Tim Burton’s Labyrinth i Berlin – En forrygende tur ind i Tim Burtons hjerne

3 minutters læsetid

At se en film af den amerikanske instruktør Tim Burton er som at vandre ind i en helt anden verden.

Hvad enten det er den gotiske storby Gotham City i Batman (1989) og Batman Returns (1992), haven og slottet i Edward Scissorhands (1990), den søvnige landsby Sleepy Hollow der hærges af den hovedløse rytter i Sleepy Hollow (1999) eller det farverige og bizarre eventyrland i Alice in Wonderland (2010), så får man som publikum en overdådig visuel oplevelse for alle pengene.

Udover at instruere film, er Tim Burton en dygtig tegner og har engang for mange år siden arbejdet som animator hos Disney-selskabet.

Han har tegnet, siden han var helt lille, og allerede dengang havde han en skæv sans for humor og fantasi med rødder i datidens popkultur.

Siden år 2010 har Burton udstillet mange af sine kunstværker samt rekvisitter og dukker fra sine mange film gennem årene. Mange lande har haft hans udstilling The World of Tim Burton, og i skrivende stund kommer den til London senere i efteråret 2024.

En labyrint inde i Tim Burtons hjerne

Tim Burton valgte tilbage i 2022 at skabe en anden form for udstilling i et forsøg på at skabe et alternativ til den mere traditionelle udstillingsform.

Han fik idéen om at skabe en labyrint med forskellige rum – hele 15 rum i alt, baseret på hver enkelt af hans film. Hvert rum indeholder tegninger, skitser og malerier forbundet med den bestemte film.

De film, der er særlig fokus på, er følgende: kortfilmen Vincent (1982), Batman, Batman Returns, Edward Scissorhands, Alice in Wonderland, Beetlejuice (1988), Corpse Bride (2005), Mars Attacks! (1996), The Nightmare Before Christmas (1993), Charlie and The Chocolate Factory (2005) og Sweeney Todd: The Demon Barber of Fleet Street (2007).

Der findes også nogle rum til Oyster Boy, Stainboy og de andre sære børn fra Burtons herlige sorthumoristiske digtsamling The Melancholy Death of Oyster Boy & Other Stories.

Indtil videre har Tim Burton’s Labyrinth, som udstillingen hedder, været i europæiske storbyer som Madrid, Paris, Bruxelles, Barcelona og her for tiden er den i Berlin, hvor den kan ses frem til den 3. november 2024.

Berlin-udgaven af Tim Burton’s Labyrinth

Her er mine betragtninger baseret på min tur i Tim Burton’s Labyrinth i forbindelse med min ferie i Berlin.

Udstillingen er et event, hvor man skal købe billet ud fra de ledige tider og hvor mange gæster, der kan være ad gangen i de tider.

Der findes to slags billetter: en almindelig billet, der er standard og giver adgang til kun én tur i labyrinten, mens premiumbilletten giver mulighed for at prøve labyrinten to gange og dermed en mulig chance for at opleve alle 15 rum, hvis man er heldig, samt rabat på varer i souvenir-butikken.

Jeg købte kun den almindelige billet, så mine betragtninger bygger udelukkende på den ene tur i den besynderlige labyrint.

Selve Berlin-udstillingen er ligger i bydelen Radsetzerei, der ligger i den østlige del af hovedstaden.

Lost i Tim Burtons hjerne

Efter en ulidelig ventetid en meget varm onsdag i Berlin, lykkedes det de mange gæster og mig at komme ind i labyrinten og fare vild i Burtons originale univers.

Som gæst fik man lov til at trykke på en knap, der startede en nedtælling til den dør, der måtte blive den første dør at gå igennem.

Meget passende startede turen med Vincent-rummet, hvor det første, man blev mødt af, var den excentriske dreng Vincent og hans hund i form af flotte skulpturer, der lignede dem på en prik.

På væggen var der tegninger, storyboards og skitser fra Burtons hånd, fra dengang han skabte den fantastiske kortfilm, der havde den legendariske horrorskuespiller Vincent Price som fortællerstemme.

Selv har jeg den store kunstbog The Art of Tim Burton, så jeg var i forvejen godt bekendt med Burtons unikke streg, men det var naturligvis specielt at se de originale tegninger, skitser og malerier med egne øjne.

Den gennemgående ting ved udstillingen var en væg i hvert rum, dedikeret til kunstværkerne med relation til filmene.

Et godt eksempel var det store Batman-baserede rum, hvor man kunne se nogle flotte farveblyant-/pastel-tegninger på sort papir, der var med til at fremhæve farverne i Burtons version af det gotiske tegneserieunivers.

Nogle af tegningerne var blevet lavet som 2D-animationer, der blev vist på skærme, hvilket er meget oplagt på baggrund af Burtons animator-baggrund.

Alle rum var med skulpturer af de velkendte særlinge fra filmene. Særlinge som Pingvinen (Batman Returns), Edward Saksehånd fra selvsamme film, Queen of Hearts (Alice in Wonderland), en marsboer (Mars Attacks!), selveste Beetlejuice, ligbruden Emily og Victor (Corpse Bride) og halloween-kongen Jack Skellington fra The Nightmare Before Christmas.

Musikken bestod af numre fra de mange scores fra Burtons filmproduktioner komponeret af hans mangeårige samarbejdspartner, Danny Elfman.

En fabelagtig udstilling for fans af Tim Burton

Jeg kan klart anbefale en tur inde i Tim Burton’s Labyrinth i Radsetzerei, Berlin, der som nævnt kan opleves frem til og med den 3. november 2024.

Man får absolut den komplette følelse af at være inde i Burtons krøllede hjerne, som enhver fan af filmskaberen kan få stor glæde af, mens det varer.

Udstillingen er på mange måder en god opvarmning til den kommende toer til Beetlejuice, Beetlejuice Beetlejuice (2024).

Titel: Tim Burton’s Labyrinth
Sted: Radsetzerei auf dem RAW-Gelände, Revaler Straße 99 10245 Berlin
Dato: 19 juli 2024 -3. november 2024

Anmeldt i nr. 226 | 13/09/2024

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.