Mogens Høegsberg
1 kommentar

Star Wars: The Force Awakens

Star Wars: The Force Awakens
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Uoriginal men med hjertet på rette sted. Jeg er pjattet med den nye Star Wars – og skyder gerne først mod fanboys og nejhatte.

Star Wars: The Force AwakensAdvarsel: Denne anmeldelse indeholder både spoilers og en kritik af den måde, mange har modtaget filmen på. Med det på plads kan jeg komme i gang med det, som det hele handler om…

Den syvende film i Star Wars-serien har polariseret publikum. På den ene side har vi de mange fanboys, der har modtaget filmen som liderlige teenagere, der sidder og spiller den af med en X-Wing i den ledige hånd.

På den anden side har vi de bitre nejhatte, hvis galde får diverse fora og Facebook-grupper til at minde om Ekstra Bladets “Nationen”, bare for nørder.

Jeg er selv meget positivt overrasket over The Force Awakens, men lige så træt jeg er af at høre på fanboys og fangirls, lige så træt er jeg over at høre nejhattene klage over manglende originalitet og i særdeleshed manglende “realisme”.

Tårnhøje forventninger

Hvad ingen af de to grupper lader til at forstå er, at The Force Awakens hverken er the second coming eller den dårligste Star Wars-film til dato. Det, The Force Awakens er, er en film, der har hjertet på rette sted og som har Star Warsånden.

Måske var The Force Awakens dømt til enten at sejre eller mislykkes totalt. Forventningerne var meget, meget høje til J.J. Abrams’ film, der er den første film i den sidste og afsluttende trilogi i Star Wars-sagaen – i hvert fald den del af sagaen, der omhandler Skywalker-familien og kompagni.

Årsagen til de tårnhøje forventninger var mange og startede tidligt – herunder Abrams’ udsagn om, at han ville satse på fysiske effekter og kulisser frem for CGI, senere afsløringen af at dele af det oprindelige cast ville vende tilbage og endnu senere filmens trailers, der én for én formåede at skrue forventningshysteriet op til hidtil usete højder.

Her skal jeg heller ikke gøre mig selv for god. Selvom jeg meget længe forsøgte at holde mine forventninger lave, lod jeg mig til sidst gribe af stemningen, særligt da den sidste trailer ramte nettet i oktober.

Da premieredatoen nærmede sig, var The Force Awakens – mod alle mine intentioner – blevet den film, jeg havde glædet mig mest til siden The Fellowship of the Ring i 2001. Med andre ord havde jeg opstillet alle tænkelige præmisser for at blive skuffet, når jeg endelig så filmen, hvilket skete den 22. december.

Men det blev jeg ikke. Årsagerne skal jeg vende tilbage til.

A long time ago…
Rey og BB-8 på ørkenplaneten Jakku.

Rey og BB-8 på ørkenplaneten Jakku.

The Force Awakens starter som det sig hør og bør med “A long time ago in a galaxy far, far away….” fulgt af den velkendte opening crawl, der leverer tre afsnit med baggrunden for handlingen.

Kort fortalt: Luke Skywalker er forsvundet og den fæle The First Order-organisation har rejst sig fra Imperiets aske og er ude efter Luke.

Leia, der omtales som “general”, står i spidsen for en modstandsbevægelse – “The Resistance” – der kæmper mod The First Order og hun har sendt sin bedste pilot til planeten Jakku, hvor en gammel ven har fundet et spor, der måske kan føre modstandsbevægelsen til Luke.

Flotte billeder skorter det ikke på i 'The Force Awakens'!

Flotte billeder skorter det ikke på i ‘The Force Awakens’!

Så går turen ellers til ørkenplaneten Jakku, hvor vi først møder hotshot-piloten Poe Dameron (Oscar Isaac) og hans nuttede droid BB-8, inden vi introduceres for den frafaldne stormtrooper Finn (John Boyega) og endelig den unge skrotsamler Rey (Daisy Ridley).

