The Driller Killer

Abel Ferraras The Driller Killer var én af de berygtede film, der røg på listen over såkaldte video nasties i 1980’ernes Storbritannien. Faktisk var den med til at starte forfølgelsen af grumme gyserfilm og har derfor været svær at opstøve i en uklippet version, til trods for de mange forskellige VHS- og DVD-udgaver, der er på markedet.

Der har været udgivet flere skiver, der også tilsyneladende har været uklippet, men det har desværre kun været i et begrænset oplag og ofte til overpris. Nu har 4Digital Media rådet bod på dette og kan præsentere Ferraras video nasty på billig DVD til alle fans, der stadig ikke har fået set The Driller Killer.

Lever den op til sit rygte?

Om The Driller Killer så har en egentlig grund til at være havnet på listen, kan diskuteres – ifølge et rygte kunne filmen have undgået forfølgelse, hvis videocoveret havde været ændret fra et close up af et ansigt, smurt ind i blod og med et bor for panden. Hvis dette var den eneste grund til, at The Driller Killer blev lagt for had, er det et hysterisk argument, der bare resulterede i, at filmen fik et større rygte og at mange flere har opsøgt den i håb om det helt store voldsorige.

Vi har at gøre med en low-budget og snusket gyser, og flere af de locations, Ferrara har valgt, er uhyggeligt effektive og giver meget til både filmens stemning og historie. Men selvom det hele udspiller sig i et skummelt miljø, er det ikke nok til at fjerne fokus fra, at både historien og skuespillet halter gevaldigt.

Vi følger kunstneren Reno (spillet af Ferrara selv), der kæmper for at leve af at sælge sin kunst. Men da vi møder ham, går det ikke ligefrem flyvende. Det er lang tid siden, han har solgt nogle af sine værker, men alt dette skal blive anderledes, når han er færdig med sit mesterværk. Han bor i en ussel lejlighed sammen med kæresten Carol (Carolyn Marz) og hendes lesbiske elsker Pamela (Baybi Day) og forsøger at få hverdagen til at hænge sammen.

Den hidsige kunstner

Da Reno ikke kan få et lån af sin manager, bliver trioen nødt til at flytte til en meget mindre og meget mere snusket lejlighed. Reno tager det tungt, og man begynder her at mærke hans hidsige og voldsomme temperament. Men det er kun begyndelsen på den helt store psykiske nedtur.

Flere ting begynder at gå ham på: Presset fra hans agent, der vil se nogle resultater, kvinderne der vil have stoffer, nabolaget, der er fyldt med bumser og alkoholikere osv. Oven i alt dette flytter et usselt punkband ind i lejligheden nedenunder og spiller høj og generende musik hele natten. Der er en grænse for, hvor meget en person kan klare, og det ender også med at slå klik for den kære kunstner, da han ser en reklame for en Porto-Pak – et bælte, der tillader brugeren at gå rundt med f.eks. en boremaskine.

På dette tidspunk er Reno begyndt at se sig selv i små glimt, skrigende og smurt ind i blod – ikke et godt tegn! Dagen efter køber han den omtalte Porto-Pak og sætter sin boremaskine til – og så begynder nedbruddet for alvor.

Den fede præmis udnyttes ikke

På skrift lyder det godt, men desværre formår Ferrara ikke at udnytte historien. Der er alt for meget spildtid, og med spildtid mener jeg virkelig spildtid. Flere scener er kedelige og direkte uinteressante for resten af filmen. Et glimrende eksempel er scenen i busskuret med en tosse, der står og siger lyde til de andre ventende pasager. Det er, som det lyder: Et par mænd står og venter på bussen, mens en forstyrret mand render rundt bag dem og siger underlige lyde. Det kan godt være, at scenen illustrerer, at der er mange mærkelige og muligvis farlige typer i storbyen, men scenen virker bare som fyld og er, for historien, totalt ligegyldig.

En film som The Driller Killer tiltrækker jo unægtelig et blodhungrende gyserpublikum alene på grund af titlen og filmens ry. Men faktisk bliver der brugt mere tid på snak og stemningsbilleder end på egentlige blodudgydelser. Dem får vi da også et par stykker af, men i de fleste tilfælde er de nærmest direkte komisk eksekveret og har med tiden mistet det meste af deres charme.

En stor skuffelse

Udover en ujævn instruktion og hysterisk overspil, vælger Ferrara at bruge usædvanlig meget tid på det punkband, der flytter ind i lejligheden under vores hovedperson. Og jeg understreger usædvanlig meget, da man både ser dem øve, gøre sig klar med makeup, drikke, spille til koncert og øve igen med et par korpiger.

Og det lyder ærlig talt af helvede til når ”forsangeren” skriger hysterisk ind i mikrofonen og ter sig som en idiot foran kameraet. Lydkvaliteten på skiven fra 4Digital Media hjælper heller ikke med at trække det op, men jeg har svært ved at tro på, at bedre lyd nogensinde vil få deres musik til at lyde bare nogenlunde godt.

The Driller Killer har som sagt været udgivet i flere forskellige uklippede udgaver, men er nu udkommet komplet, som den original var tænkt, og det er på både godt og ondt. Personligt kunne jeg ikke forestille mig, at filmen vil få særlig mange op af sofaen uden de få mordscener, men til gengæld kunne jeg sagtens have undværet de ca. 20-30 minutters spildtid, der overskygger filmens halvgode kvaliteter.

Dyrker man de ”forbudte film” fra video nasty-listen bør man have The Driller Killer på reolen sammen med de andre, og flot ser det da ud (4Digital Medias cover er også ret cool). Men går du efter et splattermesterværk eller noget kvalitetsgys, så kast dig over noget andet fra listen – f.eks. nogle af Fulcis film.

Anmeldt i nr. 72 | 13/10/2011

Stikord: Video Nasty