Dance of the Dead

6 minutters læsetid
Dance of the Dead

I 1990 lancerede spilfirmaet TSR en gotisk horrorsetting, der skulle være med til at udvide deres horisont og give dem flere strenge at spille på. Settingen fik navnet Ravenloft, opkaldt efter et gammelt Advanced Dungeons & Dragons-scenarie, der allerede udkom tilbage i 1983.

Settingen, der blev udtænkt af Bruce Nesmith og Andria Hayday, var et usædvanligt stilsikkert udspil og måske netop derfor gik Ravenloft hen og blev en af TSR’s bedst sælgende spilverdener.

Spilfiktion

I kølvandet på udgivelsen af den oprindelige kampagneverden kom der ret hurtigt en stadig strøm af scenarier og supplementer, der alle, mere eller mindre uden undtagelse, var ganske forfærdelige. I løbet af 80’erne var TSR imidlertid også begyndt at satse på det såkaldte game fiction – skønlitteratur der udspillede sig i deres mange rollespilsverdener. Disse bøger havde vist sig at være en særdeles lukrativ forretning, og naturligvis blev Ravenloft derfor også bakket op af en ny bogserie.

I modsætning til de bøger der navnlig var udkommet til Ed Greenwoods Forgotten Realms-setting, besluttede TSR at udgive Ravenloft-bøgerne som enkeltstående historier og ikke i trilogier, der ellers havde været det almindeligste. Hvorfor dette blev besluttet, er ikke helt klart, men måske ville selskabet først teste den nye kampagneverdens langtidsholdbarhed, før de hyrede forfattere til støre projekter.

Den første bog udkom i 1991 og fik titlen Vampire of the Mists. Romanen blev skrevet af Christie Golden, der debuterede som forfatter med denne Dracula-pastiche. Bogen blev en enorm succes, og den har rent faktisk flere kvaliteter end man måske umiddelbart skulle tro. Vampire of the Mists solgte ikke alene godt i spilmiljøet, men den strøg også ind på flere af de store amerikanske boghandleres bestsellerlister, hvilket nok især understreger hvor evigt populære vampyrerne er blevet.

Netop fordi Christie Goldens første roman rent faktisk er læseværdig, var det også særdeles skuffende da hun allerede året efter udgav sin anden roman, Dance of the Dead, der blev den tredje bog i Ravenloft-serien.

Voodoozombier

Alle seriens romaner tager udgangspunkt i et af horrorlitteraturens klassiske monstre, eller i hvert fald i et af den gotiske litteraturs primære problemstillinger. Det gør Dance of the Dead sådan set også, om end det ikke ligefrem er et klassisk gotisk monster, der er tale om. Christie Goldens anden roman handler nemlig om zombier, og nok hører levende døde hjemme i den gotiske litteratur, men bestemt ikke i den form som vores moderne zombieforståelse har antaget.

Uden at skulle blive unødvendigt akademisk har bogens tematik rødder i både Bram Stokers Dracula (1897) og Mary Shelleys Frankenstein (1818), men romanens egentlige omdrejningspunkt er i den haitianske voodoomytologi. Derfor vil fans af den filmiske zombie blive skuffet, for der er meget lidt splat og blod i Dance of the Dead, om end der er en del beskrivelser af zombier, der flænses.

Sydstatsstemning

Bogens hovedperson er den purunge danserinde Larissa Snowmane, opkaldt efter sit snehvide hår. Hun lever og arbejder på den enorme, dampdrevne flodbåd La Demoiselle du Musarde, der rejser på Ravenlofts floder og langs kysterne med artister og skuespillere, der optræder i de underholdningshungrende småbyer de kommer forbi.

Larissa er forældreløs, men flodbådens kaptajn Dumont har taget hende under sine vinger, og derfor nyder Larissa en del respekt på båden. Alt ånder fred og ro, men da bådens primadonna nummer ét en nat bliver myrdet, begynder problemerne at skylle ind over besætningen. De befinder sig på det tidspunkt i en lille kystby i landet Darkon, og byens fyrste har tydeligvis tilkendegivet mere end sædvanlig beundring overfor den skønne sangerinde Liza, hvis sang er bådens vigtigste attraktion.

Da Liza derfor findes myrdet i sin kahyt, frygter kaptajn Dumont, at sagen har noget med den pågående fyrste at gøre. Det bliver da også nødvendigt at flygte hals og hoved fra Darkon, og da La Demoiselle du Musarde sejler ind i de tætte tåger, der ligger ud for kysten, ved ingen hvor flugten vil føre båden hen.

Skibet havner ud for den lille sumpø Souragne, hvor der kun meget sjældent kommer gæster. Souragne er som alt i Ravenloft en parafrase over noget andet, og øen har kolonitidens Louisiana som forlæg. Man skal altså forestille sig handlingen udspille sig i et sumpet sydstatsmiljø mellem store plantager og gamle cypresser.

Så kommer zombierne

Øens frygtsomme indbyggere tager derfor imod kaptajn Dumonts besøg med kyshånd, men der hviler en klam stemning over øen. Det er som om det sumpede og døende landskab er gået i hjertet på indbyggerne, for alle synes mismodige og hengemte. Livet er tydeligvis ikke let på Souragne, og hvis man skal tro de mange legender, som besætningen hører om stedet, har indbyggerne helt ret: Souragne er en forbandet ø.

Kaptajn Dumont er imidlertid en geschæftig herre, der ikke lader sig slå ud af noget som helst, og derfor beordrer han flodbåden ind i sumpene for at udforske dem. Planen er at finde ud af, hvad der ligger på øens anden side, men samtidig håber kaptajnen at kunne indsamle sjældne dyr og planter i sumpen, der kan bruges som attraktioner ombord på flodbåden. Besætningsmedlemmerne er bestemt ikke glade for at skulle sejle ind i den mennesketomme sump, men sagen bliver værre endnu.

For det første opdager vi nemlig ret hurtigt nogle dystre sider i kaptajn Dumonts personlighed. Det kommer første gang til udtryk, da han en aften gør tilnærmelser til sit plejebarn Larissa, og det forandrer naturligvis de tos forhold for bestandigt. Dette påvirker dog ikke resten af besætningen. Det gør det derimod, at Dumont lader den sortklædte troldmand Lond rejse med ombord.

Lond er en rigtig skidt type, der tydeligvis interesserer sig mere for de døde end de levende. Da han viser kaptajnen hvordan man kan skabe matroser, der aldrig brokker sig og arbejder til de segner, bliver Dumont fristet, og så begynder zombierne at invadere båden. Én for én omdanner Lond besætningsmedlemmerne til udøde skabninger.

Det bliver nu op til Larissa at stoppe det vanvid, der hurtigt griber om sig. Om bord på båden kan hun ikke stole på nogen, men heldigvis er et af de sære væsner som kaptajnen har indsamlet i sumpen, et væsen som sumpens indbyggere ønsker tilbage. Derfor finder Larissa nye allierede. Kampen mod Lond og zombierne bliver imidlertid alt andet end let, og for at kunne sejre, må den stakkels danserinde betale en dyr pris.

Passer til et teenmagasin

Som det allerede blev antydet i begyndelsen, er Dance of the Dead ikke nogen ret god roman. Den er skrevet i et ungdommeligt, dramatisk sprog, der vælter sig i store ord og irriterende metaforer. Dertil kommer, at bogens kitchede univers udelukkende er befolket af stereotypt smukke skabninger og hæslige personer. De smukke er naturligvis de gode, og de grimme de onde. Der bliver ikke lagt fingre imellem, og alle de karakterer vi som læsere skal sympatisere med, er fejlfri.

Larissa er godheden selv, og da hun forelsker sig i den unge mand Willen, driver der fedtet sirup ned ad siderne. På den led kunne romanen lige så vel være trykt i et teenmagasin, og det siger vel alt. Det værste er dog, at der slet, slet ikke er optræk til en egentlig dyster stemning. Christie Golden mister helt grebet om det gys, hun faktisk havde fat i, da hun skrev Vampire of the Mists. Dermed fejler bogen helt grundlæggende som Ravenloft-roman, og det er svært at forstå, hvorfor redaktørerne hos TSR lod en så patetisk præstation blive udgivet. Det gjorde de imidlertid, og det kan man græmme sig over i dag.

Når Christie Golden beskriver de mange zombier, der optræder i bogen, og endda giver sig i kast med at beskrive Souragnes sande hersker – den store zombiemaster Misroi – falder hun helt og aldeles igennem. Det er ganske tydeligt, at Golden slet ikke bryder sig om den megen død og ondskab, hun rent faktisk har sat sig for at skrive om. Hver gang der er optakt til noget virkelig grumt, undviger Golden således og lader læseren slippe med en udglattende antydning. Det holder ganske enkelt ikke, og som man kommer gennem romanen, bliver dette mere og mere trættende.

Svært ikke at hade bogen

I sidste kapitel, under det store klimaks, er det faktisk svært ikke at hade bogen, og den falder derfor helt i tråd med hovedparten af alt det andet bræk, der er blevet udgivet under overskriften Ravenloft. Christie Golden har efterfølgende skrevet en del kærlighedsfantasy og nogle Star Trek: The Next Generation-romaner. Her kommer hendes goody-good stil utvivlsomt til sin ret, men Dance of the Dead kan på ingen måde anbefales.

1 stjerne
Titel: Dance of the Dead
Forfatter: Christie Golden
Udgivet: 1992
Forlag: TSR
Format: Paperback
Sideantal: 310 sider
Forside: Clyde Caldwell

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Fantasy, Spilfiktion, Zombier

Skriv et svar

Your email address will not be published.