Vampire of the Mist

Da spilfirmaet TSR havde lanceret deres nye kampagneverden Ravenloft, en gotisk horrorsetting, var det intet mindre end naturligt for dem ligeledes at understøtte udgivelsen med en ny romanserie.

På det tidspunkt, altså tilbage i 1990, havde TSR og navnlig TSR’s fiktion vind i sejlene. Dragonlance var stadig et hot navn, og R. A. Salvatores skriblerier var ved at blive en fast del af bestsellerlisten for fantasy. Som sagt kan det derfor ikke undre, at TSR også besluttede at udsende spilfiktion til Ravenloft-settingen.

Afviger fra den faste recept

På et punkt valgte selskabet imidlertid at afvige fra den ellers faste recept. I stedet for at udsende en eller flere trilogier, satsede de i stedet på enkeltstående romaner, hvilket var noget helt nyt. Hvad der præcis lå bag denne beslutning, er svært at sige, for det kan ikke skyldes tvivl om den nye settings bæredygtighed.

Sagen er nemlig den, at Ravenloft allerede var et velanset navn, før kampagneverdenen udkom, på grund af det rollespilsscenarie af samme navn som Tracy og Laura Hickman havde skrevet i 1983. Den science-fantasy-setting som TSR udsendte samtidig med Ravenloft, nemlig Spelljammer, var i hvert fald et langt mere risikabelt produkt, men her turde man godt udsende en flerbindsfortælling i form af The Cloakmaster Cycle bd. 1-6 (1991-93).

Svaret er derfor nok i virkeligheden, at man ønskede at skille Ravenloft-navnet ud som noget specielt, der muligvis med sine enkeltstående bind skulle signalere slægtskab med gotiske klassikere som Frankenstein og Dracula, på samme måde som fantasy-trilogierne stillede sig på skuldrene af Lord of the Rings.

Lidt pudsigt er det imidlertid, at man overlod den første Ravenloft-roman til en næsten helt grøn forfatter. Det gjorde man imidlertid, og valget faldt på Christie Golden, der indtil da kun havde publiceret et par noveller i USA Today og Orbit Video. Mere passende var det, at omdrejningspunktet for debutromanen blev den gammelkendte vampyr Count Strahd Von Zarovich, der var hovedskurken i ægteparret Hickmans scenarie fra ’83.

En åh-så-god elvervampyr

Historien begynder imidlertid et helt andet sted end Ravenloft. Vi bliver nemlig ført til Waterdeep i Forgotten Realms, hvor vi møder elveren Jander Sunstar, der har været vampyr i næsten 300 år. Modsat så mange andre vampyrer er Jander ikke faldet helt for sin mørke natur, og det er rent faktisk lykkes for ham at opretholde noget, der ligner et normalt liv, langt fra verdens tummel i en isoleret skov.

Kun når trangen til menneskeblod bliver for stærk, og dyreblod ikke kan tilfredsstille hans sult, drager den udøde elver ind til storbyen og jager. Hans yndlingsjagtmark i Waterdeep er et gammelt galehus, hvor de sindslidende kun yder ringe modstand.

Da vi kommer ind i historien, er det under et af disse besøg på galehuset, at vi møder Jander. Han skal lige til at udvælge sig et offer, da han får øje på en kvinde, som skiller sig ud fra mængden. Hun er tydeligvis katatonisk, men en stærk glød ulmer i hende.

Jander fyldes straks med følelser for kvinden, og han tager sig lidt af hende, før han forlader galehuset, mæt på et andet offers blod. Den følgende nat har han lyst til at se kvinden igen, så meget mod sine hidtidige vaner tager han tilbage til Waterdeep den følgende nat.

Velkommen til Ravenloft

Dette gentager sig mange gange, og gradvist går det op for Jander, at han har forelsket sig i den ulyksalige kvinde. Han plejer og passer hende, får hende endda til at fremstamme sit navn – Anna hedder hun – og mens dette langsomt sker, går tiden. Uger bliver til måneder og måneder til år. I hvor mange år, Jander opsøger sin gale kærlighed er ikke helt klart, men det er mange.

Så hænder det, at Jander en nat kommer på galehuset og finder Anna liggende syg på gulvet. Hun har feber og er rigtig dårlig. Faktisk er hun så dårlig, at det nok er ude med hende, hvis hun ikke får hjælp. Først forsøger Jander derfor at hente hjælp, men da det ikke lykkes, ser han ikke nogen anden udvej end at gøre Anna til vampyr. Det modsætter den syge kvinde sig på det stærkeste, og hun dør således i armene på Jander, mens hun desperat afviser hans blod.

Det sender vampyren ud i en blodrus af arrigskab, og brutalt nedslagter elveren alle galehusets indlagte. Det næste vampyren opfatter, efter at have dræbt de mange uskyldige, er, at en ubehagelig tåge rejser sig om ham, og snart befinder han sig et helt fremmed sted, som vi som læsere hurtigt identificerer som Ravenloft.

En elver med en mission

Indledningsvist ved elveren ikke sit levende råd, men da han opsøger den lokale kro i landsbyen Borovia, for foden af en kæmpemæssig borg, bliver han hurtigt viklet ind i en intrigant historie om en borgmesterdatter og en sigøjnerknægt. God som han er, hjælper Jander de unge mennesker ud af deres knibe, og det skal vise sig at få afgørende konsekvenser for hans fremtidige færden.

Da vampyren i det følgende bliver opsøgt af Anna i en drøm, hvor hun bønfalder ham om at finde den, der gjorde hende gal i levende live, forstår Jander, at han er kommet til dette fremmede land for at hævne sin elskede. Elveren har dermed fået en mission, og nogenlunde samtidig bliver han kontaktet af landets herre – grev Strahd Von Zarovich – der viser sig at have mere end blot en hang til blod tilfælles med Jander.

Frygtelig bog

Det kan lige så godt blive sagt først som sidst, Vampire of the Mist er en ganske frygtelig bog, der illustrerer det værste ved spilfiktion. Dertil kommer, at Christie Golden bestemt ikke er nogen stor forfatter, og samtidig at hun helt og aldeles forfejler pointen med hele Ravenloft-settingen.

For at tage det sidste først, må man bide mærke i, at Ravenloft var TSR’s forsøg på at lancere en horrorsetting i et gotisk fantasymiljø. Det er en blændende god idé, men i Christie Goldens uprøvede hænder udebliver enhver fornemmelse af gys og gru. Der er ganske enkelt ikke den mindste optakt til noget, der blot lugter af skræk, og man må nok konstatere, at Goldens forståelse for, hvad der skaber gys, i hvert fald på dette tidspunkt var yderst begrænset.

Det bliver aldrig til mere end nogle forkølede optakter, og her hjælper det meget lidt, at hun beskriver at par ganske brutale scener, som eksempelvis da Jander myrder de gale i begyndelsen af bogen. Så må man også konkludere, at en fortælling ikke bliver uhyggelig, bare fordi den inkluderer varulve, zombier, skeletter og vampyrer.

Jammerlige personer

Det fører os videre til den helt og aldeles jammerlige hovedperson, hvis lige man ikke har set siden Salvatore plagierede Elric med sortelveren Drizzt. Idéen om en åh så god elver, der bliver til ond, bloddrikkende vampyr og nu lever en plaget tilværelse mellem lys og mørke, er næsten så slem, at man får hovedpine af det.

Når elveren samtidig fortsat er så god og ufejlbarlig, at de dystre eller onde sider knap har betydning, kan man ikke andet end at græde. Der er ganske enkelt ikke det mindste potentiale for gru i Goldens weltschmertz-vampyr. Her er der mere sjov i hendes fortolkning af Strahd, men han er omtrent så klichéfyldt gentleman-ond, at det heller ikke ligefrem illustrerer forfatterens kreative evner positivt.

Mere overordnet må det konstateres, at Vampire of the Mist er en forbløffende kedsommelig historie. Den strækker sig over mange – måske 25-30 – år og i løbet af den tid, sker der ikke stort andet, end at Jander trasker rundt og klynker, mens Strahd gør onde gerninger, der aldrig beskrives nævneværdigt. I den forbindelse bliver det nærmest ligegyldigt, at romanens relativt store persongalleri aldrig bliver brugt, som man kunne forvente det, og flere plottråde efterlades med en uforløst fornemmelse.

Som en romantisk teenagers forestillingsunivers

Ravenlofts skønlitterære linie kunne ikke være skudt dårligere igang. Christie Goldens bog er pinagtig fra ende til anden, og hendes fiktion er på niveau med en romantisk teenagers forestillingsunivers. Romanen smager af ren namedropping, hvor man har forsøgt at klemme så meget “Ravenloft” ind i historien som muligt, uden noget er lykkes, og slutningen er næsten det værste.

Her bliver læseren for alvor snydt, for hvorfor, spørger man sig selv, hvorfor skulle jeg læse 341 sider, bare for at finde ud af, at der ikke har været så meget som et enkelt forsøg på forandring eller kreativitet.

Hvis du falder over Vampire of the Mist, så gør dig selv en tjeneste og hold dig langt fra bogen. Blot som en advarsel, skal det nævnes, at Christie Golden i 1992 vendte tilbage med endnu en Ravenloft-roman – nemlig Dance of the Dead, og her brillerede hun atter med sin totale mangel på timing og spændingsopbygning.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Fantasy, Spilfiktion, Vampyrer