The Road

5 minutters læsetid
The Road

Depressiv og stærkt vanedannende, og bestemt ikke en oplevelse jeg ville være for uden. Da jeg satte mig til at læse romanen var det som at blive indfanget af et sort hul: Jeg kunne ikke kigge væk, og langsomt, men sikkert, blev jeg ført mod intetheden. Men i modsætning til et sort hul, og til mange modbydelige postapokalyptiske værker, så er der en masse menneskelighed gemt bag gruen i The Road. Og når man, som undertegnede, har en lille søn, så bliver romanens impact mangedoblet. McCarthy gengiver en reaktion, han fik på The Road, som siger det hele meget godt:

”I started reading your book after dinner and I finished it 3:45 the next morning, and I got up and went upstairs and I got my kids up and I just sat there in the bed and held them.”

Global katastrofe og ubetinget kærlighed

Selve plottet er så simpelt som amen i kirken: en unavngiven katastrofe har lagt verden i ruiner, og de overlevende er enten kannibaler eller strejfere, der søger efter mad – her er det vigtigt at påpege, at vi ikke ser andet, eller hører om andet, end det vores to hovedpersoner oplever, så måske er det ikke hele verden, der ser ud, som vi får det præsenteret. Uanset hvad er vi forankret i manden og drengens rejse, og det vigtige bliver aldrig den globale konflikt, men mere den intense fortælling om ubetinget kærlighed, tab og forfald.

Vi møder manden og drengen som aldrig omtales som andet. Manden, der er far til drengen, har et projekt: han vil finde frem til kysten, da frelsen måske er gemt der. Men hans vigtigste projekt er dog at holde liv i sønnen, som er det eneste, der holder ham fra at blive vanvittig. Og så går den klassiske postapokalyptiske rejse mod Utopia ellers over stok og sten. Vores to hovedpersoner møder modstand, ser grusomheder, sulter, fortvivles og alt det andet, som er kutymen i den postapokalyptiske genre.

Sådan smager det rådne æble

Cormac McCarthy kan sine genrekonventioner på fingerspidserne, men hans sprog i form af den tunge og enkle prosa, og måder at videregive informationer til læseren på, er dét, der hæver ham langt over de fleste andre postapokalyptiske historiefortællere – og forfattere helt generelt. The Road emmer af melankoli og poesi, og sjældent har noget så grumt været så smukt. McCarthys sprog er enkelt og samtidig malerisk og detaljerigt. Han kan med få sætninger skabe både stemning og taktil forståelse – vi kan mærke de forfaldne æbler, manden samler op, og vi kan næsten smage det, når manden og drengen spiser dem.

Fortællingen i The Road er fyldt med tomme pladser, hvor det er op til læseren selv at danne sig en mening: Hvordan gik det hele galt, hvad præcist skete der med moderen, hvordan var vores hovedpersoner før katastrofen, hvad skal jeg føle efter denne scene, er den gamle mand en religiøs skikkelse, er der overhovedet nogen mulighed for overlevelse og frelse, er der nogen ”the good guys” – som drengen omtaler dem – tilbage osv. Når man læser The Road er man nødt til at overveje både store og små ting, og det er nok her, at romanens største styrke ligger: Den tvinger sin læser til både at opleve knytnæveslaget i maven og til tænke over, hvorfor man fik det. For at læse The Road er som en fysisk oplevelse, som enten kan sammenlignes med et knytnæveslag eller et frontalt angreb på alle sanser.

Stemningen styrer dagsordenen

Stemningen, der er i bogen driver ud af siderne, lægger sig som en grå sky om læseren. Flere steder var jeg ved at bryde grædende sammen, og konstant havde jeg en klump i både halsen og maven. Men McCarthy har ikke kun ønsket at skabe ubehag, og heldigvis er der mere humanisme gemt i The Road end 100 andre store litterære værker til sammen. Det grumme og det smukke går hånd i hånd, og kun derfor efterlader The Road et så gennemgribende indtryk hos læseren. Selvom jeg har læst meget postapokalyptiske litteratur, så bliver det aldrig helt det samme efter The Road, og det er fantastisk, at en ellers noget overset genre (eller en genre som mest bliver brugt til action og horrorfortællinger, hvilket den jo også ligger op til), bliver behandlet med ærbødighed af en sand mester.

En gammel forfatter i landet som ikke er for de gamle mænd

Cormac McCarthy blev født i 1933, og er flere gange blevet udråbt som en af sin generations bedste forfattere. Udover The Road, som vandt Pulitzerprisen for fiktion i 2007, vil mange nok kende hans navn fra Oscarslugeren No Country for Old Men fra 2007, som er baseret på McCarthys roman af samme navn fra 2005. McCarthy udgav sin første roman, The Orchard Keeper, i 1965, men det store kommercielle gennembrud lod vente på sig til 1992 med romanen All the Pretty Horses, som blev filmatiseret i 2000 med Billy Bob Thornton i instruktørstolen og Matt Damon og Penélope Cruz på rollelisten.

McCarthy blev som 65-årig (ja, de forfattere og kendte mennesker kan den slags) far til sønnen John. At få et barn så sent i livet har uden tvivl sat tingene i relief for McCarthy, som da også har udtalt, at forholdet til sønnen var en stor inspirationskilde til The Road. Og det fornemmer man, og en af romanens største triumfer er netop forholdet mellem far og søn, som skinner son et fyrtårn i mørket. Smukt og rørende, og McCarthy er en mand, som man, på trods af hans høje alder, bør holde øje med i fremtiden.

The Road blev i 2009 filmatiseret af John Hillcoat med Viggo Mortensen i hovedrollen. Filmen gengiver stemningen fra romanen perfekt, men formår også at lave sine egne tolkninger, og vægtninger, af forskellige vigtige elementer i romanen. Filmatiseringen er også anmeldt i denne dystre februaropdatering her på Planet Pulp, hvor man virkelig kan give sig selv en injektion livsbekræftende depression ved både at læse bogen og se filmen.

Et grimt mesterværk

The Road er bestemt ikke for alle. Den er grum, og flere steder meget grafisk og nøgtern, i sin fremstilling af vold og død. Romanen kan godt virke både nihilistisk og deprimerende, hvor det er temaet om tab som er det altoverskyggende. Tab både i form af uskyld, menneskelighed og samfundet helt generelt. Mest af alt viser The Road, hvad vores liv er værd, og sætter en masse ligegyldigheder i perspektiv, da hele problematikken stilles over for en dommedag af bibelske proportioner, hvor mand dræber mand, og hvor faderen hjælper sønnen på den rigtige vej. Og så er den utroligt hurtigt læst og meget, meget underholdende og velskrevet, så kannibalerne kan høres synge i den postapokalyptiske himmel. Kan man forvente mere?

6 stjerner
Titel: The Road
Forfatter: Cormac McCarthy
Udgivet: 2006
Forlag: Alfred A. Knopf
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivet: 2007
Forlag: Picador
Format: Paperback
Sideantal: 307

Anmeldt i nr. 52 | 13/02/2010

Stikord: Filmatiseret, Kannibaler, Postapokalyptika

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

1 Comment

Skriv et svar

Your email address will not be published.