Michael Lillegaard Larsen
Ingen kommentarer

The Dentist

The Dentist
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Dentist er ind imellem en tandløs gyser, der keder mere end den skræmmer. Dog er Corbin Bernsen meget underholdende som den psykopatiske tandlæge, der giver andre tandlæger et dårligt ry!

Instruktøren bag The Dentist (dansk: Tandlægen), Brian Yuzna, er en veteran indenfor lowbudget-horror og har lavet film som Bride of Re-Animator (1990), Return of the Living Dead III (1993) og Beyond Re-Animator (2003). Han har tit samarbejdet med gyserfilmskaberen Stuart Gordon (manden bag den første Re-Animator, 1985) blandt andet på grund af deres fælles kærlighed til forfatteren H. P. Lovecrafts uhyggelige historier.

Gyseren The Dentist er skræmmende nok inspireret af en virkelig seriemorder, tandlægen Glennon Engleman – det efternavn er en joke! Film som Psycho (1960) og The Silence of the Lambs (1991) hentede også inspiration fra virkelighedens psykopater.

En tandlæge går amok

På overfladen har den velhavende tandlæge Alan Feinstone (Corbin Bernsen) alt i form af en lækker kone (Linda Hoffman) og en dyr luksusvilla. Men da han opdager, at konen har en affære med en poolrenser, bliver hans perfekte verden ødelagt. Han får et voldsomt nervesammenbrud og bliver ekstremt voldelig. Ikke bare overfor konen og hendes elsker, men også overfor sine uskyldige patienter…

The Corbin Bernsen Show

Jeg har aldrig brudt mig om at komme til tandlægen – alene lyden af boremaskinen skræmmer mig. Det er heller ikke blevet bedre, siden jeg så den fremragende thriller Marathon Man (dansk: Maratonmanden) fra 1976 med Dustin Hoffman i hovedrollen. I den film blev han tortureret af en sindssyg tysk nazitandlæge i skikkelse af Laurence Olivier. Den uhyggelige og nervepirrende scene glemmer jeg aldrig.

Hvis blot The Dentist havde samme intensitet som den scene fra Marathon Man! For på intet tidspunkt er The Dentist rigtig uhyggelig – heller ikke selvom Corbin Bernsen er forrygende som Feinstone. Hans kropssprog og mimik er spændende at se på, og han gør det så fint, at han alene gør filmen værd at se. Den er med andre ord hans show.

De andre skuespillere har ikke meget at arbejde med i deres indholdsløse figurer. Man ser f.eks. en yngre Mark Ruffalo i en af sine første filmroller – sidste år var han fremragende som Bruce Banner/The Hulk i Joss Whedons fantastiske superheltefilm The Avengers (2012).

Tandløs og ufarlig

The Dentist har gode elementer til at kunne have været en fantastisk gyserfilm, men desværre bliver filmen tandløs (ordspil utilsigtet) og ufarlig i sin skildring af en normal persons forvandling til en stjernepsykopat. Men når det er sagt, så er der væmmelige og blodige scener, som nok vil give folk tandlægeskræk, med mindre de har det i forvejen ligesom mig.

The Dentist er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

3 stjerner

Titel: The Dentist
Dansk tite1: Tandlægen
Instruktør: Brian Yuzna
Manuskript: Dennis Paoli, Stuart Gordon, Charles Finch
Cast: Corbin Bernsen (Dr. Alan Feinstone), Linda Hoffman (Brooke Feinstone), Michael Stadvec (Matt), Ken Foree (Detective Gibbs), Tony Noakes (Detective Sunshine), Mark Ruffalo (Steve Landers)
Producere: Pierre David (producer), Mark Amin (executive producer)
Foto: Levie Isaacks
Klip: Christopher Roth
Musik: Alan Howarth
Spilletid: 92 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1996
Produktionsselskaber: Image Organization, Trimark Pictures
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 89 | 13/03/2013

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>