13. juli 2013

Man of Steel

Klodset, kold og kedelig. Man of Steel er en fuser af de helt store, hvor limen ikke kan holde flere enkeltstående gode scener sammen, og primært derfor bliver det færdige resultat rodet og uden nerve.

Superman. Smag på navnet. Ligger godt i munden. Vækker minder om dejlige stunder fra barndommen med franskbrødsmadder, saftevand og tegneserier. Så smag på Man of Steel. Tungt, lidt kedeligt og ikke spor sjovt. Og det kunne faktisk være den ultrakorte anmeldelse af Zack Snyders overproducerede og kolde Man of Steel. Men lad os gå lidt mere i dybden.

Kært barn har mange film og tv-serier

Superman så dagens lys omkring 1933 (dog først udgivet i 1938) skabt af Jerry Siegel og Joe Shuster. Superman var, sammen med Batman, DC Comics’ absolutte sværvægtere. Og er det stadig den dag i dag.

I 1978 kom Richard Donners fremragende filmatisering Superman: The Movie med Christopher Reeve i hovedrollen, og den blev fulgt op af tre efterfølgere med Reeve i titelrollen i perioden fra 1981-1987. Og der har også blandt andet været tv-serierne Lois & Clarke: The New Adventures of Superman (1993-1997) og Smallville (2001-2011) – og ikke at forglemme den helt jammerlige musical Superman: The 1975 Musical (1975). Og i 2006 fik vi så den obligatoriske ”nuller-reboot” i form af Bryan Singers fine, og ofte oversete og meget kritiserede, Superman Returns.

Man gjorde en god film fortræd

Mens superheltebølgen stadig blev større og større kom Superman Returns, en film der skulle være den nye start. Sådan skulle det ikke gå. En Hr. Christopher Nolan gjorde det onde, eller mørke, ved Batman året før i 2005 med den overvurderede Batman Begins. Den fulgte han op i 2008 med den ujævne The Dark Knight, der holdes oppe af Heath Ledgers mageløse portræt af Jokeren, og satte et værdigt punktum med den muskuløse og fremragende The Dark Knight Rises i 2012.

Så på trods af, at Superman Returns var en gedigen succes, så ville producenterne og Hollywood det anderledes: Ind kom Nolan som producent og David S. Goyer, der arbejdede på både manus og historie til Nolans Batman-trilogi, blev sat til at skrive Man of Steel.

Og så er det allerede her, undskyld min plathed, at metaltrætheden begynder at melde sig: Hvorfor skal vi spises af med de samme mennesker, som alt andet lige må være lidt trætte i hovedet efter deres mørke rejse til Gotham og Batman? Nolan og Goyer har sammen udviklet historien, mens det er Goyer selv, der har stået for det jammerlige manuskript. Måske succesen med Batman har gjort, at han har fået lidt for frie tøjler?

Man føler sig snydt

At man så oven i hatten valgte Zack Snyder som instruktør er mig også en gåde: Visuelt kan Snyder en masse, men når det kommer til sjæl, er der ikke så meget at komme efter. Og når man nu går efter reboot nummer to, og når man så traileren, så lod det til, at det netop var Supermans sjæl man gik efter at indfange: Den martrede fyr fra verdensrummet, som forsøger, i ren Jesus-stil, at finde sin plads på Jorden og finde det rigtige tidspunkt at lade sine visdomsord nå frem til menneskeheden. Rent faktisk en ganske smuk og simpel frelsermyte.

Men nej. Man valgte Snyder. Man valgte stil over indhold – hvilket fungerede ganske fremragende i 300 (2006), men som rungede hult i Watchmen (2009).

Og det med Watchmen vil jeg lige hæfte et par ord ved, da det har relevans for Man of Steel: Watchmen er en meget smuk film, som på fornemste vis, rent visuelt, transformerer en af alle tiders bedste tegneserier over til filmmediet. Men i transformationen glemte man sjælen. Man missede pointen ved de svage ”superhelte”, som i Snyders version blev cool frem for lettere kiksede.

Ville det blive det samme med Man of Steel? Ville den ligne en film om Superman, men kun have overfladen med? Når ret skal være ret, vil jeg faktisk mene, at Snyder gør, hvad han kan, med sit materiale. Så mit sigtekorn er rettet mod Nolan og Goyer, som burde skamme sig over specielt manuskriptet og vægtningen af de forskellige delelementer.

Meget små forventninger og alligevel er Man of Steel en skuffelse

Da jeg satte mig i biografen til Man of Steel var mine forventninger meget små. Og det er ofte en rigtig, rigtig god ting, da man kan blive meget positivt overrasket. Det var dog desværre ikke tilfældet denne gang.

Filmen starter ud på Krypton med en prolog, som veksler mellem fantasy og science fiction, mellem de dårligste og bedste dele af Star Wars: Episode II: Attack of the Clones (2002). Så der er både spas og hovedrysten og lidt for meget science fiction (læs: computereffekter). Men vi får da sendt helten af sted og planeten ødelagt, som det nu engang står i kortene.

Frelser-pjank og kedelige alien invasion

Og så er vi på Jorden, hvor vi bliver vidner til den klassiske ”helteskabelse”-beretning – skal jeg, eller skal jeg ikke hjælpe de utaknemmelige jordboer? Og hvad er jeg? En frelser eller en kikset type med noget kikset tøj? Osv. Men naturligvis får hverken Clark, Jorden eller vi fred. Der kommer en skurk, som i bedste alien invasion-stil vil have fat i Clark, der har ”nøglen” til løsningen på skurkens planer.

Nu må Clark træde i karakter, og filmen forvandler sig til en ligegyldig voldtægt af sanserne, total blottet for humor og charme, og med en så tydelig 9/11-analogi, at det nærmest skærer i øjnene. Jeg er helt med på, at man i udgangspunktet har forsøgt at skabe en mørk og seriøs film, som derfor ikke nødvendigvis bør indeholde humor.

Men Man of Steel er ikke andet end et stort, koldt monstrum af en film, som netop kunne være blevet reddet af lidt humor – jeg tror måske, jeg grinede fire gange, og det er ikke meget i sådan en type film, der som en tung byrde ligger på ens smilebånd og lysten til at lade sig underholde. Men det er sgu’ svært at lade sig rive med, når det er lavet som her.

En møgfilm

Bevares, der er flere rigtig, rigtig fine scener. Kevin Costner er guld værd, og der er mange gode detaljer. Og så er filmen da også flot at se på. Men limen mangler. Et eller andet er gået helt galt, og om det er i manuskriptet eller under produktionen er svært at sige, for man har en fornemmelse af, at der et eller andet sted, dybt nede under det kolde stål, gemmer sig en o.k. film.

Men som den fremstår i sin nuværende form, er Man of Steel en kedelig møgfilm, der ikke formår at veksle mellem melodrama, action og science fiction, og hvor det hele knækker sammen i filmens sidste halvdel, hvor alt og alle reduceres statister til i ligegyldige ødelæggelser, der fjerner den sidste rest af troværdighed. Det, der kunne være blevet nærværende og underholdende, bliver desværre distanceret og trættende.

2 stjerner

Titel: Man of Steel
Instruktører: Zack Snyder
Manuskript: David S. Goyer efter historie af David S. Goyer og Christopher Nolan
Cast: Henry Cavill (Kal-El), Amy Adams (Lois Lane), Michael Shannon (Generel Zod), Russel Crowe (Jor-El), Diane Lane (Martha Kent), Kevin Costner (Jonathan Kent)
Producere: Christopher Nolan (producer), Charles Roven (producer), Deborah Snyder (producer), Emma Thomas (producer) Jon Peters (executive producer), Lloyd Philllips (executive producer), Thomas Tull (executive producer), Wesley Coller (co-producer)
Foto: Amir Mokri
Musik: Hans Zimmer
Spilletid: 143 min
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk
Produktionsland, år: USA, Canada, England, 2013
Produktionsselskaber: Warner Bros.

Anmeldt i nr. 93 | 13/07/2013