Eva Hazra
Ingen kommentarer

The Shining

The Shining
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Stanley Kubricks gyser fra 1980, baseret på Stephen Kings roman fra 1977, har for længst opnået en velfortjent status som mesterværk indenfor genren og er ofte udråbt til den bedste King-filmatisering.

Undertegnede har selv set The Shining flere gange, ofte sent om natten på tv, hvor søvnløsheden har hersket. Efter godt to timer i selskab med Jack Nicholson, Shelley Duvall, Scatman Crothers og Danny Lloyd, så er tanken om søvn fejet væk og erstattet med en kvalmende uhygge, der faktisk kravler ind under huden på én allerede fra filmens start.
hvid

Uhyggen etableres i første skud

Der panoreres langsomt fra luften med fokus på en bil, der er ved at sno sig højere og højere op ad en lille bjergvej. Foruroligende musik brummer, og så ses The Overlook Hotel; et kæmpestort hotel højt op i bjergene med en enorm labyrintisk hæk ved siden af. Scenen er ikonisk og stemningen er sat.

Indrømmet: Det sker hver gang for undertegnede, at ønsket om at trykke på ’off’-knappen allerede her kommer, men det sker ikke. Kan ikke. Man glider videre med den langsomme bevægelse i filmen og bliver ført ind i denne kolossale og frygtindgydende kulisse. Hver gang er det som om, filmen trykker på alle ”fear factor”-knapper i psyken, bare med denne indledende scene.

Der ræsonneres frem og tilbage om, at plottet jo er så genkendt og velkendt og at filmen ikke ligefrem oser af splat, så man denne gang bare må kunne ’nyde’ filmen – ikke mindst for de fremragende skuespilpræstationer, lydeffekterne eller de dengang innovative og banebrydende kamerabevægelser med Steadicam-teknikken. Men nej, undertegnede falder tilbage til en tilstand af panik og rædsel. Endnu én gang!

Hvorfor bliver filmen ved med at være skræmmende?

Hvad er det, der gør, at The Shining kan fastholde denne følelse af uhygge hver gang? Filmen er jo over 30 år gammel! Det er ikke fordi, spændingen pumpes ud hele tiden, men snarere er der noget, der trykker og gnaver konstant på gåsehudsbarometeret, uden at man kan sætte fingeren på præcis, hvad det er.

Det er næsten, som om filmen overfører noget af den betændte energi fra de endeløse gange og uhyggelige rum til ens eget hovedet, så ens comfort zone ikke længere føles så sikker.

Eraserhead som stemninngsskaber på settet!

The Shining fik en blandet modtagelse, da den blev lanceret i USA. Filmens langsom pace og tempo var atypisk for genren, og der var ikke nogle stærke relationsdannelser til filmens tre hovedpersoner.

Forventningerne fra Stephen Kings fans var også store, og mange blev rasende over de forskellige ændringer fra bogen. King var heller ikke begejstret for Kubricks fortolkning. King mente, at der var mindre fokus på romanens to vigtige temaer, alkoholisme og familiens opbrud, og Kings velkendte citat om Kubrick som en mand der ”thinks too much and feels too little” referer til Kubricks ambivalente holdning til de overnaturlige elementer i romanen.

The Shining blev optaget i EMI Elstreet Studios, og The Overlook Hotel var den største kulisse, konstrueret til dato. Kubrick, metodisk og perfektionist af natur, udsattte skuespillerne og filmholdet for lange arbejdsdage med mange skift i manuskripterne og optagelserne. Han arbejdede på manuskriptet sammen med forfatteren Diane Johnson, kendt for sine gotiske romaner, og for at fastslå den stemning, han ønskede på settet, viste Kubrick David Lynchs Eraserhed (1977) for hele filmholdet!

Mange takes, ændringer og stres

Stemningen på settet var intenst og omstillingsparathed et nøgleord. Filmen holder et par rekorder på antal ’takes’ for enkelte scener; 127 for den scene hvor Wendy swinger en baseballkølle rundt, og 148 for scenen, hvor Hallorann forklarer hvad ”shining” er.

Shelley Duvall, der spiller Wendy, blev overvældet af stress i en sådan grad, at hun begyndte at lide af hårtab. Behandlingen af Duvall dokumenteres af Kubricks datter, Vivian, i hendes Making of The Shining – et dokumentarisk supplement til hendes fars film.

Jack Nicholson opgav at læse manuskripterne, da de blev lavet om konstant. Mange af hans replikker blev terpet i minutterne, før optagelserne fandt sted. På den filmtekniske side anvendte Kubrick tidens nyeste gadget, Steadicam, til at lave flydende og glidende optagelser.

Opsynsmanden

Forfatteren Jack Torrence (Jack Nicholson) tager et job som opsynsmand på højfjeldshotellet The Overlook Hotel, der står øde om vinteren i ca. seks måneder og ligger fjernt fra alt og alle. Med sig har han sin kone, Wendy og parrets syvårige søn, Danny.

Isolationen generer ikke Jack, da han glæder sig til at komme i gang med at skrive. Hotellets direktør, Stuart Ullman, advarer Jack om, at en tidligere opsynsmand blev sindssyg på grund af hotellets afsides beliggenhed og de lange vintermåneder uden kontakt til omverdenen: Han endte med at myrde sin familie på hotellet.

Overnaturlige elementer

Ullman forklarer oveni, at hotellet er bygget på en indiansk begravelsesplads. Sønnen Danny, der kan forudse begivenheder og ser syner, fornemmer en foruroligende stemning på hotellet, da familien bliver vist rundt på den sidste dag, hotellet har åbent. Han kanaliserer sine særlige evner gennem Tony, ”en dreng der bor i hans mund” og taler med ham via sin finger.

