13. april 2012

Live and Let Die

Live and Let DieRoger Moores debut som James Bond kunne have været langt værre, men man bemærker, at mange af de elementer, der senere skulle blive decideret plagsomme, allerede er etableret i Live and Let Die, der på godt og ondt indvarslede en ny æra for James Bond.

Efter den kommercielle succes med Diamonds Are Forever (1971) håbede Bond-producenterne på at kunne holde på Sean Connery, men Connerys tilbagevenden til rollen var et one shot, og endnu engang måtte producenterne på udkig efter en ny Bond.

Valget faldt på Roger Moore, som inden da havde haft stor succes med TV-serierne The Saint (1962-70) og The Persuaders (1971-72). Live and Let Die indvarslede en ny æra for Bond-serien, og Moore er til dato også den skuespiller, der har haft rollen længst. I alt 12 år og syv film gik der mellem debuten i Live and Let Die og A View to a Kill fra 1985.

Playboy Bond

Inden jeg kommer alt for godt i gang er det nok på sin plads med en tilståelse: Jeg er, overordnet set, slet ikke særlig glad for Roger Moores version af James Bond. Hvor Bond i både Sean Connerys og George Lazenbys skikkelser havde kombineret en farlighed og brutalitet med glimt i øjet, vendte Moore det hele på hovedet. Moores Bond havde først og fremmest glimt i øjet, mens farligheden var en biting, der endda i nogle af filmene glimrede ved sit totale fravær.

I Moores skikkelse blev Bond en playboy-agent, der altid havde en vittig bemærkning (som regel en one-liner) oppe i ærmet og så meget sexappeal, at damerne faldt på stribe. Selv om hverken Connery eller Lazenby havde problemer med at få damerne med i kanen, blev Bonds seksuelle eskapader i Moore-perioden gennemført fjollede. Selv om troværdighed aldrig har været Bond-filmenes stærke side, bliver hans dametække helt usandsynligt, når han kun skal bruge halvanden sætning for at få dem til at smide klunset.

Dertil kommer den stadig stigende grad af camp, der sniger sig ind i Bond-filmene i Moore-æraen. Det er kun i den faktisk ganske glimrende For Your Eyes Only (1981), samt til dels i Octopussy (1983), at producenterne gjorde en indsats for at vende tilbage til en mere seriøs Bond med et plot, der i det mindste havde en lille smule troværdighed.

De campede elementer lå ikke bare i Moores dametække, men også i de stadigt mere lattervækkende gadgets, som både Bond og hans modstandere blev udstyret med. Live and Let Die er i den forbindelse relativt afdæmpet, men dimserne får decideret latterlige proportioner i både The Spy Who Loved Me fra 1977 (Lotus Espriten, der både er bil og undervandsbåd) og Moonraker fra 1979 (laservåben – for nu bare at nævne ét element).

Det er selvfølgelig ikke Moores skyld, at Bond-filmene udviklede sig i den retning, men Moore må i det mindste tage ansvaret for sin fortolkning af Bond, som nogle holder af, mens andre ikke bryder sig om den. Jeg må blankt erkende at høre til i sidste kategori, og det skal læserne selvfølgelig have in mente i mine fremtidige anmeldelser af Bond-filmene fra Moore-æraen.

New York, New Orleans og Caribien
En jazzbegravelse i filmens indledning
En jazzbegravelse i filmens indledning

Når alt dette er sagt og skrevet, skal det med det samme siges, at Live and Let Die er én af de bedre Bond-film fra Moore-perioden. Godt nok har den mange af de irriterende elementer, der senere skulle komme til at dominere, men i det mindste har Moore faktisk et gran af farlighed i filmen, som derudover byder på nogle fine, eksotiske lokaliteter og en fornem speedbådsjagt som actionhøjdepunktet.

Live and Let Die er en filmatisering af Ian Flemings roman af samme navn fra 1954, hvor rigtig mange detaljer er ændret eller udeladt og mange nye elementer tilføjet. I filmens prolog ser vi, hvordan tre britiske agenter bliver taget af dage: Én i FN-bygningen i New York, én i New Orleans og én på den caribiske ø San Monique.

I London dukker M op ved Bonds bopæl tidligt om morgenen for at bede ham tage af sted med det samme. Bond skal finde ud af, om de tre dødsfald hænger sammen, og det er der meget, der tyder på, at de gør. Agenten i New York blev i hvert fald dræbt, mens han var i færd med at holde øje med en vis Dr. Kananga, der er premierminister på San Monique. Hvorfor Dr. Kananga er under observation, får vi aldrig at vide, men her må vi tage MI6′s ord for, at han sikkert er en skidt karl.

Rooger Moore har indtaget rollen som Bond
Rooger Moore har indtaget rollen som Bond

Bond drager i første omgang til New York, hvor han finder ud af, at Dr. Kananga på én eller anden måde er forbundet med den sorte gangster Mr. Big, der opererer fra Harlem. Sammenhængen går ikke op for Bond før senere inde i filmen – og lang tid efter publikum har lugtet lunten: Dr. Kananga og Mr. Big er én og samme person, spillet af Yaphet Kotto.

Kanangas plan er at bruge sin Mr. Big-persona til at distribuere heroin i USA; heroin som han dyrker på San Monique. Naturligvis har han en enorm organisation af sorte kriminelle bag sig, både i New York og andre steder (bl.a. New Orleans), og dertil kommer den synske, og i øvrigt hvide, kvinde Solitaire (Jane Seymour).

Bond kommer ud på et klassisk Bond-eventyr, der bringer ham fra New York til San Monique og videre til New Orleans, inden det store klimaks udspiller sig tilbage på San Monique. Og Kananga står ikke tilbage for tidligere Bond-skurke; naturligvis har han en underjordisk base, komplet med hajbassin og minitog. Og den caribiske setting byder også på lidt voodoo-kolorit undervejs.

En af de mere tekstnære Bond-filmatiseringer
Ja, stereotyperne kommer som perler på en snor
Ja, stereotyperne kommer som perler på en snor

Ser man bort fra, at Live and Let Die er lidt til den lange side, er der tale om en solidt underholdende film, der klart ligger i den kvalitativt gode ende af Moore-æraens Bond-film. Nok er Moores Bond allerede en playboy af en vis karat, men som tidligere nævnt er der fortsat en vis farlighed over Bond, som de følgende film ret hurtigt får gjort kål på.

Som filmatisering er det én af de mere tekstnære Bond-film, selv om dette ikke siger det helt store. Der er stadig enorme forskelle på Ian Flemings roman og filmen, der tager sig meget store friheder med det oprindelige plot, selv om enkelte elementer er bevaret ganske trofast – f.eks. faldlemmen i Mr. Bigs restaurant, der pludselig fører en intetanende Bond i kløerne på skurken.

Interessant nok skulle andre elementer fra romanen blive gengivet med stor trofasthed i flere senere Bond-film, dels For Your Eyes Only, dels License to Kill (1989), og i begge tilfælde er det noget med hajer. Ja, hajer må om nogen være Bond-skurkenes yndlingsfisk, og en variation over temaet dukker da også op i Live and Let Die, selv om det slet intet har at gøre med den måde, hvorpå Mr. Big forsøger at dræbe Bond og Solitaire i romanen.

Blaxsploitation-Bond
Jane Seymour som Solitaire
Jane Seymour som Solitaire

Det er blevet bemærket mange andre steder, men det tåler gentagelse, at Live and Let Die er en slags blaxsploitation-Bond. Blaxsploitationgenren var i høj kurs i første halvdel af halvfjerdserne med Shaft (1971) som én af de i mainstreamkredse bedst kendte film. Dertil kom, at Tom Mankiewicz, manden bag manuset til Live and Let Die, angiveligt mente, det kunne være lidt edgy at bruge sorte skurke i en tid, hvor black power-bevægelsen havde vind i sejlene.

Det kan godt være, Live and Let Die planker rigtig mange elementer fra blaxploitationgenren, lige fra store afroer og badass-hatte til pimpmobiles, ebonics og guitar med wah-wah-pedal på George Martins ret funky score. Men det ændrer ikke på, at der nærmere er tale om en anti-blaxploitationfilm, der i lige så høj grad som romanen promoverer racemæssige stereotyper fra et hvidt synspunkt. Godt nok er der et par gode sorte undervejs, men de spiller andenviolin i forhold til den ærkebritiske Bond og den retlinede amerikaner Felix Leiter.

Yaphet Kotto er Dr. Kananga
Yaphet Kotto er Dr. Kananga

Personligt rager det mig en høstblomst, at Live and Let Die kan ses som en reaktionær og småracistisk film, for jeg tror ikke et øjeblik på, at producenterne har været ude i et racistisk ærinde. Men det kan godt overraske, at de har haft nosser nok til at bibeholde lige netop dette aspekt fra Ian Flemings roman så trofast på et tidspunkt, hvor vinden helt sikkert blæste i en anden retning.

Det skal dog siges, at det ikke kun er sorte stereotyper, der udstilles. Hvide sydstatsamerikanere må også se sig selv spiddet, hvilket udtrykkes igennem den hvide highway patrol-sherif J.W. Pepper, som man ikke kan andet end tro har været en del af forlægget for en senere filmisk skikkelse som Sherif Buford T. Justice fra Smokey and the Bandit-filmene (1977, 1980, 1983).

J.W. Pepper taler drævende sydstatsamerikansk og fremstår som en klovnagtig, skråtyggende spradebasse, der dukker op løbende i filmens centrale actionsekvens, nemlig speedbådsjagten i Louisiana. Han medvirker faktisk også i den efterfølgende Bond-film, hvor Bond på helt utroværdig vis pludselig møder ham i Thailand.

Solidt underholdende
Sydstatssheriffen J.W. Pepper (Clifton James)
Sydstatssheriffen J.W. Pepper (Clifton James)

Netop speedbådsjagten er et nyt element i Bond-sammenhæng og et, der skulle vende tilbage adskillige gange i løbet af Moores tid som Bond (og i øvrigt senere). Godt nok var der en jagtsekvens til søs allerede i From Russia With Love (1963), men denne gang er der skruet op for løjerne, og jagtsekvensen i Live and Let Die er både flot udført og ekstremt underholdende. Til sammenligning er filmens umiddelbart efterfølgende klimaks på San Monique temmelig tam, og det er blandt andet også derfor, Live and Let Die føles en anelse for lang.

Fra den flotte speedbådsjagt, der er filmens store action-set piece
Fra den flotte speedbådsjagt, der er filmens store action-set piece

Alt andet lige kunne Roger Moores debut som James Bond have været langt værre, og Live and Let Die er faktisk solidt underholdende. Yaphet Kotto er fin i skurkerollen og den dengang purunge Jane Seymour er ualmindeligt pæn at se på som filmens Bond-pige.

Alligevel bemærker man, hvorledes mange af de elementer, der senere skulle blive decideret plagsomme, allerede er etableret i Live and Let Die, og man kan ikke undgå at tænke på, hvor meget stærkere, filmen havde været, hvis de slet ikke havde været til stede. Eller hvis en anden skuespiller end Roger Moore havde fået lov at indtage rollen. Sådan skulle det bare ikke være, og Live and Let Die indvarslede, på godt og ondt, en ny æra for James Bond.

4 stjerner

Titel: Live and Let Die
Dansk titel: Lev og lad dø
Instruktør: Guy Hamilton
Manuskript: Tom Mankiewicz efter romanen Live and Let Die af Ian Fleming
Cast: Roger Moore (James Bond), Yaphet Kotto (Kananga / Mr. Big), Jane Seymour (Solitaire), Clifton James (Sheriff J.W. Pepper), Julius Harris (Tee Hee Johnson), David Hedison (Felix Leiter), Gloria Hendry (Rosie Carver), Bernard Lee (M), Lois Maxwell (Miss Moneypenny)
Producere: Albert R. Broccoli (producer) Harry Saltzman (producer)
Foto: Ted Moore
Musik: George Martin
Spilletid: 114 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, polsk, engelsk, tysk, spansk, portugisisk
Produktionsland, år: UK, 1973
Produktionsselskaber: Eon Productions
Distributør (DVD): SF Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 78 | 13/04/2012