Flash Gordon, købte jeg soundtracket, og jeg spillede den plade i en grad, at nålen var ved at trænge igennem vinylen. Jeg ejer stadig denne vinylplade, men er i tvivl om, om den er i stand til at blive afspillet. Den dag i dag kan jeg stadig samtlige tekster og replik-samples fra soundtracket udenad.

Gordon’s alive?!

Som en del af den store messe i Randers, SCI-FI-CON, er der enestående mulighed for at se Flash Gordon på det store lærred.

Det sker i Hadsten Bio, lørdag den 2. april 2022, kl. 18:00. Et storslået event, hvor der vil være Jens Lyn-foredrag inden filmen af den legendariske anmelder, forfatter, kulturformidler og genrefilmekspert Nicolas Barbano.

Det skal blive fantastisk at opleve denne perle i filmhistorien på det store lærred! Med dens farve-potpourri, Danielo Donatis ud-af-verden-kostumer og scenografi og en overflod af kitsch. Og så få Queens fænomenale rock-ballade blæst ud gennem lydsystemet! Det bliver en fest!

Man kan læse mere om dette og købe billet på www.hadstenbio.dk

Vi håber at se jer dér!

3 stjerner

Titel: Flash Gordon
Instruktør: Mike Hodges
Manuskript: Lorenzo Semple Jr., Michael Allin, Alex Raymond
Cast: Sam J. Jones (Flash Gordon), Melody Anderson (Dale Arden), Max Von Sydow (The Emperor Ming), Topol (Dr. Hans Zarkov), Ornella Muti (Princess Aura), Timothy Dalton (Prince Barin), Brian Blessed (Prince Vultan), Peter Wyngarde (Klytus), Mariangela Melato (Kala)
Foto: Gilbert Taylor
Klip: Malcom Cooke
Musik: Queen, Howard Blake
Spilletid: 111 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: UK/USA/Holland, 1980

Anmeldt i nr. 197 | 13/03/2022

Stikord: Rummet

4 kommentarer til Flash Gordon

  1. Henning Andersen 19. marts 2022 at

    Hej Tommy

    Der er ingen grund til at betvivle, at Star Wars udspringer af Lucas’ ønske om at lave en Flash Gordon. Jeg har selv været inde på “hele affæren” i anden sammenhæng, og i øvrigt findes der – et sted på “nettet” – en gennemgang af inspirationskilder, hvor også Frank Herberts “Dune” kommer i spil. Og jeg er ikke overbevist om Lucas kunne have lavet en filmatisering af dén – og til trods for flere forsøg (thi jeg er en af dem, der egentlig synes rigtig godt om Lynch’ udgave) er jeg slet ikke sikker på, at den roman overhovedet ER blevet filmatiseret :-)
    Vi kan næppe blive uenige om, at “Buck Rogers” er en soleklar “Jens Lyn”-klon. Men den figur står sanelig ikke alene – der er også “Brick Bradford”, “Rob the Rover” og så dennes danske pendant: “Willy på eventyr”. Bare for at nævne et par stykker. Og så er jeg også så sært skruet sammen, at jeg betragter “Jeff Hawke” som en mere tidssvarende, mere terrængående, udgave af “Flash Gordon”.
    Til gengæld er jeg ikke sikker på, at jeg vil give dig helt ret i, at “Superman” henter momentum fra “Flash”. Eller vi kan sige: “-Ja! Også!!” For jeg er ret sikker på, at Sigel og Schuster mere var inspirerede af Burroughs’ “John Carter”(on Mars) – som iøvrigt havde sin egen forgænger i “Lieut. Gullivar Jones: His vacations” – og senere emuleret i “Kane of old Mars”.
    Alt dette skal dog ikke skilles os ad, for jeg syns det er en pragtfuld artikel om noget værre gammelt l…., hrm; … om et yderst besynderligt relikvie og en meget spøjs film. Og jeg kan meddele, at min LP med filmmusikken knækkede under “the umpteenth” afspilning, og min VHS-udgave blev til konfetti i videomaskinen, fordi mine børn kørte “faenskabet” på repeat over en hel sommerferie. Så ikke noget dér :-)
    Ihvertfald: – tak for en udfoldelse af “Flash” – the movie.
    Bedste hilsner, Henning

  2. Tommy Prang Vonsyld 28. marts 2022 at

    Hej Henning,
    Tak for din informative, lærerige og sjove kommentar 😊
    Der er ganske rigtigt meget andet end Flash Gordon der har inspireret George Lucas og Star Wars – ikke mindst Linda og Valentin.
    Det var ikke så meget ment, at Flash Gordon er inspitation til Superman, mere at tegneserie-succesen kunne have bidraget til tilblivelsen af DC Comics.

    Og det ER sgu’ en spøjs film!
    Og jeg kan love dig for jeg som ca. 11 årig hørte det soundtrack på repeat også 😊

    Nu ved jeg ikke hvor i landet du kommer fra, men som det også fremgår af mit skriv, så afholder jeg et Flash Gordon event i Hadsten Bio her lørdag den 2. april – kl. 18:30 (ikke kl. 18 som der står)
    Inden filmen kan man opleve et Jens Lyn foredrag af en der i den grad kender historien, nemlig Nicolas Barbano.

    Det kunne da være hyggeligt! 🚀

  3. Henning Andersen 28. marts 2022 at

    Hej Tommy

    Du har ret: – det kunne være hyggeligt. For det helt store problem med disse kommentarspor er, at man sjældent kan sætte krop og hoved på dem man henvender sig til/dem der henvender sig. Og indtil videre har jeg fire-fem “kommunikanter”, jeg må ha’ hilst på “i flæsket” – so to speak.

    Bortset fra de horrible priser, som benzinen er kommet op på, så er der dæleme langt fra Sydøstfyn til Hadsten – og desuden er jeg inde i et “eksamensræs”, der ikke tillader mig nogen form for “udskejelser” på denne side af Påsken.

    Men jeg håber I får en hyggelig aften – og iøvrigt vil jeg lige tilføje, at Lucas sådan set også havde en ansøgning ude, om en filmatisering af “Lord of the Rings”, inden han lavede “Star Wars”. Og der skal vi måske bare være glade for at The Tolkien Estate afslog, tror du ikke?

    bedste hilsner, Henning

  4. Tommy Prang Vonsyld 30. marts 2022 at

    Jeg er enig med dig i alt det du har skrevet! :-)
    Måske der kommer et event en anden go’ gang!

    Igen: Tak for dine input!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *