Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Stranger Things

Stranger Things
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Stranger Things-scoret er indbegrebet af kejserens nye klæder.

Stranger ThingsDen Netflix-producerede Stranger Things kom ud af det blå og gik hen og blev sommeren 2016’s helt store tv-hit. Med sin 1980’er-nostalgi ramte serien en nerve og formåede at appellere til et bredere (og yngre) publikum end de, der selv har gennemlevet 80’erne og er vokset op med de mange film, som serien har ladet sig inspirere af.

Seriens musik har også fået mange roser med på vejen, og det synthesizer-baserede score er blevet sammenlignet med 80’er-koryfæer som Tangerine Dream og ikke mindst John Carpenter. Scoret fik så meget omtale, at det endte med at få ikke én, men to udgivelser.

Det første album med musik fra Stranger Things udkom digitalt den 10. august og kommer på CD den 16. september, mens det andet album udkom digitalt den 19. august og udkommer på CD den 23. september.

Denne anmeldelse omhandler udelukkende det første album, og jeg kan afsløre med det samme, at det er tvivlsomt, om jeg kommer til at anmelde det andet album.

For musikken fra Stranger Things er en markant skuffelse. Og det gælder faktisk ikke kun som selvstændig lytteoplevelse, løsrevet fra billederne. Også i serien var musikken skuffende: Anonym, kedelig og identitetsløs.

Ja, man kan gå så vidt som til at spørge om ikke musikken i nogle tilfælde aktivt skader serien? Under alle omstændigheder tilfører den absolut intet, og det er en næsten utilgivelig synd.

De forkerte komponister

Musikken til Stranger Things er 100 % synthesizet, og det har jeg intet imod. Jeg er vild med mange af de 1980’er-scores, der var komponeret på samme måde, og et rent synthesizet score kunne sagtens have ramt hovedet på sømmet.

I forbindelse med anmeldelser og omtaler af serien er det ofte blevet fremhævet, at også seriens score er en hyldest til de film, som Duffer-brødrene har været inspireret af, og det ligger lidt mellem linjerne, at et traditionelt symfonisk score ville have været utænkeligt.

Det er imidlertid noget pjat og viser blot, hvor lidt de fleste mainstream-skribenter egentlig ved om filmmusik. Faktisk havde hovedparten af de film, som Stranger Things er inspireret af, symfoniske scores. Jeg nævner i flæng E.T. (John Williams), The Goonies (Dave Grusin), Poltergeist (Jerry Goldsmith), Stand By Me (Jack Nitzsche), Carrie (Pino Donaggio), Close Encounters of the Third Kind (John Williams) og Alien (Jerry Goldsmith).

Listen er længere, men lad nu det ligge. Et par af de markante undtagelser fra reglen er Firestarter, der har musik af Tangerine Dream, og John Carpenters film, der har musik af Carpenter selv, ofte i samarbejde med Alan Howarth.

Men altså: Der ville absolut intet galt have været i, at Duffer-brødrene havde valgt et symfonisk score til Stranger Things, hvis det var det, de ville. I stedet valgte de et synthesizet score, og det er der bestemt heller intet galt i.

Problemet er, at de valgte de forkerte komponister.

Autentisk lyd

Mændene bag musikken til Stranger Things hedder Kyle Dixon og Michael Stein. De er medlemmer af retro-synth-bandet Survive, som Duffer-brødrene godt kan lide. Derfor endte det med, at de spurgte Dixon og Stein, om de ville levere musikken. Og desværre sagde de ja.

Jeg har ikke hørt Survives første album, og d’herrer Dixon og Steins generelle musikalske evner skal jeg derfor ikke udtale mig om, men det er meget tydeligt, at de ikke har den mindste forstand på at komponere musik til film eller tv.

Det er lidt som om, Dixon, Stein og Duffer-brødrene er blevet enige om, at når blot synthesizerne lød autentiske, så var resten ligegyldigt. Og synthesizerne lyder da bestemt også som om, de kunne komme fra en film fra 1980’erne. Rent grej-mæssigt fejler Stranger Things-scoret derfor bestemt ingenting. Men selve musikken er mangelfuld på næsten alle niveauer.

Mangelfuld som dramatisk musik

Først og fremmest mangler enhver form for dramatisk fortælling i musikken. Mange tracks er en udflydende grød af langstrakte synth-flader, ind imellem brudt op med nogle beats og andre lydeffekter, og de melodier, der er, er ekstremt ferske og anonyme.

Musikken er – med meget få undtagelser – så anonym, ensartet og udflydende, at der i store dele af scoret nærmest ingen stemning er.

Derudover mangler der markante temaer for alle væsentlige karakterer og alle væsentlige steder. Der er bestemt “temaer” i scoret, hvis man med temaer alene forstår melodier. Men melodierne er ekstremt forsimplede og derfor anonyme.

Dertil kommer, at ingen af dem bruges som rigtige filmtemaer: De høres stort set kun én gang og i én form. Så der er ingen form for udvikling eller leg med de tematiske idéer.

Hvor er f.eks. hovedtemaet? Synth-pulsen og de dronende synth-flader, der høres under titelsekvensen, er ikke et ordentligt hovedtema. Det høres aldrig andre steder end under titelsekvensen, og der er ingen melodi – det er ren stil; en opvisning i, at komponisterne er indehavere af det rigtige grej.

Hvor er temaet for drengenes venskab? Hvor er det heroiske tema, når ungerne træder i karakter? Hvor er Elevens tema? Hvor er temaet for den hårdt prøvede mor spillet af Winona Ryder? Hvor er temaet for de skurkagtige videnskabsfolk på Hawkins Lab? Hvor er Nancys tema?

De, der er uenige med mig, vil altid kunne pege på scoret og sige: “Se, der er et track, der hedder ‘Eleven’. Der er en melodi i. Det er Elevens tema!” Eller “Se, der er et track, der hedder “The Upside Down. Der er et creepy lille motiv i. Det er temaet for Vrangsiden!”

Men er det virkelig det? Er en enkelt tematisk idé nok til at konstituere et film- eller tv-tema? Kræver det ikke en dybere forankring i den musikalske fortælling? Kræver det ikke at temaet dog vender tilbage i nøglesekvenser og udforskes – at det bruges som dramatisk værktøj?

Det mener jeg, det gør, og det er derfor, jeg mener, musikken til Stranger Things er helt og aldeles mangelfuld som dramatisk musik.

Needledropping

At scoret generelt er så svagt på tematisk sammenhængskraft og musikalsk fortællekraft skyldes nok den måde, det er komponeret på.

Alt tyder nemlig på, at Dixon og Stein ganske enkelt har sat sig ned og skrevet et antal tracks, som de så har givet til Duffer-brødrene, der har kunnet bruge de enkelte tracks der, hvor de synes, det gav mening – det der på engelsk kaldes “needledropping”.

Musikken er med andre ord ikke komponeret til billederne. Musikken er måske nok inspireret af billederne, men den er ikke komponeret til specifikke scener eller sekvenser. Det er ikke filmmusik i ordets sande forstand; det er soundscapes, inspireret af billederne. Og det er også derfor, jeg ikke bruger ordet ”cue” til at beskrive de enkelte numre.

Som en interessant sidehistorie kan det her bemærkes, at Ennio Morricones score til Carpenters The Thing (1982) faktisk blev komponeret på præcis samme måde: Morricone så et rough cut af filmen og komponerede så en række tracks, Carpenter kunne bruge efter behov.

Det gik som bekendt heller ikke specielt godt: Carpenter smed store dele af Morricones score ud og komponerede selv ekstra musik til de øjeblikke, hvor musik var nødvendigt, men hvor Morricones scorer ikke passede rent stemningsmæssigt.

Jammerligt kedelig

Hvis så bare Dixon og Steins musik til Stranger Things havde været spændende eller interessant – eller bare den mindste smule dynamisk – så havde jeg godt kunnet se med mildere øjne på den måde, musikken var blevet til på. Jeg ville til enhver tid stadig hævde, at det var alt andet end fyldestgørende, men om ikke andet, havde man da kunnet få et fint album ud af det.

Men heller ikke på den måde fungerer musikken. Den er ganske enkelt jammerligt kedelig. “Hovedtemaet” består som sagt bare af en synth-puls eller to og nogle synth-flader – lidt som indledningen til et længere nummer, der bare aldrig kommer i gang.

Og adskillige tracks er intet andet end retningsløse synth-flader eller blip og blop uden antydning af stemning eller den mindste smule fokus. Tag f.eks. det fem minutter lange “Hawkins” (nr. 10): Der er ikke antydningen af en melodisk kerne, og der sker absolut intet i løbet af de fem minutter. Det er én lang snoozefest af ambient suppe.

Det samme er tilfældet i “Photos In The Woods” (nr. 14), der også bare droner derudaf – fire og et halvt minuts rendyrket kedsomhed. Der er mere retningsløs blip og blop i tracks som “One Blink For Yes” (nr. 13) og flere ufokuserede synthflader i “Hallucinations” (nr. 17) – ja, you get the point.

Banale melodier

De tracks, der i det mindste har en melodi, er lidt bedre, men ikke meget, for melodierne – jeg kan simpelthen ikke få mig til at kalde dem temaer – er usædvanligt banale.

Én ting er, at de er simple, men det er intet problem i sig selv, for selv ekstremt simple tematiske idéer kan sagtens være effektive og karakterfulde – tænk blot på John Carpenters tema fra Halloween (1978). Nej, det er anonymiteten, der er dræbende.

Her er absolut ingen lyst eller mod til at tage chancer og skrive noget, der bare er den mindste smule karakterfuldt eller markant. Alt er holdt indenfor en meget, meget snæver comfort zone – igen noget, der formentlig skal tilskrives Dixon og Steins manglende kendskab til, hvordan man komponerer dramatisk musik eller fortæller historier.

Det absolut eneste track, der har en smule personlighed, er “The Upside Down” (nr. 11), der efter over to minutters kedsommelig dronen trods alt udvikler sig i en lidt interessant retning og formår at skabe en let urovækkende stemning.

Ironisk nok er “The Upside Down” også lige præcis det track, der (efter de to kedelige minutter) minder mest om noget, John Carpenter kunne have komponeret. Så hvem skal egentlig roses her?

Og nu vi er ved Carpenter, så er sammenligningen af Stranger Things-scoret med Carpenter, Tangerine Dream og andre af 1980’ernes synthesizer-koryfæer helt skudt ved siden af. Dixon og Stein emulerer måske nok lyden af 80’ernes elektroniske instrumenter, men de når ikke f.eks. John Carpenter til sokkeholderne.

Kejserens nye klæder

Jeg har svært ved at artikulere helt præcist, hvor gabende kedeligt, udflydende og anonymt jeg synes, Stranger Things-scoret er. Og ved Gud, hvor er det ærgerligt! Det må vitterligt være én af de største spildte muligheder i dette årti, hvis ikke længere.

Stranger Things – altså serien – tilbyder så mange muligheder for den rette komponist til at levere et helt igennem forrygende score. Alle ingredienserne er der: De fire drenge og deres venskab, den mærkelige lille pige, de skumle regeringsagenter. Der er kærlighed, der er horror, der er humor.

Kort sagt er der alle de ingredienser, som en dygtig komponist kunne have omsat i et helt fantastisk score, uanset om det så var synthesizet eller symfonisk. Man kan ikke lad være med at tænke over, hvad en anden komponist kunne have fået ud af det fantastiske materiale, som Stranger Things er.

Godt nok var jeg ikke ovenud begejstret over Michael Giacchinos score til J.J. Abrams’ Super 8 (2011) – en film der har mange fællestræk med Stranger Things – men jeg tror alligevel, Giacchino kunne have lavet en home run ud af den her.

Det finder vi desværre aldrig ud af. For med den uforståelige mængde ros, Dixon og Steins jammerlige score har fået, er der ingen tvivl om, at de vender tilbage og leverer musikken til sæson 2, der kommer næste år.

Jeg er dybt, dybt skuffet over scoret og står måbende tilbage over den megen ros Dixon og Stein har fået. Stranger Things-scoret er indbegrebet af kejserens nye klæder.

1 stjerne

Nummerliste:
1. Stranger Things (1:07)
2. Kids (2:38)
3. Nancy and Barb (1:05)
4. This Isn’t You (2:23)
5. Lay-Z-Boy (1:35)
6. Friendship (1:12)
7. Eleven (3:15)
8. A Kiss (1:25)
9. Castle Byers (2:47)
10. Hawkins (5:01)
11. The Upside Down (5:08)
12. After Sarah (1:25)
13. One Blink For Yes (1:47)
14. Photos in the Woods (4:33)
15. Fresh Blood (1:17)
16. Lamps (1:15)
17. Hallucinations (1:37)
18. Hanging Lights (1:33)
19. Biking to School (0:45)
20. Are You Sure? (2:27)
21. Agents (0:51)
22. Papa (1:28)
23. Cops Are Good at Finding (1:09)
24. No Weapons (3:24)
25. Walking Through the Upside Down (1:19)
26. She’ll Kill You (2:06)
27. Run Away (1:47)
28. No Autopsy (1:03)
29. Dispatch (0:41)
30. Joyce and Lonnie Fighting (1:03)
31. Lights Out (1:05)
32. Hazmat Suits (1:43)
33. Theoretically (1:33)
34. You Can Talk to Me (0:54)
35. What Else is There to Do? (2:00)
36. Hawkins Lab (2:38)

Total spilletid: 68:59

Titel: Stranger Things: Volume One
Komponeret af: Kyle Dixon & Michael Stein
Fremført af: Kyle Dixon & Michael Stein
Komponeret: 2016
Udgivet: 2016
Label: Lakeshore Records

Anmeldt i nr. 131 | 13/09/2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *