Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Thirteenth Floor

The Thirteenth Floor
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Boksen inde i boksen inde i boksen. Intelligent leg med forskellige genrer, typer af miljøer og toner af film noir, men ikke mindst science fiction i denne lille perle fra 1999, hvor begrebet ”simuleret virkelighed” er kernen.

The Thirteenth FloorVi er i Los Angeles i en regnvåd udgave af 1999. Den aldrende Hannon Fuller (Armin Mueller-Stahl) har, sammen med sine medarbejdere, skabt en virtuel udgave af Los Angeles anno 1937 – dengang han var barn. Altså en elektronisk verden der simulerer virkeligheden.

Her finder man et helt lille samfund, hvor beboerne IKKE ved, at de bare er elektroniske kredsløb. Her kan man så koble ind og få overført sin bevidsthed til en af de intetanende beboere/avatars. Projektet er stadigvæk i testfasen, og det er Fuller, der tester “spillet”.

Frygt i den simulerede virkelighed

I spillet giver Fuller den som kvindecharmør på et stort og fint hotel, men i (simulationens) virkelighed lever han som en almindelig mand med kone og uden de store armbevægelser.

Vi fornemmer, at Fuller er bange, som om, at han godt kan se, at der er noget galt. Besøget afsluttes med, at Fuller giver en anden avatar (Vincent D’Onofrio) et brev, som han beder ham overrække til Douglas Hall (Craig Bierko). Mystisk!

Senere i filmen erfarer vi, at når “spillerne” forlader deres avatars igen, efter et par timer, vågner den pågældende avartar op, og kan ikke huske, hvad der er sket. Ja, det lyder kompliceret, men det er det sådan set ikke, da filmen er fornemt fortalt.

Frygt i den virkelige verden

Så er vi tilbage i den virkelige verden. Altså det vi tror er filmens rigtige verden. Fuller ringer til Douglas Hall, og derefter bliver han myrdet!

Så møder vi filmens hovedperson, nemlig Douglas Hall – Fullers ven, lærling og naturlige arvtager af firmaet. Douglas vågner op, der er blod på en skjorte, og der er noget, han ikke kan huske. Er der ham, der har myrdet Fuller?

Strømerne, anført af Detective Larry McBain (Dennis Haysbert), mistænker i hvert fald Douglas. Så dukker der en ung smuk kvinde op (Gretchen Mol), og hun siger, at hun er Fullers datter OG hun giver Douglas et alibi for aftenen. Hvad er hendes motiver?

Et eksempel på denne fornemme leg med noir-genren er denne kommentar fra politimanden:

“I think I made the age-old mistake: Never trust a beautiful woman.”

Spoilers i farvandet! Hvad er den virkelige verden?

Og hvis du ikke vil vide, hvad der nu sker, skal du ikke læse videre, for der kommer nu spoilers!

For at komme til bunds i sagen og bevise sin uskyld, eller skyld for den sags skyld, tager Douglas ind i den simulerede virkelighed.

Med hjælp fra teknikeren Whitney (igen Vincent D’Onofrio) bliver Douglas’ bevidsthed overført til en avatar. Så nu skal han forsøge at finde frem til, hvad det var, Fuller ville fortælle ham.

Samtidig bliver den avatar, som Fuller gav brevet til, bevidst om, at han lever i en simuleret virkelighed. Han kører afsted, og pludselig kan han ikke komme længere, da computersimulationen stopper! Så hvad gør denne person, der pludselig finder ud af, at han ikke er levende, men blot er en del af en programmering?

Samme maskefald, erkendelse, møder Douglas, da han finder ud af, at 1999-udgaven af Los Angeles, hvor han lever, også blot er en afgrænset verden, hvor andre tager kontrollen over hans krop!

Derfor har han oplevet tidspunkter, hvor han ikke kan huske, hvad han lavede, og derfor kan han være en morder uden at være en morder – det var jo bare hans perverse “spiller”!

Douglas siger selv: “We’re nothing but a simulation on some computer.”

Det er jo et interessant dilemma, som skæres ud i pap i slutningen, da McBain, efter at have hjulpet til, siger til “spilleren”/”brugeren” Jane Fuller, at de skal lade dem være hernede.

“So, is someone gonna unplug me now? Do me a favor, will you? When you get back to wherever it is that you come from, just leave us all the hell alone down here, okay?”

McBain ved godt, at han bare er koder i en simuleret virkelighed, men det er nok for ham. Det er også et liv.

Meget tankevækkende

Da den “onde” udgave af Douglas, altså “spilleren”, bliver konfronteret med, hvorfor han gerne vil myrde folk, siger han blot “Because it was fun!”

Men kan man tænke på den måde, når den simulation, man har skabt, og de mennesker, man har skabt, faktisk tror, at de er ægte mennesker? Drømmer androider om elektriske får, eller er det bare tomme tanker? Hvad med os “rigtige” mennesker; er vi ikke også bare en form for elektriske kredsløb?

Filmen sætter mange tanker i gang og er samtidig glatpoleret underholdning af den fornemste slags.

The Thirteenth Floor blev lidt glemt i skyggen af The Matrix (1999). Den er også mere gammeldags i sit filmsprog – ikke så kæk og fræk som The Matrix i forhold til effekter og one-liners. Men på mange måder er det næsten en bedre film.

Skuespillerne gør det fremragende, de forskellige miljøer, og simulerede virkeligheder (en film er jo også i sig selv en simuleret virkelighed), er fremragende realiseret, og plottet er både spændende og meget intelligent – på trods af, at netop plottet blev kritiseret for at være rodet og forvirrende, da filmen udkom!

I kender det sikkert godt. De film der bare bliver bedre og bedre med årene. The Thirteenth Floor er én af dem.

Den tyske forbindelse

Filmen er baseret på romanen Simulacron-3 (1963) af Daniel F. Galouye, og romanen var faktisk allerede filmatiseret i form af den tyske tv-miniserie Welt am Draht (1973), instrueret af selveste Rainer Werner Fassbinder.

Den ligeledes tyske instruktør Josef Rusnak har formået at give The Thirteenth Floor en samlet vision, og han formår at få det bedste ud af skuespillerne i de forskellige simulerede virkeligheder.

Og det kan faktisk undre og ærgre mig, at han ikke fik mere ud af karrieren – altså indtil videre; han er trods alt kun 63 år gammel.

Men efter The Thirteenth Floor skulle vi helt frem til 2007 for at finde hans næste film som instruktør, nemlig den ganske jammerlige direct-to-dvd Wesley Snipes-film The Contractor.

Rusnak havde været second unit director på Roland Emmerichs Godzilla (1998), og Emmerich var producent på The Thirteenth Floor.

Man forstår godt, at Emmerich gerne ville være inde over den film. Han elsker den slags, men han kunne ikke have lavet det på den måde, som Rusnak har valgt. Emmerich ville have brugt flere effekter og haft mere fokus på teknikken, så på den måde er det fint, at Rusnak fik jobbet som instruktør. Selvindsigt kan noget godt.

I forhold til Emmerich er det vigtigt at nævne filmens komponist, østrigske Harald Kloser. For Kloser blev, efter The Day After Tomorrow (2004), Emmerichs faste komponist.

Et stærkt felt af stærke film

The Thirteenth Floor er en del af et stærkt kuld sen-90’er-film, hvor virkeligheden og virkelighedsopfattelsen blev udfordret. Ægte postmoderne? Frygten for årtusindskiftet? Ægte krydsninger mellem science fiction, fantasy og – i flere tilfælde – horror og film noir.

Film som The Truman Show (1998), Pleasantville (1998), eXistenZ (1999), Dark City og, ikke mindst, The Matrix (1999).

Og det var jo ikke kun i slutningen af 1990’erne, at denne simulerede virkelighed (ofte i flere lag) var et vigtigt greb i fiktionen.

Tænk blot på film som Westworld (1973), Tron (1982) Total Recall (1990), The Village (2004, ja den version er ret speciel i forhold den simulerede virkelighed), Surrogates (2009), Inception (2010), Ready Player One (2018) og mange andre.

Nogle gange er det gennem drømme, computerspil eller skjulte samfund. Andre gange er det cyborgs, computere, eller anden teknologi. Nogle gange er det fantasy-elementerne, der er bærende, andre gange videnskaben, og ellers befinder vi os i et krydsfelt.

Uanset hvad er det ofte meget spænende og intelligente fortællinger, hvor der er brugt krudt på overraskende plots, world building og med indbygget kritik/fascination af teknologien. Jeg elsker den slags film.

Glimrende film

“Question reality. You can go there even though it doesn’t exist.” Sådan står der på filmens plakat. Og det er meget passende i forhold til denne glimrende film.

5 stjerner

Titel: The Thirteenth Floor
Instruktør: Josef Rusnak
Manuskript: Josef Rusnak og Ravel Centeno-Rodriguez, baseret på romanen Simulacron-3 af Daniel F. Galouye.
Cast: Craig Bierko (Douglas Hall), Armin Mueller-Stahl (Hannon Fuller), Gretchen Mol (Jane Fuller), Vincent D’Onofrio (Jason Whitney), Dennis Haysbert (Detective Larry McBain)
Foto: Wedigo von Schultzendorff
Klip: Henry Richardson
Musik: Harold Kloser
Spilletid: 100 minutter
Aspect ratio: 16:9
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/Tyskland, 1999

Anmeldt i nr. 195 | 13/01/2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *