Eva Hazra
Ingen kommentarer

Wedlock

Wedlock
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

WedlockKunne du tænke dig diamanter, mordforsøg, en vision af fremtidens fængsel med eksploderende hoveder og klunkeknusende bad asses, et vandbad som torturredskab, og det hele med en stadig hunky (men lidt mere chunky) Rutger Hauer som hovedpersonen? Så kan det være, Wedlock fra 1991 er et godt bud på en aftens underholdning.

Hvis du, som undertegnede, altid synes, at Rutger Hauer er “good” selv om filmen er “pretty bad”, så tøv ikke – der er mere underholdning, end man umiddelbart skulle tro i Wedlock, hvor Mr. Hauer er mere kluntet end cool, mere robust end running og mere morsom end morderisk.

I Wedlock, instrueret af Lewis Teague (Alligator (1980), Cujo (1983), Cat’s Eye (1985)), opleves Rutger Hauer i rollen som Frank Warren, en diamanttyv, forrådt af sine to partnere – bedstevennen Sam (James Remar) og Franks forlovede Noelle (spillet af Joan Chen, der giver en overbevisende performance som den spekulerende two-timing evil asian chick).

Trekantsdramaet og det efterfølgende opgør resulterer i, at Frank bliver plaffet ned af Noelle og efterladt for dead and forgotten. Men inden det katastrofale rendezvous har Frank måske haft på fornemmelsen, at de ikke havde rent mel i posen og har gemt diamanterne.

Camp Holliday

Fast forward til Camp Holliday, fremtidens fængsel, hvor gitre, mure og lænker er erstattet med elektroniske halsbånd – tænk på Schwarzenegger og Running Man (1987). Frank er, som alle de andre fanger, udstyret med en sprængladet halskæde, en “wedlock”, der detoneres, når der er 100 meter mellem ham og den medfange, der er koblet op til Franks wedlock.

Tolv lange år har Frank i udsigt i følgeskab af denne dødelige halsudsmykning, men han opdager hurtig, at chancerne for at dø inden for ganske kort tid på Camp Holliday, på grund af uoverensstemmelser med nogle af de andre medfanger, er betydelig højere end risikoen for at tabe hovedet.

Fangernes navne er erstattet med farver (Frank er nu Magenta) og et ekstra twist er, at medfangens identitet er hemmelig. Da enhver form for flugt kan resultere i, at man mister alt fra halsen opad, holder man øje med hinanden og lever som en stor, men ikke særlig lykkelig familie.

Camp Holliday styres af fængselsinspektøren, Warden Holliday, (Stephen Tobolowski), der svanser rundt i jakkesæt og cocktaildrinks i hånden. Han har en stor interesse i Franks diamanter, og hvor de befinder sig, og han er ikke den eneste. Da den sexede “Ivory” (aka Tracy, spillet af Mimi Rogers) fortæller, at hun er Franks wedlock-partner, er han både skeptisk og afvisende. Forståelig nok, i kølvandet på Franks sidste forhold. Men en svær situation tvinger parret på flugt med deres unikke halsudsmykninger, der binder dem sammen på godt og ondt. Mest ondt i starten, da det viser sig, at Tracy også har noget tung bagage med fra et tidligere forhold.

Film i to dele

Så glider filmens første del over til part two, hvor flugten krydres med den obligatoriske biljagt, de t partneres spirende gensidige tiltrækning overfor hinanden og deres problematiske halsudstyr, der tvinger dem til at holde sig tæt på hinanden. Og hvem er det, der jagter dem og diamanterne?

Det er på flugtruten, at filmen bliver mere og mere præget af humor end action. Det mest iøjnefaldende er en mærkelig scene, der involverer Tracys eks, der nu er på vippen til at gifte sig med en ny kvinde. Bryllupsscenen er flettet ind i jagtsekvensen og virker temmelig forceret. Det er næsten som om Tracys brogede fortid og skiderik af en ekskæreste skal frem i lyset, så ligningen med mislykkede parforhold på begge side kan gå op.

Scenen afføder dog et par morsomme replikker som f.eks. da Tracy skriger op i hovedet på en sikkerhedsvagt, at hun risikerer at eksplodere uden tæt kontakt til Frank. Vagten sukker dybt og konstaterer, at ægteskab kan have den virkning. Det er netop dialogen og spillet mellem de to hovedpersoner, der holder liv i Wedlock, idet actionscenerne hverken er hæsblæsende eller uforudsigelige.

Lænket sammen med deres eksplosive ”ka-boom”-halsbånd er dramaet imellem Hauer og Rogers interessant nok til at køre filmen til dørs, selv om spændingen aldrig kommer helt oppe at ringe. Parrets vekslende ping pong af replikker hentyder til, hvad der ligger lige rundt om hjørnet, og samtidig kræser dialogen omkring Franks tvivlsomme valg af kvinder, og ikke uden grund!

Mere fiasko end fashionista!

Det futuristiske aspekt i Wedlock hviler tungt på de alternative kontrolmetoder anvendt på Camp Holliday. Ellers er der intet, der tyder på et samfund, der ikke befinder sig i 1991, året filmen er fra, og her ”fortjener” costume designer Stephen. M. Chudey en hurtig bemærkning.

Selv om man tager højde for filmens alder, kan de 20 år, der er passeret, ikke skjule den uheldige kombination af dårlig styling og yderst ejendommelige beklædningsstykker. F.eks. da Frank skal kæmpe med livet som indsats mod Camp Hollidays mest berygtede og voldelige fanger: Her har han håret op i en hestehale, der signalerer mere “My Little Pony” end “Clash of the Titans”.

Og da parret skal smide deres fængselsdragter, stjæler de tøj fra en kuffert, der tilhører et brudepar fra Pakistan på deres bryllupsrejse! Igen et vink til wedlock-symbolikken, imens parret flygter i den mest iøjnefaldende og farvestrålende “getaway”-beklædning. Udsædvanligt for to eftersøgte personer, der gerne vil holde lav profil!

Det bedste af hele denne dysfunktionelle garderobe er dog den jakke, som Frank render rundt i: Den ligner et gardin fra et mexicansk bordel. Der er ikke en farve eller et mønster, der mangler, og looket understøtter Franks facon. Han er jo ikke så smart, som Noelle fortalte ham, inden hun fyldte ham med tre kugler. Et statement super bitchen når at gentage i filmens sidste showdown, hvor alle de involverede møder op i et forladt industrilager. Her skal Frank, der ikke ligefrem er blevet portrætteret som en kriminel mesterhjerne, se, om han ikke er smart nok alligevel.

Hæderlig underholdning

Wedlock er fin underholdning med Rugter Hauer som offbeat alternativ-actionhelt. Selv om man aldrig bliver helt revet med af handlingen og tempoet, er der jo lidt af det hele, og der kan sættes flueben ud for de obligatoriske kasser med hensyn til handling og action, piftet op med lidt “modsætninger mødes” i den kemi, Hauer og Rodgers udstråler overfor hinanden.

De morsomme replikker løfter pilen opad. Specielt scenen, hvor Hauers karakter, efter flere dages tortur i et lukket vandbad, svarer på Warden Hollidays tilbagevendende spørgsmål om, hvor diamanterne er skjulte: ”North Pole.. ask for Santa”, efterfulgt af et hysterisk latteranfald!

4 stjerner

Titel: Wedlock
Instruktør: Lewis Teague
Manuskript: Broderick Miller
Cast: Rutger Hauer (Frank), Mimi Rogers (Tracy), Joan Chen (Noelle), James Remar (Sam), Stephen Tobolowsky (Holliday)
Producere: Branko Lustig (producer), Michael Jaffe (executive producer), Frederick S. Pierce (executive producer), Broderick Miller (associate producer), Christine A. Sacani (associate producer)
Foto: Dietrich Lohmann
Klip: Carl Kress
Musik: Richard Gibbs
Spilletid: 98 minutter
Aspect ratio: 4:3
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1991
Produktionsselskaber: Spectacor Films
Distributør (DVD): On Air
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 74 | 13/12/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *