13. maj 2008

The Fly

The FlyHvis en gal videnskabsmand, der bliver splejset med en flue lyder bekendt, har man nok stiftet bekendtskab med den klassiske sci-fi film Fluen eller dens remake fra 1986. Hvis ikke, så bør man se at få det gjort! For The Fly er en vaskeægte klassiker, der holder den dag i dag!

De fleste gyserfans kender nok The Fly (dansk: Fluen), hvor en videnskabsmand, ved et tilfælde bliver splejset med en husflue og får et flueansigt og fluekrop. Den bedst kendte version er nok Cronenbergs splattede film fra 1986 med Jeff Goldblum i hovedrollen, men der er her tale om den originale science fiction-klassiker fra 1958 med Vincent Price.

En knust ægtemand
Helene Delambre (Patricia Owens) lige efter hun har dræbt sin mand
Helene Delambre (Patricia Owens) lige efter hun har dræbt sin mand

The Fly er fortalt som et flashback igennem Helene Delambre (Patricia Owens), efter hun er blevet arresteret og frygtes at være bindegal, da hun har knust sin mand Andre (David Hedison) i en stor maskine på Delambre-fabrikken. Hun har påtaget sig det fulde ansvar, men vil ikke fortælle nogen, hvorfor hun gjorde det. Hendes mands bror François (Vincent Price), vil dog prøve på at få en forklaring ud af hende, da han ikke tror på, at hun har mistet sin forstand. Helene og Andres ægteskab har været lykkeligt og der har ikke været nogen elskerinder eller sidespring ind over, så hvorfor beslutter hun sig så pludselig for at knuse sin kære mand?

I starten af filmen bliver Helene panisk angst, da en summende flue flyver rundt omkring hendes hoved, så politiet og lægerne mistænker hende for at være gået fra forstanden, og tror, hun har dræbt sin mand i et anfald af sindsforstyrrelser. Men da François endelig trænger igennem til hende, og får hende til at fortælle sandheden, viser det sig, at hun ikke er skingrende sindssyg, men at der ligger noget helt andet til grund.

Fluen
En altid velspillende Vincent Price her som François Delambre
En altid velspillende Vincent Price her som François Delambre

Helenes mand Andre har længe været i gang med at lave en maskine, der kan transportere ting over længere afstande på ingen tid. En dag kalder han sin kone ned for at vise, hvad han har fået lavet. To glasskabe står tomme, og da han putter en underkop i det ene skab og tænder for nogle store kontakter, forsvinder underkoppen og dukker op i det andet skab. Maskinen virker, men desværre har den sine mangler, og teksten “Made in China”, der er printet bag på underkoppen, står nu baglæns! En træls fejl at lave, når man nu som videnskabsmand gerne vil kunne transportere mennesker eller andre ting. Men en rigtig videnskabsmand fortsætter sine eksperimenter, og det gør Andre skam også. Det kommer blandt andet til at gå udover familiens kat, som forsvinder, og det eneste, der kan høres er kattens ensomme miav’en fra intetheden.

Endelig får Andre sin maskine til at fungere, og den første menneskelige testperson, han bruger, er sig selv. Han kommer ud på den anden side perfekt, men han føler sig noget anderledes. Det er ikke meget, så han beslutter sig for at gå igennem maskinen én gang til (hvordan han passer ind i de små skabe er stadig en gåde for mig). Men denne gang er der noget galt. Han er ikke alene i skabet – en lille husflue er nemlig kommet med ind sammen med ham, og da de kommer ud på den anden side har Andre og fluen byttet hoved og arm. Dette betyder, at Andres krop nu render rundt med et kæmpe fluehoved og en flue-klo, imens en lille fluekrop flyver rundt med Andres ene arm og hans ansigt!

Gummimonster
Andre skjuler sit ansigt efter sit mislykkede eksperiment
Andre skjuler sit ansigt efter sit mislykkede eksperiment

Andre holder sig skjult fra sin familie og sin bror, da han ikke kan vise sit hæslige ansigt til andre. Han gemmer sig derfor under et klæde, og beholder sin deforme hånd dybt nede i lommen, på sin jakke. Men da Helene bliver bekymret, river hun klædet væk fra sin mands ansigt (eller der, hvor det skulle have været) – til stor gru for både hende og seeren. Hun afslører nemlig en kæmpe flue-gummimaske, der nok ikke vil skræmme så mange blandt publikum længere, men stadig virker ret effektivt på mig.

Andre forklarer (ved hjælp af en skrivemaskine og bank i bordet), at det er op til Helene at hjælpe ham, før “dyret i ham” tager over, og han dør. Hun og deres søn Philippe (Charles Herbert) må finde en lille flue med hans ansigt og et hvidt ben, og bringe den til ham, så han kan blive splejset med den igen, og forhåbentlig blive normal igen.

Et brev til Helene
Et brev til Helene

Da Helene har fortalt sin historie til François og politiinspektøren, er de ikke helt overbevist. Hun bliver derfor erklæret sindssyg, og skal indlægges. Men da lægerne ankommer, hører François og inspektøren en lille råben ude i haven. Da de lytter bedre efter, er det et råb om hjælp, og råbene kommer fra et lille spindelvæv, hvor der sidder en lille flue med hvidt ansigt og et hvidt ben. Da François ligger mærke til dette, ser han også en stor edderkop, der er på vej ned mod fluen for at æde den…

Old school har sine fordele
Andre efter sin forvandling!
Andre efter sin forvandling!

The Fly er en sci-fi-klassiker med hvad dertil hører af gale videnskabsmænd, store lysende maskiner, gummimasker og fejleksperimenter. Så er man allerede dybt forelsket i denne genre, kan man ikke gå galt i byen her – også dem, som ellers ikke er helt så meget med på sci fi-film, kan være med, da filmen er utrolig underholdende og ganske uhyggelig til tider.

Det er altid godt at se en film med Vincent Price, da man næsten altid kan regne med, at det er god underholdning, og det leveres der også her. Faktisk så leveres der generelt godt skuespil fra alle skuespillerne, hvilket ikke ses så tit i en sci-fi film fra 1950′erne.

Kender man allerede Cronenbergs fantastiske remake, kan den originale måske godt virke en smule kedelig og blodfattig, da man ikke se Andre udvikle sig til fluen igennem ulækre special effects, men “kun” iført en gummimaske og gummiklo. Det kan virke lidt komisk, men det har faktisk sine fordele, for effekterne i remaket er primært groteske og ulækre, og ikke så gammeldags uhyggelige, som gummimasken i den originale er.

Stor succes
Fra filmens slutning
Fra filmens slutning

The Fly blev en stor succes for 20th Century Fox, så der skulle selvfølgelig malkes lidt på denne succes. Dette affødte to sequels: Return of the Fly (1959), hvor Vincent Price gentager sig rolle som François, og Curse of the Fly (1965), som godt nok har den samme maskine, men ingen fluer eller fluemonstre, som de to første.

The Fly er udgivet på dobbelt-DVD sammen med Return of the Fly fra 20th Century Fox i en region 2-udgave til en overkommelig pris. Begge film er udstyret med danske undertekster, for dem som lyster, så der er ingen undskyldning for ikke at se dem. Ekstramaterialet er dog lidt skrabet, da det ikke bliver til mere end en trailer for begge film – men det er til at overleve, da filmene snildt kan ses et par gange hver.

I øvrigt må det slutteligt nævnes, at The Fly uden tvivl har været den direkte inspiration for spiludviklerne fra Cinemaware, da de lavede Antheads, fortsættelsen til deres myregyser It Came from the Desert (1989), som i sig selv var inspireret af en anden science fiction-klassiker fra 1950′erne, Them!. I Antheads (1990) er fluehovedet fra The Fly blot – som titlen antyder – skiftet ud med myrehoveder!

5 stjerner

Titel: The Fly
Dansk titel: Fluen
Instruktør: Kurt Neumann
Manuskript: George Langelaan & James Clavell
Cast: David Hedison (Andre Delambre), Patricia Owens (Helene Delambre), Vincent Price (François Delambre), Herbert Marshall (Insp. Charas), Kathleen Freeman (Emma), Betty Lou Gerson (Nurse Andersone), Charles Herbert (Philippe Delambre)
Producere: Kurt Neumann & Robert L. Lippert (ukrediteret)
Foto: Karl Struss
Klip: Merrill G. White
Musik: Paul Sawtell
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Tjekkisk, dansk, finsk, hebræisk, islandsk, norsk, polsk, portugisisk, svensk, engelsk
Produktionsland, år: USA, 1958
Produktionsselskab: Twentieth Century Fox Film Corporation
Distributør (DVD): 20th Century Fox Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Daniel Hvid | 13/05/2008