I mellemtiden har vi også lige stiftet bekendtskab med den maskerede og sortklædte Dark Side-skurk Kylo Ren (Adam Driver) og den kromskinnende kvindelige stormtrooper-kaptajn Phasma (Gwendoline Christie).

Hvor fanden er Luke?
John Boyega som den tidligere stormtrooper Finn.

John Boyega som den tidligere stormtrooper Finn.

For at gøre en lang historie kort: Kortet, der kan føre modstandsbevægelsen på sporet af Luke Skywalker, bliver gemt af vejen i droiden BB-8, der ved et tilfælde falder i hænderne på den unge Rey. Poe Dameron tages til fange af skurkene, men hjælpes til flugt af Finn. Finn og Rey mødes senere, og herfra går det over stok og sten på tværs af galaksen.

Finn og Rey skal forsøge at få kortet frem til rette modtager, mens de selvfølgelig jages af The First Order, der har bygget et våben, der er i stand til at ødelægge hele planetsystemer på én gang – Starkiller-basen.

Har vi hørt det her før? Ja, det tror jeg nok, vi har. Og det er her, vandene begynder at skilles. For langt hen ad vejen udspiller The Force Awakens sig som en løs genfortælling af A New Hope (1977), krydret med detaljer fra The Empire Strikes Back (1980) og Return of the Jedi (1983).

Harrison Ford er veloplagt tilbage i rollen som Han Solo.

Harrison Ford er veloplagt tilbage i rollen som Han Solo.

Sammenfaldene gælder i øvrigt ikke kun det faktum, at Imperiets arvtagere, The First Order, har bygget Dødsstjernen version 3.0 – filmen er, både på det konkrete plotniveau, på det narrative metaplan og i en lang række visuelle og lydlige detaljer, bygget op som et spejlbillede af den originale trilogi og i særdeleshed A New Hope.

Det er så her, at nejhattene skriger “facsimilefilm” og klager over, at manuskriptet er “mageløst uigennemarbejdet”. På den anden side er det her, verdens samlede gruppe af fanboys og –girls kommer i den nok største masseorgasme, nørdmiljøet har oplevet siden Legolas surfede ned af trapperne på Helm’s Deep.

Lad os lige tage en slapper
Daisy Ridley i rollen som Rey. I baggrunden John Boyega som Finn.

Daisy Ridley i rollen som Rey. I baggrunden John Boyega som Finn.

Og så slapper vi lige lidt af, ikke? Lad os lige blive enige om tre ting: For det første, at The Force Awakens vitterligt er uoriginal. For det andet, at The Force Awakens ikke er den bedste Star Wars-film siden The Empire Strikes Back. For det tredje, at The Force Awakens ikke er det dårligste, der er sket for Star Wars siden Star Wars Holiday Special (1978). Faktisk meget langt fra.

The Force Awakens er vellykket fordi den er en tilbagevenden til den eventyrlystne ånd, der gennemsyrede Episode IV-VI, fordi den er dødcharmerende og fordi den underholdende som ind i helvede.

Hvis man har for travlt med at kritisere manuskriptet for dets mangel på originalitet eller med at kritisere filmens mangel på “realisme”, er man for gammel eller for kynisk til at se Star Wars. These aren’t the droids you’re looking for. Move along, move along. Dermed ikke sagt, at man ikke kan kritisere den, man skal bare gøre det ud fra de rette præmisser.

Hvis man på den anden side falder så meget i svime over, at nogen i Hollywood kan finde ud af at bruge fysiske effekter og fortælle en basalt underholdende historie til, at man ikke kan gennemskue filmens grundlæggende svagheder, er det nok på tide at udvide sit univers en smule.

Eventyret lever
Kylo Ren er den nye Dark Side-skurk.

Kylo Ren (Adam Driver) er den nye Dark Side-skurk.

Jeg kan rigtig, rigtig godt lide The Force Awakens, og jeg tror mine bevæggrunde efterhånden står klart: Ånden er på plads, Eventyret lever (og ja, det store E er tilsigtet).

