13. august 2011

Super 8

Super 8Super stemning, super fantastisk, super karakterer, super ringe. Super 8 er mange ting. Og det er filmens helt store problem: Filmens første halvdel er mesterlig, mens den anden er jammerlig. Super skønne spildte kræfter!

Denne anmeldelse indeholder spoilers og en sur anmelder!

Der er ingen tvivl om, at Super 8 har mange kvaliteter. Faktisk så mange at jeg under filmens første halvdel var helt oppe og ringe: Tidsbilledet og de unge filmentusiaster er gjort af det stof, der netop skabte de Spielbergske mesterværker, som Super 8 læner sig op ad. Men da monstret for alvor indtager hovedrollen, falder filmen desværre til jorden med et hårdt ”smask”.

Zombiefilm i filmen
Ungerne er i gang med optagelserne til deres film, da der sker noget voldsomt
Ungerne er i gang med optagelserne til deres film, da der sker noget voldsomt

Filmen starter med en begravelse. Eller den starter med et skilt på en fabrik, hvoraf det fremgår, at en ansat er død. Til begravelsen møder vi et kuld af unge mennesker. Den ene, Joe (Joel Courtney), er den, hvis moder begraves. Vi befinder os i den amerikanske lilleby Lilian, Ohio, i 1979. Efter begravelsen springer handlingen fire måneder frem.

Joes ven Charles (Riley Griffiths) er i gang med at instruere og producere en lowbudget zombiefilm. Naturligvis skudt på Super 8-film. Det kommer der mange fine scener ud af, og samtidig er der et fint karakterfokus på Joes far Jackson (Kyle Chandler) og på, hvordan far og søn tackler moderens død.

Samtidig møder vi pigen Alice (Elle Fanning), som spiller den kvindelige hovedrolle i zombiefilmen. Der er tale om et fint underspillet drama med metafilmproduktionen som det, der driver handlingen frem. Da en afgørende scene skal optages ved en nedlagt togstation, sker der dog noget voldsomt, som vender op og ned på alt, både handling og filmens kvalitet: Et monster kommer til byen, og det gør militæret også. Og snart erstattes den lille fine karakterdrevne film af en ligegyldig monsterfilm.

Antydningens kunst
Alice og Joe
Alice og Joe

Monstre er uhyggelige, når man kun aner dem. Og det gælder som sådan også mordere og andet utøj: Det vi ikke kan se 100 % er mere uhyggeligt end det, der smides direkte op i fjæset på os.

Og antydningens kunst mestrer Super 8 i flere tilfælde, hvor specielt scenen ved tankstationen og scenen med arbejdsmanden på kranen er decideret neglebidende. Her formår Abrams at skabe suspense af den gamle skole. Men da onkel monster ses i fuld figur og de velskrevne og veludviklede karakterer reduceres til passive ofre, bliver filmen ordinær. Og det er ærgerligt, når man ser på det potentiale, filmen har i første halvdel.

Ujævnt
Charles og Joe ser noget på deres film, de ikke havde regnet med at se
Charles og Joe ser noget på deres film, de ikke havde regnet med at se

Spørgsmålet er så, hvorfor det er gået så galt? Og svaret ligger i manuskriptet. Det er er som sådan ikke noget problem med et simpelt plot, når man har en stemning, der driver ud i biografsalen og karakterer, som man både holder af og tror på. Første halvdel af Super 8 er mesterlig.

Karaktererne er velskrevne og støttes af et magisk cast og en perfekt personinstruktion. Tidsbilledet er lige i øjet, og det er kameraarbejdet og klipningen også. Metalaget med zombiefilmen er veludført og er en parallel til den fundamentale fortællerglæde, som skinner igennem i filmens første halvdel. Så kommer togulykken, og det overnaturlige gør sin entré. Først subtilt og underspillet og sidenhen overspillet og utroværdigt.

