13. juli 2008

Signs

SignsDybt konstrueret, men også sympatisk, neglebidende spændende, hårrejsende uhyggelig, velspillet og flot fotograferet. Det er nogle af de ord, man kan sige om M. Night Shyamalans bidrag til alien invasion-genren. Nogle vil hade Signs, andre vil elske den. Underholdende er den i hvert fald.

Efter M. Knight Shyamalans to første Hollywoodfilm, sleeperhittet The Sixth Sense (1999) og superhelt-med-et-twist-filmen Unbreakable (2000), var folk begyndt at vide, hvad de kunne forvente af instruktøren: visuelt flotte film med stærkt konstruerede plots, der resulterede i et afsluttende twist.

Dette, som også prægede Shyamalans film efter Signs, The Village fra 2004, har gjort instruktøren til en mand, man enten elsker eller hader, men uanset hvordan man vender og drejer det, kan man ikke komme udenom, at Shyamalan er en uhyggeligt talentfuld filmskaber med en personlig vision for alle sine projekter, der desuden alle er præget af et markant budskab.

Dette gør sig i den grad også gældende for Signs, hvor Shyamalan kastede sig ud i at lave en alien invasion-film – med et twist naturligvis.

Flertydig titel
Den første korncirkel
Den første korncirkel

Titlen er, selvfølgelig, flertydig, hvilket man bliver fuldt bevidst om, når man har set filmen til ende, og har fået plot-twistet med. På overfladen henviser “Signs” imidlertid til de mange korncirkler, der spiller en væsentlig rolle for filmens handling, og som markerer den forestående invasion af nogle særdeles ubehagelige rumvæsner.

Som de fleste af Shyamalans film, foregår Signs i det nordøstlige USA. Handlingen er centreret omkring familien Hess, der bor på en gård i Pennsylvania. Familiefaderen Graham, spillet af Mel Gibson, er en tidligere præst, der har opgivet sin præstegerning, og sin tro, efter at hans kone blev dræbt i en meningsløs trafikulykke. Sidstnævnte fortælles løbende gennem filmen som en række af flashbacksekvenser, der kulminerer lige før filmens klimaks, og på den måde binder de to tidsstrømme smukt sammen.

Graham bor på gården sammen med sin bror, den fallerede baseballstjerne Merrill (Joaquin Phoenix), og sine to børn, sønnen Morgan (Rory Culkin – Macauleys lillebror) og datteren Bo (Abigail Breslin).

Bo (Abigail) og Morgan (Rory Culkin) sammen med familiens hund - læg mærke til vinklen; dette er bare ét af filmens mange low angle shots
Bo (Abigail) og Morgan (Rory Culkin) sammen med familiens hund - læg mærke til vinklen; dette er bare ét af filmens mange low angle shots

De mystiske begivenheder starter, da der dukker en korncirkel op i en af gårdens majsmarker, og som Graham umiddelbart tror er fabrikeret af to lokale lømler. Herefter går det dog stærkt, og da Graham en aften ser en mystisk skikkelse stå på taget af én af gårdens bygninger, bliver det ham for meget. Han og Merrill forsøger at få fat på indtrængeren, men til ingen nytte – den mystiske skikkelse viser sig at være umenneskeligt hurtig, og forsvinder i én af majsmarkerne.

Tegn eller tilfældigheder?
Morgan opfanger signaler med babymonitoren
Morgan opfanger signaler med babymonitoren

Snart bliver det klart, at der foregår mere og andet end bare drengestreger, for på TV begynder der at dukke rapporter op om korncirkler over hele verden, og Bo og Morgan opdager, at de kan opfange nogle mystiske radiosignaler med Bos gamle babymonitor.

I takt med at nyhederne strømmer ind fra hele verden, bliver det tydeligere og tydeligere, at Jorden er under observation af rumvæsner, men ingen ved indtil videre, om de er venligtsindede eller det modsatte. Amatørvideooptagelser af et rumvæsen fra Sydamerika synes dog klart at antyde, at rumvæsnerne ikke er rare, og da det står klart, at UFO’er hænger over mange af verdens storbyer, bliver eksperterne på TV nervøse.

Begivenhederne sætter naturligvis også deres præg på familien Hess, hvor stemningen langsomt fortættes i det lille hjem. Filmens hovedtema kommer glimrende til udtryk i en scene, hvor Merrill og Graham har en samtale om rumvæserne. Her konstaterer Graham, at der er to slags mennesker: de, der ser tegn og mirakler, og de, der kun ser tilfældigheder. De første, forklarer han videre, vil se med optimisme på situationen; de andre vil være meget, meget bange. Diskussionen blotlægger Grahams tab af tro, da han barsk konstaterer, at der ikke er nogen “tegn eller mirakler”, kun tilfældigheder. Dette skal naturligvis vise sig at være filmens centrale tema, for kan det virkelig passe?

Studie i mesterfuld suspense
Graham (Mel Gibson) og Merrill (Joaquin Phoenix) får sig en snak med den lokale sherif tidligt i filmen
Graham (Mel Gibson) og Merrill (Joaquin Phoenix) får sig en snak med den lokale sherif tidligt i filmen

Snart står det klart, at rumvæsnerne virkeligt er særdeles fjendtligsindede. Dette sker i en fremragende udført scene, hvor Graham kører over til den lokale dyrlæge, der var manden bag rattet i den bil, der ramte Grahams kone. Dyrlægen har haft ringet til Graham, men uden at sige, hvad han ville, og da Graham kører over for at tjekke op på ham, møder han dyrlægen i bilen, på vej til at forlade sit hus. Dyrlægen, spillet af instruktøren selv, forklarer, at han er på vej til en nærliggende sø. “Jeg tror ikke de kan lide vand,” konstaterer han, fordi han på TV har lagt mærke til, at det kun lader til at være indlandslokaliteter, der står for at blive invaderet. Inden han sætter bilen i gear og kører, fortæller han kort Graham, at han skal lade være med at gå ind i spisekammeret, fordi han har låst ét rumvæsen inde dér.

Graham bruger en kniv som spejl i én af filmens virkeligt effektive suspense-scener
Graham bruger en kniv som spejl i én af filmens virkeligt effektive suspense-scener

Den følgende sekvens er fremragende opbygget – et studie i mesterfuld opbygning af suspense, som er ét af de mange eksempler på, at Hitchcock er én af Shyamalans store forbilleder. Der er en tynd åbning mellem spisekammerdøren og gulvet, men ikke stor nok til, at Graham kan se rumvæsnet inde i spisekammeret. Han tager derfor en kniv, og forsøger at bruge det blanke metal som spejl. Præcis hvad der sker, skal jeg ikke afsløre, men da Graham kommer hjem igen, fortæller han tørt Merrill, at han fik den klare fornemmelse, af, at rumvæsnet ville “gøre ham fortræd”.

Nu bygges der hurtigt op til filmens klimaks, hvor den lille familie forskanser sig i huset, og håber at kunne klare sig igennem den forestående invasion. At invasionen er i gang markeres ildevarslende af, at TV-kanalerne pludseligt holder op med at sende. Da rumvæsnerne endeligt dukker op, søger familien tilflugt i kælderen, men spørgsmålet er, om de kan holde sig skjult, og da Morgan får et alvorligt astmaanfald, ser situationen meget skidt ud.

Setup/payoff
Nyhederne om korncirkler over hele verden begynder at dukke op. Generelt spiller TV'et en væsentlig rolle i filmen, som den måde familien får sine (dårlige) nyheder på - et tydeligt nik til 9/11
Nyhederne om korncirkler over hele verden begynder at dukke op. Generelt spiller TV'et en væsentlig rolle i filmen, som den måde familien får sine (dårlige) nyheder på - et tydeligt nik til 9/11

Den afsluttende plot-twist skal jeg ikke afsløre her. Jeg kan imidlertid sige, at den fint slår en knude på filmens temaer, og besvarer spørgsmålet om filmens “signs” – om de er tegn og mirakler eller kun tilfældigheder. Uden at jeg skal afsløre for meget, kan jeg nok roligt sige, at det er førstnævnte, der er tilfældet.

Den måde Shyamalan gennemfører sin plot twist på, er et udpræget tydeligt eksempel på setup/payoff-modellen, hvilket står klart, når man har set filmen til ende. Af hensyn til overraskelsesmomentet, afslører jeg ikke den faktiske mekanisme her, men vil blot konstatere, at det inden for filmens eget univers fungerer smukt. Til gengæld bliver man nødt til at købe Shyamalans grundlæggende budskab om, at “there are no coincidences”. I Signs – og måske i Shyamalans verdensbillede generelt – er der ingen tilfældigheder; alt har en dybere mening. Og det har det i den grad i Signs: fra konens tilsyneladende meningsløse død og Merrills sportsskade, der gør, at han bor på gården, til sønnens astma og datteren Bos små finurligheder. Alle disse ting er opstillet efter setup/payoff-modellen, og gør, at man – som ved enhver god plot twist – efter filmens slutning må revurdere alt, der er sket i filmen, ud fra det svar, Shyamalan giver.

Om man køber hans budskab er så en anden sag, og hvis man ikke gør det, vil man med stor sandsynlighed finde Signs dybt frustrerende, fordi hele filmen er bygget op mod slutningen.

Konstrueret
Graham har en skræmmende oplevelse i majsmarken - én af filmens virkeligt uhyggelige scener
Graham har en skræmmende oplevelse i majsmarken - én af filmens virkeligt uhyggelige scener

Det betyder selvfølgelig også, at Signs på mange måder er en mekanisk opbygget film, der kræver sine mange setups for at realisere den afsluttende payoff, der kommer som twist-slutningen. Plotmæssigt gør det Signs til en stærkt konstrueret film, der er bygget op omkring en fortællemæssig mekanisme, der i de fleste film spiller en langt mere tilbagetrukket rolle. Man finder setups og efterfølgende payoffs i de fleste film, og i film med et afsluttende twist, spiller de ofte en større rolle end sædvanligt, men Signs er den eneste film, jeg kan erindre at have set, der i så høj grad er konstrueret omkring dette skrivetekniske greb. Det er også med til at sætte stor fokus på netop filmens struktur, og hvis man ikke køber filmens sympatiske budskab, vil det afsluttende store payoff sandsynligvis føles som et enormt antiklimaks i stedet for den forløsning, der helt sikkert har været meningen fra Shyamalans side.

Selv hvis man ikke bryder sig om Shyamalans budskab, og føler plot twistet som antiklimatisk, er der imidlertid mange andre ting ved Signs, der for mig at se gør den seværdig. For det første må jeg fremhæve filmens umiddelbare underholdningsværdi. Signs er både meget, meget spændende og flere steder undervejs særdeles uhyggelig. Der er adskillige scener undervejs, der er skoleeksempler på opbygning af suspense og gåsehudsfrembringende gys, og som alle fungerer ekstremt godt. Den tidligere nævnte scene med spisekammeret er ét eksempel; Grahams næsten-møde med et af rumvæserne i majsmarken er et andet. Og der er mange andre scener, der kunne tages frem som eksempler på dette, og på en generel forståelse af, hvordan man opbygger en fortættet stemning.

Velskrevet drama
Familien har en stille stund, før stormen bryder løs - her markeret af heftig aktivitet på babymonitoren
Familien har en stille stund, før stormen bryder løs - her markeret af heftig aktivitet på babymonitoren

For det andet er filmen også et fint drama. En af de ting, Shyamalan har gjort ved alle sine film, er at give dem et menneskeligt forankringspunkt. Selv om alle instruktørens film på et overordnet niveau er genrefilm, så er de i virkeligheden i lige så høj grad dramaer, og her er Signs måske Shyamalans mest vellykkede, selv om kærlighedsdramaet, der er kernen i The Village også er smukt realiseret. Signs er således et lille familiedrama, centreret omkring den lille familie, der har mistet moderen. Mens det har kastet Graham ud i en eksistentiel og trosmæssig krise, er børnene naturligvis også hårdt ramt, og disse elementer formår Shyamalan på smuk vis at indfange i sin dialog. Den er velskrevet og med hjerte, og det er naturligvis også derfor, filmen er så neglebidende spændende: man føler noget for filmens hovedpersoner. Dette gælder også broderen Merrill, selv om han til en vis grad er Shyamalans sikkerhedsventil i den forstand, at han er garanten for en vis mængde comic relief – som heldigvis ikke overdrives. Scenen hvor Merrill og Morgan har konstrueret hatte af sølvpapir for ikke at falde under rumvæsnernes kontrol er et stille komisk højdepunkt.

Når man på den måde kigger Signs – og instruktørens øvrige film – efter i kortene, kan man godt af og til tage sig selv i at ønske, at Shyamalan ville prøve kræfter med et rendyrket drama, for jeg tror faktisk, han kunne gennemføre det flot. At netop en familiær krise danner bagtæppet for større begivenheder af enhver art, er naturligvis ikke ligefrem nogen nyhed, og i Signs vil man naturligvis kunne tærske symbolsk langhalm på betydningen af rumvæsnernes invasion i forhold til familiens situation. Det vil jeg imidlertid undlade her, og blot konstatere, at genreblandingen fungerer for Shyamalan, hvis manuskript rammer lige præcis denne rette vægtning af drama, spænding og horror.

Velspillet og visuelt flot
Fra filmens klimaks - bemærk skikkelsen, der spejles i TV'et
Fra filmens klimaks - bemærk skikkelsen, der spejles i TV'et

Intet manuskript er imidlertid bedre end skuespillernes præstationer, og også her scorer Signs ret højt i min bog. Mel Gibson gør det fint i rollen som den plagede eks-præst, og det er i sagens natur ham, der bærer meget af filmen. Joaquin Phoenix er imidlertid også god i sin rolle, og det er mig en stor lettelse at konstatere, at også børneskuespillerne gør det virkelig godt. Rory Culkin er troværdig i rollen som sønnen, mens Abigail Breslin er helt uhyggelig nuttet – men ikke på den irriterende måde – som datteren Bo.

At Shyamalan har et godt øje for børneskuespillere så vi allerede med The Sixth Sense – eller måske er hans talent nærmere, at han formår at trække gode præstationer ud af ungerne. Det gør han i hvert fald i Signs, og det giver pote. Angående instruktøren selv, kan man naturligvis mene, hvad man vil, om instruktører, der giver sig selv biroller eller cameos i deres egne film (endnu en Hitchcock-ting), men når det nu endelig skal være, så yder Shyamalan en troværdig indsats i sin lille, men vigtige, rolle som dyrlægen, der kørte Grahams kone ihjel. Hellere ham end Tarantino i hvert fald – et andet eksempel på en instruktør, der gerne vil være med i sine egne film!

Endelig er der naturligvis billederne, og her er vi fremme ved det, der nok er den største styrke ved både Signs og ved Shyamalan som instruktør. Han har ganske vist haft glimrende hjælp af fotografen Tak Fujimoto, der også fotograferede The Sixth Sense og senest The Happening (2008), men der er ingen tvivl om, at Shyamalan tænker i billeder, og Signs er en visuelt rigtig flot film. Fra de stemningsfulde (og skræmmende) nattebilleder i majsmarkerne omkring familiens gård til de helt intime billeder er Signs smukt framet, lyssat og skudt. Visuelt hjælpes filmen naturligvis også af nogle fine lokaliteter, og stemningen højnes gevaldigt af James Newton Howards score, hvis titelsekvens i øvrigt giver et anerkendende nik til Hitchcocks huskomponist Bernard Herrmann.

Hvis man ikke tilhører den gruppe af filmseere, der automatisk lægger Shyamalan for had på grund af hans stærkt konstruerede plots med tilhørende twists, er der masser at komme efter i Signs. Den er både spændende, stedvist rørende og indimellem rigtig uhyggelig, samtidig med at den er visuelt flot og velspillet.

5 stjerner

Titel: Signs
Instruktør: M. Night Shyamalan
Manuskript: M. Night Shyamalan
Cast: Mel Gibson (Graham Hess), Joaquin Phoenix (Merrill Hess), Rory Culkin (Morgan Hess), Abigail Breslin (Bo Hess), M. Night Shyamalan (Ray Reddy), Patricia Kalember (Colleen Hess)
Producere: Frank Marshall (producer), Sam Mercer (producer), M. Night Shyamalan (producer), Kathleen Kennedy (executive producer)
Foto: Tak Fujimoto
Klip: Barbara Tulliver
Musik: James Newton Howard
Spilletid: 102 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1, DTS
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, islandsk, hollandsk, russisk, estisk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 2002
Produktionsselskaber: Touchstone Pictures, Blinding Edge Pictures, The Kennedy/Marshall Company
Distributør (DVD): Buena Vista Home Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/07/2008