Dertil kommer, at filmen ikke – emfatisk ikke – er noget så enkelt som en remake af A New Hope. At sige, at The Force Awakens er en remake af A New Hope er den nemme løsning; den dovnes måde at beskrive filmen på.

Bevares, der er nok sammenfald til, at de to film minder ekstremt meget om hinanden (som sagt også krydret med elementer fra både The Empire Strikes Back og Return of the Jedi), men der er også forskelle.

Men hvorfor så i det hele taget de markante sammenfald? Jo, det er der nok adskillige grunde til, både gode og mindre gode. Hvis vi lige skal få én af de mindre gode grunde af vejen først: Disneys ønske om at skabe en sikker crowd-pleaser.

Nazi-referencerne er mange i 'The Force Awakens' - her stormtroopere ved en Nürnberg-lignende tale, holdt af First Order-generalen Hux.

Nazi-referencerne er mange i ‘The Force Awakens’ – her stormtroopere ved en Nürnberg-lignende tale, holdt af First Order-generalen Hux.

Det har helt sikkert spillet en rolle, men jeg tvivler på, at det alene har været nok til at få J.J. Abrams og Lawrence Kasdan til at lægge handlingen så tæt op ad den originale trilogi. Ingen af de to herrer er ligefrem nybegyndere, og jeg er sikker på, de sagtens kunne have skabt en mere original film og stadig kunnet forankret den godt og sikkert i det Star Wars-univers, vi kender.

Jeg tror mere på, at de mange paralleller til A New Hope m.v. er helt bevidst i forhold til at genstarte en franchise, der siden 1983 i bund og grund har været død. Jo, jeg ved godt, at Star Wars har været meget levende siden 1983 og at prequel-trilogien indtjente spandevis af penge.

Men jeg ved også, at prequel-trilogien – trods enkelte gode momenter undervejs – var en selvhøjtidelig, u-eventyrlig affære, der i store træk var blottet for den ånd, der gennemsyrede den originale trilogi.

En spejling af en fjern, fjern fortid
Stormtrooper-kaptajnen Phasma, spillet af Gwendoline Christie. Det er begrænset, hvad vi ser til Phasma i 'The Force Awakens', men Phasma skulle være tilbage i 'Episode VIII'.

Stormtrooper-kaptajnen Phasma, spillet af Gwendoline Christie. Det er begrænset, hvad vi ser til Phasma i ‘The Force Awakens’, men Phasma skulle være tilbage i ‘Episode VIII’.

Derudover fungerer The Force Awakens som en meget tydelig spejling af Luke Skywalkers historie fra A New Hope – denne gang med Daisy Ridleys Rey i Lukes rolle. Det er klart tilsigtet. På et metanarrativt niveau er det, vi er vidner til her, begyndelsen på den samme heltemyte, vi så i den originale trilogi (og i mindre udstrækning i prequel-trilogien).

The Force Awakens er nemlig, ganske som A New Hope, grundlæggende en genfortælling af Joseph Campbells såkaldte “monomyte” – den arketypiske helte-odyssé, som myteforskeren Campbell mente at kunne genfinde i myter og historier verden over.

Hvorvidt man mener, dette er ambitiøst nok for en ny Star Wars-trilogi, er så en personlig sag – men det gør ikke historien dårligere af den grund. Det er sjovt, hvordan man aldrig hører nordiske filologer beklage sig over, hvor uoriginal én islandsk saga er i forhold til en anden.

Hotshot-piloten Poe Dameron (Oscar Isaac).

Hotshot-piloten Poe Dameron (Oscar Isaac).

Det er fordi, de nordiske filologer ved, at historierne langt hen ad vejen er bygget over samme grundmodel. Det gør ikke den enkelte historie dårligere, fordi det er detaljerne og sproget i hver enkelt saga, der gør den unik – hverken den konkrete handling eller handlingens narrative struktur.

For nejhattene er det originalitet og ambitionsniveau for enhver pris, ligeså vel som det for fanboys og -girls betyder, at hver enkelt Star Wars-film, uanset grad af genbrug, er Guds gave til menneskeheden.

Darth Vader-fanboy som skurk?
Det er skønt at se denne her fugl flyve igen!

Det er skønt at se denne her fugl flyve igen!

Når det er sagt, så lad os også med det samme få noget andet på plads: The Force Awakens er klart bedst, når den er sin egen. Når den går sine egne veje og ikke spejler sine forgængere. Det gør den heldigvis også undervejs, og når den gør det, gør den det også rigtig godt.

Det gælder f.eks. tilgangen til skurken Kylo Ren, der på overfladen er en Darth Vader-klon, men det er jo netop bare en overflade, en spejling. Når man kigger nærmere på ham, er han en anden størrelse.

For de første er Ren ikke en fuldt færdig skurk, sådan som Vader var det i den originale trilogi, men en skurk in the making. Således er Ren i The Force Awakens indledningsvist splittet mellem Kraftens mørke og lyse side, og han er aldrig i besiddelse af samme kolde selvkontrol som Vader. Han er ung, impulsiv og vred.

Selv det, at Ren i det hele taget har modelleret sit udseende så relativt tæt på Vader er der en forklaring på: Han er vitterligt en wannabe – en ung, forvirret mand, der forsøger at leve op til et forbillede.

Derudover kan jeg virkeligt gode lide den måde, Abrams og Kasdan går egne veje ved at afmystificere Ren så hurtigt, som de gør. Først afslører de hans sande identitet i første tredjedel af filmen og så lader de hans maske falde midtvejs.

X-Wings to the rescue!

X-Wings to the rescue!

Det er ikke ligefrem parallelt med den originale trilogi, og det er også nødvendigt for filmens (og trilogiens) videre fremdrift, der bl.a. inkluderer den nok mest overraskende plotdrejning – selvom også denne konkrete begivenhed faktisk løber parallelt med en tilsvarende begivenhed i A New Hope.

En anden ny ting ved The Force Awakens er stormtrooperen Finn, der deserterer efter at han i filmens indledning er blevet beordret til at deltage i en massakre på civile. Det er en menneskeliggørelse og individualisering af den ellers fuldstændigt ansigtsløse cannon fodder, som stormtrooperne var gennem alle tre film i den originale trilogi.

Mens Finn repræsenterer et nybrud er hverken Rey eller Poe Dameron udtryk for nye idéer – Rey er den nye trilogis Luke Skywalker, mens Poe er den nye Han Solo. Til gengæld er Rey en endnu mere interessant og handlekraftig kvindelig helt end Leia var i de oprindelige film, så på den måde er hun et skridt i en ny retning.

Et fremragende cast
Rey i problemer.

Rey i problemer.

Og så må Abrams roses for sin casting af alle tre nye hovedpersoner – Daisy Ridley er ganske enkelt et fund; på én gang sød og sej i rollen som Rey og en markant mere udtryksfyld skuespillerinde end Carrie Fisher nogensinde var i den oprindelige trilogi.

Oscar Isaacs Poe Dameron er der måske ikke meget kød på, men Isaac spiller hotshot-piloten med den perfekt afmålte dosis charme og selvtillid. Og i rollen som Finn formår John Boyega både at spille seriøst skuespil og fungere som comic relief uden at det på noget tidspunkt bliver pinligt eller for meget.

Humoren er helt generelt også en ting, jeg vil rose ved The Force Awakens, for i lighed med den originale trilogi er der ganske mange gode grin undervejs, uden at det på noget tidspunkt degenererer til falde-på-halen-komik af Jar Jar Binks-varianten.

Finn, Han Solo og Chewbacca på Starkiller-basen.

Finn, Han Solo og Chewbacca på Starkiller-basen.

Humoren ligger primært forankret hos John Boyega og Harrison Ford, der hver især trækker mange smil, og det er med stor tilfredshed, at man kan konstatere, at Ford får flere af filmens bedste replikker. I øvrigt ser han fantastisk ud i rollen, selv her 32 år efter at han sidst sad i cockpittet på The Millennium Falcon.

Den sidste af de væsentlige nye roller er skurken Kylo Ren, der spilles af Adam Driver. Der har været en del kritik af Driver, men jeg synes faktisk han gør det fint som splittet Vader-wannabe, og jeg glæder mig til at se, hvor Rian Johnson kan tage Ren hen i Episode VIII.

Mindre spejling? Ja tak!

Jo, jeg synes faktisk der er ganske mange nye ting at tage med fra The Force Awakens, også selvom der er utroligt mange sammenfald med særligt A New Hope.

Havde jeg foretrukket en mere original Episode VII, der undlod helt så mange spejlinger af A New Hope? Ja, det havde jeg helt klart. De mange parallelle handlingsspor gør, at der er centrale scener i filmen, man regner ud på forhånd, og det er ikke specielt vellykket fra et fortællemæssigt synspunkt.

Derudover gør de mange paralleller, at The Force Awakens på mange måder kommer til at fremstå som en alt andet end elegant film – den er larmende, bumlende og klodset i sin plotfremdrift, og når en af de mange parallelle handlingsforløb løber over lærredet, længes man efter de scener, hvor filmen vitterligt står på egne ben.

Men betyder alt dette, at min fornøjelse ved The Force Awakens mindskes? Ikke det mindste. Filmen fører mig let og ubesværet tilbage i Star Wars-universet og minder mig om, hvordan det var at være 12 år gammel. Den giver mig vinger og lader mig flyve i de par timer, den varer. Hvad mere kunne jeg ønske?

For at bruge en uperfekt analogi ser jeg med andre ord The Force Awakens som det filmiske svar på at søsætte en Mars-mission med brug af Apollo-teknologi – midlerne er indledningsvist de samme, målet er et andet.

Jeg har såmænd ingen illusioner om, at de kommende to film på det metanarrative niveau vil byde på andet end den videre udvikling af heltens mytologiske udvikling – med andre ord en videre spejling af Lukes historie fra Episode IV-VI – men det har jeg intet problem med.

For når det kommer til den konkrete handling både håber og tror jeg, at vi med Episode VIII og IX får to mere originale historier end The Force Awakens.

Star Wars er tilbage med maner med The Force Awakens, og mangel på originalitet eller ej, er det mere end nok for mig. Eventyret lever. Ånden er tilbage.

5 stjerner

Titel: Star Wars: The Force Awakens
Instruktør: J.J. Abrams
Manuskript: Lawrence Kasdan, J.J. Abrams & Michael Arndt
Producere: J.J. Abrams (producer), Bryan Burk (producer), Kathleen Kennedy (producer), Tommy Harper (executive producer), Jason D. McGatlin (executive producer)
Cast: Harrison Ford (Han Solo), Mark Hamill (Luke Skywalker), Carrie Fisher (Princess Leia), Adam Driver (Kylo Ren), Daisy Ridley (Rey), John Boyega (Finn), Oscar Isaac (Poe Dameron)
Foto: Daniel Mindel
Klip: Maryann Brandon, Mary Jo Markey
Musik: John Williams
Spilletid: 135 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2015
Produktionsselskab: Lucasfilm, Bad Robot, Truenorth Productions
Distributør (DVD): Walt Disney Studios Motion Pictures

Stikord: Star Wars

Anmeldt udenfor nummer | 31/12/2015

Én kommentar til Star Wars: The Force Awakens

  1. P 31. december 2015 at

    Jeg er ikke uenig.
    Men jeg vil gerne tilføje at jeg mest af alt ser Force Awakens som et løfte til de gamle fans: “Se, jeg er på jeres side, jeg giver jer ikke en ny Jar Jar Binks.” Tanken er at nu har J.J. Abrams bevist at han har hånd om Star Wars settingen, nu kan han begynde at tilføje nye elementer og stadig forvente at de gamle fans vil købe ind i den.
    Selvfølgelig var den uoriginal – det var pointen! Vi skulle mindes om hvad det var vi elskede ved den gamle trilogi!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *