Watchmen – The Film Companion

2 minutters læsetid

Watchmen - The Film CompanionDer var kæmpe forventninger plus en masse skepsis, da instruktøren Zack Snyder i 2009 skulle omsætte Alan Moore og Dave Gibbons’ klassiske tegneserie-mesterværk Watchmen til levende billeder.

Tegneserien er et mesterværk, som filmskaberne Terry Gilliam og Paul Greengrass hver især forsøgte at filmatisere, dog uden held. Gilliam betragter i sidste ende værket som uegnet til filmatisering, men det var Snyder ikke enig i.

For i 2009 fik verden Snyders filmatisering at se – en visuelt stimulerende, omend ikke perfekt, film, der var tro overfor tegneserieværkets stærke grafiske udtryk og historie trods nogle afgørende friheder med forlægget, særligt med hensyn til slutningen.

Filmen var uden tvivl en af de mest ambitiøse superheltefilm, inden Marvel for alvor kom op i gear, og før Zack Snyders egen Justice League (2021) ville spille med om den titel.

I forbindelse med en hypet film som Watchmen kom der naturligvis nogle bøger om filmen.

Det var kunstbogen The Art of Watchmen, billedbogen Watchmen: Portraits og selve making of-bogen Watchmen – The Film Companion, der gik bag om det massive arbejde med at fortælle den episke historie om de dysfunktionelle superhelte. Det er sidstnævnte vi ser på her.

Historien om filmen om de ekstreme helte

Traditionen tro i making of-bøger, når film bygger på litteratur, er der en sektion om det pågældende forlæg.

Således er der en grundlæggende indføring i selve tegneserien Watchmen og dens særlige betydning for tegneseriemediet. Alan Moore har som bekendt en kritisk holdning til Hollywoods håndtering af hans værker og nægter at få sit navn krediteret på filmatiseringerne af dem.

Så det er kun mestertegneren Dave Gibbons, der er nævnt som co-creator, og modsat Moore var han begejstret for filmskabernes tro gengivelse af hans tegninger. Mange af scenerne i filmen føles også taget direkte ud fra siderne.

Zack Snyder er også kendt for at lave storyboards til sine egne film, og Watchmen – The Film Companion viser uddrag af dem.

Til filmen lavede han seks tykke bøger med storyboards fra start til slut! Hans egentlige styrke som instruktør er også primært som billedmager med en grafisk forståelse for tegneserier som vist i 300 (2006), Man of Steel (2013), Batman v Superman: Dawn of Justice (2016) og Zack Snyder’s Justice League.

Bogen er i vandret format, så man virkelig kan nyde de flotte billeder af de mange kulørte kostumer, der især blev skabt til den fantastiske åbningsmontage i filmen, hvor man som publikum får superheltenes æra at se op igennem det tyvende århundrede.

Alle heltene har hver deres side med en komplet biografi, og det er ret vildt, da det ikke er alle personer, der får lige meget skærmtid i filmen.

Skabelsen af Dr. Manhattan og Rorschachs maske

En af mine favoritscener fra både tegneserien og filmen er skabelsen af gruppens egentlige superhelt; den gudelignende Dr. Manhattan – fint spillet af Billy Crudup.

Processen bag om den særlige figur går bogen også i dybden med og viser billeder fra settet, hvor Crudup var iført en særligt dragt, der lyste blå, og som de digitale troldmænd senere omsatte til den computerskabte Dr. Manhattan.

Særligt computerarbejde blev gjort for at skabe den ekstreme Rorschachs maske, der skifter udtryk hele tiden. Så Jackie Earle Haley, der spillede rollen på fremragende vis, måtte have en maske på, der senere blev erstattet med den ikoniske maske i postproduktion.

En flot følgesvend til en flot tegneseriefilm

Watchmen – The Film Companion er en flot følgesvend til en stor, ujævn men flot tegneseriefilm, der hører til en af Snyders bedre film. Var man blandt dem, der kunne lide Watchmen-filmen, så gå endelig på bogjagt på nettet efter den velproducerede making of-bog.

4 stjerner

Titel: Watchmen – The Film Companion
Forfatter: Peter Aperlo
Forlag: Titan Books
Format: Paperback
Udgivelsesår: 2009
Sideantal: 176 sider

Anmeldt i nr. 196 | 13/02/2022

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.