Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

The Hunger

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Filmatiseringen af The Hunger er ikke nogen god film i konventionel forstand, men som artfilm og som fascinerende vidnesbyrd om 80'ernes smag for goth og kold, fremmedgørende kunst, er den særdeles interessant.

The HungerI 1983 kunne Tony Scott udsende sin debutfilm, der var en filmatisering af Whitley Striebers roman The Hunger fra ’81. Filmen fik samme navn som bogen, og det er næppe helt forkert at kalde den en af 80’ernes mest ambitiøse vampyrfilm, hvis ikke bare mest ambitiøse i det hele taget.

Med Catherine Deneuve og David Bowie i hovedrollerne, samt gæsteoptræden fra det avantgardistiske gothband Bauhaus og bl.a. med musik af Iggy Pop, står det klart, at det her er en film, som bevæger sig faretruende nær på det prætentiøse, og var det ikke fordi den nærmest desperat forsøger at klamre sig til romanens kompakte sexthrillerhandling, var Scotts vampyrfilm da også opløst i ren form. Dermed er det også sagt, at det ikke ubetinget er en god film, vi her har med at gøre, men før vi går videre, synes jeg, vi skal kaste et blik på handlingen.

Tonen lagt
Miriam Blaylock (Catherine Deneuve).

Miriam Blaylock (Catherine Deneuve).

John (David Bowie) og Miriam (Cathrine Deneuve) er netop vendt hjem efter en nat i byen. De har været på en eller anden arty gothbar, og velankommet kan parret tage sig af nattens fangst. Hver har nemlig medbragt et ungt menneske, som de nu med stor seksuel appetit kan kaste sig over.

I hektiske klip får situationen lov til at udarte sig, men netop som sagerne for alvor kommer i gang, ser vi, at John finder et ank frem fra en halskæde – et skarpslebent ank vel at mærke – og med dette åbner han sit offers hals. Miriam gør det samme med den unge mand, hun har slæbt med hjem, og i den følgende scene får parret lov til at slukke deres tørst i blod. Senere ser vi John og Miriam i bad, hvor de vasker blodet af og, tydeligvis opstemte af drabene, indleder endnu et samleje. Dermed er tonen lagt.

Ældes i rekordtempo
Blodige mordvåben.

Blodige mordvåben.

Så langt er alt jo godt, men kort efter badescenen viser John nogle umiddelbart uforståelige sygdomstegn. Han kan ikke sove, og Miriam er tydeligvis meget bekymret for ham. Hvad der præcis er i vejen, finder vi ikke ud af, før John apatisk betragter sig selv i badeværelsets spejl og konstaterer, at der har dannet sig rynker om øjnene i hans ellers ungdommelige ansigt. Han er ved at blive gammel, og det endda med forbløffende hast.

Miriam har åbenbart lovet ham, dengang hun i en fjern fortid gjorde ham til vampyr, at de skulle leve sammen for evigt. Det viser sig ikke at være sandt, og meget tyder på, at Miriam ganske vel vidste, at det var løgn, dengang hun tilbød John evigheden. Dybt ulykkelig må John se sin undergang i møde, men før han dør, beslutter han sig for at se, om der ikke skulle være en udvej.

John (David Bowie).

John (David Bowie).

En ung læge, Sarah Roberts (Susan Sarandon), har nemlig netop udsendt en bog om sammenhængen mellem søvn og udødelighed. Det lyder jo som noget, en vampyr kan bruge, og derfor tager John ind og opsøger Sarah på hendes klinik. Desværre for John bliver han mødt med skepsis.

Ingen tror på, at han ældes tydeligt for hver time, der går, og rent faktisk får han lov at vente en hel dag i lægernes forkontor. Det betyder, at han ved lukketid har forvandlet sig til en gammel mand, og da det går op for Sarah, forstår hun, at hun her står over for noget unikt. John har imidlertid mistet tålmodigheden, og han forlader stedet hovedkulds.

Emotionelt på spidsen
Dr. Sarah Roberts (Susan Sarandon) på TV.

Dr. Sarah Roberts (Susan Sarandon) på TV.

Nu begynder tingene at blive sat emotionelt på spidsen, for John er blevet en olding på knap et døgn, og Miriam kan ikke holde ud at se sin elskede forvandle sig til støv for øjnene af sig. Hun forlader derfor deres hus, og overlader John til sig selv, men knap er hun ude, før den unge teenager Alice (Beth Ehlers) banker på døren.

Hun har været John og Miriams protegé og musikalske ledsager i deres klassiske trio. Set i lyset af begivenhederne, som de har udviklet sig frem til nu, er det ret åbenlyst, at Miriam har gemt Alice som en fremtidig partner, og netop det går nu op for John. I en knusende ubehagelig scene kaster han sig derfor over Alice, og fortærer hendes ungdommelige liv – både for at slukke sin tørst og for at straffe Miriam.

Dermed kan filmens anden akt begynde. John er hastigt døende, og Miriam står på nippet til at blive alene, men netop da tropper lægen Sarah Roberts op. Hun har på nærmest magisk vis fået opsporet Johns adresse, og nu hvor hun står ansigt til ansigt med Miriam, har vampyrkvinden helt åbenlyst fundet en erstatning for både Alice og John. Spørgsmålet er så bare, hvad John siger til endnu en gang at være blevet udmanøvreret, og hvad Sarah siger til Miriams lesbiske vampyrkærlighed.

Mere stemningsbillede end plotdrevet historie
En vampyrisk trio.

En vampyrisk trio.

Dybest set er The Hunger et intimt drama mellem John, Sarah og Miriam. Vampyrdelen bliver en metafor for hovedpersonernes bundløse behov for kærlighed, omsorg og sex, men et egentlig tema i sig selv er det ikke. Filmen har således ikke ret meget tilfælles med den klassiske gotiske vampyr, men 80’er-goth er der masser af. Det er da også i høj grad det visuelle univers, som Tony Scott får vævet frem, der betager; handlingen i sig selv er nemlig alt andet end elegant.

Manuskriptet til filmen blev udarbejdet af James Costigan og Ivan Davis, og man fornemmer ganske tydeligt, at de så vidt muligt har forsøgt at bevare romanens tempofyldte historie. Det lykkes bare ikke, for hele filmens første del er mere et visuelt stemningsbillede end en egentlig plotdreven historie, og da de så endelig forsøger at vriste lidt mening ud af de mange optakter, bliver det så forhastet og forkortet, at man sandt at sige har svært ved at finde hoved og hale i det hele.

En meget ældet John.

En meget ældet John.

Det er dermed med en stigende fornemmelse af frustration, at filmen afvikles og navnlig for de, der kender historien gennem romanen, er den sidste halve time belastende. Det er nemlig tydeligt, hvor manuskriptforfatterne vil hen, men det lykkes bare ikke. Historien drukner i en syndflod af visuelt gåpåmod, og man må nok erkende, at Tony Scott ikke har kunnet beslutte sig for, hvad han gerne ville opnå med The Hunger.

Øm pigesex.

Øm pigesex.

Det er ganske, ganske beklageligt, for filmen er en dragende produktion, der med sin intense stemning og sit intime portræt af hovedpersonernes kærlighedsliv stedvist bliver meget rørende og dampende erotisk. Sexscenen mellem Sarah og Miriam er således nok noget, der kan fremkalde duggede ruder på teenagedrengeværelset, og den autentiske 80’er-goth stemning har også en meget positiv indvirkning på helheden.

Kombinationen af dekadence, sort læder, haute-couture, vampyrisme og skarpslebne anker i halskæder gør således et usletteligt indtryk, og hos rollespillere der læser dette, vil Tony Scotts vampyrfilm nok også vække visuelle mindelser.

Fint skuespil
Dræbt af en vampyr.

Dræbt af en vampyr.

Skuespillet fejler bestemt heller ikke noget. Catherine Deneuve er supersexet og betagende i rollen som den ældgamle vamp, der nu lever sit udsyrede goth-liv i 80’ernes New York. David Bowie er også over al forventning, og make up-effekterne, der skal få han til at fremstå gammel, fungerer rigtig fint. Igen – visuelt er The Hunger et overlødighedshorn.

Susan Sarandon har også sine øjeblikke, og navnlig den næsten maniske måde, hun kæderyger på, understreger filmens kredsen om “sulten”. De øvrige er knap så mindeværdige, men som et lille kuriosum kan det nævnes, at en ung Willem Dafoe medvirker som navnløs og dialogløs bølle.

Nu hvor vi er ved det spøjse trivia, skal det i øvrigt også nævnes, at det nummer som bandet Bauhaus spiller i begyndelsen af filmen, er den berømte sang “Bela Lugosi’s dead” fra 1979 – det nummer, der regnes som gothmusikkens fødsel. Smukt og ganske symbolsk. Den fulde symbolik kunne nok ikke erkendes dengang i 1983, da The Hunger blev udsendt, men sangen og filmens tematik har helt sikkert været trendy.

Svær at elske, svær at afvise
Smag for blod.

Smag for blod.

Tony Scotts vampyrfilm er en tung sag. Den er svær at elske, men også svær at afvise. Jeg skal blankt indrømme, at den har en meget høj stjerne hos mig, hvilket nok skyldes et
sammenfald af flere omstændigheder, men jeg er ikke blind for slagsiderne. Det er ikke nogen god film i konventionel forstand, men som artfilm og som fascinerende vidnesbyrd om 80’ernes smag for goth og kold, fremmedgørende kunst, er den særdeles interessant.

New York ved daggry.

New York ved daggry.

Den er dermed først og fremmest et tidsbillede, men også en betagende rejse ind i en ubehagelig verden, der ikke ligner ret meget, vi har set før eller siden. Desværre er det som om, at Scott midtvejs kom i tanke om, at han nok hellere også måtte se at få klemt handling ind i stemningsbilledet, og fra det øjeblik går det den gale vej. Filmen taber fart, bliver rodet og munder endelig ud i noget pinagtigt vrøvl, som alle nok gør bedst i bare at glemme hurtigst muligt.

The Hunger har aldrig fået nogen egentlig efterfølger, men Jeff Fazio skabte i 1997 en TV-serie med samme titel, der klart refererede tilbage til Tony Scotts film, blandt andet ved at David Bowie optræder i nogle afsnit. Serien gik fra 1997-2000 og var en erotisk horror-serie, bygget op om individuelle små fortællinger med en introducerende vært.

3 stjerner

Titel: The Hunger
Instruktør: Tony Scott
Manuskript: James Costigan & Ivan Davis. Baseret på romanen The Hunger (1981) af Whitley Strieber
Cast: Catherine Deneuve (Miriam Blaylock), David Bowie (John), Susan Sarandon (Dr. Sarah Roberts), Cliff De Young (Tom Haver), Beth Ehlers (Alice Cavender), Dan Hedaya (Lieutenant Allegrezza), Rufus Collins (Charlie Humphries), Suzanne Bertish (Phyllis), James Aubrey (Ron)
Producere: Richard Shepherd (producer)
Foto: Stephen Goldblatt
Klip: Pamela Power
Musik: Denny Jaeger & Michel Rubini
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 2.40 Widescreen
Lyd: 1.0 Mono
Sprog: Engelsk, fransk, italiensk
Undertekster: Engelsk, fransk, arabisk, hollandsk
Produktionsland, år: England, 1983
Produktionsselskaber: Metro-Goldwyn-Mayer (MGM), Peerford Ltd.
Distributør (DVD): Warner Home Video
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Artfilm, Filmatisering, Lesbianisme, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *