The Matrix

Jeg husker det, som var det i går. Det var i 1998. Jeg var i London og var et smut i biografen. Der kom flere trailers, jeg husker ikke dem alle, men jeg husker én af dem: Traileren til The Matrix!

I 1998 var tiden en anden på internettet. Og traileren jeg så, var faktisk det første, jeg havde set eller hørt om The Matrix! Det var en vild oplevelse. Da jeg kom hjem til Danmark, fortalte jeg mine venner om den film, jeg havde set traileren til, og at vi havde noget stort i vente. Og traileren løj ikke!

“I know you’re out there. I can feel you now. I know that you’re afraid. You’re afraid of us. You’re afraid of change. I don’t know the future. I didn’t come here to tell you how this is going to end. I came here to tell you how it’s going to begin. I’m going to hang up this phone, and then I’m going to show these people what you don’t want them to see. I’m going to show them a world without you. A world without rules and controls, without borders or boundaries. A world where anything is possible. Where we go from there is a choice I leave to you.”

Jeg så The Matrix i Imperial i maj 1999 og fløj ud af biografen med teksten, og beatet, fra Rage Against the Machines “Wake Up” plantet solidt i kroppen.

Lige før filmens end credits snakker Neo i telefonen, han fyrer sin monolog af – den som jeg lige har citeret længere oppe – lægger røret på (i mønttelefonen), og det øjeblik, han gør det, starter tonerne fra “Wake Up”.

Neo går ud af telefonboksen på en sej måde og tager solbrillerne på – på en meget sej måde. Så kigger han op mod himlen og flyver afsted som en anden Superman!

Mr. Anderson og Neo

I filmen møder vi Thomas Anderson, der arbejder om dagen og er hackeren “Neo” om natten.
I kender jo alle godt plottet (og hvis I ikke kender det, så hop over den følgende del), så jeg vil ikke bruge meget mere tid på det.

Blot vil jeg sige, at det viser sig, at den verden, Thomas bor i, ikke er den virkelige verden, men en simulation, skabt af de nederdrægtige robotter, der bruger menneskerne som føde/energi.

Så i virkeligheden lever menneskeheden i en computerskabt verden, mens deres kroppe er fanget.

Thomas kommer i kontakt med en oprørsgruppe, ledet af den navnkundige Morpheus, og de sørger for, at Thomas bliver reddet væk fra maskinerne (rent fysisk), og at de også vækker ham rent mentalt.

For oprørerne, primært Morpheus, tror nemlig på, at Neo er “the One”, personen der kan redde menneskeheden.

Samtidig jages vores helte af skurke, både i den virkelige verden og i simulationen – det farlige er her, at hvis man bliver skudt i simulationen, så dør man også i virkeligheden!

Sejhed og et vildt soundtrack!

I sin essens er The Matrix en klassisk oprørs-/heltefortælling. Der er skurkene, der er dem, der gør oprør, og der er den ene person, der kan forløse det hele. Helt klassisk.

Plottet er bygget op som et friskt sammensurium af idéer fra forskellige religioner, Platons hulelignelse og Jean Baudrillards tanker om simulakra og simulation samt en masse andre herlige sager.

Det er en leg fra filmskabernes side; en leg, der er ægte postmoderne-lækker og en hyldest til cyperpunk i en light mainstreamudgave.

Der, hvor filmen dog for alvor skiller sig ud, specielt da den kom i 1999, er/var i stilen. Bullet time, color grading, kameravinkler, ja, The Matrix dannede visuel skole.

Men filmen er mere end bare stil. Plottet er elementært spændende, og ambitiøst, men det er stilen, der for alvor katapulterede The Matrix til succes.

Alt fra det stramme tøj til måden, helikopteren flyver på, til Morpheus’ bevægelser stinker langt væk af coolness.

I dag, i 2025, holder filmen bestemt ved gensyn. Ja, flere effekter ser lidt gamle ud, men nerven, energien og det simple helteplot skinner stadigvæk som en lille glødepære i et natsort rum.

Nu nævnte jeg “Wake Up” tidligere, og det er på sin plads at nævne hele filmens soundtrack, The Matrix: Music from the Motion Picture, der udkom i marts 1999.

Jeg tror ikke, jeg lyver, når jeg siger, at det er et af de soundtracks, jeg har hørt flest gange på CD, og det fortæller også historien om, hvor aktivt filmskaberne bruger populærmusikken i filmen.

Tænk blot på den lange actionsekvens, som nydes til lyden af “Spybreak!” af Propellerheads. Og der optræder også numre på CD’en fra kunstnere som Marilyn Manson, Rammstein, Deftones, Ministry, The Prodigy og Rob Zombie. Ja, kom ikke og sig, at den CD IKKE var en feststarter dér tilbage i 1999, hvor alle også snakkede om filmen!

Filmens score er for øvrigt komponeret af Don Davis og det fungerer også fornemt i filmen, hvor det står flot på egne ben side om side med de mange needledrops af populære tracks.

Når virkeligheden udfordres

The Matrix er en del af et stærkt kuld sen-90’er-film, hvor virkeligheden og virkelighedsopfattelsen blev udfordret. Ægte krydsninger mellem science fiction, fantasy og – i flere tilfælde – horror og film noir.

Film som The Truman Show (1998), Pleasantville (1998), eXistenZ (1999), Dark City og The Thirteenth Floor (1999).

Og det var jo ikke kun i slutningen af 1990’erne, at denne simulerede virkelighed (ofte i flere lag) var et vigtigt greb i fiktionen.

Tænk blot på film som Westworld (1973), Tron (1982) Total Recall (1990), The Village (2004, ja den version er ret speciel i forhold den simulerede virkelighed), Surrogates (2009), Inception (2010), Ready Player One (2018), Free Guy (2021) og mange andre.

Nogle gange er det gennem drømme, computerspil eller skjulte samfund. Andre gange er det cyborgs, computere eller anden teknologi. Nogle gange er det fantasy-elementerne, der er bærende, andre gange videnskaben, og ellers befinder vi os i et krydsfelt.

I en medieret virkelighed er det oplagt med den slags film. For hvad er virkeligheden rent faktisk for en størrelse? Når medierne eksempelvis skildrer “virkeligheden”, er det jo gennem deres vinklede udgave af virkeligheden. Det kan vi diskutere over en kop øl (eller en blå eller rød drink), enten virtuelt eller på en bodega, en anden god gang.

Take it away, Morpheus

Alt i alt er The Matrix glimrende, nærværende og fræk underholdning, der dannede skole dér tilbage i slutningen af det tyvende århundrede.

Selve det mytiske lag var heller ikke overforklaret, så filmen pirrede også vores nysgerrighed. En nysgerrighed der blev helt slukket i de to efterfølgere, men dem vil jeg ikke bruge mere krudt på her.

Og så får Morpheus lige det sidste ord i denne anmeldelse:

“This is your last chance. After this, there is no turning back. You take the blue pill – the story ends, you wake up in your bed and believe whatever you want to believe. You take the red pill – you stay in Wonderland and I show you how deep the rabbit hole goes.”

Anmeldt i nr. 236 | 13/07/2025