13. august 2012

GoldenEye

GoldenEye er en hæderlig film, man gerne ser for den basalt underholdende histories skyld, men man frustreres også over de konstante irritationsmomenter.

Efter Licence to Kill havde premiere i 1989 skulle der gå hele seks år, inden den næste Bond-film ramte alverdens biograflærreder. Oprindeligt var det ellers planen, at Bond 17 skulle have haft premiere i 1991, men det juridiske slagsmål mellem Danjaq og MGM/United Artists over rettighederne til Bond-filmene kastede en ordentlig håndfuld grus i maskineriet.

Da produktionen af den syttende Bond-film endeligt kunne sættes i gang, var der sket mange ting – bl.a. havde Timothy Dalton trukket sig fra Bond-rollen, Albert R. Broccoli var blevet for gammel til at fungere som producer og indtil flere af veteranerne fra de gamle Bond-produktioner var afgået ved døden.

Og verden havde ændret sig: Muren var faldet, og mange kritikere mente, at Bonds lange pause måske burde blive permanent. Man havde svært ved at se Bonds relevans i den nye geopolitiske virkelighed. Sådan blev det naturligvis ikke, og da GoldenEye endeligt ramte biograferne i 1995 blev den generelt godt modtaget som en effektiv genoplivning af serien.

Den nye fyr

Den mest åbenbare konsekvens af den lange pause mellem Licence to Kill og GoldenEye var naturligvis den nye mand i rollen som James Bond. Timothy Dalton tog sin afsked i april 1994, efter at produktionen af den syttende film endnu engang var blevet udskudt. Producerne – nu med Albert R. Broccolis datter Barbara i chefstolen – benyttede lejligheden til at tilbyde rollen til Pierce Brosnan, der oprindelig havde fået tilbudt rollen inden The Living Daylights, men som blev forhindret på grund af sin kontrakt på tv-serien Remington Steele.

Også andre væsentlige roller måtte castes på ny, og her var én af de væsentlige forandringer, at vi nu så en kvinde i rollen som chefen for MI6. Rollen blev givet til Judi Dench, der i løbet af 1970′erne og 1980′erne markerede sig som én af de væsentligste kvindelige teaterskuespillere i England samtidig med, at hun også dukkede op i film og på tv.

Af gamle gengangere foran kameraet, var der ikke mange tilbage, men Desmond Llewelyn som Q var still going strong og fortsatte i øvrigt i rollen til og med The World Is Not Enough (1999).

Et forsøg på fornyelse

Manuskriptet til GoldenEye blev skrevet af Jeffrey Caine og Bruce Feirstein efter en historie af Michael France. Ingen af de tre mænd er synderligt kendte i sig selv, men Caine stod senere bag manuskriptet til den roste John le Carré-filmatisering The Constant Gardener (2005), mens Feirstein også skrev manuskripterne til Tomorrow Never Dies (1997) og The World Is Not Enough (sidstnævnte sammen med de nuværende Bond-forfattere Neal Purvis og Robert Wade). Siden har Feirstein arbejdet videre inden for Bond-universet, men som forfatter på en række Bond-computerspil, inklusive det kommende 007 Legends (2012).

Michael France, der leverede historien til GoldenEye, har kun fem titler på CV’et, men til gengæld ret store titler i Hollywood-land: Stallone-braget Cliffhanger, 2003-udgaven af Hulk samt Punisher (2004) og Fantastic Four (2005).

Det man dog bider mærke i er, at alle mændene – på nær Caine – havde meget lidt under bæltet før GoldenEye og at de – igen på nær Caine, der er født i 1944 – var relativt unge, da de skrev filmen; France i begyndelsen af 30′erne, Feirstein i slutningen. Dette var uden tvivl en del af producenternes plan for at forny Bond og føre ham succesfuldt ind i 1990′erne.

Man bad heller ikke John Glen om at vende tilbage; i stedet vendte man sig til Martin Campbell, der både havde lavet film og tv-serier op gennem 1980′erne, bl.a. den klassiske Reilly: Ace of Spies (1983) med Sam Neill og den roste miniserie Edge of Darkness (1985), der blev lavet til en spillefilm i 2010, i øvrigt også instrueret af Campbell. Ellers var Campbells bedst kendte film før GoldenEye nok den herlige b-film No Escape (Flugten fra Absolom) fra 1994.

If it ain’t broke…
Det spektakulære elastikspring-stunt i filmens indledning
Lykkes det så for “the next generation” at forny Bond og føre ham ind i en post-koldkrigsverden, hvor det var lidt svært at sætte navn på den store fjende mod verdensfreden (vi er stadig et godt stykke tid før “terrorist” blev et ord, man hørte hver dag)?

Ja og nej. For selv om visse elementer af filmen fungerer rigtig fint, så hænger historien i GoldenEye i den grad fast i fortiden. Årsagen til det er GoldenEye-satelitten, der er filmens MacGuffin og baggrunden for hele handlingen. GoldenEye er et sovjetisk satellitvåben, der kan affyre en elektromagnetisk puls (EMP) og dermed riste al elektronik i målområdet.

Dræbersatelliter er ikke jomfrueligt territorium i Bond-sammenhæng: Vi stødte på en dræbersatellit allerede i Diamonds Are Forever (1971), hvor Blofeld havde planer om at bygge en laserbærende satellit, han ville sælge til højstbydende.

006 (Sean Bean) og 007 (Pierce Brosnan) på mission i 1980'erne
Men okay – if it ain’t broke, why fix it?, og som MacGuffin fungerer GoldenEye da også efter hensigten. Underneden hele GoldenEye-plottet ligger dog også et mere personligt opgør og lurer, hvilket vi får antydet i filmens prolog, der foregår i 1986. Her er 007 og 006 (spillet af Sean Bean, og så ved vi jo godt, hvad klokken er slået) i Sovjetunionen på en opgave for Hendes Majestæts Hemmelige Tjeneste.

De skal ødelægge en fabrik, der fremstiller kemiske våben, og det går hverken værre eller bedre end at 006 dør, mens 007 slipper væk. Eller sådan ser det i hvert fald ud. Selv i 1995, inden hans karriere for alvor tog fart, var Sean Bean ikke den type skuespiller, man droppede i en lille birolle i en Bond-prolog. Så selvfølgelig vender 006 tilbage som manden bag hele plottet.

Rusland og Cuba
Xenia Onatopp, spillet af den dejlige Famke Janssen
Bonds egentlige involvering kommer dog først senere, i filmens nutid, da prototypen på en ny kamphelikopter bliver stjålet under en demonstrationsflyvning. Helikopteren er noget særligt, da den kan modstå en EMP.

Bond bliver sat på sagen og følger sporene til Skt. Petersborg, hvor han bl.a. møder CIA-agenten Wade (spillet af den tidligere skurk fra The Living Daylights, Joe Don Baker) og mafiosoen Valentin Zukovsky (Robbie Coltrane). De sætter Bond på sporet af helikopteren, og så går den vilde jagt ellers, bl.a. med en spektakulær “biljagt” i Skt. Petersborgs gader, hvor Bond kører i en russisk kampvogn!

Plottet fører Bond og den tilkomne Bond-babe Natalya Simonova (Izabella Scorupco) videre til Cuba, hvor det sidste slag skal stå. Inden da er Bond dog adskillige gange løbet ind i den tidligere 006′s højre hånd, Xenia Onatopp (Famke Jannsen), der nyder at kvæle sine mandlige ofre med sine lår, mens hun udstøder orgasmiske lyde, der ville gøre Meg Ryan misundelig.

Velfungerende, men imponerer ikke
Izabella Scorupco er filmens Bond-babe Natalya Simonova
GoldenEye er en basalt velfungerende film, der imidlertid ikke imponerer på nogle planer ud over det rent tekniske. Manuskriptet virker, men heller ikke mere end det, og det eneste lidt friske i plottet er Alec Trevelyans (den tidligere 006) egentlige motiv for at ville smadre Storbritannien. Hvad dette motiv så er, må I selv se.

Alligevel er GoldenEye en film, der ikke for alvor formår at løfte Bond fra 1980′erne og ind i 1990′erne. Den skræver over gabet, der på dette tidspunkt adskilte Den Kolde Krig og de langt mere fredelige 1990′ere, og hvis man skal se på det med positive briller, formår den at gøre det ganske godt. Filmen er også bevidst om sin position som en bro mellem den gamle Bond og den nye, hvilket kommer til udtryk i en samtale mellem M og Bond. Her giver M Bond tørt på:

M: “You don’t like me, Bond. You don’t like my methods. You think I’m an accountant, a bean counter more interested in my numbers than your instincts.”
Bond: “The thought had occurred to me.”
M: “Good, because I think you’re a sexist, misogynist dinosaur. A relic of the Cold War, whose boyish charms, though wasted on me, obviously appealed to that young woman I sent out to evaluate you.”
Bond: “Point taken.”

Judi Dench gør en god figur som M
Mere skarphed af denne type ville have klædt GoldenEye i betragtelig grad, men desværre er der for lidt af den slags, og da først Bonds mission for alvor går i gang, er vi tilbage i velkendt territorium. Og selv om ovenstående udveksling også synes at antyde en vis bevidsthed fra forfatternes side om, at Bonds tidligere så udsvævende liv bør nå en afslutning, er det ikke det, der kommer til at ske. Brosnan-periodens Bond-film er på mange måder en tilbagevenden til Roger Moore-filmenes charmøragent, der har en pige i hver havn.

Det svageste led
Lidt humor i Rusland: Bond og CIA-agenten Wade (Joe Don Baker) i en alt for lille bil
Med Pierce Brosnan er vi også nået til filmens mest markante svaghed, dens hovedrolleindehaver. Brosnan er i min bog den hidtil ringeste Bond. Han ligner måske nok Ian Flemings beskrivelse af Bond, og Brosnan forsøger også ihærdigt på at gøre Bond lidt farlig og brutal, men det lykkes aldrig for ham.

En del af problemet ligger selvfølgelig i manuskripterne, der er fyldt til bristepunktet med one-liners (hvoraf en ikke ringe del er seksuelt ladede), der hiver spændingen ud af mange ellers intense situationer. Overvejende er problemet dog, at Brosnan er for glat i rollen. I Brosnans fortolkning mangler Bond ganske enkelt en personlighed. Brosnan har to masker: Den alvorlige, intense Bond og den smilende, charmerende Bond. Der er ingen mellemting, ingen nuancer. Brosnans Bond er en papfigur uden sjæl.

Til alt held opvejer det eksterne plot i GoldenEye problemerne så meget, at man kan acceptere det. Det bliver straks sværere i film som Tomorrow Never Dies (1997) og Die Another Day (2002), hvor også handlingen er utrolig svag.

Andre ting man kan nyde
Den enorme satellitantenne der danner rammen om filmens klimaks
Og om ikke andet kan man da altid nyde GoldenEye for dens tekniske side og nogle af birollerne. Elastikspringet i begyndelsen af filmen er et stunt, der til fulde lever op til seriens standard for imponerende stunts, og den tidligere omtalte “biljagt” gennem Skt. Petersborgs gader er også flot udført. På det rent tekniske plan er der sådan set kun en finger at sætte på Eric Serras musik, der er det værste Bond-score nogensinde (og et af de værste filmscores, jeg har haft den tvivlsomme fornøjelse at høre).

Heldigvis er GoldenEye også fyldt med fine biroller. Judi Dench er, ikke overraskende, filmens bedste skuespiller, men der er bundsolide folk strøet ud over hele filmen. Sean Bean er selvfølgelig altid værd at se på, selv om hans rolle i GoldenEye bare er endnu én i hans lange, lange række af skurkeroller. I meget små roller ser vi også den garvede birolleskuespiller Michael Kitchen samt både Minnie Driver og Tchéky Caryo.

Værre er både Joe Don Baker og Robbie Coltrane, der begge fungerer som comic relief. Jeg kan egentlig godt lide begge skuespillere, men i GoldenEye er de begge omvandrende klichéer – i særdeleshed Coltranes russiske mafiaboss. Allerværst er dog Alan Cumming, der spiller én af Sean Beans undersåtter: Han overspiller grotesk i sin rolle som irriterende computernørd, og man glæder sig virkelig til, at han sprænger i luften.

Gud ske tak og lov er damerne dejlige at se på, både Famke Jannsen og Izabella Scorupco. At de begge påtvinges en kikset russisk accent er så bare en del af pakken.

Hæderlig

Alt i alt er GoldenEye en hæderlig film, og det var heldigt for serien som sådan, at der blev taget godt imod den. Men der er også mange problemer med GoldenEye, der gør det til én af den slags film, man gerne ser for den basalt underholdende histories skyld, men hvor man også frustreres over de konstante irritationsmomenter.

3 stjerner

Titel: GoldenEye
Instruktør: Martin Campbell
Manuskript: Jeffrey Caine & Bruce Feirstein efter historie af Michael France
Cast: Pierce Brosnan (James Bond), Sean Bean (Alec Trevelyan), Izabella Scorupco (Natalya Simonova), Famke Jannsen (Xenia Onatopp), Joe Don Baker (Jack Wade), Judi Dench (M), Robbie Coltrane (Valentin Zukovsky), Alan Cumming (Boris Grishenko), Desmond Llewelyn (Q), Samantha Bond (Miss Moneypenny)
Producere: Barbara Broccoli (producer), Michael G. Wilson (producer), Tom Pevsner (executive producer)
Foto: Phil Meheux
Musik: Eric Serra
Spilletid: 124 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk, engelsk, græsk, hebræisk, hollandsk, polsk, portugisisk, ungarsk, tyrkisk
Produktionsland, år: UK/USA, 1995
Produktionsselskaber: Eon Productions, United Artists
Distributør (DVD): SF Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 82 | 13/08/2012