13. august 2012

GoldenEye

Bond-serien har givet os noget af den bedste filmmusik, der nogensinde er komponeret, men den har så sandelig også givet os det modsatte…

Oh ve! Oh klage! Hvor skal man dog begynde med en anmeldelse af Eric Serras musik til GoldenEye?

Den præcise baggrund for, at Bond-producenterne hyrede Serra til at levere scoret til GoldenEye står hen i det uvisse; jeg kender den i hvert fald ikke. Men kan man vel forestille sig, at de har tænkt, at Serras blanding af orkester og electronica ville være en god måde at få Bond ind i 1990′erne på.

Tanken er som sådan god nok: Allerede i 1987 havde John Barry taget det første skridt, da han inkorporerede liberale mængder elektroniske rytmer i sin musik til The Living Daylights, som af samme grund havde noget frisk og nyt over sig, samtidig med at scoret lagde sig i en naturlig forlængelse af Barrys tidligere Bond-scores. Men sådan skulle det ikke gå med Eric Serras enlige indlæg i serien.

Snap, crackle and pop
Eric Serra (f. 1959)
På sin vis minder Eric Serras score mig mest om sloganet for Rice Krispies: Snap, crackle and pop. Langt størsteparten af Serras score er rent elektronisk og lyder sådan, og det er desværre ikke på den gode måde! Kender man hans musik til den to år senere The Fifth Element (1997), vil man i store træk kunne genkende hovedparten af Serras arsenal af forskellige elektroniske lyde.

Af og til afbrydes de elektroniske udgydelser af rent symfoniske tracks, der som sådan er ganske nydelige, men som desværre ikke bevæger sig nogen steder hen: Markante temaer og lignende skal man ikke sætte næsen op efter; det er i stedet lange strygerflader og nogle træblæsere, der bevæger sig lidt rundt blandt hinanden og ender præcis hvor de begyndte: I pæn, nydelig ligegyldighed.

Jovist, der er der begravet et tema i flere af disse cues – mest fremtrædende i “That’s What Keeps You Alone” (nr. 12) – men temaet (en form for kærlighedstema for Bond og filmens primære babe) er så minimalt, at det på ingen måde bider sig fast i erindringen. Helt generelt er “That’s What Keeps You Alone” også et fint eksempel på de symfoniske cues, af hvilke der er en lille håndfuld.

Læsset vælter

Enkelte cues blander symfoniorkester og electronica, men desværre er de fleste cues af den rent elektroniske variant, og det er her, læsset alvor vælter for Serra.

Aller værst er, at Serras musik på ingen punkter forsøger at danne bro mellem tidligere Bond-scores og så den nye lyd, Serra forsøger at indføre. Det var da også noget, producenterne indså undervejs: Således erstattede de Serras cue “A Pleasant Drive in St. Petersburg” (nr. 10) med et rent symfonisk cue, komponeret af den britiske komponist m.m. John Altman.

Her får vi James Bond-temaet i al dets hårdkogte storhed, og forekomsten af Bond-temaet er generelt noget, man savner i Serras egen musik. Når det endelig forekommer, er det typisk i en udvandet, elektronisk-kikset version, der ikke har nogen form for pondus.

Man kan da sådan set også bare høre cuet “Ladies First” (nr. 3) for at forvisse sig om, hvor lam musikken egentlig er. Cuet stammer fra den bilsekvens i begyndelsen af filmen, hvor Bond og filmens kvindelige skurk Xenia Onatopp udfordrer hinanden i ansvarsløs kørsel. Vildt nok er lige præcis dette cue faktisk ét af de, hvor Serra med størst succes blander electronica og symfonisk musik – det siger en del om kvaliteten af det resterende score.

Hvis man vil have et generelt indtryk af scoret, kan man nøjes med at høre “The GoldenEye Ouverture” (nr. 2), og hermed står det også klart, at Serra helt og aldeles tilsidesætter 35 års Bond-musik til fordel for en moderne stil, der allerede få år efter lød håbløst forældet – i modsætning til John Barrys nu 49 år gamle score til From Russia With Love (1963), der i dag lyder lige så frisk som da det blev komponeret.

Ned i hajbassinet!

Den eneste positive ting ved GoldenEye-scoret er titelnummeret , der blev skrevet af Bono og The Edge fra U2 og fremført af Tina Turner. Det er faktisk et ganske glimrende Bond-nummer, der er opbygget omkring fire knipsede strygertoner samt et fint symfonisk arrangement med let supplement af (formentlig samplet) slagtøj og piano. Bono og The Edge skrev nummeret specifikt til Tina Turner, og nummeret virker derfor skræddersyet til sangerindens stemme, der er tilpas fyldig til at yde både nummeret og Bond-seriens musikalske arv ære.

Resten af scoret (og den rædsomme rulletekst-sang, som fremføres af Serra selv) er af den type, der giver én lyst til at save sit stereoanlæg over med en laserstråle – måske efter, man har givet Eric Serra et lille puf ned i hajbassinet. På sin vis er det lidt uretfærdigt over for Serra, der formentlig bare har fulgt instruktionerne om at komme med noget nyt og frisk. Men omvendt er “nyt og frisk” ikke ensbetydende med at kaste 35 års musiktradition fuldstændig overbord!

At der var andre, der langt bedre forstod potentialet i en sådan musikalsk fornyelse, fik vi heldigvis bevist i 1997, da David Arnold overtog tjansen som komponist på serien. Men GoldenEye vil for altid stå som et stjerneeksempel på en (undskyld ordspillet) gylden mulighed, der blev helt og aldeles tabt på gulvet.

Nummerliste:
1. GoldenEye (performed by Tina Turner) (4:48)
2. The GoldenEye Ouverture (4:22)
3. Ladies First (2:44)
4. We Share The Same Passions (4:48)
5. A Little Surprise For You (2:02)
6. The Severnaya Suite (2:06)
7. Our Lady of Smolensk (1:03)
8. Whispering Statues (3:25)
9. Run, Shoot and Jump (1:04)
10. A Pleasant Drive in St. Petersburg (4:32)
11. Fatal Weakness (4:46)
12. That’s What Keeps You Alone (3:14)
13. Dish Out of Water (3:57)
14. The Scale to Hell (3:44)
15. For Ever James (2:01)
16. The Experience of Love (performed by Eric Serra) (5:54)

Total spilletid: 54:30

1 stjerne

Titel: GoldenEye
Komponeret af: Eric Serra
Arrangeret af: Eric Serra
Fremført af: Eric Serra (electronica), The London Studio Session Orchestra (symfoniske dele)
Dirigeret af: John Altman
Produceret af: Eric Serra
Komponeret: 1995
Udgivet: 1995
Label: Virgin Records

Anmeldt i nr. 82 | 13/08/2012