13. marts 2009

Watchmen

WatchmenHvis man skal læse bare én tegneserie i hele sit liv, er det en god ide at anskaffe sig Watchmen. Der er tale om et festfyrværkeri af gode idéer, og en leg med mediet og genren, som får uglerne til at synge. Det bliver ikke meget bedre end det her!

Den 20. marts 2009 er en dato, jeg glæder mig til. Her får Zack Snyders filmatisering af Alan Moores Watchmen premiere i de danske biografer, og derfor er det på sin plads med en anmeldelse af selve tegneserien. Når man har læst Watchmen virker det nærmest som en umulig opgave at filmatisere den, men det bliver spændende at se, hvor Snyder brillerer, hvis han gør det, og hvor han fejler, hvilket han uden tvivl kommer til at gøre flere steder.

Da Alan Moores Watchmen kom frem i 1986 var det i en tid, præget af frygt for en kommende atomkrig og for den kolde krig mere generelt, og den frygt formår tegneserien at videregive helt sublimt. Det er også en stemning af frygt, som ikke kun er knyttet til den kolde krig, men som også er blevet, om muligt, mere aktuel efter 9/11, uden at dette skal lyde som nogen terrorkliché.

Men det har ikke udelukkende været Moores formål at skildre frygt i en tegneserie for et voksent publikum. Hans agenda har langt mere været en leg med selve tegneserieformatet, og en inddragelse af virkemidler fra romaner generelt, hvor han viser, at tegneserier af denne kaliber skal tages seriøst. Samtidig viser det, hvor vanvittig dygtig Moore er som forfatter, hvilket man også ser i mange af hans andre værker, hvor man også fornemmer, at Moore er et stort legebarn, der også kan lide simple ting. Men Watchmen er alt andet end simpel.

Mødet med et mesterværk

De fleste kender til superhelte som Spider-Man, Superman, Batman og X-Men. Disse helte er alle klassiske superhelte, præsenteret gennem henholdsvis Marvels og DC Comics’ optik. De har deres mørke sider, men bekæmper alle det onde. Alan Moores Watchmen, på dansk Vogterne, er noget helt, helt andet. Det er en tegneserie for et voksent publikum, og kan betegnes som en dekonstruktion af den klassiske superhelt hensat til en graphic novel, hvor forfatteren og tegneren både leger med strukturen, formatet og læserens forventninger til fortællingen. Det lyder tungt, og en anelse teoretisk, men Watchmen formår også på sin helt egen måde at underholde bravt.

Watchmen har igennem årene høstet meget positiv kritik, og mange tegneseriekendere udpeger den da også som noget af det bedste, der er set på tegneseriefronten – læs blot interviewet med Morten Søndergaard her på Planet Pulp. Og så er det, at jeg må krybe til korset: indtil for et halvt år siden havde jeg aldrig læst Watchmen. Da jeg var yngre bladrede jeg tit igennem de danske udgaver på biblioteket, men syntes de så meget, meget kedelige ud. Alt for megen tekst, og tegningerne var i bedste fald old school.

Siden hen blev det nærmest til en protest fra min side: alle roste Watchmen til skyerne, men jeg gik i en stor bue udenom den. Men sidste år blev det så meget for mig, så jeg købte den, og gik i gang med det samme. Og mit liv blev med det samme mere indholdsrigt. For hold kæft, hvor hiver Watchmen tæppet væk under én.

En varm kartoffel

Det hører sig også med til et sådant værk, som har over 20 år på bagen, at der er sagt og skrevet rigtig meget om Watchmen. Både blandt nørder og fagfolk, som sjovt nok ikke altid er de samme mennesker eller mener det samme. Man kunne skrive en artikel, ja et speciale om Watchmen, så det er ikke nemt at lave en anmeldelse, hvor man gerne lige vil have det, det og så også lige det med. Så jeg har forsøgt at finde frem til de – for mig – mest essentielle punkter, som viser, hvorfor Watchmen er så vanvittig god. Watchmen er en jungle af lækkerier, og man kan finde nye ting hver gang man læser den, og det viser blot, at det ikke er selve plottet, men formidlingen, personerne og strukturen, som er det vigtigste.

Watchmen udkom i 12 hæfter i perioden fra september 1986 til oktober 1987. I Danmark udgav Interpresse serien i 6 bind tilbage i 1989 og i 2006 kom den samlede udgave fra Egmont.

1985 set med Alan Moores optik
Dan Dreiberg AKA The Nite Owl får besøg af den maskerede psykopat-vigilante Rorschach
Dan Dreiberg AKA The Nite Owl får besøg af den maskerede psykopat-vigilante Rorschach

Vi befinder os i USA i 1985. Virkeligheden er næsten som vi kender den fra vores egen kedelig virkelighed og så alligevel ikke. I Watchman har forfatteren Alan Moore skabt en dystopisk alternativ virkelighed, hvor eksempelvis Richard Nixon stadig er præsident, folk render rundt i underlige kostumer og leger superhelte, og New York er om muligt et endnu mere kynisk sted, end virkelighedens pulserende storby.

I albummets indledning tager Alan Moore os med til noir-land, hvor vi med det samme introduceres for de mange lag i fortællingen. Mens Rorschach i sin dagbog beskriver hvor frygteligt samfundet er, ser man et par betjente efterforske et gerningssted og i en flashbacksekvens ser man, hvorledes en mand bliver smidt ud af et vindue. Så er tonen sat! Den flyvende mand, der ramte fortovet og splattede ud, viser sig at være Edward Blake A.K.A. The Comedian, som var ”superhelt”.

Nogen vil heltene, hvis man da kan kalde dem det, til livs, og mens Rorschach begynder at trevle den komplicerede sag op, bliver vi gennem flashbacksekvenser og tekststykker introduceret til et komplekst univers af løgne og fortrængninger, hvor vi i forskellige tider og situationer langsomt stykker fortællingens mange lag sammen. Jeg vil som sådan ikke bruge mere tid på plottet, som langsomt glider i baggrunden til fordel for alt det andet. Alan Moore holder dog dampen oppe og da det hele skal afsluttes formår Moore da også at afvikle sin historie med sans for både timing og sine personer.

Man dræber da ikke helte
I Watchmens alternative 1985 er Tricky Dick stadig præsident
I Watchmens alternative 1985 er Tricky Dick stadig præsident

Oprindeligt var det Moores idé at lade velkendte superhelte optræde og dø i Watchmen. Men det brød DC sig ikke om, da det enten ville ”dræbe” deres succesfulde karakterer eller stille disse i et dårligt lys. Så Moore fik at vide, at han skulle skabe selvstændige og originale karakterer. Det gav dog Moore et problem, da han gerne ville have den effekt, at læserne skulle kende karaktererne på forhånd – i stil med, at det f.eks. var Nick Fury og ikke The Comedian der blev dræbt i indledningen på Watchmen.

Men dette problem er blevet til en af albummets helt store styrker, fordi Moore gennem de utallige flashbacks og de mange artikler netop formår at skabe en troværdig fortælling om alle albummets karakterer. I stedet for at referere rundt til i forvejen eksisterende superhelte, formår Watchmen at fremstå som en lukket fortælling der ”har nok i sig selv”, og som samtidig skaber både fortid, nutid og fremtid for sig selv og for tegneseriemediet helt overordnet set.

Når man skal forsøge at beskrive, hvorfor Watchmen er så banebrydende, fantastisk, overlegen og lækker, er der mange ting, man kunne fremhæve. Jeg vil slå ned på fire punkter: Den alternative superheltemyte, fortællingens hovedpersoner, formen og strukturen i fortællingen.

Moore viser os en anden siden af myte og helt

I den klassiske superheltemyte møder vi en helt, eller en gruppe af helte, som har viet deres liv til at bekæmpe ondskab; en ondskab som oftest ses i form af karikerede superskurke. Helten er en arketype, som diverse mørke baggrunde og dyriske sider ikke kan skjule – her tænker jeg bl.a. på Batman og Wolverine.

Watchmen forholder sig tegneseriehistorisk til sine helte, hvor vi gennem flashbacksekvenser hører om de nu hedengangne The Minutemen. De ligner superhelte, som vores farfar lavede dem. Overdrevne kostumer og underlige navne. Og det er både med nostalgien og kritikken at Alan Moore nærmer sig ”de gamle” superhelte ved at dekonstruere den klassiske helt. På overfladen ser alt pænt ud, men bag facaden lurer korruptionen og liderligheden. The Minutemen blev opløst, da forbudet mod superhelte blev sat ind, og samfundet vendte dem ryggen. Men nogle af dem blev ved med at være ”helte”, og her rammer Alan Moore sømmet på hovedet med sin skildring af Rorschach, der en ynkelig lille mand, som har skjult sig bag sit nihilistiske vigilante alter ego.

De helte vi møder i tegneseriens nutid er enten gale i låget, døde, apatiske eller fedladne. Superheltemyten har Moore dekonstrueret, og den nye form for superhelte kommer man faktisk til at finde ganske troværdige, da de på mange måder agerer som almindelige mennesker. Og det leder frem til albummets persongalleri, hvor alle læsere vel har deres personlige favoritter. Hvad enten man er til den apatiske Dr. Manhattan – den eneste ”rigtige” superhelt med overmenneskelige evner – som har mistet interessen for menneskeheden eller Rorschach, en vaskægte psykopat og selvtægtsmand som har lig i lasten, så er der noget at komme efter. Personerne finder deres tyngde både i fortællingens meget handlingsorienterede nutid og i den mere psykologisk orienterede fortid, som vi præsenteres for i både flashbacks og i det, man kunne omtale som kapitelappendikserne. Og så er vi fremme ved albummets form og struktur.

Både til gården og gaden
Dreiberg støver det gamle kostume af
Dreiberg støver det gamle kostume af

Watchmen har en ganske simpel hovedfortælling (som bliver alt andet end simpel, når alt ”fyldet” puttes på), hvor de aldrende superhelte tvinges til at finde ud af, hvem der vil dem til livs, og hvem der har tænkt sig at udføre den klassiske ”skurke mesterplan”.

Den klassiske superheltefortælling er ikke del af Moores fortælling, hvor vi nærmere møder Netto-udgaverne af heltene, som slås med ynkelig kærlighed, frygt, fedme og andre moralske dilemmaer. Watchmen er formmæssigt en tegneserie, men den bruger kneb fra romankunsten, og det gør da også, at den bogstaveligt talt er en graphic novel. De første 11 afsnit, ud af 12, afsluttes af en eller anden form for tekst. Disse tekster er også med til at skabe en overordnet struktur i hele fortællingen, sammen med de citater, som giver de enkelte afsnit deres titler.

Man kunne tro, at disse tekststykker ville ende med at blive en tung omgang nonsens, men Moore formår at variere disse, så de er – fristes man næsten til at sige – med til at give tegneserien mere farve. Vi bliver præsenteret for uddrag af fiktive romaner, journaler fra et sindssygehospital, interviews med nogle af seriens hovedpersoner, reklamer for actionfigurer af blandt andet Rorschach og meget andet. Det er sublimt udtænkt, velskrevet og giver tegneserien og dens univers tyngde og troværdighed, og Alan Moore viser her, hvordan man skaber et nyt udtryk ved at parre det bedste fra romanen og tegneserien.

Struktur og den fiktive pirat

Med alle de fortællemæssige bolde, Alan Moore har haft i luften, har der været behov for en form for overordnet kontrol og struktur, som tegneren Dave Gibbons har givet ham til fulde. Udover at tegningerne er old school, er selve strukturen og layoutet ekstremt formalistisk og hårdt. Således består størstedelen af siderne af 9 paneler af samme størrelse. Det brydes flere steder, men disse brud er netop også med til at rette opmærksomheden hen på det meget stringente layout. Gibbons tilraner sig ikke unødvendig stilistisk opmærksomhed, og det er helt tydeligt, at det er fortællingen, og legen med fortællingen, som stilen støtter op om.

Gibbons har en fin sans for detaljer, og mange paneler ønsker man at vende tilbage til, hvilket hænger sammen med, at man under ingen omstændigheder får alle lagene i fortællingen med under første gennemlæsning. Et godt eksempel herpå finder man i ”Tales of the Black Freighter”, som er den fiktive tegneserie, som en ung mand læser igennem hele albummet. Der er tale om en ganske grum piratfortælling, hvor galskab og fortvivlelse er de gennemgående træk. Det er fin underholdning i sig selv, selvom det gælder om at holde tungen lige i munden, når Moore både disker op med kompleks handling i selve hovedfortællingen og i tegneserien i tegneserien.

