13. juli 2007

Dragonlance: Chronicles

Dragonlance: Chronicles (Collector's Edition)Dragonlance: Chronicles-trilogien er et must for rollespillere og fantasyfans. Romanerne er både kluntede, fladpandede og pompøse, men samtidig gribende og sympatiske. De har en afsindig høj kitschværdi, samtidig med at de udgør et fascinerende indblik i, de idéer TSR havde succes med at forme den amerikanske fantasy efter.

Af al den gamefiction som rollespilsproducenterne har udsendt siden midten af 80′erne, er der navnlig én serie som står frem. Der er naturligvis tale om den berømte Dragonlance: Chronicles-trilogi, der blev udsendt af TSR mellem 1984-85.

Enorm succes
Margaret Weis (f. 1948)
Margaret Weis (f. 1948)

Trilogien blev en så uhyrligt stor succes, at det med ét stod klart for hele rollespilsindustrien, at der lå et enormt uopdyrket marked i fiktion baseret på rollespilsprodukter. Dertil kom, at Margaret Weis og Tracy Hickmans trilogi fandt vej ud til fantasylæsere, som ikke spillede rollespil, men blot dyrkede genren som litterært fænomen.

Også dette var med til at åbne spilproducenternes øjne for skønlitteraturen, for måske kunne man endda ad den vej lokke folk ind i rollespilsfolden. Dette er i hvert fald en filosofi, som bl.a. Games Workshop efterfølgende har raffineret til det højest tænkelige plan. Dragonlance: Chronicles var altså med til at forandre rollespilsverdenen, men dette var næppe lykkes med mindre trilogien rent faktisk var i besiddelse af åbenlyse kvaliteter.

Fra nicheproduktion til storindustri
Tracy (f. 1955) og Laura Hickman
Tracy (f. 1955) og Laura Hickman

Som fiktion rangerer Dragonlance: Chronicles stadig blandt de bedst sælgende fantasyromaner, som spilindustrien har udgivet. TSR konstruerede en hel underafdeling af firmaet, som udelukkende skulle koncentrere sig om skønlitteratur, baseret på Weis og Hickmans succes. På den led grundlagde de noget, som vel egentlig begyndte som en nicheproduktion, men som faktisk gradvist har vokset sig større end selve salget af rollespilsmaterialer.

Dette skyldes navnlig, at TSR var heldige at få den unge R. A. Salvatore med ind i folden, for han blev manden, der var i stand til at gøre Chronicles-trilogien rangen stridig som den bedst sælgende romanserie. Salvatore lagde nemlig kimen til en af spilindustriens endnu i dag sælgende serier, da han udgav sin Icewind Dale Trilogy mellem 1988-1990, efterfulgt af den i dag klassiske Dark Elf Trilogy (1990-1991), der i popularitet kan måles med Dragonlance: Chronicles.

Tilblivelsen

Chronicles var ikke nogen idé, der blev fostret på en nat. Ægteparret Tracy og Laura Hickman ansøgte i begyndelsen af 80′erne om et job som spiludviklere hos det hurtigt voksende TSR. De var ivrige rollespillere, og jobbet blev deres. En af deres første store bestsellers blev AD&D-scenariet Ravenloft, der udkom i 1983.

Scenariet blev så populært, at TSR havde stor tiltro til ægteparrets kreative evner, og som det senere skulle vise sig, fik deres første hit et langt efterliv i form af den kampagneverden, som blev konstrueret ud fra de oprindelige idéer, og udsendt med navnet Ravenloft i 1990.

Under deres tur til TSR for at ansøge om arbejde, småsnakkede Tracy og Laura om muligheden for at lave en kampagneverden i en krisetid, hvor godt og ondt blev udfordret. Den idé hang ved, hvilket indledningsvist førte til en serie scenarier, som aldrig blev udgivet. De var tænkt som en sammenhængende kampagne, men de oprindelige idéer begyndte langsomt at antage en ny form.

Folkene på TSR var begejstrede for de klare koncepter, som familien Hickmans scenarier havde, og navnlig redaktøren Margaret Weis var imponeret. Hun havde været med til at spille scenarierne, men som den forfatterspire, hun var, så hun også større kvaliteter.

I fællesskab med Tracy fremlagde de derfor den idé til TSR, at de ville skrive en romanserie, baseret på scenarierne, der skulle understøtte AD&D-spillets regeltekniske kosmologi, og samtidig repræsentere nogle af de værdier, som de mente var en del af spillets ånd. Det blev accepteret, og scenarierne var nu forandret fra spilprodukter til romanforlæg.

En køn myte
'Dragons of Autumn Twilight', første udgave fra 1984
'Dragons of Autumn Twilight', første udgave fra 1984

Denne lidt utraditionelle tilblivelseshistorie medførte efterfølgende en hel del mytedannelse omkring romanerne. I spilmiljøet forandredes historien sig gradvist til, at trilogien og hele dens persongalleri, var resultatet af en lang og kompliceret kampagne. Bøgerne blev opfattet som en form for spilleder-logbog, og de enkelte romanpersoner blev tolket som spilpersoner.

Det var en køn myte, som helt sikkert har inspireret både spilledere og spillere til at tage deres AD&D-kampagner mere alvorligt, og stræbe højere end hack’n slash i navnløse hulesystemer, men i overensstemmelse med virkeligheden var det ikke.

Den massive historie blev fra første færd tænkt som en trilogi med tre selvstændigt navngivne bind, samlet under den fælles titel Dragonlance: Chronicles. Det blev til bøgerne Dragons of Autumn Twilight (udgivet i april 1984), Dragons of Winter Night (udkom i april 1985) og endelig Dragons of Spring Dawning (udgivet i september 1985).

Gammelkendt verden med nogle twists
'Dragons of Winter Night', første udgave fra 1985
'Dragons of Winter Night', første udgave fra 1985

Trilogiens historie er på en gang ganske kompliceret og samtidig uhyggeligt enkel. Men før vi kaster et blik på selve handlingen, er det nok på sin plads at introducere selve historiens ramme. Dragonlance: Chronicles udspiller sig på Krynn, en ældgammel fantasyverden i den ånd, som vi kender fra TSR’s klassiske produkter.

Krynn blev skabt til disse romaner, så Hickman og Weis havde mere eller mindre frie hænder. Det betød, at de frit kunne pille ved en række af de faste dogmer i AD&D-spillet, uden at det udløste protester fra spilpublikummet. Dog forblev de hele vejen igennem trofaste overfor spillet, så AD&D- og for den sags skyld D&D-spillere kunne nikke genkendende til en stor del af bøgernes begivenheder. Troldmændenes besværgelser bliver således nævnt eksplicit, og heltenes særlige evner var ligeledes hentet fra spillet.

I den form, vi møder Krynn i Chronicles, slikker verden sårene efter den altødelæggende kataklysme, som afsluttede en formørket tid, hvor en hovmodig præstekonge havde regeret kontinentet Ansalon. Kataklysmen blev en form for rensende kraft, og tolket som gudernes straf, for efter ulykken forvandt præsternes magiske evner, og troldmændenes magi blev sjælden.

Katastrofen førte også til splittelse mellem elverracerne og generel splid mellem det farverige sammensurium af racer, der befolkede kontinentet. Da vi kommer ind i historien, ser alle således med skepsis på hinanden. Dværgene nærer mistillid til elverne, mennesker og elvere nærer mistillid til alle andre end dem selv og så fremdeles. De eneste som synes at stå uden for alt dette, er de såkaldte kendere, der er Krynns svar på hobitter eller halflings.

Rammen for verden er altså gammelkendt, men med nogle twists. I sig selv betyder forfatternes drejning af AD&D-kosmologien ikke synderligt meget, men det var alligevel den slags, som var med til at antyde trilogiens ambitioner om at være noget særligt, og give Krynn en for tiden unik flair.

En genforening i dystre dage
'Dragons of Spring Dawning', første udgave fra 1985
'Dragons of Spring Dawning', første udgave fra 1985

Da Dragons of Autumn Twilight, den første bog, begynder, er det i genforeningens tegn. Vi hører om et selskab af venner, der samles efter lang tids adskillelse. Vennerne har for år tilbage turet rundt som eventyrere på kontinentet Ansalon, og arbejdet som livvagter for den gamle dværg Flint. De skiltes for at undersøge de dystre tegn, som syntes at være under opsejling, og nu mødes de så atter i deres gamle hjemby.

I vennegruppen finder vi den førnævnte dværg, halvelveren Tanis, troldmanden Raistlin og dennes tvillingebror Caramon – en stor kriger – og ridderen Sturm. Dertil kommer den lille kender Tasselhoff. Den eneste som ikke er mødt op til genforeningen, er tvillingernes lillesøster Kitiara. Tiderne er alt andet end gode, og en ny kult af præster, der kalder sig De Søgende, er begyndt at brede sig som en steppebrand over hele Ansalon. Samtidig har vennerne hørt om hærstyrker, der skulle samle sig langt mod nord.

Det er således alt anden end opmuntrende, da gruppen genforenes. Skæbnen vil, at to rejsende indfinder sig på samme kro på samme tid. Det er de to barbarer Goldmoon og Riverwind. Goldmoon bærer på en stor hemmelighed, for i sin varetægt har hun en krystalstav, der giver hende ægte healende kræfter – en evne der forsvandt med præsterne efter kataklysmen.

Goldmoons stav er derfor et vidnesbyrd om de gamle guders tilbagevenden til verden – noget De Søgende bestemt ikke vil være glade for at høre, da deres nye guder endnu ikke har manifesteret synderligt overbevisende resultater. Barbarerne er derfor isoleret, og aner ikke deres levende råd.

Det er der imidlertid en anden på kroen, som gør. En gammel senil gubbe, der sidder i et hjørne og fortæller eventyr om tiden før kataklysmen, formår nemlig ved sindrig manipulation at bringe vennegruppen sammen med barbarerne og sende dem ud på det, der indledningsvist er en flugt fra De Søgende, men snart bliver et langt, langt større eventyr. Gubben var nok ikke så senil alligevel, og det var bestemt ikke sidste gang, læseren hører om denne gamle særling.

Verdensomspændende dimensioner

Dragons of Autumn Twilight etablerer trilogiens karakterer og stemning. Det er også her, vi lærer de vigtigste modstandere at kende – de såkaldte drageryttere, som anfører de tropper, som marcherer mod syd. Disse ryttere har deres navn, fordi de rider på store, onde drager, og med sig som slaver har de nogle frygtede skabninger, der aldrig tidligere har været set på Krynn. Disse kaldes draconianere, og sammen udgør de en afskyelig kampmaskine, som støt og roligt æder sig ind på Anasalon.

Seriens anden bog, Dragons of Winter Night, er stedet, hvor historiens plot udbygges til verdensomspændende dimensioner. Det er i denne bog, det bliver tydeligt, at heltene står foran kampen mod ondskaben selv. Fronterne tegnes skarpt, og jo skarpere de tegnes, jo mere modløse bliver hovedpersonerne, for de har tilsyneladende ganske ringe chancer for at yde dragerytterne nogen ægte modstand. Om det så lykkes heltene i trilogiens sidste bind, Dragons of Spring Dawning, at vende den trøstesløse situation og slå ondskaben tilbage, skal naturligvis ikke afsløres.

Et utal af romaner
'Dragons of Autumn Twilight' i den nyeste udgave fra 2000
'Dragons of Autumn Twilight' i den nyeste udgave fra 2000

Dragonlance: Chronicles blev som sagt en gigantisk succes for TSR. Bøgerne solgte som varmt brød, og allerede i 1988 kunne der udgives en såkaldt Collector’s Edition, som denne anmeldelse bygger på. Krynn gik rent ind hos læserne, og efterspørgslen efter mere Dragonlance var enorm.

Hickman og Weis kastede sig derfor kort efter ud i en fortsættelse, der måske ikke svang sig op i de helt samme højder, som den første trilogi, men som dog i dag er blevet en uløselig del af den oprindelige kanon. Denne efterfølgende trilogi, Dragonlance: Legends, udkom i 1986, og markerede afslutningen på forfatternes samarbejde, indtil de i 1995 på ny fandt sammen, og udgav den mindre vellykkede Dragons of Summer Flame, der skal opfattes som det fjerde bind i den oprindelige Dragonlance: Chronicles-trilogi.

Da Weis og Hickman forlod Krynn i 1986, var det imidlertid ikke ensbetydende med, at andre ikke fulgte i deres fodspor, for TSR begyndte ret hurtigt efter at udsende romaner, der udspillede sig i denne verden, skrevet af andre forfattere. Det er med tiden blevet op imod 200 bind, og der udgives fortsat historier med Dragonlance-navet.

Dertil kommer det rollespilsmateriale, der er blevet produceret, for ikke at nævne tegneserier, bræt- samt kortspil og computerspil. Seneste skud på stammen er en animeret film med titlen Dragonlance: Dragons of Autumn Twilight, som netop nu er i postproduction. Den bliver instrueret af Will Meugniot og kendte navne som Kiefer Sutherland, Michael Rosenbaum og Lucy Lawless lægger stemmer til den oprindelige trilogis persongalleri.

Standing on the shoulder of giants
'Dragons of Winter Night' i den nyeste udgave
'Dragons of Winter Night' i den nyeste udgave

Hvad er det så, der har betaget så mange læsere ved Dragonlance: Chronicles? Svaret er ikke helt enkelt, men det skyldes nok plottets episke dimensioner, blandet med et meget nærværende persongalleri. Weis og Hickman formåede med en sjældent set elegance at balancere mellem et altomfattende plot, der involverer guder og konger, og så et minimalistisk udtryk, hvor vi som læsere får et hjerteligt kendskab til vennerne, der udgør romanernes helte.

Og der skal ikke være nogen tvivl om, at vennerne er helte af den gamle skole. Ganske vist har de alle deres mørke side, og tjener en bestemt funktion i plottet, men vi tvivler aldrig på deres evner og nærvær. Derfor slår det også det hårdere i de tilfælde, hvor forfatterne rent faktisk slår en af karaktererne ihjel. En anden vigtig ting ved trilogien, er de store stemningsmæssige udsving, som bøgerne favner. Vi gyser, griner og græder med heltene, og det så mange gange, at man næsten kan blive helt forpustet over de mange stemningsskift.

Det helt store forbillede for Dragonlance: Chronicles er naturligvis Tolkiens Lord of the Rings. Man kan faktisk slet ikke tale om Chronicles uden at skæve til Tolkien, for Weis og Hickman har mere eller mindre modeleret deres fortælling over Lord of the Rings. Chronicles følger således Tolkiens struktur, og de to trilogier lader sig nærmest jævnføre bind for bind. Til tider grænser dette til plagiat, og flere af scenerne i Dragonlance-trilogien er så åbenlyst løftet fra Tolkien, at man krummer tæer.

Fortællere frem for forfattere
'Dragons of Spring Dawning' anno 2000
'Dragons of Spring Dawning' anno 2000

Der er dog også store forskelle, for Weis og Hickman skriver ud fra et helt andet perspektiv. De står ganske vist på skuldrene af Tolkien, men de mangler hans dybe forståelse af mytologisk litteratur, og de mangler hans fascination af sproget som sådan. Weis og Hickman er fortællere, mere end forfattere.

Den måde Dragonlance: Chronicles konkret blev skrevet på var, at Tracy primært skrev de enkelte kapitlers handling. Denne sendte han så til Margaret, som skrev det hele om, således at teksten fik den form, vi nu kender. Selve historien er således hovedsagelig Hickmans værk, hvilket er ret åbenlyst, når man kender lidt til hans baggrund.

Tracy Hickman var og er praktiserende mormon, og det har i høj grad påvirket hans verdenssyn. Krynn er blevet stærkt farvet af mormonernes verdensbillede, og de kristne overtoner i bøgerne er mindst lige så fremtrædende som i C. S. Lewis’ Narnia-bøger. Det kan samtidig som et kuriosum nævnes, at Hickman på et tidspunkt arbejdede som missionær i Indonesien, og en del indonesiske ord har på den måde sneget sig ind i magiens sprog på Krynn.

Moraliserende
'Chronicles' på dansk i den nyeste udgave. Bind 1: 'De første tegn'
'Chronicles' på dansk i den nyeste udgave. Bind 1: 'De første tegn'

Til forskel fra Tolkien har Dragonlance: Chronicles også et stærkt moraliserende og opdragende element. Bøgerne er skrevet til unge – navnlig teens som står foran livets store oplevelser.

Weis og Hickman benytter derfor deres helte til at fortælle om, hvorfor man ikke bør have sex før ægteskabet, om venskabets betydning, om det at føle sig anderledes, og glæden ved at afslutte et stykke arbejde. Alt dette bliver sneget ind gennem dialog, der måske ikke åbenlyst refererer til læserens situation, men i sidste ende er der ikke nogen tvivl om, at bøgernes helte taler mindst lige så meget til hinanden som til os læsere. I Weis, Hickman og TSR’s optik burde man blive et bedre menneske af at læse Dragonlance.

'Chronicles' på dansk. Bind 2: 'Drageskygger' fra 1988
'Chronicles' på dansk. Bind 2: 'Drageskygger' fra 1988

Margaret Weis, der nok må regnes som bøgernes egentlige forfatter, er bestemt ikke nogen nobelprisvinder. Sproget er så forlorent og til tider så kvalmende metaforomvundet, at man må tage sig til hovedet. Bøgerne holder romanbladstonen, og i for sig kunne Det Bedste sagtens have udgivet romanerne. Temaerne, personerne og situationen er i hvert fald ikke stort anderledes. Det afgørende her er nok fantasysettingen, som på en eller anden måde giver de overdrevent patetiske træk et forsonende skær.

Samtidig er trilogien hårrejsende banal, og værst bliver det, når persongalleriet beskrives. Alle vigtige personer er fantastisk smukke – selv skurkene er betagende. Kun de ligegyldige karakterer er grimme. Kvinderne beskrives som storbarmede sexbomber, og der er vitterligt meget fokus på kvindernes sexappeal og drifter. Gang på gang hører vi om deres vuggende bryster, lyster og trang. Dette er måske ikke helt åbenlyst for romanernes yngre publikum, men som ældre læser opdager man ret mange erotiske referencer.

Kvalmende glansbilledeunivers
'Chronicles' på dansk. Bind 3: 'Dragemørke'
'Chronicles' på dansk. Bind 3: 'Dragemørke'

Dragonlance: Chronicles tegner et frygteligt glansbilledeunivers med store følelser og honningdrivende patos. Klichéerne udnyttes til bristepunktet, og flere steder afvikles plottet ganske, ganske kluntet. Bøgerne er alt andet end elegante, og stor skrivekunst er det bestemt ikke. Faktisk bliver de stedvist så kvalme, at det er svært at komme videre.

Der hvor styrken imidlertid ligger, er i persongalleriet. Det lykkes vitterligt at skabe helte, vi som læsere holder af. Selvom det måske ikke er troværdige personer, bliver hovedpersonernes smerte, kærlighedsliv og sorger en del af læserens. Det er eksempelvis svært ikke at blive en smule rørt over dværgens Flints faderlige følelser overfor den lille kender Tasselhoff, eller at mærke et stik af sorg under de mange melodramatiske afskedsscener, som udspiller sig.

Kitschværdi
Bind 4: 'Dragelansen'
Bind 4: 'Dragelansen'

Dragonlance: Chronicles er i dag blevet klassikere, der udgør en del af den store rollespilsmæssige kulturarv. Mange har sikkert allerede læst romanerne, men skulle du af en eller anden grund aldrig have læst denne trilogi, er det noget du bør se at få gjort hurtigst muligt. Ikke så meget fordi det er spændende læsning, men fordi man bliver klogere på de idéer, som TSR havde succes med at forme den amerikanske fantasy efter. Idéer som fortsat lever i bedste velgående hos Wizards of the Coast.

Det lader sig heller ikke fornægte, at Dragonlance: Chronicles har en afsindig høj kitschværdi. Trilogien er forbløffende fladpandet, og det bliver bestemt ikke mindre åbenlyst ved genlæsning. Det er således også særdeles god underholdning at genlæse bøgerne. En stor del af tiden griner man ikke med bøgerne, men af dem, men det er stort set også den eneste måde, man kan komme gennem de meget selvhøjtidelige passager på.

Bind 5: 'Dragekrigen'
Bind 5: 'Dragekrigen'

Dog kan det ikke fornægtes, at der under de mange negative træk gemmer sig en hjertevarm trilogi med en oprigtig kærlighed til genren og hovedpersonerne såvel som en stor del upbeat action. Heltene i Dragonlance: Chronicles er modelleret over arketyper, vi finder i AD&D-spillet, og netop fordi de virker så gammelkendte, vokser de sig hurtigt til sympatiske skikkelser, der til en vis grad bryder stereotypernes ensformighed – men også kun til dels.

Vi kan derfor også den dag i dag nikke genkendende til de arketypiske spilkarakterer, som udgør romanernes personer, og om ikke andet kan man bare forundres over, hvor meget genklang disse typer finder i eksempelvis en sammenligning med triviallitteratur eller TV-soaps.

Et must
Bind 6: 'Mørkets Dronning'
Bind 6: 'Mørkets Dronning'

Alt i alt er Dragonlance: Chronicles et must. Som rollespiller er det ganske enkelt en dødssynd ikke at have læst bøgerne, og som almindelig fantasylæser er det bare en skam. De repræsenterer en særlig gren af genren, men bøgerne står som kitchede milepæle og på trods af de kvalmefremkaldende tendenser, er det fascinerende at tage på rejse i Krynn med Weis og Hickman.

Dragonlance: Chronicles blev oversat til at utal af fremmedsprog og heriblandt også dansk. Bøgerne udkom hos Lademann, der var så smarte at opdele trilogien i seks bind, hvilket sikkert har været en ret god forretning for dem. På dansk kom Chronicles til at hedde Krøniker, og første bind, Dragons of Autumn Twilight, blev splittet op i De første tegn og Drageskygger, som udkom i 1988. Dragons of Winter Night, andet bind, blev til bøgerne Dragemørke og Dragelansen, ligeledes udgivet i 1988, mens det sidste bind, Dragons of Spring Dawning, blev til Dragekrigen og Mørkets Dronning, der blev udsendt i 1989. Bøgerne har været i handlen lige siden, men i dag er det Tellerup, der har rettighederne til de danske udgaver.

5 stjerner

Titel: Dragonlance: Chronicles
Forfatter: Margaret Weis & Tracy Hickman
Udgivet: 1984-85
hvid
Anmeldte udgave: TSR’s Collector’s Edition
Udgivet: 1988
Forlag: Penguin
Format: Paperback
Sideantal: 1032 sider
Cover: Larry Elmore
Indre illustrationer: Denis Beauvais & Jeffrey Butler
Lyrik:Michael Williams

Anmeldt af: Martin Jürgensen | 13/07/2007