Michael Lillegaard Larsen
Ingen kommentarer

Animationsfilm og erotik – en introduktion til Walerian Borowczyk

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Walerian Borowczyk (1923-2006)Som filmskaber skabte Walerian Borowczyk meget opmærksomhed med sine lumre erotikfilm, hvor han ikke var bleg for at fortolke sex på sin egen særprægede måde

Walerian Borowczyk blev født i Kwilcz, Polen 2. september 1923. Borowczyk blev uddannet som billedkunstner ved Academy of Fine Arts i Kraków. Han blev optaget af malerier og litografier og skabte mange flotte filmplakater til biografer. I 1953 fik han en særlig pris for sit arbejde.

Den eksperimenterende Borowczyk

Borowczyk rejste til Paris i 1959 og udforskede filmmediet ved at lave korte, surrealistiske animationsfilm af få sekunders varighed. Han fik opmærksomhed med kortfilmene Był sobie raz (Time Upon a Once, 1957) og Dom (House, 1958), som han lavede med kollegaen Jan Lenica.

Sammen med den franske multikunstner Chris Marker (som senere skabte La jetée (1962), der var inspirationskilden til Terry Gilliams 12 Monkeys (1995)), lavede Borowczyk Les Astronautes (1959) – en animeret kortfilm lavet som ”cut out animation”, som er en teknik, man kender fra de syrede Monty Python-animationer og TV-kultserien South Park.

Borowczyk prøvede også kræfter med stop motion-teknikken med den absurde kortfilm Renaissance (1963). Borowczyks mareridtsagtige kortfilm Jeux des anges (1964) gjorde et stort indtryk på en yngre Terry Gilliam – Gilliam betragter den som en af de bedste animerede film nogensinde. Som en kulmination på sine animerende eksperimenter, skabte Borowczyk sin første, lange animationsfilm Théâtre de Monsieur & Madame Kabal: un film dessiné pour les adultes (Mr. and Mrs. Kabal’s Theatre, 1967). Filmen viser en række mærkværdige og grumme forestillinger, udført af titelfigurerne selv.

Mange af Borowczyks animationer kan ses på YouTube og de er værd at opsøge. De viser, hvor stor kreativitet man kan udvise med de forskellige gammeldags animationsteknikker.

Fra animation til live action

Borowczyk tog et ordentligt spring fra animation til live action, da han instruerede sine første spillefilm Goto, l’île d’amour (Goto, Isle of Love) (1968) og Blanche (1971). Begge film havde Borowczyks kone, Ligia Branice i hovedrollen og havde misundelige ægtemænd som et plotelement.

Borowczyk fik meget ros for Dzieje grzechu (A story of Sin, 1975), der var en filmatisering af en klassisk roman af den polske forfatter Stefan Zeromski. Filmen blev nomineret til De Gyldne Palmer i Cannes i 1975, men den tabte til Chronique des Années de Braise (1975) af Mohammed Lakhdar-Hamina. Dzieje grzechu var ligesom Borowczyks sølvbjørnvindende kortfilm Rosalie (1966), en film om forførelse og barnedød.

Erotik og surrealisme

De fleste Borowczyk-film bruger forskellige historiske perioder – hovedsageligt på det visuelle plan, da man ikke skal forvente historisk nøjagtighed i hans film. Fokusset ligger mere på de nøgne kvinder!

Han fik skabt sig et ry med sine senere film, der beskæftigede sig med erotik på en surrealistisk måde. Folk anklagede Borowczyk for at være pornograf, men han sagde selv dette om erotikken i sine film: ”Eroticism, sex, is one of the most moral parts of life. Eroticism does not kill, exterminate, encourage evil, lead to crime. On the contrary, it makes people gentler, brings joy, gives fulfillment, leads to selfless pleasure.”

De film, der rejste folks øjenbryn, var antologifilmen Contes immoraux (Immoral Tales, 1974), Interno di un convento (Behind Convent Walls, 1977) – der var inspireret af Promenades dans Rome af Stendhal – og Cérémonie d’amour (Rites of Love, 1988).

Filmene har en unik visuel billedside, men mange blev forarget over hvad de så. Samme respons fik La bête med sin vovede pseudo-udgave af Skønheden og udyret.

Også den klassiske historie om Dr. Jekyll og Mr. Hyde blev nyfortolket af Borowczyk med filmen Docteur Jekyll et les femmes (Blood of Dr Jekyll, 1981), som Lars von Triers yndlingsskuespiller Udo Kier var med i. Filmen viste Jekylls forvandling som et voldsomt opgør med den undertrykkende, victorianske tidsalder. I 1984 vendte Borowczyk tilbage til animationsfilmen for en kort stund med kortfilmen Scherzo infernal (1984).

Borowczyk forsatte sin interesse for erotik og instruerede den femte film i den lumre Emmanuelle-serie, Emmanuelle 5 (1987). Dog var han ikke tilfreds med resultatet, til dels pga. kreative uoverensstemmelser med filmens stjerne Monique Gabrielle. Til TV-kanalen M6 lavede han i årerne 1988 og 1990 fire episoder af den erotiske serie Série rose: Les Chefs d’œuvre de la littérature érotique.

En ægte visuel filmskaber

Borowczyk var en filmskaber, der ikke var bleg for at vise grafiske sexscener. Men han kunne også skabe film, der virkede som levende malerier, hvor hvert et billede var et kunstværk i sig selv. Walerian Borowczyk døde i 2006 af et hjerteslag. Han blev 82 år gammel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *