A Quiet Place

Nogle gange får man en god idé, skitserne til et spændende koncept. Man bruger så al energien på det tekniske, på at udvikle konceptet, og glemmer, at det er en spillefilm og ikke en kortfilm, man vil lave. A Quiet Place er et godt eksempel på netop dette.

På listefødder i fremtiden

I en ikke så fjern fremtid har monstre gjort livet surt for menneskeheden. Disse monstre – man får ikke at vide, hvor de kommer fra – er blinde, men har en meget god hørelse, så de få overlevende skal forsøge at være komplet lydløse.

Vi følger en lille familie, familien Abbott: Far Lee, mor Evelyn og tre børn. I filmens indledning dør det ene af børnene, drengen Beau, da han kommer til at putte batterier i et stykke legetøj, og så kommer monstret ellers løbende. Surt show. Så går der et år.

Familien lever fortsat på listesko. Deres datter, Regan, er døv. Familien kommunikerer via tegnsprog. Familien har installeret sig på en gård, hvor de har taget en masse forholdsregler i forhold til at være stille. Helt stille. For den mindste lyd kan tiltrække monstrene.

Men er det nok bare at overleve, eller skal man forsøge at kæmpe mod overmagten?

Kan ikke bære spillefilmsformatet

Der er tale om en teknisk veludført og ganske intens konceptfilm (filmen er stort set uden tale), hvor der er flere effektive og neglebidende scener.

Desværre kan filmens simple manuskript ikke bære en film i spillefilmslængde, og ret hurtigt begynder filmen at gå i tomgang. For at imødekomme tomgangen har manuskriptforfatterne så tilsat en masse patos.

Det fungerer desværre ikke, men føles påklistret, søgt og til tider ganske kvalmende. Hvis man vil se en lignende fortælling, hvor det fungerer, skal man blot se The Road – både bogen (2006) og filmen (2009).

Selve filmens præmis, at man skal være stille som mus, er fremragende. Og teknisk er filmen da også meget velfungerende, hvis man fratrækker de frygtelige CGI-monstereffekter. De første 20 minutter er filmen er da også ganske glimrende.

Men desværre kan historien som sagt på ingen måde udfylde filmens spilletid. De tekniske spidsfindigheder, primært det effektive lyddesign, kan ikke redde filmen fra at falde komplet sammen.

Filmen er heller ikke trofast mod sit eget koncept, da der både kommer tale og en masse baggrundsmusik. Den forfalder kort sagt til at blive ganske ordinær, og det friske og lydløse pust fra filmens indledning, fortaber sig i bulder og brag og monsterfilmklichéer.

En stor skuffelse

Skuespillerne gør bestemt, hvad de kan, men lades komplet i stikken af manuskriptet, og efter en times tid begynder filmen at blive decideret kedelig.

Det er ærgerligt, når der er brugt så meget opfindsomt krudt på konceptet. Rent visuelt ligner filmen en million andre postapokalyptiske film og tv-serier. “Den forladte” ikonografi som The Walking Dead (2010) og I Am Legend (2007) i nyere tid har været med til mejsle ind i den kollektive bevidsthed. Familien Abbott alene i verden tilsat lidt monstre.

Hvis man søger efter film med lidt af den samme stemning, film der også dyrker koncepttanken, så vil jeg meget hellere anbefale 10 Cloverfield Lane (2016) og Signs (2002) – bemærk for øvrigt hvordan ”løsningen” i A Quiet Place på mange måder imiterer Signs.

A Quiet Place ender desværre som en stor skuffelse med et stort, uforløst potentiale.

Anmeldt i nr. 155 | 13/09/2018

Stikord: Postapokalyptika