Teenage Mutant Ninja Turtles

Tilbage i midt- og slutfirserne var Turtle-franchisen en varm kartoffel. Det var derfor også kun et spørgsmål om tid, før der skulle komme en filmatisering, og det skete så i 1990.

Serien, der oprindeligt blev skabt tilbage i 1984 af Peter Laird og Kevin Eastman, er ikke noget, man ved første omgang forbinder med en live action filmatisering. For hvordan fanden skulle man lave skildpadderne og Splinter?

Men det er faktisk lykkedes ganske godt for Teenage Mutant Ninja Turtles, som med gode kostumer, fin makeup og troværdige effekter har formået at føre skildpadderne op på det store lærred.

Det skal også for en god ordens skyld konstateres, at Teenage Mutant Ninja Turtles bestemt ikke er nogen specielt god film. Men hvis man, som jeg, har et svagt hjerte for de fire ninjaskildpadder, vil man sluge filmen med hud og hår. I denne måned anmelder vi både Teenage Mutant Ninja Turtles og den nye TMNT (2007).

Skildpadderne i kloakken

Filmen indledes med at reporteren April O’Neil overfaldes. Hun reddes af en mystisk fremmed, som naturligvis er en turtle. En omsiggribende kriminalitet truer borgerne i New York, og bagmændene er The Footclan, som ledes af den nederdrægtige Shredder. Sammen med sine ninjaer har Shredder opbygget et forbryderkartel, som rekrutterer unge, rodløse teenagere som hjælpere. En af disse teenagere er Danny, som April tilfældigvis kender.

Men heldigvis bor der fire ninjaskildpadder i kloakkerne under New York. De blev for år tilbage udsat for radioaktiv stråling, hvilket deres mester, rotten Splinter, også gjorde. Splinter har så oplært dem som ninjaer, og de er nu klar til at tage kampen op med Splinter og The Footclan.

Padderne får selskab af selvtægtsmanden Casey og April. Men Danny, der ser skildpadderne i Aprils lejlighed, sladrer til Shredder, og snart bliver Splinter bortført. Nu er det så op til de fire padder at redde dagen og deres mester, samtidig med at de skal æde en masse pizza og fyre oneliners af.

Simpel handling

En af Teenage Mutant Ninja Turtles‘ trumfkort er, at handlingen er meget simpel. Der bliver ikke slået for store brød op, og handlingen skrider gnidningsfrit frem. Vi bliver introduceret til skildpaddernes baggrundshistorie, samtidig med at vi er vidner til en simpel spændingshistorie. Dialogen rammer ganske godt ånden i serien, men de menneskelige skuespillere er ganske frygtelige.

Det er da også en film, der ikke har de store stjerner på rollelisten, hvilket helt sikkert er tiltænkt. For det vigtige er skildpadderne og ikke en tilfældig Hollywood-stjerne.

Hvis man er opmærksom, kan man dog se Sam Rockwell i en lille rolle som bølle. Rockwell er siden hen blevet kendt for eksempelvis The Green Mile (1999), Confessions of a Dangerous Mind (2002) og The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford (2007).

Bag den frygtelige musik står John Du Prez, som også lavede musikken til de to efterfølgende Turtles-film. Når jeg siger frygtelig, så må det siges, at den faktisk passer ganske godt ind i filmen, men det er ganske frygteligt at lytte til som scoremusik.

Stinker af 80’erne

Selve makeuppen, og skildpaddernes udseende er ganske effektivt udført. Når de endelig skulle optræde i en live action film er de kære turtles faktisk blevet formidlet ganske godt. Og kampscenerne er da også ganske opfindsomme og præcis så fjollede, som de skal være. Personligt foretrækker jeg dog den måde, som de er gengivet på i TMNT (2007), men det er jo også animation, som nok passer bedre til skildpaddernes univers.

Selvom filmen er fra 1990, stinker den langt væk af 80’erne. Der er det kiksede tøj, de tåbelige replikker, den frygtelige musik og meget andet guf. Og for ligesom at sætte en tyk streg under 80’er-indflydelsen, skal det nævnes, at selveste M.C. Hammer er med på filmens soundtrack.

Det er næppe noget tilfælde, at netop Steve Barron blev valgt som instruktør. Udover at have instrueret en del musikvideoer for bl.a. David Bowie, A-ha, ZZ Top og Michael Jackson, har han været en del af teamet omkring Jim Henson’s Creature Shop og instruerede tre episoder til TV-serien Jim Henson’s The Storyteller (1988). Så han har tjek på det med dukker, og det har været meget vigtigt for Teenage Mutant Ninja Turtles.

Ellers vil man nok kende Barron for hans instruktion af TV-filmen Merlin (1998) med Sam Neil i hovedrollen. Bag manuskriptet står Bobby Herbeck, som oprindeligt er skuespiller. Manuskriptet til Teenage Mutant Ninja Turtles er da også det eneste manuskript, han nogensinde har lavet, og det syntes jeg faktisk, han er sluppet nogenlunde fra.

Herlig omgang 80’er-kitsch

Teenage Mutant Ninja Turtles er en middelmådig film, som lever i kraft af sine fire padder. Mange har i sin tid indløst billet til filmen, netop fordi de elskede padderne, og filmen lugter da også langt væk af ren økonomisk spekulation. Men stadigvæk er filmen helt uundværlig for turtles-fans, og alle andre kan jo så bare gå i en stor bue udenom den.

Personligt var jeg meget pjattet med den, første gang jeg så den, og den har stadig en sær tiltrækningskraft på mig, som mest af alt er af nostalgisk karakter. For hånden på hjertet: Det er sgu’ ikke nogen god film, men til gengæld er det en herlig omgang 80’er-kitsch.

Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007

Stikord: Film baseret på tegneserie, New York, Ninjaer