Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Vampyr – Der Traum des Allan Grey

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Hvis man vil se et mesterværk fra en af filmhistoriens dygtigste banebrydere, som samtidig er en ganske ubehagelig og forunderlig film, er Vampyr en oplevelse helt udover det sædvanlige.

Vampyr - Der Traum des Allan GreyDenne måneds store temaopdatering omhandler vampyrer. Vi har et stort udvalg af vampyrfilm, og Carl Theodor Dreyers Vampyr – Der Traum des Allan Grey må siges at være en af de mere specielle af slagsen. Den er en drømmende, poetisk og eksperimenterende film, som stadig den dag i dag har en voldsom tiltrækningskraft.

Dreyer er en af de helt store skikkelser i filmhistorien, og hvis man sammen med Dreyer også nævner Lars von Trier, vil man have nævnt de to mest indflydelsesrige danske filminstruktører, som også var og er store aktører på den internationale filmscene.

Dreyers første talefilm

Dreyer slog allerede sit navn fast under stumfilmsæraen, hvor specielt La Passion de Jeanne d’Arc (1928) ses som hans internationale mesterværk. I 1927 udkom The Jazz Singer, som anses for at være den første talefilm. Så da Dreyer gik i gang med Vampyr – Der Traum des Allan Grey – som er hans eneste forsøg ud i en rendyrket gyser, selvom den ikke så ren endda – var det da også hans første forsøg ud i talefilmen.

Man skal i denne sammenhæng huske, at der gik mange år, før talefilmen havde fundet den form, vi kender i dag, så i starten af 30’erne så man et utal af talefilm, som stadig benyttede elementer fra stumfilmen. Det er også tilfældet med Vampyr – Der Traum des Allan Grey, som bruger mellemtekster og har et minimum af tale og andre lyde. Det har sikkert også været en del af Dreyers strategi for at skabe den meget specielle stemning, som filmen har.

Efter Vampyr – Der Traum des Allan Grey gik der over 10 år, før Dreyer lavede endnu en film, og de følgende 20 år lavede Dreyer 12 film, hvor specielt tre af dem, alle lavet i Danmark, er store værker rent filmhistorisk og er faste bestanddele i en hver dansk filmkanon. Det drejer sig om Vredens Dag (1943), Ordet (1955) og Gertrud (1964).

Manuskriptet til Vampyr – Der Traum des Allan Grey er skrevet af Dreyer selv i samarbejde med Christen Jul og er baseret på Sheridan le Fanus novelle Carmilla fra samlingen In a Glass Darkly (1872), en novelle som for øvrigt også var en stor inspirationskilde for Bram Stokers Dracula (1897).

At aabne efter min Død
Klassisk stumfilmstekst indleder filmen.

Klassisk stumfilmstekst indleder filmen.

Vi møder den unge rejsende Allan Grey, der tilfældigt ankommer til den lille landsby Courtempierre, hvor han indkvarteres på en kro. Og så følger små 20 minutter, som er meget svære at gengive og bedst kan beskrives som symbolladet, mystisk og ubehageligt formidlet gennem stilistiske og narrative eksperimenter.

Essentielt for historiens videre forløb møder Allan en gammel mand på sit værelse. Den gamle mand, som senere viser sig at være slotsherren, manifesterer sig pludseligt, hvorefter han begynder at tale i kryptiske vendinger. Scenen slutter, da manden ligger en pakke på bordet, hvorpå der står, med dansk skriftsprog selvom filmen er tysk, “At aabne efter min Død”.

Kort efter ankommer Allan til slottet, hvor slotsherren falder om, mens han holder en kandelaber i hånden. Dette ser Allan gennem et vindue, og han skynder sig ind. Kort efter dør slotsherren, og tjenestefolkene beder Allan om at blive. Da slotsherren dør, mener Allan, det er på sin plads at åbne pakken, og her finder han en bog, der omhandler vampyrer.

Tvetydighed
Symbolik.

Symbolik.

Gennem bogen, som Allan læser i, mens man venter på lægen, bliver vi som beskuere gennem lange mellemtekster først introduceret til myten om vampyrer. Senere hen fortæller den om, hvordan vampyrer kan få hjælp af almindelige dødelige, og til sidst hører vi om en vampyrforbandelse, der har plaget egnen omkring Courtempierre gennem de sidste 200 år.

På slottet bor også slotsherrens to døtre Leone og Gisele. Leone lider af en mystisk sygdom, og da den suspekte læge ankommer, beder han om, at Allan skal give noget af sit blod til Leone. Lægen har naturligvis ikke rent mel i posen, og spørgsmålet er nu, om Allan kan stoppe forbandelsen, redde pigerne og dræbe vampyren.

Slotsherren i levende live.

Slotsherren i levende live.

Helt i filmens ånd er alt dette skildret ganske tvetydigt, så man ved aldrig med sikkerhed, om tingene sker, eller om det er en del af Allans drøm. Så selv da den faste forankring kommer af vores reception, gennem den meget konkrete vampyrtekst, bliver det aldrig definitivt, hvad der sker i filmen.

Helt absurd bliver det, da Allans krop “deler” sig i to gennemsigtige personer, hvor den ene del bliver siddende på en bænk, mens den anden går på opdagelse. Her ser Allan sig selv i en kiste blive båret væk, men han får også informationer om en indespærret pige, som han senere bruger, da han er blevet “almindelig” igen.

Da Allan ser på kisten, skifter perspektivet til frøperspektiv, som skildrer, at Allan kigger op af kisten. Man ser så kisten blive båret væk af nogle mænd, og da de krydser den bænk, hvor den “anden” Allan sidder, bliver de usynlige, og Allan bliver “almindelig” igen. Det er en helt igennem forrygende sekvens, som netop understreger det tvetydige i fortællingen.

Glade amatører
Allan Grey.

Allan Grey.

Skuespillerne, der benyttes i filmen, er stort set alle glade amatører, som Dreyer netop ville bruge for at skabe en distance til den filmiske virkelighed – ingen kendte stjerner, man kunne forholde sig til. I den altdominerende hovedrolle som Allan Grey ses Baron Nicholas de Gunzberg – i filmen krediteret som Julian West – der både elskede film, og var den økonomiske drivkraft bag filmen, og det gør han faktisk ret godt.

Generelt kan man sige at skuespillet, som så meget andet i filmen, benytter sig af de virkemidler, man brugte i stumfilmen. Og samtidig er der så meget i filmen, der var forud for sin tid. Det er også denne sammenblanding af forskellige perioder i filmhistorien, der giver filmen det helt specielle touch, og som er en bevidst strategi i Dreyers leg med filmsproget.

Overflødighedshorn
Teksten er på dansk, selv om filmen er tysk.

Teksten er på dansk, selv om filmen er tysk.

Filmens første 20 minutter er et sandt overflødighedshorn af stilistiske skævheder og eksperimenterende dramaturgi. Vi har absurde kameravinkler, skygger der løsrevet fra deres ejermænd bevæger sig baglæns og underlige blikretninger – det hele kan summeres op som noget, der er meget langt væk fra det klassiske filmsprog og den gængse formidling af en fortælling.

Da den mere klassiske del af filmen, som benytter sig af klassisk stumfilmsæstetik, så går i gang, sidder den eksperimenterende indledning fast forankret i beskuerens bevidsthed, og det gør, at det, vi ser, kommer til at fremstå som langt fra klassisk. Det er en imponerende bedrift fra Dreyers side, da han har været helt klar over, at en film på 72 minutter ikke ville kunne bære det vedvarende bombardement af sanserne med elementer, der simpelthen er for underlige.

Mere symbolik.

Mere symbolik.

Dreyer sagde selv følgende om den effekt, han ville opnå med sine film (citatet stammer fra den pamflet, der følger med DVD-udgivelsen af Vampyr – Der Traum des Allan Grey:

“Imagine we are sitting in an ordinary room. Suddenly, we are told that there is a corpse behind the door. In an instant, the room we are sitting in is completely altered: everything in it is has taken another look: the light, the atmosphere have changed, though they are physically the same. This is because we have changed, and the objects are as we conceive them. That is the effect I want to get in my film.”

Lægen.

Lægen.

Set i forhold til Vampyr – Der Traum des Allan Grey kommer dette til at betyde, at vores reception af den mere klassiske del i filmen er farvet af de ting, vi så i filmens start. Både meget konkret med scenen med manden med leen, der varsler døden, men også mere overordnet. Ting er ikke, som de normalt ser ud, og det skyldes, at Dreyer har leget med vores forventninger om, hvad vi normalt ser på film.

Det er nok filmens største bedrift, og det er op mod dette, at filmens poetiske udtryk læner sig. For Dreyer benytter sig af et utal af genrekonventioner, der kendetegner gyserfilmen med skeletter, ekspressiv lyssætning, myten om vampyrer, dobbelteksponeringen for at skabe spøgelseseffekten, da Allan splittes op i to personer og meget andet, men filmen ligner alligevel ikke nogen gyserfilm man har set før.

Visuel perle
Grey 'deler sig' i to.

Grey ‘deler sig’ i to.

Den grålige og tågede tone, som filmen besidder, opstod faktisk efter et mindre teknisk uheld. En hel dags optagelser blev “ødelagt” på grund af en teknisk fejl i kameraet – tilgang af lys – men da Dreyer så effekten, blev han så begejstret, at han bad sin kameramand Rudolph Maté om at hele filmen skulle have den effekt.

Maté – der blev nomineret til en Oscar for bedste fotografering hele fem gange (dog uden at vinde) – havde også fotograferet Dreyers La Passion de Jeanne d’Arc, og han blev også siden hen instruktør, og har bl.a. instrueret The 300 Spartans (1961). I skabelsen af det meget specielle univers havde Dreyer også en kompetent hjælper i Hermann Warm, der var art director på Fritz Langs Der Müde Tod (1921) og var med til at lave kulisserne og production designet på Robert Wienes legendariske gyser Das Cabinet des Dr. Caligari (1920).

Vampyr – Der Traum des Allan Grey er rent visuelt en sand perle. Det gælder både i de fantastiske kamerabevægelser, billedekompositionerne og gennem lyssætningen. Stilen er det vigtige i filmen, og det er gennem de stilistiske eksperimenter, at filmen opnår sin poetiske og mareridtsagtige effekt.

En oplevelse helt udover det sædvanlige
Grey betragter sig selv i kisten.

Grey betragter sig selv i kisten.

Vampyr – Der Traum des Allan Grey er ikke som nogen vampyrfilm, du nogensinde har set før, og det er nok også helt generelt en af de mere specielle film, jeg nogensinde har set. Vampyren er hos Dreyer mere en struktur i fortællingen end et egentligt monster eller en dræber, som vi ellers er vant til fra genren. Og hvis man forventer en klassisk gyserfilm vil man da også blive inderligt skuffet.

Hvis man derimod vil se et mesterværk fra en af filmhistoriens dygtigste banebrydere, som samtidig er en ganske ubehagelig og forunderlig film, skal man skynde sig at se filmen. Personligt er jeg helt pjattet med Dreyers Vampyr – Der Traum des Allan Grey, som har givet mig en oplevelse helt udover det sædvanlige.

6 stjerner

Titel: Vampyr – Der Traum des Allan Grey
Dansk titel: Vampyr
Andre titler: L’ Ètrange aventure de David Grey, Adventures of David Grey, Castle of Doom, Not Against the Flesh, The Strange Adventure of David Grey, The Vampire, Vampyr, ou l’étrange aventure de david Grey
Instruktør: Carl Theodor Dreyer
Manuskript: Carl Theodor Dreyer & Christen Jul baseret på novelle af Sheridan Le Fanu
Cast: Julian West (Allan Grey), Maurice Schutz (Slotsherren), Jan Hieronimko (Lægen), Rena Mandel (Gisele), Sybille Schmitz (Leone)
Producere: Carl Theodor Dreyer, Julian West
Foto: Rudolph Maté
Klip: Carl Theodor Dreyer
Musik: Wolfgang Zeller
Spilletid: 72 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Mono
Sprog: Tysk (alle mellemtekster er på engelsk)
Undertekster: Engelsk
Produktionsland, år: Tyskland/Frankrig, 1932
Produktionsselskaber: Tobis Filmkunst
Distributør (DVD): Image Entertainment
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *