Die Hard With a Vengeance

Filmen blev skrevet tilbage i 1992 af Jonathan Hensleigh og baseret på en barndomsoplevelse fra hans eget liv.

Da Hensleigh var omkring 10 år gammel, var han i en form for slagsmål, hvor han slog en jævnaldrende dreng med en sten. Drengen kom alvorligt til skade, dog uden varige mén.

Men episoden hjemsøgte Hensleigh gennem hans ungdom. Og en dag i hans Manhattan-lejlighed kom han til at tænke: Hvad nu hvis han faktisk havde skadet drengen i en grad, at det havde ødelagt drengens liv?

Og hvad nu hvis denne dreng, nu en mand, her 30 år senere kom efter Hensleigh – og Hensleigh selv ville ikke ane hvorfor, da han havde glemt alt om hændelsen i barndommen.

Simon Says

Det blev til et manuskript om en New York-cop, der får alt vendt på hovedet, da en psykopat begynder at sprænge ting i luften på Manhattan.

Denne psycho ringer ind til betjentens distrikt og stiller krav om, at medmindre den specifikke betjent ikke deltager i psykopatens lege og gåder, så vil der blive sprængt mere i luften. Manuskriptet havde titlen “Simon Says”.

Oprindeligt var filmen tiltænkt Brandon Lee, men da han tragisk blev dræbt under optagelserne af The Crow (1994), købte Warner Bros. rettighederne med hensigt om at bruge den til en Lethal Weapon-film med Mel Gibson og Danny Glover. Men dette projekt faldt til jorden, og manus blev købt af 20th Century Fox.

I det første møde mellem Fox og Jonathan Hensleigh, følte Hensleigh, at for meget skulle omskrives i hans historie. Så han blev fyret af Fox. Så han tog sit manus med til instruktør John McTiernan.

Bruce Willis says

McTiernan havde været i gang med at forsøge at komme op med en historie til en tredje Die Hard-film sammen med manuskriptforfatter Larry Gordon.

De havde bl.a. en idé, hvor handlingen var på en båd, hvor John McClane skulle slås mod terrorister på åbent hav. McTiernan droppede denne idé, da han mente, den kom for tæt på Steven Seagal-filmen Under Siege (1992).

Plottet skulle dog flere år senere blive brugt til en helt anden sequel, nemlig Speed 2: Cruise Control (1997) med Sandra Bullock.

John McTiernan kunne rigtig godt lide Jonathan Hensleighs manus, og Hensleighs forslag om, at “Simon Says” kunne blive en Die Hard-film. Men det skulle være en stand-alone-film og ikke bare en reprise af McTiernans originale Die Hard (1988), som det havde været tilfældet med Renny Harlins helt og aldeles forglemmelige Die Hard 2 (1990).

Netop Renny Harlins skuffende 2’er var årsagen til, at Bruce Willis ikke havde haft lyst til at gentage rollen som John McClane – han afviste det ene manuskript efter det andet. Men da han blev præsenteret for det tilrettede Hensleigh-manus og med John McTiernan tilbage, var Willis med! Og Die Hard With a Vengeance var i gang!

Hævn og trick

Money is shit to me. I would not give up McClane for all the gold in your Fort Knox.

De første 50 minutter af Die Hard With a Vengeance er stort set Hensleighs “Simon Says”. Herefter kan man mærke omskrivningerne, hvor man får at vide, at Simon er Simon Peter Gruber (Jeremy Irons) – bror til den Hans Gruber, som John McClane droppede fra Nakatomi Plaza i Die Hard (1998). Således er Vengeance bevidst en direkte efterfølger til den originale, hvor der helt ses bort fra Die Hard 2.

Simon Gruber er ude efter hævn over John McClane for broderens død. Ved et tilfælde får McClane selskab af civilisten Zeus Carver (Samuel L. Jackson), og de to bliver sendt rundt i New York, hvor de skal løse gåder fra den klassiske Mother Goose Nursery Rhymes.