Som det var tilfældet med From Dusk Till Dawn (1996) fristes man til at tro, at der har været udskiftning på filmholdet. Og de stakkels skuespillere, og deres karakterer, lades i stikken af den ene fejltagelse efter den anden. Super 8 er i sin essens to film i én, og den formår ikke at kæde de to film sammen til et samlet værk. Langt fra. Og det er simpelthen for ringe. Hvorfor bruge så lang tid på de spændende hovedpersoner og den sublime stemning, når man alligevel smider det i skraldespanden i filmens anden halvdel?

Abrams laver mange fejl
Filmens klimaks eksploderer i bulder og brag
Filmens klimaks eksploderer i bulder og brag

Super 8 er en hyldest til filmmediet og Spielberg i særdeleshed. Som et ægte postmoderne værk finder vi da også referencer til mangt og meget i popkulturen. Og det har sin charme. Vel at mærke i filmens første halvdel. Det er guf for nørder og nok også den eneste grund til, at jeg har tænkt mig at se Super 8 igen.

J.J. Abrams kan rigtig mange ting. Og han gør rigtig mange ting rigtig godt. Men med Super 8, som Abrams har skrevet ene mand, burde han, midt i fortællerglæden og sine mange metareferencer, måske have konsulteret lidt mere med filmens producer, Steven Spielberg? For hvis der er noget, Spielberg mestrer, så er det at lave sine film helstøbte og lade det overnaturlige indgå i skøn sammenblanding med de realistiske elementer. Hos Spielberg tager det aldrig overhånd – måske lige fraregnet den rædderlige Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull (2008).

Langt hen ad vejen lykkes det Abrams at give Spielberg kamp til stregen, men da han skal koble det smukke tidsbillede med det overnaturlige, træder Abrams i spinaten: Han glemmer sine fremragende karakterer og går på et effect-overdrive, hvor personerne blot reduceres til todimensionelle statister, der rives frem mod det patetiske klimaks.

Kommentar på karakteren ”2 stjerner”
Fire af vennerne
Fire af vennerne

Og patos er faktisk i nøgleord når jeg skal beskrive min skuffelse. Patos er ikke noget, man ”bare” kan klistre på til sidst – jo, det kan man godt, men så virker det ikke efter hensigten. Spielberg bygger altid sin patos op langsomt og gennem hele filmen. Derfor virker det så stærkt som i eksempelvis E.T. (1981). Abrams glemmer sine karakterer i filmens anden halvdel, og derfor virker klimaks påklistret og ufrivilligt komisk.

Det er sjældent, jeg kommenterer på min ”karaktergivning”. Et antal stjerner skal gerne være noget, man kan læse ud af anmeldelsen. Stjerner er bare en hurtig måde at navigere rundt på i anmeldelsen, og på hjemmesiden generelt. Sammen med spisesedlen danner stjernerne den umiddelbare vurdering.

Men når man ser min karaktergivning af Super 8 kan den måske fremstå lidt hård. Og det er den også. Men når man føler, at en film smider et stort potentiale på gulvet, mener jeg, at det er på sin plads, at dette afspejles i karakteren. Som et statement kan man sige. For på mange måder er Super 8 bedre end mange film, der får to stjerner. Ja, første halvdel er til seks stjerner. Men som samlet produkt fejler filmen i meget høj grad, og karaktergivningen afspejler min frustration over det uforløste potentiale, der drukner i monsternonsens.

2 stjerner

Titel: Super 8
Instruktør: J.J. Abrams
Manuskript: J.J. Abrams
Cast: Joel Courtney (Joe Lamb), Kyle Chandler (Jackson Lamb), Elle Fanning (Alice Dainard)
Producere: J.J. Abrams (producer), Bryan Burk, (producer), Steven Spielberg (producer), Guy Riedel (executive producer)
Foto: Larry Fong
Klip: Maryann Brandon & Mary Jo Markey
Musik: Michael Giacchino
Spilletid: 112 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby digital
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2011
Produktionsselskaber: Amblin Entertainment, Bad Robot, Paramount Pictures

Anmeldt i nr. 70 | 13/08/2011