Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Omen

The Omen
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Selv om The Omen ikke er sindsoprivende original, er Richard Donners antikristgyser glimrende underholdning.

The Omen“Her gælder det at have visdom. Lad den, der har forstand, udregne dyrets tal; thi det er et menneskes tal, og dets tal er 666.” – Johannes’ Åbenbaring, kap. 13, vers 18.

I 1967 udkom den amerikanske forfatter Ira Levins bog Rosemary’s Baby, der allerede blev lavet til film året efter af Roman Polanski. Konceptet i Rosemary’s Baby er, at Satans søn, Antikrist, bringes ind i verden på foranledning af en moderne heksekult.

Den idé har mændene bag den omtrent ti år senere The Omen (1976) ladet sig inspirere af, men ud over at Rosemary’s Baby uden tvivl har stået fadder til idéen bag The Omen, så er der ikke mange ligheder mellem de to film.

Skæbnesvanger adoption
Den lille familie mens alt endnu er fryd og gammen

Den lille familie mens alt endnu er fryd og gammen.

The Omen begynder i Rom klokken seks om morgen den 6. juni. Den amerikanske ambassadør i Rom, Robert Thorn (Gregory Peck), haster til hospitalet, hvor hans kone, Kathy (Lee Remick) lige har født. Da han ankommer får Thorn at vide, at barnet var dødfødt, og at moderen endnu ikke ved det. Thorn får da et tilbud; de kan få et andet nyfødt drengebarn, hvis moder også er død i barselssengen. Tynget af sorg, og vel vidende at det ville sønderknuse Kathy hvis hun fandt ud af, at deres søn var dødfødt, tager Thorn imod tilbuddet.

Fem år senere ånder alt fred og idyl. Thorn er nu ambassadør i London, og den lille familie bor i et stort hus uden for London. Men idyllen varer selvfølgelig ikke ved. Ved den børnefødselsdag Robert og Kathy har arrangeret for sønnen Damien (Harvey Stephens), hænger drengens unge guvernante sig foran hele selskabet – og det er kun begyndelsen.

Den sataniske guvernante, Mrs. Baylock (Billie Whitelaw) - ville du hyre hende til at passe dit barn?

Den sataniske guvernante, Mrs. Baylock (Billie Whitelaw) – ville du hyre hende til at passe dit barn?

Kort tid efter opsøges Thorn på ambassaden af en præst, der siger, at han har noget vigtig information. Præsten fabler noget om sønnen, men Thorn anser ham som gal, og får ham smidt ud.

Samtidig dukker en ny guvernante, Mrs. Baylock (Billie Whitelaw) op, uden at hverken Thorn eller hans kone har ansat hende, og omkring Damien sker der stadig flere mystiske ting. Da Thorn og hans kone vil tage deres søn med i kirke går han bersærk, da han ser kirkebygningen, og da Damien er i zoologisk have med sin mor, opskræmmer han på uforklarlig vis alle dyrene.

Antikrist
Pressefotografen Jennings (David Warner)

Pressefotografen Jennings (David Warner).

Den mystiske præst dukker igen op, og overtaler Thorn til at give ham blot fem minutters taletid, hvori han forklarer ambassadøren, at Damien er Antikrist, Satans søn. Han fortæller desuden, at Kathy er gravid igen, og at hun er i fare. Dette tror Thorn naturligvis ikke på, men det viser sig senere faktisk at passe. Samtidig er Kathy begyndt at få tvangstanker omkring Damien; hun tror, at han er ond, og har en uforklarlig fornemmelse af, at han ikke er hendes søn.

Da pressefotografen Keith Jennings (David Warner), der har luret i kulissen i længere tid, opsøger Robert Thorn, kommer der for alvor skred i handlingen, og de to indleder en undersøgelse, der langsomt leder Thorn frem mod den umulige konklusion, at Damien vitterligt er Antikrist!

Stemningstableauer
Satanisk vovse

Satanisk vovse.

Her skal handlingsreferatet stoppe, for de, der ikke har set The Omen, bør ikke kende alt for meget af handlingen på forhånd. The Omen er nemlig en glimrende okkult gyser, af den type, der langsomt kryber ind under huden på publikum. Det er ikke en film, der afhænger af chokeffekter for at skræmme – den skaber primært sin rædsel igennem skuespillet og antydningens kunst.

Præsten bliver spiddet, da et lyn slår ned i kirkens spir

Præsten bliver spiddet, da et lyn slår ned i kirkens spir.

De første ca. 45 minutter af filmen består hovedsagligt af en række stemningstableauer – en række scener, der etablerer at der foregår noget meget underligt omkring Damien. Guvernantens selvmord, den mystiske præst, den zoologiske have, den nye og ærlig talt ret uhyggelige guvernante samt en mystisk rottweiler, der dukker op, etablerer filmens stemning, inden Thorn og Jennings i filmens anden del begynder deres undersøgelse.

Selv om denne del af filmen til tider har et ret episodisk præg, så fungerer det faktisk glimrende, bl.a. også fordi publikum vises mere end hovedpersonerne. Det publikum ser, bestyrker fornemmelsen af, at der virkelig foregår noget uhyggeligt, og på det tidspunkt hvor ambassadøren og fotografen begynder at grave i sagen, har publikum allerede købt præmissen og beder blot til, at også Thorn vil lade sig overbevise.

Gode skuespilpræstationer
Damien ude at køre på sin trehjulede cykel i en fabelagtigt opbygget suspensescene

Damien ude at køre på sin trehjulede cykel i en fabelagtigt opbygget suspensescene.

Samtidig styrkes filmens effekt af, at skuespillerne leverer nogle ganske gode præstationer. For at få en film som The Omen til at fungere må skuespillerne tage materialet alvorligt – her er ikke plads til glimt i øjet eller manisk overspil, og det er der på intet tidspunkt tale om. Gregory Peck leverer et sammenbidt spil, og holder pokerfjæset hele vejen igennem, stærkt hjulpet af den næsten altid glimrende David Warner i rollen som Jennings.

Også Lee Remick tager konceptet alvorligt, og yder en god præstation, og så er det dejligt for en gangs skyld at se en barneskuespiller, der ikke er så påtaget nuttet, at man får lyst til at give ham et los i røven. Harvey Stephens er perfekt i rollen som Damien – gravalvorlig hele vejen igennem, og i stand til at udstråle præcis den grad af trussel og ondskab, som rollen kræver.

Selv om The Omen i høj grad lever på skuespillet, hvilket også gælder for Rosemary’s Baby, så er der tale om to helt forskellige okkulte gysere. I Rosemary’s Baby er der skruet ned for de okkulte elementer, og det psykologiske spil er i højsædet. I The Omen flyder det med bibelcitater, præster, skumle locations og generelt uforklarlige begivenheder.

Og det er netop også noget af det gode: Vi får aldrig forklaret hvor den truende rottweiler kommer op fra, og ej heller om den faktisk bare er en hund eller måske noget andet og farligere. Ligedan da Thorn og Jennings angribes af en hel flok rottweilere på en gammel kirkegård i Italien. Heller ikke her får vi en forklaring på deres mystiske opdukken. Det er heller ikke nødvendigt; den langsomme akkumulation af skumle hændelser, og de stadigt mere desperate hovedpersoner gør hele affæren så intens, at man aldrig savner forklaringerne.

Latterligt lavt budget
Djævleyngel

Djævleyngel.

The Omen er indspillet på et latterligt lavt budget. Filmen kostede i 1976 ca. 2,5 millioner dollars, hvilket bl.a. betød at Gregory Peck måtte acceptere et væsentligt nedslag i sin løn. Peck sikrede sig dog 10% af filmens indtægter, og da The Omen gik hen og blev en kassesucces, endte filmen faktisk med at give Peck hans største løncheck nogensinde.

At budgettet har været lavt skinner egentlig ikke så tydeligt igennem, som man kunne have frygtet. Hist og her er det dog åbenlyst, at nogle udendørslocations er optaget i et studie, og på en så simpel ting som filmens fortekster kan man også fornemme det begrænsede budget. Men da filmen først er kommet i gang, spiller disse ting ingen rolle for historien, som griber tilskueren med det samme de mystiske begivenheder begynder at tage fart.

Det hele er understøttet af et absolut fremragende score af filmkomponisten Jerry Goldsmith, der da også fuldt fortjent vandt en Oscar for sin indsats. Der er mange scener i filmen, der næsten kun fungerer pga. Goldsmiths musik, hvilket instruktøren Richard Donner da også indrømmer blankt.

Hvis man er til okkulte gyserfilm, må man ikke snyde sig selv for The Omen – sammen med Rosemary’s Baby (1968) og The Exorcist (1973) udgør den en vanhellig treenighed, som enhver gyserfan må frydes over.

Det skal til sidst nævnes, at en genindspilning af filmen – med samme titel som originalen – fik premiere tidligere i år med premieredatoen 6. juni (6/6/06).

5 stjerner

Titel: The Omen
Dansk titel: Tegnet
Andre titler: Omen I: The Antichrist (relancerings-titel), Omen I: The Birthmark (relaceringstitel)
Instruktør: Richard Donner
Manuskript: David Seltzer
Cast: Gregory Peck (Robert Thorn), Lee Remick (Katherine Thorn), David Warner (Keith Jennings), Billie Whitelaw (Mrs. Baylock), Harvey Stephens (Damien Thorn), Patrick Troughton (Father Brennan)
Producere: Harvey Bernhard, Mace Neufeld (executive producer), Charles Orme (associate producer)
Foto: Gilbert Taylor
Klip: Stuart Baird
Musik: Jerry Goldsmith
Spilletid: 106 minutter
Aspect ratio: 2.35:1 widescreen
Lyd: Dolby Surround 2.0.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, portugisisk, polsk, tjekkisk, ungarsk, islandsk, hebraisk
Produktionsland, år: USA, 1976
Produktionsselskaber: 20th Century Fox
Distributør (DVD): SF Film (Danmark)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006

Stikord: Antikrist, Genindspillet, Katolicisme, Okkultisme, Onde Børn, Præster, Rom, Satanisme, Trilogi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *