Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Close Encounters of the Third Kind

Close Encounters of the Third Kind
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Close Encounters of the Third KindSteven Spielbergs første film om besøg fra rummet er en mageløs filmoplevelse, der starter som et mysteriedrama, og udvikler sig til at blive instruktørens mest poetiske film, og tillige én af de mest optimistiske.

Steven Spielberg er ikke alene én af Hollywoods dygtigste filmmagere; han er også en mand, der er usigeligt optimistisk. Dette er noget hans kritikere hader ham for, men som hans fans elsker ham for, og Spielbergs optimisme har næppe nogensinde udkrystalliseret sig så smukt og poetisk, som i Close Encounters of the Third Kind (dansk: Nærkontakt af Tredje Grad og fremover benævnt Close Encounters).

Spielbergs optimisme er bestemt ikke altid så åbenlys, som her, men håb spiller altid en bærende rolle i hans film. Det er sjældent et kollektivt håb på menneskehedens vegne – Spielberg er ikke naiv, selv om nogle vil gøre ham til det – men som regel på individniveau eller bundet til små grupper, f.eks. en familie. I Schindler’s List (1993) er håbet funderet i én eneste person, mens en film som War of the Worlds (2005) – som hvad angår rumvæsnerne ellers er antitesen til Close Encounters – har håbet funderet i familiens kærlighed.

Individet i centrum

UFO-forskerne finder en hel eksadrille fly fra 1945 i den mexicanske ørken

I Close Encounters er det indledningsvist i høj grad individet, der er i fokus, men som filmen nærmer sig sin slutning, bliver det tydeligt, at Spielberg for en gangs skyld tillader sig at have håb for hele menneskeheden. Det gør uden tvivl Close Encounters en anelse for sukret for nogle, men fordi Spielberg er så mesterlig en filmskaber, som han er, kammer det aldrig over. I stedet for at afslutte filmen på en banal tone, gør han i stedet klimaks til en poetisk oplevelse næsten uden dialog, og hvor musik og billeder spiller en bærende rolle. Men nu foregriber jeg begivenhedernes gang. Først et kort handlingsreferat.

Close Encounters følger tre forskellige mennesker – eller rettere to personer og en gruppe. I filmens indledning bliver vi præsenteret for en gruppe UFO-forskere, under ledelse af Claude Lacombe (spillet af den franske Nouvelle Vague-instruktør Francois Truffaut). I den første scene er de i Mexico, hvor en gruppe flyvemaskiner, der har været savnet siden 1945, pludselig er dukket op i ørkenen i en tilstand, som var de nye. En umiddelbart efterfølgende scene fra et kontroltårn, hvor vi overværer kommunikationen mellem kontroltårnet og en række fly, lader os vide, at der er uidentificerede flyvende objekter på spil.

Besat af UFO’er

Roys besættelse

Roy Neary (Richard Dreyfuss) er filmens egentlige hovedperson. Han er elektriker, og lever i et rutinepræget ægteskab med Ronnie (Teri Garr) og deres tre larmende børn. En aften, da Roy bliver kaldt på arbejde, oplever han en nærkontakt, og denne oplevelse kommer til at ændre hans liv. Han bliver, lige som mange andre, besat af UFO’erne, og begynder også at få billeder inde i hovedet af et sted – et bjerg. Han begynder at skulptere i alt fra barberskum til kartoffelmos, og det kulminerer med at han bygger en kæmpe skulptur af det mystiske bjerg inde i sin stue. På det tidspunkt har konen forladt ham med børnene.

Inden da har Roy dog mødt Gillian Guiler (Melinda Dillon), der bor i et hus på landet sammen med sin lille søn Barry (Cary Guffey). Også Gillian og Barry har oplevet en nærkontakt, og de møder Roy den selv samme aften som UFO’erne første gang besøger Indiana.

Også Gillian begynder at få de samme syn som Roy, men det er først senere, at de to skal mødes igen. Inden da er hendes søn Barry blevet bortført af de fremmede i en forrygende scene, der må klassificeres som rendyrket horror.

Milepæl

UFO'er på Indianas hovedveje

Da det går op for UFO-videnskabsfolkene, at rumvæsnerne har sendt dem koordinater på et sted i den amerikanske stat Wyoming, iværksætter de sammen med den amerikanske regering et storstilet cover-up for at få alle civile ud af området. I forbindelse med den cover-story, de etablerer, omkring et kemikalieudslip, bliver der rapporteret fra området omkring Devil’s Mountain i Wyoming, og her ser både Roy og Gillian bjerget fra deres syn på TV.

Begge føler sig draget mod stedet, men det er naturligvis ikke så ligetil at slippe ind i området, som den amerikanske hær forsøger at lukke helt hermetisk, mens de skiber folk ud af området i titusindvis. Hvordan tingene præcis udvikler sig, skal jeg ikke løfte sløret for her, men i stedet på det kraftigste anbefale, at man anskaffer sig Close Encounters og finder ud af det ved selvsyn.

Noget er på vej...

Filmens klimaks er både dramatisk, storslået og poetisk, og fremstår som en milepæl i Spielbergs karriere. Men forud er gået en film, der har været indtil flere genrer igennem, og det er nærmest mirakuløst, at Spielberg – som selv har skrevet manus – formår at få det hele til at hænge sammen i én film. Men det gør han, og hatten af for det.

Forholdet mellem Roy og hans kone, der langsomt krakelerer under Roys besættelse, er rent familiedrama, mens Roys og Gillians besættelse er mysterie-præget. Roy og Gillians forsøg på at nå frem til Devil’s Mountain i Wyoming er ren thriller, mens UFO’ernes tilstedeværelse hele vejen igennem filmen er realiseret som en blanding af horror og mere rendyrket science fiction. Spielbergs genistreg er, at han ikke løfter sløret for, om rumvæsnerne er venligtsindede eller ej før til allersidst, og det gør, at scenerne, hvor UFO’erne optræder både har et skær af noget fantastisk og noget skræmmende. Sidstnævnte kulminerer i den skræmmende scene, hvor Barry bortføres.

Fantastisk klimaks

Lillemand Barry kidnappes

Til sidst tager poesien – og optimismen – imidlertid over, bl.a. stærkt hjulpet af konceptet af, at man kan kommunikere ved hjælp af musik. Således bruger Claude Lacombe Zoltan Kodalys berømte håndtegn som en illustration af konceptet, og i filmens klimaks “taler” mennesker og rumvæsner sammen igennem musik (hvilket der i øvrigt blev taget tykt pis på i Roland Emmerichs Independence Day, 1996). Her spiller John Williams’ fantastiske score naturligvis en bærende rolle, og store dele af filmens klimaks afvikles med ganske sparsom dialog, hvor musikken og Spielbergs billeder siger det, der skal siges.

Billedsiden er hele vejen igennem Close Encounters særdeles stærk, og de smukke effekter, der det meste af tiden holder UFO’erne camoufleret bag kraftige og farverige lys, er med til at gøre de fremmedes tilstedeværelse endnu mere mystisk. Da vi først ser en af de fremmede tæt på, er det tydeligt, at der er tale om halvgamle animatronics, men på det tidspunkt er man alligevel helt solgt, og ser totalt igennem fingre med det.

Fra kartoffelmos til ler: Ray har bygget en kæmpemodel af sit syn inde i stuen - bemærk TV'et

Generelt må det siges, at Spielberg hele vejen igennem filmen formår at indfange den perfekte stemning af ærefrygt og fascination – det engelske ord “wonder” er rammende, men vi har ikke en ordentlig dansk pendant til ordet. Det gælder især klimakset, der har en række vidunderlige shots af regeringsfolkene, der blot står og stirrer henførte på det fantastiske sceneri. I disse scener rammer Spielberg for alvor hovedet på sømmet, og han formår her at formidle den samme stemning til publikum. Hvis man ikke på dette tidspunkt sidder i en henført raptus, og har ladet sig fange totalt af filmen, ved jeg ikke, hvad der skal til!

Mødet med det ukendte

UFO-forskerne kommunikerer med rumvæsnerne ved hjælp af lyd, der visualiseres på tavlen bag Lacombe

Manuskriptet til Close Encounters er krediteret alene til Spielberg, selv om Paul Schrader angiveligt skrev første udkast, der havde meget kraftige religiøse undertoner. Spielberg omskrev manuskriptet totalt (han hadede det angiveligt), og Schraders eneste indflydelse skulle være, at Spielberg fokuserede mindre på regeringens cover-up, og mere på det endelige møde mellem menneskene og de fremmede. Hvordan man tolker Spielbergs manuskript er naturligvis særdeles åbent, og hvis man vil lægge en religiøs tolkning ned over filmen, er dette en åbenlys mulighed. Det er dog en lidt fattig tolkning, og Spielberg virker mere fascineret af overordnede tanker om mødet med det ukendte, end med specifikt religiøse parabler. Uanset hvad, er manuskriptet fremragende, og skuespillet er glimrende over hele linjen – med Richard Dreyfuss’ præstation som den helt bærende.

Som genrefilm er Close Encounters den totale antitese til de film om besøg fra rummet, som Spielberg voksede op med, og som typisk var invasionsfilm, hvor rumvæsnerne ikke ville os noget godt. Samtidig med at det er en ung instruktør, der for alvor spiller med musklerne, og demonstrerer, at han kan gøre det inden for en lang række genrer, er Close Encounters også Spielbergs første store demonstration af, at han er Hollywoods legebarn nummer ét. Det er en yderst overbevisende demonstration, og Close Encounters står som én af de helt store film om besøg fra rummet. At filmen har inspireret talrige andre film, er derfor ingen overraskelse. Her er det især Spielbergs enorme moderskib, der har dannet forlæg for adskillige imitationer. James Camerons The Abyss (dansk: Dybet) fra 1989 springer i øjnene, men Emmerichs enorme rumskibe i Independence Day skylder nok også Close Encounters et og andet.

Det gigantiske moderskib ankommer

Der er dog én stor forskel. Ingen andre har siden kunnet indfange helt den samme sans for det fantastiske og det grandiose, som i den grad præger Close Encounters. Når Williams’ score hen imod slutningen inkorporerer dele af “When You Wish Upon A Star” (“Når du ser et stjerneskud”) opnås sammen med billederne en effekt, der nærmest transcenderer mediet, og giver seeren en blivende oplevelse. Når film kan gøre det, er det fordi alt går i hak til sidst, og det gør det i den grad i Close Encounters, som ubetinget er et moderne mesterværk.

6 stjerner

Titel: Close Encounters of the Third Kind
Dansk titel: Nærkontakt af Tredje Grad
Instruktør: Steven Spielberg
Manuskript: Steven Spielberg
Cast: Richard Dreyfuss (Roy Neary), Francois Truffaut (Claude Lacombe), Teri Garr (Ronnie Neary), Melinda Dillon (Gillian Guiler), Bob Balaban (David Laughlin), J. Patrick MacNamara (project leader), Cary Guffey (Barry Guiler)
Producere: Julia Phillips (producer), Michael Phillips (producer), Clark L. Paylow (associate producer)
Foto: Vilmos Zsigmond
Klip: Michael Kahn
Musik: John Williams
Spilletid: 132 minutter
Aspect ratio: 2.35:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1., DTS
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, polsk, tjekkisk, ungarsk, islandsk, hindustani, hebraisk, tyrkisk, dansk, svensk, finsk, norsk, hollandsk, arabisk, bulgarsk, græsk
Produktionsland, år: USA/England, 1977
Produktionsselskaber: Columbia Pictures Corporation, EMI Films
Distributør (DVD): Universal Pictures Denmark (DK)
Udgave/region: Region 2
hvid
Denne “Special Edition”-udgave af filmen er den oprindelige theatrical cut af filmen, tilføjet fem ekstra scener. Den er ikke identisk med den “Special Edition”, der kom ud i biograferne i 1980, og hvor man så det indre af moderskibet til sidst, og heller ikke identisk med den 137 minutter lange “Collector’s Edition”, der kom ud i 1998.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/07/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *