13. juni 2012

Mens vi venter på The Thing

Rasmus Wichmann dykker ned i emnet genindspilninger (og til dels prequels), og giver os nogle overvejelser om én af Hollywoods meget udskældte – men alligevel evigt populære – måder at genbruge på.

Bemærk: Denne artikel blev oprindelig skrevet til sciencefiction.dk lige op til udgivelsen af The Thing (2011) på DVD, det vil sige før, der var mulighed for at få set filmen!

2011 blev ikke året, hvor jeg fik set nogle gode science fiction-film! Det er nu ikke fordi, Hollywood ikke stadig spytter kastrerede filmatiseringer af noveller ud på markedet (hvad siger I til en ødelagt version af Phillip K. Dicks Imposter?), men det ville være snæversynet at påstå, at de bedste nye sci-fi-idéer stadig kommer fra bøger.

Ikke at det er film, der er i front. Hvad science fiction angår, kan det også diskuteres, om genren nogensinde nåede at bryde fri af at være filmatiseringer, før et nyt medium trådte ind på scenen. Selvfølgelig tjenes der store penge på filmatiseringer af legetøj og tegnefilm (Sænke Slagskibe som film? Seriøst?! Ved I selv, om I er ironiske længere?!), men uanset hvad filmene tjener ind, er de ikke i front. Hvad nye idéer og nye måder at præsentere tingene på, er det selvfølgelig computerspil, der gør sig gældende.

Det får virkelig én til at tænke sit, når det er bøger, der bliver skrevet over handlingen i spil og ikke omvendt. Men det er alt andet end overraskende. Fortidens rigtigt gode science fiction-forfattere var ofte(st) akademikere af alle slags med en fantastisk viden om det felt, de omsatte til fiktion. Til gengæld sker megen banebrydende forskning i dag indenfor feltet computere. Intet under at den kreative energi bliver til noget, der skal opleves på computer.

Tilbage til kilden

Når det er sagt, så har virkeligt gode genindspilninger gerne grebet tilbage til den oprindelige historie for at hente yderligere inspiration.

Det er velkendt, at The Thing fra 1982 var en langt mere tro filmatisering af John W. Campbell Jr.’s kortroman Who goes there? (1938) end The Thing from Another World fra 1951.

Den første filmatisering af The Fly fra 1958 fulgte George Langelaans novelle meget tæt, hvilket bestemt ikke var tilfældet med The Fly fra 1986, der egentlig kun byggede videre på samme grundidé om en ulykke med teleportation. Til gengæld er klimaks, hvor den ulykkelige videnskabsmand bliver fusioneret med endnu flere ting, én af de få ting fra novellen, der er blevet overført til 1986-udgaven – men ikke til 1958-udgaven.

Og så er der Jack Finneys roman The Body Snatchers (1955), og Richard Mathesons roman I Am Legend (1954), der er blevet filmatiseret henholdsvis tre og fire gange (flere, hvis tematisk lignende film og rip-offs tæller med), hvor kildematerialet kan dukke, springe en film over, for så at være i front igen!

I flere af disse tilfælde er der tale om, at man havde effekterne til at gøre noget, som man ikke kunne i første indspilning. Det er klart en bedre grund til at genindspille, end den type film, der på Hollywood-sprog hedder en “re-imagining”, hvor det egentlig kun er navnet, der genbruges. Det kan være en god film i sig selv, men der er bestemt ikke tale om en nyfortolkning af samme materiale.

Som bonus kan nævnes filmen The Blob fra 1958, hvis genindspilning fra 1988 er næsten identisk med den første film – helt ned til samme blanding af gys og sjov – men leger med publikums forventninger ved halvvejs inde at smide en anderledes forklaring på monstret ind. Man ville sådan ønske, at filmfolkene oftere udviste samme blanding af troskab og nytænkning.

Flere udlægninger af samme tekst

Der er en virkeligt god pædagogisk pointe i, at der findes mange udgaver af samme historie: Nemlig at det, man ser på lærredet, så meget desto tydeligere kun er én persons udlægning af samme tekst (eller manus). Det viser tydeligt, at en tekst giver lige så mange udlægninger, som der er mennesker der læser teksten. Gad vide, om man ikke kunne få flere til at læse, hvis det blev tydeligere understreget, når film var filmatiseringer, og at man derfor kan lave sin egen udgave i hovedet, hvis man læser bogen?

Men tilbage til hvorfor, jeg elsker idéen om at genindspille, uagtet at genindspilninger kun bliver lavet for at spinde guld på nostalgi: Det er ligesom at få en ny version af en historie, man virkelig godt kan lide – og selv i værste fald kan det være interessant at se, hvad andre får ud af det samme materiale.

Hvorfor blev der mon blev lavet en teaterversion af Mænd der hader kvinder? Og hvorfor bliver amerikanske genindspilninger af skandinaviske film markedsført så aggressivt herhjemme? Netop fordi folk allerede kender historien – ikke på trods af det!

Mere at komme efter

Okay, tilbage til hovedpointen, som vi faktisk aldrig kom til. Ja, jeg synes, at der er mere eller mindre gode grunde til igen at tage fat på Who Goes There?. Ikke alene er der mere materiale i kortromanen at komme efter (opdagelsen af fartøjet, tingens brug af antityngde, forskellige forsøg på at afsløre tingen); begge filmatiseringer var også meget åbne for fortolkning, og der var mange ubesvarede spørgsmål.

Det er sandt, at de ubesvarede spørgsmål i 1982-udgaven af The Thing var en væsentlig del af filmens pointe: Hvor væsenet kom fra, hvorfor det ville overtage verdensherredømmet, hvad dets “sande skikkelse” var (om nogen). Det var alle spørgsmål, der aldrig blev besvaret, for filmen handlede jo om postmodernisme og dekonstruktion, altså om noget endeløst refererende, der ikke har en selvstændig identitet. Så vidt vi vidste, kom tingen ingen steder fra, og den havde ingen sand skikkelse og intet at sige.

Men, mine damer og herrer: Er den mest effektive måde at bekæmpe dekonstruktionen på ikke at sige: “Her er en tolkning, min tolkning, og så må vi se om I kan lide den eller ej?” Sammenlign med Prometheus, som foregår i samme univers som Alien-filmene, og som lover seeren at tage fat på det brændende spørgsmål om, hvem der byggede det rumskib, som Nostromos uheldige besætning finder de alien-æggene i.

Det er et spørgsmål, der virkelig bedst er overladt til fantasien, men folkene bag Prometheus er kun alt for godt klar over, at hvis man virkelig har tænkt sig at se tilbage, så kan man ikke bare lave samme slags åbne mysterium igen. Det er jo lavet. Man er nødt til at tage stilling, hvis man skal komme med noget nyt.

Mens The Thing (2011) var undervejs, røbede folkene bag filmen, at der ville blive taget fat spørgsmålet om tingens “grundform”, og at man ville få rumskibet at se. Det blev også hævdet, at man havde ladet sig inspirere så meget af den oprindelige kortroman, at hovedpersonerne ville være uddannede videnskabsfolk.

Så langt så godt. Om ikke andet, så ved holdet bag filmen hvilke spørgsmål, publikum gerne ser besvaret. Det hele står og falder så med, om de virkelig besvarer spørgsmålene, eller om det blot var spil for galleriet.

Ungdom eller erfaring

Filmskaberens forbandelse er at selvfølgelig, at svarene ikke kan andet end skuffe. De svar, man har inde i sit eget hoved, er så meget bedre – men kun for én selv. Endnu en prequel eller remake er jo kun én mands bud på spørgsmålene! Men ved I hvad? Hvis de overhovedet tager fat, hvor det kan mærkes – så er det en lille sejr.

Lad det altså være sagt, at der ikke er noget farligt ved genindspilninger eller prequels; tværtimod er det bare om at udnytte muligheden for at tale om forholdet i mellem de forskellige udgaver – eller mellem den oprindelige film og den nye forhistorie. Men der er nu noget bemærkelsesværdigt ved de instruktører, der genindspiller film – og gør det godt. De er garvede, hvis ikke gamle.

Jeg er ikke i tvivl om, at unge instruktører har meget at byde på. Tværtimod er det videnskabeligt bevist, at man som 26-årig er på højden af sin åndelige og fysiske styrke. Selv det at være uerfaren kan være koblet sammen med en åbenhed og et friskt syn på tingene, som aldrig kommer igen.

Er alder relativ? Det lyder som et godt oplæg at udforske i en science fiction-novelle, men lad mig blot konstatere, at da John Carpenter instruerede The Thing (1982), var han faktisk flere år yngre end Matthijs van Heijningen Jr., der har instrueret den nye The Thing (2011).

Men taler vi erfaring med film, var Carpenter allerede en veteran, da han selv lavede sin berømte genindspilning. Van Hejiningen er at sammenligne med de øvrige reklame- og musikvideoinstruktører, der hives ind i filmindustrien for at tilføje stilistiske elementer, der er oppe i tiden. Gør det som udgangspunkt van Heijningen dårligere? Nej, som sagt er det at være ung og udefrakommende kvaliteter, som kan udnyttes – der er bare lige det, at genindspilninger af klassikere er krævende på en helt anden måde.

Den gode genindspilning og CV’et

Den John Carpenter, der genindspillede The Thing havde erfaring fra syv andre film, inklusiv de to succesfulde science fiction-film Dark Star (1974) og Escape From New York (1981).

Den David Cronenberg, der genindspillede The Fly, havde erfaring fra ni andre film, hvoraf seks af dem enten var, eller havde elementer af, science fiction – inklusiv Scanners (1981), Videodrome (1983) og The Dead Zone (1983).

Skal jeg blive ved? Steve Soderbergh havde ingen erfaring med genrefilm, da han genindspillede Solaris (2002), men han var allerede en respekteret instruktør og havde en solid roman at arbejde ud fra.

Det samme kan siges om Abel Ferrara, der gen-gen-indspillede The Body Snatchers (som Body Snatchers, 1993), selv om kritikerne var delte, mildest talt. Selv hvis vi rykker ned til at tale om en B-film af en B-instruktør, baseret på en B-film, Invaders from Mars (1986), var instruktøren Tobe Hooper en mand med syv film bag sig, mange af dem genrefilm.

Den eneste, der virkelig skiller sig ud hvad gode science fiction remakes angår, er Chuck Russell, der genindspillede The Blob. Ligesom van Heijningen var det hans anden film, og ligesom van Heijningen havde han først og fremmest været producent før da.

Men der er stadig vægtige beviser på, at selv om det ikke kræver mange års erfaring at lave noget nyt og spændende (snarere tværtimod), så kræver det en dreven, ofte genrebevidst, instruktør at få noget ud af det samme materiale. Det er meget muligt, at den eneste måde, hvorpå man kan se klart, hvad der kunne være sjovt at gøre anderledes, er mange års erfaring.

Unge, eller bare uerfarne, instruktører laver til gengæld ikke sjældent genindspilninger, der næsten intet har noget til fælles med originalen (ud over titlen, selvfølgelig). Enten dét, eller også er deres grænseløse beundring for originalen en hæmsko.

Jovist, John Carpenter beundrede The Thing From Another World, det er sikkert og vist. Men det er kun den overordnede handling, der er den samme; der er ikke nogen scener eller karakterer, der direkte er kopieret fra den tidligere udgave. Der er dog stadig referencer, såsom da monstret i både The Thing From Another World og The Thing flygter brændende ud igennem en væg. Det sker blot på vidt forskellige tidspunkter i handlingen.

Det er svært at forklare forskellen på at referere til en scene og så kopiere den, og i det hele taget er det svært at forklare, hvordan man laver noget nyt samtidig med, at historien stadig er genkendelig. Måske er det derfor, det kræver så megen erfaring at gøre ordentligt.

Man kan faktisk godt aflede af det her, at unge instruktører skal instruere originale manuskripter og ældre instruktører skal genindspille og filmatisere. Og er det så underligt? Som ung kan man ikke lege med de store drenge og som ældre kan man ikke længere fange tidsånden. Løsningen er selvfølgelig at lave forskellige slags projekter på forskellige tidspunkter i ens liv!

Ikke desto mindre får vi unge instruktører der, til deres store skam, kun laver genindspilninger (f.eks. Marcus Nispel, kendt for den nye Conan the Barbarian, 2011). Nogle gamle mestre formår at holde sig kørende på nye projekter i mange år – men så kommer det tidspunkt, hvor de begår den synd at lave meget ringe opfølgere til deres ungdomsværker. George Lucas, John Carpenter, George Romero, Dario Argento, ja selv Steven Spielberg er faldet i. Men hvad så med manuskriptforfatterne? Hvad kan der siges om dem?

Bare du har en god ide!

The Thing (2011) er blevet skrevet af Eric Heisserer, der bl.a. har skrevet manus til Final Destination 5. Ved I hvad – jeg er ligeglad med, om den er underholdende eller ej. Ligesom alle andre slashers er det bare en række grotesk morsomme dødsscener. Det er Tom & Jerry, for fanden. Og kan man sætte en sådan fyr til at skrive opfølgeren til en nyklassiker?

Well, hvor meget jeg end hader at indrømme det, så havde Bill Lancaster, der skrev manuskriptet til 1982-udgaven af The Thing (1982) kun erfaring fra Op med humøret drenge eller The Bad News Bears (1976) på originalsproget. Jeg siger ikke, at den ikke er sindssygt morsom. Det var bare ikke den slags, jeg havde forventet at se på nogens CV, når de skal skrive en gyserfilm.

Og det bliver værre endnu. The Fly (1986) blev skrevet af Charles Edvard Pogue der – holy shit! – lige havde leveret Psycho III (!) og som senere var med til at få Robert E. Howard til at rotere i sin grav med Kull the Conqueror (1997).

Med andre ord står Eric Heisserer i nogenlunde samme situation som andre manuskriptforfattere, der leverede fine nyfortolkninger. Faktisk står han bedre, for Final Destination 5 fik god kritik. Hvis ikke det var fordi genindspilningen af A Nightmare on Elm Street (som Heisserer også skrev) fik rimelig dårlig kritik, ville odds for, at The Thing (2011) bliver seværdig, bestemt være gode.

Det er et godt spørgsmål, hvorfor det er sådan. Kan det være, at netop deres relative ungdom, netop deres mangel på erfaring og fordomme, netop deres erfaring med helt andre genrer giver den indsigt, der skal til for at nyfortolke? Og man kan blive ved med at komme med eksempler på det samme – hvem end det var, der skrev genindspilningen af The Blob, så var det én eller anden fyr, der kun var kendt for A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors (1987).

Sjovt nok var det samme fyr, som Sci Fi Channel – undskyld Sy Fy Channel (Vor Herre bevares!) – skulle have haft til at skrive deres aldrig-producerede The Thing miniserie i 2009. Et remake, en 3’er til en slasher-serie og Sy Fy?! Gad vide hvad den fyr ellers har lavet af crap?

Ja, okay… Der er selvfølgelig undtagelser der bekræfter reglen. Det var såmænd en vis hr. Frank Darabont.

Udgivet i nr. 80 | 13/06/2012