Han overraskes af hotellets kok, Hallorann, der forklarer ham, at han også har evnen til at se syner eller ’shine’, og at hotellet selv besidder evner og mange minder, men ikke alle er gode. Hold dig væk fra værelse 237 bliver der sagt.

All work and no play… og andre ikoniske scener

Scenen hvor Wendy læser de hundrede sider, Jack har skrevet på skrivemaskinen i forskellige skrifttyper og formater er et vendepunkt i filmen. Det slår hende som en lussing at i al den tid, hvor hun troede, hendes mand havde skrevet, udtrykt sine ideer og fået gang i sin kreative flow, har han i stedet taget en karruseltur til et mørkt og farligt sted i sit eget hoved.

Det er her, at det går op for hende, imens hun flår side efter side af manuskriptet, og Jack kommer tættere og tættere på, at ikke alene har manden en skrue løs; han er også en reel trussel mod hende og deres søn. Hvad der videre sker, røber jeg ikke her, i tilfælde af, at du ikke har set filmen.

I den berømte øksescene hakker Jack Nicholson en rigtig dør i stykker, fordi det gik for stærkt med en falsk dør. Den berømte replik ”Here’s Johnny”, er taget fra Ed McMahons introduktion til The Tonight Show med Johnny Carson og var improviseret af Nicholson.

Andre mindeværdige og ikoniske scener fra filmen er de to Grady-døtre, der viser sig på gangene, Danny der på sin trehjulede cykel kører i de lange gange, der er beklædt med psykedeliske mønstre og farver samt blodkaskaderne fra elevatordørene.

Blodet er en mulig henvisning til det faktum at hotellet er bygget på hellig grund, en begravelsesplads for indianere. Denne vinkel forstærkes ved den indianske kunst og gulvtæppet, der ses på hotellet.

Det vil Kubrick…

Nicole Kidman, som arbejdede tæt sammen med Kubrick på hans sidste film Eyes Wide Shut (1999), omtalte Kubrick som en instruktør, der ikke var interesseret i at skabe en forbindelse mellem tilskuerne og karaktererne i hans film. Det var ikke nødvendigt at de kunne kravle ind under huden på dem med en forestilling om at ”det kunne jo være sket for mig”.

Visse steder i The Shining er den flade dialog næsten komisk, f.eks når Jack får serveret hotellets grusomme fortid i et tonefald, der kunne minde om en opremsning af en indkøbsliste. Anspændtheden i ”den lykkelige familie” skinner også igennem i åbningsscenen, hvor Jack virker irriteret, imens hans kone knevrer løs og Danny sidder tavs og mut.

…og derfor er King sur

I forhold til bogen er dynamikken og spændingen i Torrance-familien anderledes. Danny er tættere på Wendy end Jack i filmen (i modsætning til bogen), og deres forhold giver brænde til Jacks stigende bål af paranoia. I det hele taget er Jacks person mere dyster og irritabel i filmen end i Kings roman, og det var kilden til en del af Kings frustrationer over filmatiseringen, idet Jack Torrance var en delvist selvbiografisk person, bygget op omkring de problemer, King selv havde på det tidspunkt.

I filmen er det er svært at fornemme de gode intentioner, Jack har i bogen. I filmen er det som om, han er tabt på forhånd i kraft af sin ”kontrakt” med hotellet. Wendy er derimod en svagere, mere irriterende og ”whining” moderskikkelse i filmen, hvor hun i bogen ikke viser så meget hysteri og er mere selvstændig. Sønnen er også mere åben omkring sine evner i bogen, og Tony uddybes til at være en projektion af de dele af Dannys psyke, der har det svært ved at acceptere hans ”shining”.

Selvom det er svært at komme ind under huden på de tre hovedpersoner, så bliver man dog hurtig forført af det intime forhold, der bygges op til de fantastiske rum i hotellet, så da ondskaben kommer snigende, er vi fanget i det forladte hotel, et sted hvor ingen kan høre dine råb om hjælp. Så på mange områder, og i forhold til uhygge og stemning, er Kubricks filmatisering overlegen i forhold til Kings ord.

Pinefuld og mesterlig

The Shining er ligeså skræmmende og mystisk som for 32 år siden og alene af den grund er der max point fra undertegnede. Selvom den fornyede horrorgenren med de langsomme, udstrakte og næsten pinefuld lange takes, iscenesat i de fabelagtige omgivelser, er The Shining mere en Kubrick-film end en genrefilm. Jeg kan næsten ikke vente med at nyde Kubricks betændte mareridt en gang til!

6 stjerner

Titel: The Shining
Dansk titel: Ondskabens hotel
Instruktør: Stanley Kubrick
Manuskript: Stanley Kubrick & Diane Johnson efter Stephen Kings roman The Shining
Cast: Jack Nicholson (Jack Torrance), Shelley Duvall (Wendy Torrance), Danny Lloyd (Danny Torrance), Scatman Crothers (Dick Hallorann).
Producere: Stanley Kubrick (producer), Jan Harlan (executive producer)
Foto: John Alcott
Klip: Ray Lovejoy
Musik: Wendy Carlos, Rachel Elkind
Spilletid: 146 min
Aspect ratio: 1:33:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA/UK, 1980
Produktionsselskaber: Warner Brothers
Distributør (DVD): Warner Home Video
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 86 | 13/12/2012

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *