The Hunger

7 minutters læsetid
The Hunger

Gennem tiden har der været mange besynderlige forfattere, som takket være en særpræget personlighed har givet deres historier en ekstra dimension, der rækker langt ud over den egentlige bog.

For genrelitteraturen kunne man eksempelvis pege på J. H. Brennan, der med sin sammenblanding af fantasy, horror og popokkultisme bestemt har sat kulør på det engelske paperbackmarked. Et andet eksempel kunne være L. Ron Hubbard, der gennem sin sci-fi-litteratur og senere karriere som religionsstifter har fået sin triviallitteratur til at fremstå som vigtige spirituelle manifester.

For dog at komme til sagen skal det her handle om endnu et eksempel fra samme skuffe – nemlig forfatteren Whitley Strieber, som i 1981 udsendte sin anden roman – The Hunger – der forsøgte at se vampyrmyten i et nyt lys. Men før vi går videre, skal det lige præciseres, hvorfor Strieber har gjort sig fortjent til at blive nævnt i flæng med Brennan og Hubbard; helt retfærdigt er det nemlig ikke.

Besøgt af rumvæsner

Sagen er den, at Strieber er en af de mange amerikanere, der mener, at de er blevet bortført eller i hvert fald besøgt af væsner fra en anden planet. Strieber har åbent bekendt sine oplevelser med rumvæsner, og endda udsendt en nonfiktiv bog med titlen Communion (1987), der beskriver episoden i detaljer. Bogen er tilmed blevet filmatiseret af Philippe Mora i 1989 under samme titel. Efterfølgende har Strieber vendt tilbage til rumvæsnerne et par gange, og uddybet sine betragtninger om fremmed liv.

Netop emnet om fremmed liv eller fremmede iblandt os var rent faktisk også emnet for hans første to romaner. I debutbogen The Wolfen fra 1978 var det varulve, der var i centrum. Ikke almindelige varulve, vel at mærke, men en race af formskiftere, der har levet side om side med menneskeheden siden tidernes morgen. Præcis det samme er kernen i The Hunger fra ’81, blot er det her vampyren, der er i søgelyset.

Vampyrerne

The Hunger begynder, da vi hører, hvordan vampyren John har sneget sig ind på en ung teenagepiges værelse. Han har beluret hende gennem nogen tid, og nu har han så opsøgt hende ved nattetide for at drikke hendes blod. Bevæbnet med en skalpel, da han ikke har hugtænder, som vi ellers kender dem på vampyrer, får John pigen dræbt, og da han efterfølgende bliver samlet op af en anden vampyr – Miriam – forstår vi, at hun også har været på menneskejagt, og at de to har været sammen meget længe.

På hjemturen ind gennem New Yorks nattetomme gader sker der imidlertid noget. John falder i søvn, kun ganske kort, men for Miriam er det tegn nok. Det var hende, der skabte John i sin tid, dengang i slutningen af 1700-tallet, og hun vidste allerede da, at han ikke ville holde evigt.

Med tiden ældes de vampyrer, hun skaber, men det sker ikke gradvist. Når aldringen begynder, sker det på en uges tid, og da John nu netop har nikket ind, ved Miriam, at han kun har en uges tid tilbage at leve i. Alt dette ved John ikke. Han er i den tro, at de skal leve sammen for evigt – det har Miriam fortalt ham, og frem til nu har der ikke været noget, der kunne antyde, at det ikke forholder sig sådan.

Her må det fortælles, at vampyrerne i Whitley Stribers version ikke er overnaturlige skabninger, der tilhører natten. De er en selvstændig og sådan set overlegen race, der både er hurtige og klogere end mennesket. Deres næringskilde er blod – menneskeligt blod – og en gang hvert døgn henfalder vampyrerne i en komalignende søvn, som de ikke kan vækkes fra.

De har ikke hugtænder, og tåler sollys som mennesker, men kun de, der er blevet født af en vampyrkvinde er, så at sige, ægte vampyrer. Mennesker der drikker vampyrernes blod, bliver blot halvvampyrer, der opnår en række af racens fortrin, men ikke deres udødelighed.

Menneskelige partnere

Miriam blev således født som vampyr i en tid, da oldtidens Egypten stadig var ungt, og hun er dermed oldgammel i romanens nutid. Faktisk er hun måske endda den eneste overlevende af sin race, for middelalderen og oplysningstiden var en hård tid. Her jagtede man decideret vampyrerne, og racen blev stort set reduceret til ingenting.

Da vampyrerne derfor er sjældne, har de skabt sig en tradition for menneskelige partnere, der som en form for halvvampyrer kan holde dem ved selskab og give dem omsorg og kærlighed. Det har netop været Johns funktion for Miriam, og før ham har der været mange andre. Fælles for dem alle er, at hun elskede hver og én oprigtigt.

The Hunger

Både de rigtige vampyrer som Miriam og halvvampyrer som John rammes omtrent ugentligt af Hungeren – The Hunger – en altfortærende sult efter blod, der må stilles hurtigst muligt. Strieber beskriver sulten efter blod som noget, der minder om en junkies stoftrang. Det er en feber, der langsomt sætter ind, og gradvist overtager blodsugernes bevidsthed, men hvad der er værre er, at de halvvampyrer, som begynder at ældes, mærker hungeren stærkere og stærkere. Nærmest som et bål, der brænder højere og hedere i kroppen for hvert øjeblik, der går.

Netop dette sker for John, og da John kaster sig over den unge pige, som Miriam havde udset sig som sin næste ledsager, forbryder han sig mod hele deres tilværelses grundorden, og dræber barnet.

Her kommer Sarah Roberts ind i billedet. Hun er en ung, ambitiøs læge, der forsker i sammenhængen mellem søvn og ældning. Faktisk er det lykkes for hende at påvise, hvorledes en dyb søvn kan forlænge livet, og principielt mener hun dermed at være på sporet af udødeligheden. Det lyder jo lidt som vampyrernes tilværelse, og Miriam begynder at undersøge sagen nærmere for at finde ud af, om Sarah kan skaffe hende en permanent partner. Her viser det sig bare, at det måske i virkeligheden er lægen selv, der er det oplagte valg.

Intenst drama med dampende erotiske passager

The Hunger er mest af alt et intenst lille drama, der med dampende varme erotiske passager og masser af sobre voldsbeskrivelser bliver en kompakt thriller. Indledningsvist tager historien sig god tid. Strieber udfolder settingen med en nærmest poetisk intensitet, og lader karaktererne vokse kapitel for kapitel. Men som handlingen spidser til, stiger spændingen, og begivenhederne tager fart. Faktisk begynder det næsten at gå for hurtigt, og afslutningen virker lidt forhastet, men også kun lidt.

Som sagt er plottet ganske minimalt. Historien i sig selv kunne ikke fylde mange kapitler, men fordi bogens fortælling suppleres med så mange saftige skildringer af samlejer mellem John og Miriam, Sarah og hendes kæreste, samt Miriam og Sarah, bliver opmærksomheden afledt godt og grundigt fra den lidt begrænsede handling. Anne Rice-fans vil helt sikkert føle sig hjemme her. Strieber er måske lidt mere eksplicit end Rice, men de to har tydeligvis en del til fælles.

Fremmedgørelsen

Et andet element der spæder det kompakte plot op er de talrige flashback-sekvenser, der kommer løbende. Her møder vi Miriam, og følger hende nærmest kronologisk op gennem årtusinderne. Først hører vi om hende i antikken, og herfra begynder vi at forstå, hvad hun har gennemlevet. Det er også gennem disse flashbacks, det bliver klart, at den hunger, som måske indledningsvist henviser til blodtrangen, i lige så høj grad henviser til hele persongalleriets søgen efter emotionel nærhed.

Alle som en er de fremmedgjorte over for deres omgivelser, og Miriam er naturligvis den, der er hårdest ramt. Ensom og anderledes lever hun en skyggetilværelse i randen af samfundet, ude af stand til nogensinde at blive et ægte medlem. Det eneste hun kan er at stjæle sig lidt kærlighed. Som en form for følelsesmæssig sisyfosopgave når hun dog kun akkurat at overbevise sig om, at det er muligt at give sig hen og elske et menneske, men så indhenter døden hendes ledsager og isolerer hende påny. Alt der blev bygget op synker i grus, stenen ruller ned igen, og Miriam må begynde forfra.

Ambitiøs

Whitley Striebers anden roman er helt sikkert en ambitiøs bog, der vil mere end bare at underholde. Den forsøger at skildre vores behov for kontakt og kærlighed, men samtidig har romanen thrillerens form, og det betyder naturligvis spænding og action. Kombinationen holder faktisk langt hen ad vejen. Det er klart en bog, der ligger over gennemsnittet, men også en bog med kapitler og episoder, der ikke virker så overbevisende, som de burde. Et punkt mestrer Strieber dog rigtig godt, og det er skildringen af de vampyrerotiske scener, der vitterligt er temmelig kulørte.

Som vampyrfan skal man være opmærksom på, at det her ikke er nogen roman, der sværmer for gotiske idealer eller fortærskede klichéer. Strieber har forsøgt at nytænke vampyrkonceptet, og går endda så langt, at han kommer med en pseudovidenskabelig forklaring på, hvad Miriams race egentlig er. Om man synes det er fedt eller ej, er en smagssag. Faktum er, at The Hunger byder på vampyrer af en anden type end dem, vi er vant til, og det er sådan set ganske forfriskende.

Laber lille erotisk vampyrfortælling

Bogen er i sidste ende en laber lille erotisk vampyrfortælling, der gerne vil være meget mere, men dog ikke helt formår til fulde at leve op til de store ambitioner. Det bliver bogen imidlertid ikke mindre underholdende af, og trænger man til sin vampyr på en ny facon, er The Hunger ikke noget dårligt bud.

Bogen blev i øvrigt en kæmpe bestseller, da den udkom, og allerede i 1983 blev den arty filmatisering udsendt, instrueret af Tony Scott og med navne som Catherine Deneuve og David Bowie i hovedrollerne. Det må også fortælles, at Strieber vendte tilbage til sit vampyrunivers i 2001 med romanen The Last Vampire, der allerede i 2002 blev fulgt op af endnu et bind i serien; denne gang med titlen Lilith’s Dream.

4 stjerner
Titel: The Hunger
Forfatter: Whitley Strieber
Udgivet: 1981
Forlag: William Morrow
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivet: 2001
Forlag: Pocket Books
Format: Paperback
Sideantal: 357
Forsideillustration: John Vairo Jr.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Filmatiseret, New York, Vampyrer

Skriv et svar

Your email address will not be published.