Nr. 25 – 13. november 2007

Vi har valgt at kalde nummeret “I Draculas fodspor”, for der kan ikke være nogen tvivl om, at Bram Stokers gamle roman fra 1897 har haft en afgørende betydning for den måde, vi opfatter vampyren på. Man kan faktisk sige, at Stoker rendyrkede et mytologisk væsen, der måske nok havde eksisteret i litteraturen før ham, men det var ham, der fremavlede og skar vampyren til, så den kom til at fremstå som et virkeligt, ja nærmest skræmmende autentisk væsen. Som i alle gode kunsteventyr forholdt han sig nemlig trofast overfor folklorens uskrevne fortællesystemer, men gjorde også en dyd ud af at præsentere sin vampyriske skabning i datidens videnskabelige lys.

Den entydige arketype

Grev Dracula er blevet den entydige arketype for hele vores opfattelse af vampyren, og Stoker kom dermed mere eller mindre til at definere, hvad vi kan forvente af disse mørkets skabninger. Naturligvis var det ikke Bram Stoker, der var den første, som skrev om vampyrer, J. Sheridan Le Fanus kortroman Carmilla (1872) inspirerede eksempelvis Stokers arbejde, men hvordan vi end vender og drejer det, er det umuligt at vriste sig fri fra Draculas favntag.

Ser man en film eller læser en bog med vampyrer, kommer man uvilkårligt til at sammenligne vampyrerne med Stokers arketype. Det er med andre ord blevet Stokers definition, der står som den klassiske, traditionelle, oprindelige eller måske for nogen endda som den rigtige. Alle der har beskæftiget sig med vampyren, efter Stokers roman udkom, har måttet tage stilling til den, og som det også fremgår med al tydelighed af denne måneds nummer, har en stor del af fascinationen ved vampyren bestået i at finde på alternative forklaringer på vampyrmyten.

Hovedsageligt slår dette ud i videnskabelige forklaringsmodeller, hvor vampyrismen bliver til en sygdom, eller at vampyrerne i virkeligheden tilhører en helt anden race. Den slags idéer bugner litteraturen med, men den eneste som for alvor har formået at redefinere vampyren som et mytologisk, overnaturligt væsen, er Anne Rice. Med Interview with the Vampire fra 1976 trådte den følsomme, sensitive vampyr ind på scenen.

Ondskaben var nu ikke længere noget, der kom ud af vampyrens naturgivne sataniske karakter, men et spørgsmål om psyke og personlighed – præcis som hos os mennesker. Med Rice blev vampyren som antihelt også et tema. Hendes darling Lestat blev recepten på en stensikker bestseller-serie og The Vampire Chronicles ville ikke være noget uden ham. Senere skikkelser som Blade og Nancy A. Collins’ Sonja Blue, står på skuldrene af Lestat.

Et bredt billede

Vi har med dette tema bestræbt os på at tegne et bredt billede af vampyrerne, som de optræder i populærkulturen, og vi mener faktisk, at det gennem denne måneds opdatering er muligt at tage på en rejse ind den forvandling, som blodsugerne har oplevet gennem de seneste 100 år og måske endda opdage, hvor omsiggribende vampyrfiguren med tiden er blevet i alle medier.

Det hele begynder således med Le Fanu og Stoker, for så at gå over i tidlige filmiske mesterværker som Nosferatu (1922) og Vampyr (1932). To film der stadig står som visuelle milepæle, der igen og igen har været legeplads for senere forfattere og instruktører. Fra ekspressionismens Europa kan man så tage et spring over Atlanten og stifte bekendtskab med den mindst lige så spændende filmatisering af Dracula fra 1931, der kunne bryste sig af Bela Lugosi i rollen som vampyrgreven.

Lugosis arv er umulig at undervurdere. Han var den første vampyr på film med slængkappe og smoking. Hans stil blev ikonisk og ganske enkelt den måde, vampyrer klædte sig helt frem til 80’erne. Med Bela blev den skabelon skabt, der levede hele vejen op gennem Universals Dracula-film og videre over i Hammers fornøjelige vampyrhistorier.

Hammer

Vil man finde Universals efterfølger som horrorfilmens ukronede konger, må man pege på engelske Hammer Productions. Her drev vampyrgreverne deres uvæsen fra slutningen af 50’erne og helt frem til 70’ernes begyndelse. Hammers recept var den samme som Universals, blot føjede de en gradvist stigende mængde blod og lummerhed til deres film.

Som de fleste nok ved, har vampyren stort set altid været forbundet med seksualitet og kønsdrift. De kommer snigende om natten, drikker blod ved at lægge læberne på deres offer og så fremdeles. I ældre vampyrhistorier er det hele ganske vist meget forblommet, men hos Hammer kunne greverne for alvor få safterne til at stige hos skønjomfruerne. Det er da heller ikke svært at se, hvor instruktører som Paul Naschy og Jean Rollin eller José Ramón Larraz har fundet inspiration til deres højspændte, blodfyldte vampyrfilm fra 70’erne, der driver af sex.

De tog ganske enkelt Hammers opskrift og gangede alt det frække og farlige med tre. På den leg kunne og ville Hammer imidlertid ikke selv være med, og det førte i sidste ende til, at de måtte lukke og slukke. På det tidspunkt levede den sleazy vampyr ellers i bedste velgående, om det så var i sexfilm eller endda i blaxploitationgenren.

80’ernes arvtagere

Med 80’erne var arven fra Universal og Hammer ved at virke som et fortærsket levn fra fortiden. Anne Rice havde fået succes, og andre forfattere begyndte ligeledes at melde sig på banen. Alle forsøgte at finde nye måder at bruge vampyrerne på. Med Rice var skabelonen for alvor blevet brudt, og der var nu frit slag på alle hylder. Det førte til et mere diffust billede af vampyren, der strakte sig fra de erotiske æsteter vi møder hos Rice eller i Whitley Striebers The Hunger (1981) til helt anderledes særformer, som vi ser dem i The Lost Boys eller Near Dark (begge 1987).

Sådan kunne man blive ved. 80’ernes arvtagere blev kick-ass vampyren Blade, og de monstrøse skabninger som Buffy kunne smadre i hobetal. Fælles for de nye vampyrer er, at de stort set ikke har noget tilbage af Stokers greve. Den moderne vampyr er dyrisk vild, glad for sin tilværelse og først og fremmest streetwise. At der så også løbende dukker retrospektive historier op, som eksempelvis Stephen Kings ‘Salem’s Lot (1975) ændrer ikke meget ved dette billede.

Foruden vampyrer er der også en del andet at læse. Navnlig det store interview med Marvel Morten burde interessere mange, men der er også en hel del andet. Vi skal i den forbindelse huske at byde en nyskribent, Daniel, velkommen på Planeten, som i denne måned sniger sig op på 881 anmeldelser og artikler – ret godt klaret på to år, hvis vi nu selv skal sige det.

Hermed et stort til lykke til Planet Pulp – den nu toårige dame – og en tak til alle skribenterne der har været med indtil nu.

Film:
Blade (Stephen Norrington, 1998)
Bram Stoker’s Dracula (Francis Ford Coppola, 1992)
Countess Dracula (Grevinde Dracula) (Peter Sasdy, 1971)
Dance of the Vampires (Vampyrernes nat / The Fearless Vampire Killers) (Roman Polanski, 1967)
Dracula (Tod Browning, 1931)
Dracula’s Daughter (Lambert Hillyer, 1936)
Fright Night (Gysertimen) (Tom Holland, 1985)
From Dusk Till Dawn (Robert Rodriguez, 1996)
House of Dracula (Erle C. Kenton, 1945)
The Hunger (Tony Scott, 1983)
Interview with the Vampire (En vampyrs bekendelser) (Neil Jordan, 1994)
The Lost Boys (Joel Schumacher, 1987)
Near Dark (Djævelens Datter) (Kathryn Bigelow, 1987)
La noche de Walpurgis (The Werewolf Versus Vampire Women) (León Klimovsky, 1971)
Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (Nosferatu) (F.W. Murnau, 1922)
Nosferatu: Phantom der Nacht (Nosferatu) (Werner Herzog, 1979)
Salem’s Lot (Byens skæbne) (Tobe Hooper, 1979)
Salem’s Lot (Mikael Salomon, 2004)
Shadow of the Vampire (E. Elias Merhige, 2000)
Son of Dracula (Robert Siodmak, 1943)
Twins of Evil (Draculas heksejagt) (John Hough, 1971)
Underworld (Len Wiseman, 2003)
Vampire Circus (Vampyrernes cirkus) (Robert Young, 1972)
Vampyr – Der Traum des Allan Grey (Vampyr) (Carl Theodor Dreyer, 1932)
Vampyres (José Ramón Larraz, 1974)

Filmmusik:
Blade (Mark Isham, 1998)
Bram Stoker’s Dracula (Wojciech Kilar, 1992)
The Fearless Vampire Killers (Krzystof Komeda, 1967)
Interview with the Vampire (Elliot Goldenthal, 1994)
Salem’s Lot (Christopher Gordon, 2004)
Twins of Evil (Harry Robinson, 1971)
Underworld (Paul Haslinger, 2003)

Bøger:
Carmilla (Sheridan Le Fanu, 1872)
The von Carstein Trilogy: Inheritance (Steven Savile, 2006)
Children of the Night (Dan Simmons, 1992)
Dracula (Bram Stoker, 1897)
The Dracula Tape (Fred Saberhagen, 1974)
The Hunger (Whitley Strieber, 1981)
Interview with the Vampire (Anne Rice, 1976)
Mørkets Datter (Daughter of Darkness) (Steven Spruill, 1997)
Mørkets Herskere (Rulers of Darkness) (Steven Spruill, 1995)
One for the Road (Stephen King, 1978)
‘Salem’s Lot (Stephen King, 1975)
A Thing of Unspeakable Horror. The History of Hammer Films (Sinclair McKay, 2007)
The Vampire Geneviève (Jack Yeovil (Kim Newman), 2005)
Vampire of the Mist (Christie Golden, 1991)

Tegneserier:
Batman & Dracula: Red Rain (Doug Moench & Kelley Jones, 1991)
Bram Stoker’s Dracula: Graphic Album (Roy Thomas & Mike Mignola, 1993)
Greenberg the Vampire (J. M. DeMatteis & Mark Badger, 1986)

Spil:
Fury of Dracula (Fantasy Flight Games, 2006)

Artikler:
Vampire: The Masquerade

Anmeldelser udenfor tema:

Film:
Craig (Kim Sønderholm, 2007)
Dr. Strange (Philip DeGuere, 1978)
Generation X (Jack Sholder, 1996)
Joe Strummer: The Future is Unwritten (Julien Temple, 2007)
Prom Night (Blodig midnat) (Paul Lynch, 1980)
The Prowler (Rosemary’s Killer) (Joseph Zito, 1981)
Rosso sangue (Absurd) (Joe D’Amato, 1981)
Lo strano vizio della Signora Wardh (Den djævelske kniv / The Strange Vice of Mrs. Wardh)
    (Sergio Martino, 1971)

Bøger:
The Afterblight Chronicles: School’s Out (Scott Andrews, 2007)
Natteværelset (In the Night Room) (Peter Straub, 2004)
Skyggernes Hus (Lost Boy Lost Girl) (Peter Straub, 2003)

Tegneserier:
De Evige (Neil Gaiman & John Romita Jr., 2007)

Artikler:
Marvel Morten – Et interview med Morten Søndergaard