Naturligvis, fristes man til at sige når Moore er inde over, kommenterer handlingen i ”Tales of the Black Freighter” på handling såvel som personer i Watchmen. Og det er den type informationer, som kræver nær- eller genlæsning af albummet, og det er den slags detaljer, der løfter Watchmen over næsten alt andet.

Hvad er en vaskeægte graphic novel? – Og hvis en sådan findes, så er det Watchmen
Tegneserien i tegneserien - 'Tales of the Black Freighter'
Tegneserien i tegneserien - 'Tales of the Black Freighter'

Begrebet graphic novel er en diffus størrelse, som er blevet skampulet igennem de sidste mange år. For hvad er en graphic novel helt præcist? For nogen er det betegnelsen på en tegneserie med en klart afsluttet handling, som derved står i modsætning til de klassiske serier som eksempelvis Spider-Man og Batman (der dog begge har optrådt i værker stemplet med prædikatet graphic novel), hvor der spyttes det ene hæfte ud efter det andet i en never ending story. For andre er graphic novel noget man knytter på albums, som er hævet over den ”almindelige” tegneserie. Altså en kunstnerisk betegnelse, hvor det litterære niveau hæver tegninger op på siden af store romaner. Denne betegnelse finder man ofte hos folk, der ikke helt vil stå ved, at de ”bare” læser tegneserier.

Samtidig er graphic novel netop blevet et prædikat, som producenterne bruger til at brande deres udgivelser. Det lefler for et pengestærkt publikum, der gerne vil have at det de køber anses som ”tegneserier for voksne” – graphic novels bliver også ofte lanceret i lækre udgivelser, som også har en voksen målgruppe, da prisen ofte er skruet godt i vejret.

I Danmark har den grafiske roman også gået i sin sejrsgang, hvor specielt G. Floy Studio har sat sig på den hjemlige graphic novel-trone, men også andre forlag er hoppet med på bølgen, og store anerkendte værker som eksempelvis Watchmen og From Hell (1991-1996 og samlet udgave i 1999 på engelsk og skrevet af Alan Moore) er da også kommet i lækre samlede udgaver med danske oversættelser.

Komikeren Robin Williams har en ganske sjov betragtning angående, hvordan begrebet bliver brugt, og misbrugt:

”Is that a comic book? No! It’s a graphic novel! Is that porn? No! It’s adult entertaiment”

Hvordan men end vender og drejer det, så var Watchmen med til at gøre begrebet graphic novel mainstream, og Alan Moore tog den rene eskapistiske underholdning og gjorde det til noget, som kloge hoveder på litteraturvidenskab kan falde i stave over, mens de ryger på deres pibe og drikker deres latte. Og hvis én tegneserie skal gøre det ud for, hvordan man beskriver en graphic novel, så må det være Watchmen.

Her er nemlig en afrundet fortælling, meget tekst, fine karakterer, en speciel struktur og en form, der leger med lighederne og forskellene mellem tegneserien og romanformen. Det har jeg ikke set på samme måde, eller så veludført, andre steder. Og så kom Watchmen også frem i midt 80’erne, hvor man i tegneseriemiljøet så forfattere, der decideret gik efter et voksent publikum, både i form og indhold.

Vi strømmer til biografen med erindringen om et mesterværk, der nu måske bliver voldtaget af Snyder

Watchmen tager pusten væk fra sin læser. Der er underholdning på mange forskellige planer, og den er et vidnesbyrd på Alan Moores helt unikke fortællerevner. Kort sagt er den et mesterværk uden lige! Nu er der bare tilbage at indløse billet til filmatiseringen, for at se, hvordan Zack Snyder har valgt at fortolke Alan Moore.

6 stjerner

Titel: Watchmen
Forfatter: Alan Moore
Tegner: Dave Gibbons
Albumlængde: 416 sider
hvid
Udkom i USA i 12 dele i 1985-87 på forlaget DC Comics.
Udkom samlet i USA i 1987 på forlaget DC Comics.

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/03/2009