The Postman

“It is 2013. War has crippled the Earth. Technology has been erased. Our only hope is an unlikely hero.”

Sådan lyder taglinen til dette storladne epos. En postapokalyptisk setting, hvor Kevin Costner, vanen tro, er vores helt. The Postman – eller Postbuddet – er på alle måder et udspring af Costners storhedsvanvid.

Det var hans første film som instruktør efter Oscarslugeren Dances with Wolves (1990) og han har her brugt alt det bedste fra den store western samt fra hans tidligere postapokalyptiske film Waterworld (1995). The Postman er baseret på David Brins roman af samme navn, som udkom i 1985.

Patetisk, overdreven og alligevel lækker

The Postman er helt uhyggelig lang, patetisk, overdreven, overspillet og blev sablet ned af samtlige anmeldere. Den havde den tvivlsomme ære af, at vinde fem Razzie Awards i 1998 (Razzie er Oscarens modstykke og gives til årets dårligste film. The Postman vandt bl.a. for værste film, hovedrolle og instruktør). Alligevel er der en del at komme efter i denne film, som undertegnede af uransagelige årsager har et godt øje til.

Året er 2013 og USA er efter krige og naturkatastrofer henlagt til en ødemark, hvor civilisationen næsten er væk. Kun små samfund findes stadig og det smukke landskab hærges af en bande, der kalder sig Holonisterne, ledet af den megalomaniske General Bethlehem (Will Patton).

Midt i alt dette kaos driver vores navnløse helt omkring. Han rejser fra by til by med sit kære muldyr og opfører små teaterstykker for folk. Desværre for ham er han, som helte nu engang har det med at være det, på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Bethlehems folk ankommer til byen, hvor vores hovedperson netop er blevet færdig med et stykke, og han indlemmes mod sin vilje i banden. Selvfølgelig lykkes det ham senere at flygte og så er det, at postbuddet opstår.

I en forladt bil, hvor han søger ly for natten, finder vores navnløse hovedperson skelettet af et postbud i uniform. Han snupper uniformen og iklæder sig den for at holde varmen, men for at gøre billedet helt perfekt, finder han også en taske fyldt med gamle breve, der stammer fra en tid før verden gik af lave.

Postbuddet der troede at han kunne redde verden

Med sin nye identitet som postbud, vandrer han nu videre, og i den næste by bliver hans plan klar; han vil udgive sig for at være postbud, for derved at få mad og husly. Det går dog hverken værre eller bedre end at han ender med at blive et håb for befolkningen i byen, da de tror på ham og hans historier om, at der er dannet en ny regering ledet af den fiktive præsident Starkey.

Og så tager handlingen ellers fart: Fra by til by spreder rygterne sig om postbuddet og den nye regering. Håbet vækkes hos den hårdtprøvede befolkning. Postbuddet bliver en vaskeægte helt, og symbolet på, at den gamle verdensorden kan genskabes.

Sammen med sit korps af unge postbude tager postbuddet kampen op mod Holonisterne og General Bethlehem, hvilket i filmens dramatiske klimaks udmønter sig som et stort anlagt slag i bedste western-stil. Hvis alt dette lyder søgt og plat, bør du nok holde dig væk.

The Postman er rent teknisk flot såvel som overbevisende, og de gentagne skildringer af de smukke landskaber er bjergtagende. En af filmens problemer ligger i dens setting. Det begynder i og for sig ganske godt. Vi ser Kevin ved en forladt tankstation, hvor han ironisk sætter sig til at læse højt fra et gammelt tv-program, mens han ser på det ødelagte fjernsyn.

Men det er som om der mangler noget farlighed og oprigtigt, perverteret forfald i samfundsskildringen. Det er for pænt, nydeligt og minder alt for meget om det “normale” Amerika, med alt fra fester og countrymusik til møder i det lokale forsamlingshus.

Det er et problem, da en af den postapokalyptiske genres styrker ligger i, at man ser et samfund vendt på hovedet, som det eksempelvis ses i Waterworld, og mere udtalt i Mad Max-trilogien, eller for den sags skyld i Jeremiah-tegneserien. Men igen lægger dette sig også op af filmens pointe og moralske standpunkt: Det er i fortiden at vi kan genfinde vores storhed. Så frem for at blive en dyster fremtidsskildring er The Postman en moralsk opsang og en kvalmende læresætning om hvorfor det er gået galt.

Westernmyten lever – og hvordan det kogte over for Costner

Selvfølgelig kommer filmen også med en løsning på problemerne. Mest af alt bliver det imidlertid kun til den klassiske kamp mellem godt og ondt, fortalt i et formsprog og med en dramaturgi hentet hos de klassiske westerns.

Costner har ligeledes kopieret flere ting fra Dances with Wolves, hvilket ses mest udtalt i slutningen på filmen. Her ser vi postbuddet ride forbi sine fjender på præcis samme måde, som vi ser Dunbar ride forbi sine fjender i startsekvensen af Dances with Wolves.

Helt koger det over for Costner, da man i slowmotion ser postbuddet samle et brev op fra en dreng. Drengen spilles for øvrigt af Costners egen søn Joe, og filmen har åbenbart været et familieforetagende, for resten af Kevins børn optræder også i små roller. Denne scene er grinagtig, og da vi i filmens slutning ser en statue rejst til ære for postbuddet, går det helt galt. Statuen viser postbuddet gribe drengens brev. Så er der ikke længere et øje tørt. Postmand Costner bliver en allegori på frihed og et opråb om, at den enkeltes frihed ikke kan være på fællesskabets bekostning.

Antihelt og overspil

Et andet af filmens problemer er Costners postbud. Det begynder godt; en klassisk antihelt, der ikke vil binde sig og som står sig selv nærmest. Men helt i filmens ånd går han fra at være en enspænder til at blive en holdspiller, der stifter familie og ender med at vil gøre alt for den drøm han selv har vækket.

Det klæder ellers Costner at spille antihelt, som vi ser det i Waterworld og som han spillede til perfektion i sin egen mesterlige western Open Range (2003). Postbuddets udvikling er bare ikke troværdig – det virker påklistret og dumt at han absolut skal gennemleve denne udvikling henimod den ægte helt.

Will Patton overspiller grelt i rollen som Bethlehem, den store skurk, og i de andre roller er specielt Larenz Tate som det altopofrende unge postbud Ford grinagtig.

Hvad er det så der fanger mig ved denne film? Jeg kan ikke sige det præcist og det er sådanne tilfælde der er med til, at gøre filmmediet så spændende. For alt i mig råber og skriger, at det her er noget værre lort, men alligevel kan jeg lide den gumpetunge, langsommelige, patetiske og overspillede The Postman. Døm selv.

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Filmatisering, Fremtiden, Naturkatastrofe, Postapokalyptika, Razzie Awards