Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Puppet Masters

The Puppet Masters
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Puppet MastersFilmatiseringen af Robert A. Heinleins alien invasion-roman The Puppet Masters lægger stærkt ud, men knækker på midten, da den forfalder til banal action. Det resulterer i en film med et stort uforløst potentiale, og er en ret frustrerende oplevelse.

I 1993 udsendte Warner Bros. Abel Ferraras nyfilmatisering af Jack Finneys The Body Snatchers. Man kunne fristes til at tro, at Buena Vista (en del af Disney-koncernen) har tænkt ”so ein ding…”, for i 1994 udsendte selskabet The Puppet Masters, baseret på Robert A. Heinleins roman fra 1951. Mistanken om at kassetænkning har indgået i Buena Vistas beslutning om at filmatisere The Puppet Masters bestyrkes yderligere af, at en af hovedrollerne i filmen spilles af Donald Sutherland, der spillede hovedrollen i Philip Kaufmans 1978-filmatisering af The Body Snatchers.

Forsinket filmatisering

Kassetænkning eller ej – en filmatisering af The Puppet Masters havde ladet vente længe på sig, også selv om bogen først udkom i den form, Heinlein skrev den, i 1990, to år efter forfatterens død. Filmatiseringen er bestemt heller ikke helt ueffen, selv om det hovedsageligt er første halvdel, der er god. Derefter forfalder filmen lidt til bulder og brag, i takt med at handlingen bevæger sig længere og længere væk fra handlingen i romanen.

Manuskriptet til filmen blev skrevet af Ted Elliot, Terry Rossio og David S. Goyer, der alle senere har udmærket sig som forfattere på store blockbusterhits. Elliot og Rossio er formentlig bedst kendt som makkerparret bag manuserne til Pirates of the Caribbean-serien (2003, 2006 og 2007), men også bl.a. The Mask of Zorro (1998) og Shrek (2001). Goyer har siden bl.a. været medforfatter til manuskripterne på Dark City (1998) og Batman Begins (2005). Instruktøren Stuart Orme har stort set udelukkende arbejdet i TV-mediet, og The Puppet Masters er én af hans blot to biograffilm.

Forståelige ændringer

Far og søn - Sam og Andrew Nivens (Eric Thal og Donald Sutherland)

Filmen lægger ud som en trofast adaptation af Heinleins roman – med den ene forskel, at handlingen er flyttet til nutiden. Det er en fuldt forståelig ændring, for Heinleins roman foregik i 2007, efter at 3. Verdenskrig var udkæmpet, og i en verden, hvor Sovjetunionen og verdenskommunismen stadig eksisterede. Som sådan er romanens invaderende rumvæsner en slet skjult metafor for kommunismen, og det ville nok have været en lidt for stor kamel at sluge for 1990’ernes filmpublikum.

Efter en kort prolog, hvor ”noget” kommer til Jorden og tilsyneladende overtager tre teenagedrenge, starter handlingen lige på og hårdt, da hovedpersonen Sam Nivens (Eric Thal) fra den tophemmelige videnskabelige efterretningstjeneste møder op et sted i Iowa for at starte en mission. Til sin overraskelse finder han sin chef på stedet, tillige med NASA-videnskabskvinden Mary (Julie Warner). Chefen, der samtidig er Sams far, spilles af Donald Sutherland, og når han tager med i felten er der noget stort på spil.

Slimede rumvæsner

Videnskabsfolkene diskuterer - Will Patton som Dr. Graves og Julie Warner som Mary

Det viser sig, at satellitbilleder antyder, at et uidentificeret flyvende objekt er landet i Iowa, og indledningsvist bekræftede en lokal TV-station landingen blot for at dementere kort tid efter. Ved ankomsten til landingsstedet finder Sam og kompagni en sammenflikket ”UFO” – tydeligvis en drengestreg, som de tre teenagedrenge fra filmens begyndelse fremviser for penge.

Vores hovedpersoner hopper naturligvis ikke på limpinden. De er overbevist om, at der er tale om en afledningsmanøvre, og at noget virkelig er landet dér. For at finde ud af, hvad der foregår, tager de ind på den lokale TV-station. Her opdager de, at folk er blevet angrebet af nogle slimede rumvæsner, der sætter sig fast på folks ryg, og overtager kontrollen med dem via centralnervesystemet. Folk er med andre ord som dukker – ”puppets” – i de fremmedes magt.

Efter en hastig flugt fra TV-stationen starter en kamp for at finde ud af, hvad truslen indebærer, og hvordan den kan stoppes. Det er ingenlunde simpelt, og situationen er forværret af, at én af rumvæsnerne er kommet med tilbage til Washington som blind passager…

Knækker på midten

En af rumsneglene er blevet taget til fange, og forhøres af Andrew

Så behøver jeg ikke genfortælle mere af handlingen, men skal blot gentage, at selv om ovenstående del af filmen faktisk følger Heinleins roman ganske nøje, er det samme ikke tilfældet hele vejen igennem filmen. Præcis hvordan og hvorfor filmen ender med ligegyldig action, kan jeg ikke sige, uden at afsløre nogle af de elementer, der faktisk er virkelig velfungerende, og som er helt i bogens ånd. Men faktisk er første halvdel af The Puppet Masters rigtig fed. Historien flyder glimrende, den paranoide stemning fra bogen etableres perfekt, og elementer af bogens handling, der kunne synes svære at få med over i filmen, bliver faktisk eksekveret ganske glimrende. Det er først, da manuskriptforfatterne trykker på actionknappen, at tingene bliver rutineprægede. Fra det punkt er det helt ligegyldigt, at der er tale om en invasion fra rummet – vi er i standard actionland.

En romantisk stund - med en rumsnegl

Det betyder også, at én af romanens absolut fedeste sekvenser glimrer ved sit fravær – Sams undercovermission ind i rumvæsnernes zone, der er én af romanens mest intense og spændende dele. Der er godt nok en mission i fjendeland, men det er her, at der går action i den.

Det betyder, at The Puppet Masters knækker på midten. Efter en glimrende første halvdel, bliver den helt ligegyldig – det er ironisk nok akkurat det samme, der skete i den seneste filmatisering af The Body Snatchers, Oliver Hirschbiegels The Invasion (2007). Det er vildt ærgerligt, for det er helt tydeligt, at manuskriptforfatterne havde fat i det rigtige i filmens første del.

Udmærket udført

Et af rumvæsnernes æg - minder det ikke om noget, vi har set før?

Selv om The Puppet Masters tydeligvis ikke har haft et udpræget højt budget, er den heller ikke skrabet, og både visuelt og skuespilmæssigt fungerer den fint. Donald Sutherland spiller klart på rutinen i en rolle, han kunne klare i søvne, men han er som altid glimrende. Eric Thal yder også en acceptabel præstation i den egentlige mandlige hovedrolle, og den smukke Julie Warner gør det fint som den kvindelige hovedrolle. Hendes rolle er i øvrigt én af de, der er ændret mest i forhold til romanforlægget. I romanen er Mary ikke videnskabskvinde, men toptrænet agent for det samme agentur, Sam arbejder for.

Derudover er filmen spækket med mere eller mindre kendte birolleskuespillere. Keith David er en anden agent, Yaphet Kotto er general, Will Patton er nørdet videnskabsmand og Dale Dye er (som altid) militærmand. Men der er flere kendte ansigter fra både film og TV i både mindre og større roller.

De slimede rumvæsner er fint realiseret, om end ikke det mindste originale. De æg, de kommer ud af, minder i uhyggelig høj grad om nedskalerede udgaver af æggene fra Alien-filmene, og Alien-filmenes facehuggere har helt klart dannet forlæg for selve rumvæsnerne. Det betyder dog ikke det mindste, for de fungerer fint. Rumvæsnerne er i øvrigt også nogle af filmens få visuelle effekter, for som sådan er The Puppet Masters ikke en effektdrevet film.

Frustrerende oplevelse

To helte - Keith David er Sams agentkammerat Alex

Netop fordi så mange elementer fungerer fint, er det ekstra trist, at filmen forfalder til ligegyldig action til sidst. Det sker netop som den paranoide stemning er ved at blive bygget rigtig godt op, og det virker faktisk lidt som om, manuskriptet er blevet hastet igennem. Selv hvis man ikke ville give køb på den actionprægede slutning, kunne den glimrende stemning fra filmens første del sagtens have trukket noget mere, og The Puppet Masters er faktisk én af de få film, jeg har set længe, som jeg føler er for kort.

Man kan kun håbe på, at nogen beslutter sig for en dag at lave en ny filmatisering af The Puppet Masters, og at de så holder mere fast i romanens struktur, for det har romanen klart fortjent. The Puppet Masters er ikke en decideret ræderlig film, men den har store mængder uforløst potentiale, som gør den til en ret frustrerende oplevelse.

3 stjerner

Titel: The Puppet Masters
Instruktør: Stuart Orme
Manuskript: Ted Elliot, Terry Rossio & David S. Goyer efter romanen The Puppet Masters af Robert A. Heinlein
Cast: Donald Sutherland (Andrew Nivens), Eric Thal (Sam Nivens), Julie Warner (Mary Sefton), Keith David (Alex Holland), Richard Belzer (Jarvis), Yaphet Kotto (Ressler), Marshall Bell (General Morgan), Dale Dye (Brande)
Producere: Ralph Winter (producer), James Axotis (field producer), Michael Engelberg (executive producer)
Foto: Clive Tickner
Klip: William Goldenberg
Musik: Colin Towns
Spilletid: 104 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Surround 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, fransk, spansk, svensk, norsk, dansk, finsk, hollandsk
Produktionsland, år: USA, 1994
Produktionsselskaber: Hollywood Pictures
Distributør (DVD): Hollywood Pictures Home Video (UK)
Udgave/region: Engelsk region 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/02/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *