Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Ritual

The Ritual
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Ritual er på ingen måde nogen rædsom film; det er bare én af den slags middelmådige film, der med relativt få midler kunne være blevet rigtig fin.

The RitualFem voksne mænd sidder og hygger sig på en pub. De er tydeligvis gamle venner, og nu, hvor voksenalderen har indhentet dem, sidder de og planlægger, hvor deres næste fælles ferie skal gå hen. Én af dem – Rob – foreslår, at de skal tage på vandretur i Sverige.

Senere på aftenen går Rob sammen med én af de andre – Luke – ind i en forretning for at købe noget spiritus. Her bliver de fanget midt i et røveri, og det ender med, at Luke gemmer sig, mens Rob bliver brutalt myrdet af røverne.

Klip til seks måneder senere, hvor de resterende fire gutter er taget på vandretur i Sverige. Man fornemmer, at det ikke er noget, de har gjort så meget fordi, de har lyst til det, som det var for at ære Rob. Men på tur er de kommet – i øvrigt med flotte naturbilleder fra Rumænien, der agerer stand-in for Sverige.

Alt er ikke godt i Nordsverige

De fire mænd er en klassisk blandet gruppe. Der er macho-manden Hutch (Robert James-Collier), den kværulerende Dom (Sam Troughton), den stille Phil (Arsher Ali) og endeligt Luke, der bærer på sin skyldfølelse over ikke at have gjort noget for at redde Robs liv.

Da Dom kommer til skade med sit knæ, beslutter mændene sig for at tage en genvej til den vandrehytte, de er på vej til. Genvejen fører dem direkte igennem et større skovområde, og det er naturligvis her, at filmen tager en drejning.

I skoven bemærker de alle hvor unaturligt stille, der er, og senere finder de en opsprættet elg, der hænger i et træ. Kan en bjørn gøre det? spørger de hinanden, men de fortsætter alligevel. Senere opdager de, at der er skåret mærkelige symboler ind i træerne.

Da et uvejr bryder ud om aftenen, støder mændene på et forladt hus, som de bryder ind i. Alt er dog ikke godt i huset. På overetagen er der en uhyggelig statue med et menneskes overkrop og gevir i stedet for hænder. Det virker tydeligvis som én eller anden form for afgudsstøtte.

Mændene lægger sig til at sove i huset, men alle får deres søvn forstyrret på forskellig vis. Luke drømmer sig tilbage til butikken, hvor Rob blev dræbt, og da han vågner, har han mærkelige sår på brystet. Dom ligger og skriger på sin kone, Hutch har pisset i bukserne af skræk (han vil ikke fortælle om sin drøm), og de finder Phil ovenpå – i trance og på knæ foran afguden.

Nej, alt er bestemt ikke godt i Nordsverige. Og det bliver værre. For da mændene fortsætter deres tur gennem skoven, bliver de nu jaget af et (indtil videre) uset væsen, der snupper dem én efter én.

Blanding af forbilleder

Præcist hvad det er for et væsen, der jager mændene, og præcist hvilket ritual, filmens titel henviser til, skal jeg undlade at afsløre her.

Men der er skam et væsen involveret, og lad mig lige indskyde her, at Keith Thompson, der har designet væsnet, fortjener stor ros. Det er et meget specielt design, virkelig uhyggeligt og perfekt afstemt til filmens setting.

Desværre lever resten af filmen ikke helt op til Thompsons creature design. Problemet ligger egentlig ikke i selve historien, selvom den ikke ligefrem kan siges at være original.

The Ritual blander nemlig behændigt elementer fra så forskellige film som The Wicker Man (1973), Predator (1987) og The Blair Witch Project (1999) og væver dem ind i sin egen historie med ekkoer af nordisk mytologi.

Det er elementer, der for en stor dels vedkommende stammer fra Adam Nevills roman, som filmen er baseret på, også selvom filmen på nogle punkter afviger markant fra forlægget.

Dysfunktionel dynamik

Problemet i The Ritual ligger mere hos de fire hovedpersoner, som man aldrig kommer til at holde af. Det skyldes både, at figurerne er meget løst tegnede, og at deres interne dynamik er så dysfunktionel, som den er.

De fire mænd skulle forestille sig at være gamle venner, men det forstår man slet ikke ud fra deres opførsel. De skændes, de vrænger ad hinanden, de bagtaler hinanden, og de kan slet ikke blive enige om, hvad de skal gøre, hverken før eller efter begivenhederne tager deres grusomme drejning.

Den mest logisk tænkende karakter, Rob, sættes i scene som et kværulerende røvhul, mens Luke og Hutch stort set ikke defineres som andet end henholdsvis “plaget af skyldfølelse” og “alfahan”. Og den fåmælte Phil, har stort set ingen rolle at spille overhovedet.

Lukes skyldfølelse ligger som en konstant undertone i filmen, men bliver faktisk kun brugt aktivt i handlingen ved to forskellige lejligheder. Når nu baggrunden for de fire venners tur til Sverige er så dyster, som den er, så havde det da været rart, om temaet var kommet mere aktivt i spil.

Og hvad angår både det dystre og vennernes dysfunktionelle forhold: For det første ville det egentlig være rart snart at se en film af denne type, der ikke insisterer på at have en alvorlig og drama-agtig side, når det nu alligevel mest af alt kommer til at fremstå påklistret.

For det andet ville det være rart snart at se en film af denne type, hvor hovedpersonerne er nogle, man rent faktisk kan lide – og som måske endda kan lide hinanden.

Filmens forcerede insisteren på at blive taget alvorligt som et drama og de grundlæggende usympatiske hovedpersoner er de to største problemer i en film, der derudover for en stor dels vedkommende fungerer temmelig godt.

Middelmådig

The Ritual vægter nemlig stemning og langsom opbygning af uhygge frem for nemme jump scares, og det er i min bog en rigtig god ting. Instruktør David Bruckner får meget ud af filmens få locations, godt hjulpet af det stemningsfulde production design af Adrian Curelea og, som tidligere nævnt, Keith Thompsons glimrende creature design.

Hvis bare rollerne havde været skrevet mere engagerende, mere varierede og mere sympatiske, ville The Ritual have været en betydelig bedre film, end den er, også selvom den aldrig ville føles specielt original.

The Ritual er på ingen måde nogen rædsom film; det er bare én af den slags middelmådige film, der med relativt få midler kunne være blevet rigtig fin.

3 stjerner

Titel: The Ritual
Instruktør: David Bruckner
Manuskript: Joe Barton efter roman af Adam Nevill
Cast: Rafe Spall (Luke), Arsher Ali (Phil), Robert James-Collier (Hutch), Sam Troughton (Dom), Paul Reid (Robert)
Foto: Andrew Shulkind
Klip: Mark Towns
Musik: Ben Lovett
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 2.00:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/Canada, 2017

Anmeldt i nr. 170 | 13/12/2019

Stikord: Hedenskab, Nordisk Mytologi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *