Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Last Legion

The Last Legion
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Last LegionThe Last Legion er en rigtig stinker, hvor man har forsøgt en historisk tilgang til Arthurmyten tilsat fantasyelementer. Den er småkedelig, ikke særlig sjov, kampscenerne ligner noget lavet af liverollespillere, men mest af alt er filmen blottet for nerve.

I 2004 så vi i King Arthur et forsøg på at gøre myten om Arthur mere “historisk korrekt”, og det lykkedes ikke videre godt. Men det har ikke afholdt folkene bag The Last Legion i at gøre et nyt forsøg. Man har åbenbart i denne co-produktion fra helvede ment, at det var på tide med endnu en “realistisk” fortolkning af Arthurlegenden.

Denne gang allierede producenterne sig med den italienske forfatter/journalist/historiker/arkæolog Valerio Massimo Manfredi og dennes roman L’ultima legione fra 2002. Manfredi har, udover sine historiske romaner, hvor hans Alexander-trilogi er oversat til 36 sprog, også skrevet en del videnskabelige artikler og essays. Så umiddelbart skulle man tro, at Manfredi var det rigtige valg til en film af dette format, og han har endda også været inde over filmens manuskript. At man vælger en italiensk forfatter er nok heller ikke nogen tilfældighed, når man ser, hvem der står bag filmen.

Mytiske undertoner og gamle grise

Den unge Romulus Augustus skuer ud over Rom

Handlingen er kort fortalt som følger: Hele Romerriget er i forfald pga. af dekadence og korruption, og de “onde” barbarer truer rigets eksistens. Således når den unge Romulus Augustus da også kun at være cæsar i én dag, før hans familie brutalt myrdes, og han selv bliver fængslet på øen Capri sammen med sin lærermester Ambrosinus. Heldigvis er det magtfulde sværd Excalibur gemt på netop Capri, og snart bliver både Romulus og Ambrosinus reddet af den heltemodige Aurelius og dennes mænd – Aurelius er romersk soldat, og leder af den nedlagte kejserlige garde. Og så går rejsen ellers til Brittania, hvor den sidste romerske legion skulle befinde sig, og hvor vi med længsel kan se frem mod det sidste store slag – at filmen her så begynder at få mytiske undertoner, hvor en vis Merlin og en mand med en guldhjelm indtager store roller, gør bare det hele mere pjattet og latterligt.

Rent produktionsmæssigt er filmen en international co-produktion, hvor der både kommer penge fra England, Frankrig, Slovakiet og Italien. Fra Italien har vi ingen ringere end Dino De Laurentiis, og som medproducer har den gode Dino så haft sin nuværende hustru Martha og sin datter Rafaella ved sin side – her skal det lige indskydes, at både Martha og Rafaella er fra 1954, så Dino, der selv er fra 1919, er en rigtig gammel gris.

Vold, sex og eskapisme

Mor og far penetreres

Dino startede faktisk sin karriere som skuespiller tilbage i 1938, og nåede at spille med i syv film frem til 1941, hvor han startede som producer. Her er det så blevet til ikke mindre end 161 film, når man både tæller hans rolle som producer og executive producer med. Det startede naturligvis med film på italiensk, men siden hen har Dino stået bag en perlerække af genrefilm, som vi nok alle kan huske fra vores VHS-ungdom. Tænk blot på titler som Death Wish (1974), Orca (1977), Flash Gordon (1980), Conan the Barbarian (1982), Maximum Overdrive (1986), og Body of Evidence (1993). Ja, ikke alle store kvalitetsfilm, men den gode Dino har haft en forståelse for, hvordan man underholder publikum med lige dele vold, sex og rendyrket eskapisme. I de senere år har han droslet voldsomt ned, men i 2007 fik hele to Dino-stinkere premiere, hvoraf den ene er The Last Legion og den anden Hannibal Rising, som ikke fik pæne ord med på vejen i vores anmeldelse her på Planet Pulp.

Et næsten for åbenlyst tyveri. Kan du gætte hvorfra?

Filmens største problem er, at den fremstår ganske ligegyldig, og er stort set blottet for charme. Som sådan er billederne ganske flotte, kampscenerne ok, skuespillerne tilforladelige, men der mangler bare et eller andet. Det skyldes nok, at filmens manuskript stikker i for mange retninger, og at det virker til, at folkene bag filmen ikke helt har gjort sig klart hvilket publikum, de har sigtet efter. Der er både lidt lummerhed, liderlige blikke, barnagtige vittigheder, slapstickhumor, klassiske “sværd og sandal”-films-intriger, kampscener uden blod, moralske lærersætninger, som kun et yngre publikum vil sluge, og episke klichéer. Bemærk i denne sammenhæng en scene, hvor der krydses bjerge, som er næsten identisk med en lignende scene i Lord of the Rings: The Fellowship of the Ring (2001). Tyveriet går endda så vidt, at også komponisten Patrick Doyle i denne scene nærmest kopierer Howard Shore. Ellers er Doyles musik for øvrigt én af de bedre ting ved The Last Legion, hvor Doyle til dels har ramt den tone, filmen gerne vil opnå.

Blottet for indlevelse

Demetrius i kamp

Når en film rammer de rette episke højder er det på sin plads med storladne replikker, da man som tilskuer køber den form for patos, når alle delene spiller perfekt. Det bliver dog rigtig slemt i The Last Legion, da følgende dialog udspiller sig mellem Mira og Aurelius’ tro væbner Demetrius. Gruppen er netop ankommet til Brittania, og Aurelius har fornærmet sagt, at de burde være blevet i Rom og kæmpe, hvorefter han går lidt væk. Mira siger: “It would have been hopeless. He must know.” Demitrius kigger længselsfuldt ud mod horisonten, mens han siger: “He has fought hopeless battles before.” Mira kigger med noget, der ligner ærefrygt (ikke helt til at sige, da hun spiller frygteligt), hvorefter hun siger: “And you would have stood by him?”. Musikken stiger i styrke, Demetrius går helt op til Mira, musikken aftager i styrke, og Demetrius afslutter denne lille dialog med følgende: “Anytime, anywhere”. Ja, man krummer nærmest tæer, og det er ikke på grund af ordlyden, men fordi filmen slet ikke kan bære det.

Som tilskuer sidder man tilbage, totalt blottet for indlevelse, da man ikke har noget fast holdepunkt for sin interesse. Den sammenhørighed som kendetegner en helstøbt film, er ikke til stede. Derved bliver The Last Legion da også et klassisk eksempel på en forfejlet international co-produktion, hvor lidt for mange forskellige interesser har været ind over.

Fejlcasting

Colin Firth i en intim stund

Således ser vi da også på skuespillerfronten både den engelske storcharmør Colin Firth som Aurelius, der virker meget fejlcastet, selvom det er hans del af fortællingen, der har den største underholdningsværdi. Som Firths kvindelige modstykke Mira har vi den indiske skønhed Aishwarya, som godt nok er gudesmuk, men som ikke er nogen stor skuespiller. Kemien mellem de to er nærmest pinagtig kejtet, hvor den skulle være det smukke og romantiske møde mellem to kulturer.

Når man ser hende her vil man måske mene, han har scoret over niveau

Og så er det mig en gåde, hvorfor man har valgt Ben Kingsley til rollen som Ambrosinus/Merlin, da han endnu engang viser, at karrieren efter den fremragende House of Sand and Fog (2003) er gået på et manisk overdrive med kurs mod det ultimative overspil. Både hans mimik og repliklevering er helt til grin, og det undrer én, at det er den selv samme mand, der spillede mageløst i Gandhi (1982) – her på Planet Pulp har vi dog tidligere stiftet bekendtskab med Kingsleys knap så gode sider i A Sound of Thunder og BloodRayne begge fra 2005, og man så også allerede i 1995 tendens til overspil i Species. Og så ikke et ondt ord mere om Kingsley i denne omgang.

Som en TV-film

Merlin (Ben Kingsley) i belærende stil

At The Last Legion overhovedet kom i biograferne i USA er næsten et mysterium i sig selv, da folkene bag filmen nok burde have gemt den af vejen til DVD- og TV-salg. For filmen ligner på mange måder en dårlig TV-film, og her må man nok skyde en del af skylden på filmens instruktør Doug Lefler. Lefler er en rigtig TV-mand, og The Last Legion er da også hans første forsøg med en biograffilm. Ellers har han boltret sig med herligheder som Mortal Kombat: Conquest (1998, episoden “Cold Reality”), Xena: Warrior Princess (flere episoder i perioden 1995-1999) og ikke at forglemme den frygtelige TV-film Dragonheart: A New Beginning (2000). Så han har tjek på den platte og købmandsagtige fantasy, hvor kampscener ligner en blanding mellem showridderkampe og wrestling.

The Last Legion fremstår da også langt hen af vejen som en mini TV-serie, der er presset sammen til en spillefilm på lidt over halvanden time. Det gør også, at handlingen fremstår episodisk – der skiftes hurtigt scene, så man kan nå at få det hele med. Havde de blot lavet den til en miniserie, var resultatet sikkert blevet ganske godt, men sådan skulle det ikke gå. Det færdige resultat bærer for meget præg af sjusk og hastværk i manuskriptfasen, og det lader de stakkels skuespillere stå i lort til halsen.

Legetøjssværd

'Nu skal du høre her, min knægt. Nu skal jeg give dit et studie i overspil.'

En lille positiv ting ved filmen er, at den stort set er blottet for CGI-effekter, og det er rart at se en gammeldags film som morfar lavede dem. Problemet er så bare, at manuskriptet er så jammerligt, at selv det stort anlagte slutslag fortaber sig i ligegyldige klichéer og ublodige kampe. Historiske film og fantasy behøver ikke være blodige for at være gode, men når man har tilnærmet sig en ganske brutal setting og historie, så burde man også have givet filmen nogle liter teaterblod og svineindvolde. Men det hænger jo igen sammen med, at man ikke har vidst, hvem publikum var, og derfor har man overordnet set sigtet så bredt som muligt, hvilket betyder censur af vold, hårdt sprog og nøgenhed – tre ting som kunne have gjort The Last Legion langt mere seværdig. Og så må jeg altså lige her på falderebet nævne én af de detaljer, der næsten kan gøre mig sur: Excalibur ligner et legetøjssværd.

Hvis du ligger med voldsomme tømmermænd en tirsdag morgen eller bare har lyst til spilde halvanden time, mens du venter på, at Glamour skal løbe over skærmen, kan The Last Legion måske gå an. Alle andre bør gå i en stor bue udenom, og man kunne i stedet se eller gense King Arthur. som er et mesterværk i sammenligning – og så burde man være advaret. Eller bedre: find den fantastiske Excalibur (1981) frem, for den er stadig den bedste film om Arthur, sværdet og Merlin.

The Last Legion er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

2 stjerner

Titel: The Last Legion
Andre titler: La Dernière Légion, L’ Ultima legione
Instruktør: Doug Lefler
Manuskript: Jez Butterworth & Tom Butterworth efter roman af Valerio Manfredi
Cast: Colin Firth (Aurelius), Ben Kingsley (Ambrosinus/Merlin), Aishwarya Rai (Mira), Thomas Sangster (Romulus Augustus) og Rupert Friend (Demetrius)
Producere: Tarak Ben Ammar (producer), Dino De Laurentiis (producer), Martha De Laurentiis (producer), Raffaella De Laurentiis (producer), Chris Curling (co-producer), Lorenzo De Maio (co-producer), Phil Robertson (co-producer), Hester Hargett (line producer), Lucio Trentini (line producer), James Clayton (executive producer), Duncan Reid (executive producer), Harvey Weinstein (executive producer), Salvatore Morello (co-executive producer)
Foto: Marco Pontecorvo
Klip: Simon Cozens
Musik: Patrick Doyle
Spilletid: 98 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: 5.1 Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: England, Italien, Frankrig, Slovakiet, 2007
Produktionsselskaber: Dino De Laurentiis Company, Ingenious Film Partners, Quinta Communications, Zephyr Films
Distributør (DVD): Nordisk Film (DK)
Udgave/region: Region 2

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/08/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *