13. august 2012

Licence to Kill

Kombinationen af et effektivt manus, stensikker instruktion og Timothy Daltons fortolkning af James Bond gør Licence to Kill til én af mine personlige favoritter i serien.

Den sekstende officielle James Bond-film, Licence to Kill, er en film, der markerer mange slutninger. Hans kun anden James Bond-film blev også Timothy Daltons sidste i rollen som Bond. Det blev også instruktøren John Glens sidste Bond-film, veteranen Richard Maibaums sidste Bond-film som manuskriptforfatter (Maibaum døde i 1991), Maurice Binders sidste Bond-film som titelsekvensdesigner (Binder døde også i 1991) og Albert R. Broccolis sidste Bond-film som producer.

Også klipperen John Grover, fotografen Alec Mills og skuespillerne Robert Brown (M) og Caroline Bliss (Miss Moneypenny) havde deres sidste optrædener i Bond-sammenhæng med Licence to Kill.

Årsagen til disse mange slutninger, der for en dels vedkommende kan siges at markere slutningen på en æra (Broccoli, Maibaum og Binder havde alle været med siden Dr. No i 1962, og John Glen kom med i Bond-familien som klipper på On Her Majesty’s Secret Service i 1969), skyldes den retssag, der fulgte i kølvandet på Licence to Kill.

Problemet opstod, da MGM/United Artists i 1989 blev solgt til det australske firma Qintex, der ville slå selskabet sammen med Pathé. Det førte til, at Danjaq (ejeren af Eon Productions) lagde sag an, fordi Pathé planlagde at sælge bagkataloget af Bond-film til tv-visninger uden Danjaqs tilladelse. Resultatet blev, at den næste Bond-film, der var planlagt til premiere i 1991, blev forsinket hele fire år, og inden da var der sket mange ting – ikke mindst en ny mand i Bond-rollen.

Stråler i Bond-rollen

Men i Licence to Kill er det stadig Timothy Dalton, der ejer rollen, og endnu engang kan man ikke undgå at fundere over, hvor stærke film, der kunne være kommet ud af det, hvis Dalton havde fået lov at lave yderligere to-tre Bond-film. Hvem ved – måske vi endda var sluppet helt for Pierce Brosnan?

I hvert fald stråler Dalton endnu engang i Bond-rollen, hvis fortolkning i Licence to Kill ligger i direkte forlængelse af den, vi så i The Living Daylights (1987): Livsfarlig og brutal, men ikke uden charme. Med andre ord igen en fortolkning, Ian Fleming ville have nikket anerkendende til.

Faktisk ville Fleming nok også have nikket anerkendende til plottet i Licence to Kill, selv om netop filmens plot ofte er det, der er blevet fremhævet som dens største problem. Nemlig, at Licence to Kill i bund og grund er en simpel hævnhistorie og at filmen dermed for alvor krydser over i de rene actionfilms territorium.

Det er da også helt rigtigt, at Licence to Kill på flere måder er en ret almindelig actionfilm, hvis narkosmuglende hovedskurk heller ikke ligefrem emmer af originalitet – narkosmuglere var populære skurke i firserne, hvilket film som Beverly Hills Cop (1984), Lethal Weapon (1987) og et hav af andre (og betydeligt ringere) film bærer vidne om.

Men nu har James Bond-filmene jo altid været actionfilm først og agentfilm sekundært; Licence to Kill er bare den første, der tager skridtet fuldt ud og (stort set) helt udelader agentdelen af James Bond-universet.

Desuden er hævnmotivet ét, Ian Fleming bestemt ville have kunnet lide: Hans næstsidste Bond-roman, You Only Live Twice (1964), er for en stor dels vedkommende en hævnhistorie, hvor Bond er ude efter Blofeld på grund af begivenhederne i On Her Majesty’s Secret Service (roman 1963). Og på intelligent vis formår Richard Maibaum og Michael G. Wilson faktisk at koble begivenhederne i netop On Her Majesty’s Secret Service med handlingen i Licence to Kill.

Det obligatoriske handlingsreferat
Et stk. narkogangster fanget med line
Forklaringen på ovenstående kræver et kort handlingsreferat. Filmen åbner med, at Bond er på besøg i Florida, fordi hans gamle ven, CIA-agenten Felix Leiter, skal giftes. Undervejs til brylluppet bliver Leiter kaldt ud på en mission for at få fingre i narkosmugleren Franz Sanchez, og Bond tager selvfølgelig med og ender med at redde dagen og fange skurken. Bond og Leiter når endda til Leiters bryllup med kun en kort forsinkelse.

Dagen efter er Bond på vej tilbage til England, da han i lufthavnen hører, at Sanchez er flygtet. Han vender straks tilbage til Leiters og hans kones hus og finder konen død og Leiter frygtelig mishandlet. Vi seere ved godt, hvad der er sket, og hvem der står bag: Leiter er blevet halvt ædt af en stor hvidhaj – en scene hentet direkte fra Flemings anden Bond-roman Live and Let Die (1954).

Sanchez (Robert Davi) og hans håndlanger Dario (Benicio del Toro)
Dette får Bond til at se rødt, og hvis man kender lidt til Bond-figuren, ved man godt, at det ikke kun er på grund af Bonds venskab med Leiter, at han kaster sig ud i det efterfølgende hævntogt. Mordet på Leiters kone på deres bryllupsnat minder umiskendeligt om Ernst Stavro Blofelds mord på Bonds kone ved slutningen af On Her Majesty’s Secret Service. Tidligere i filmen refererer Leiter endda til Bonds ægteskab, men det er ikke noget, der udnyttes eksplicit til at forklare Bonds amokløb.

'He disagreed with something that ate him' - hentet direkte fra Ian Flemings anden 'Bond'-roman 'Live and Let Die'
Resten af filmen tager form af Bonds hævntogt, hvor han opsporer Franz Sanchez og forsøger at komme ind på livet af ham for at kunne dræbe ham. Han får hjælp af en kvindelig pilot, Pam Bouvier, der arbejder som informant for CIA, men også Sanchez’ smukke elskerinde Lupe hjælper Bond. Sporet fører Bond til bananrepublikken Isthmus (en slet skjult reference til Panama, ligesom Sanchez er en slet skjult reference til Manuel Noriega), hvor resten af handlingen udspiller sig.

Undervejs dukker M op og fratager Bond hans licens til at dræbe, men alligevel får Bond hjælp af Q, der dukker op i Isthmus City med lidt af det vanlige Q-isenkram. Mere af handlingen behøves sådan set ikke at genfortælles her.

Licence Revoked
Carey Lowell som Pam Bouvier
Der er ingen tvivl om, at Licence to Kill både tematisk og handlingsmæssigt ligger inden for rammerne af det, Ian Fleming ville have kunnet genkende som sin kreation. Havde Fleming været i live og skrevet Bond-romaner i 1980′erne er der såmænd heller ikke den store tvivl om, at han også havde kastet sig over narkogangstere som mål for Bonds missioner.

Min egen største anke mod filmen er sådan set, at det, at Bond fratages sin licens til at dræbe ikke har den store betydning for filmen. I øvrigt skulle filmens titel oprindelig have været Licence Revoked, men nogle af pingerne i filmselskabet blev i tvivl om, om folk forstod, hvad “revoked” betød, og så fik filmen sin noget mere tyndbenede titel.

Bond og Lupe (Talisa Soto)
Faktum er, at der ikke er de store konsekvenser for Bond, da hans dræberlicens bliver taget fra ham. Q dukker alligevel op og hjælper Bond, og hele historien er naturligvis lykkeligt glemt, da den næste film endelig oprandt. Med andre ord forpassede Maibaum og Wilson muligheden for at bruge denne del af handlingen til noget aktivt, der virkelig kunne gøre Bonds opgave svær.

Det er imidlertid en mindre anke ved en film, der ellers fungerer upåklageligt, og hvis største problem derudover nok er, at narkogangstere som sagt ikke havde den store nyhedsværdi i 1989. Rent teknisk er License to Kill en glimrende film med nogle spektakulære actionsekvenser og sat i et miljø, der var nyt for Bond. Det eneste, der rent teknisk kan sættes en finger på, er Michael Kamens blodfattige score.

Fine skuespillere – særligt skurkene
Fra filmens actionklimaks - her undviger Bond et missil ved at få en lastbil op på siden
Der er nogle fine skuespillere i filmen, særligt i skurkerollerne. Robert Davi er glimrende som Sanchez, men det er en ung Benicio del Toro, der stjæler scenerne som Sanchez’ primære henchman Dario. Del Toro er decideret uhyggelig-

De to piger i filmen – Carey Lowell som Pam Bouvier og Talisa Soto som Lupe – er skønne at se på, og i birollerne ses også en række solide skuespillere. Læg bl.a. mærke til David Hedison, der med denne film dukkede op i sin anden optræden som Felix Leiter – noget, der aldrig var sket før, og som først skete igen, da Jeffrey Wright overtog rollen i Casino Royale (2006) og Quantum of Solace (2009).

I en mindre rolle som skurk ses også Everett McGill, som også var et glimrende røvhul i Clint Eastwood-filmen Heartbreak Ridge (Elitesoldaten, 1986), men som danske seere måske bedst husker som den venlige Big Ed Hurley i Twin Peaks (1990-91). Den amerikanske Las Vegas-crooner Wayne Newton dukker også op og giver lidt tiltrængt comic relief som televangelisten Professor Butcher.

Begrædeligt exit

Allermest centralt for mig står dog endnu engang Timothy Dalton og hans portrættering af Bond, og kombinationen af et effektivt manus, stensikker instruktion og Dalton som Bond gør Licence to Kill til én af mine personlige favoritter i serien. Den er måske ikke helt så god som Daltons første optræden i rollen, men det er tæt på, og så meget mere begrædeligt var det også, at Daltons anden Bond-film også skulle blive hans sidste.

5 stjerner

Titel: Licence to Kill
Instruktør: John Glen
Manuskript: Michael G. Wilson & Richard Maibaum
Cast: Timothy Dalton (James Bond), Carey Lowell (Pam Bouvier), Robert Davi (Franz Sanchez), Talisa Soto (Lupe Lamora), Anthony Zerbe (Milton Krest), David Hedison (Felix Leiter), Wayne Newton (Prefessor Joe Butcher), Benicio del Toro (Dario), Everett McGill (Ed Killifer), Desmond Llewelyn (Q), Robert Brown (M), Caroline Bliss (Miss Moneypenny)
Producere: Albert R. Broccoli (producer), Michael G. Wilson (producer)
Foto: Alec Mills
Klip: John Grover
Musik: Michael Kamen
Spilletid: 127 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, græsk, hebræisk, hollandsk, polsk, portugisisk, ungarsk, tyrkisk
Produktionsland, år: UK/USA, 1989
Produktionsselskaber: Danjaq, Eon Productions, United Artists
Distributør (DVD): SF Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 82 | 13/08/2012