Disse børnerim/gåder var indskrevet af Jonathan Hensleigh, da det oprindelige hævn-plot i “Simon Says” jo skyldtes en hændelse i barndommen. Men McTiernan kunne lide det, og lod det blive en del af Die Hard With a Vengeance.

Men John McClane skal snart finde ud af, at den såkaldte hævn er et trick – en afledningsmanøvre, der skal dække over et storstilet kup, hvor Simon vil stjæle guldbarre-depotet i Manhattan Federal Reserve Building.

Brandvarm fra Pulp Fiction

Die Hard With a Vengeance var den mest indbringende film i 1995. Og som film kan der ikke være tvivl om, at dette er den bedste i Die Hard-franchisen.

Og en af de væsentligste årsager til, at denne film løfter sig langt over niveau i forhold til lignende actionfilm, er kemien mellem Bruce Willis og Samuel L. Jackson.

De havde begge været med i Pulp Fiction (1994), hvor de var blevet venner. På tidspunktet for optagelserne af Die Hard With a Vengeance, var Pulp Fiction endnu ikke ude (den kom september 1994), og faktisk var Quentin Tarantino stadig ret ukendt (det skulle snart ændre sig!).

Men alle på settet blev totalt blæst bagover over den måde, Willis og Jackson ramte jorden løbende, da de ankom til New York!

At have været på produktion med Tarantino havde uden tvivl været en skelsættende oplevelse for dem begge og en kæmpe inspirationskilde for den magi, de udstråler i Die Hard With a Vengeance.

Det er naturligvis også et hit for filmen at kunne få en klassisk karakterskuespiller som Jeremy Irons med. John McTiernan så altid Simon Gruber som filmens protagonist, og Irons underspiller denne til perfektion overfor Willis’ antagonist, der nægter at gå væk – der rejser sig igen og igen.

New York

En anden grund til, at Die Hard With a Vengeance er på et specielt højt niveau er New York! Helt fra Jonathan Hensleighs første manus har byen en stor rolle, og der er en varm kærlighedshilsen i historien.

Hele filmen er skudt on location i New York (med undtagelse af South Carolina, hvor en pickup truck hives med kabel ud over en bro, samt slutscenen, hvor Baltimore er stand-in for Canada).

Under optagelserne til Die Hard With a Vengeance fik man lov til at lukke gader og filme på de locations, som er afspejlet i historien. Det er sjældent. Der filmes virkelig i Harlem i filmens start, og der er vitterligt en biljagt med en taxi, der kører gennem Central Park.

Optagelserne af filmen var et kæmpe event for storbyens borgere, der entusiastisk bakkede op, og ikke siden har man set New York i den grad på den anden ende over en filmproduktion. Det mærkes i filmens unikke stemning!

Instruktør John McTiernan benytter en speciel, bevægelig stil, hvor han flytter kameraet fysisk fra det ene sted til det andet – hvilket giver en klar fornemmelse af virkelig at være til stede.

McTiernan lader således altid publikum vide præcis, hvor de er i forhold til alt, og dette er en del af kærligheden til New York, ligesom det forstærker både actionsekvenserne og ægtheden i skuespillet fra alle medvirkende.

Johnny Comes Marching Home

Michael Kamen komponerede igen musikken, og han har inkorporeret sekvenser fra både Die Hard og Die Hard 2, men det lækreste i Die Hard With a Vengeance er den klassiske “Johnny Comes Marching Home” fra den Amerikanske Borgerkrig.

Det er en klar hilsen fra McTiernan til Stanley Kubricks Dr. Strangelove Or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb (1964).

30-års jubilæum

Det føles lidt som om Die Hard – Mega Hard, som den kom til at hedde på dansk, er røget i glemmebogen hos de fleste. Det er en tragedie, og filmen er her 30 år senere en gigantisk fest at genopleve.

Her skal den fremover være en årlig tilbagevendende klassiker, som kan nydes om sommeren, hvor den oprindelige fra 1988 gør julen spiselig.

Anmeldt i nr. 233 | 13/04/2025

Stikord: 3’er, Fortsættelse