Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Solaris

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Soderberghs Solaris er en dragende og samtidig skuffende oplevelse, der på grund af billederne og lyden ikke desto mindre er en meget fascinerende film, som man kan sige fejler med bravur.

Tredive år efter at Andrei Tarkovskys filmudgave af Stanislaw Lems roman Solaris ramte biograferne verden over, fik Steven Soderberghs version premiere i biografen. Ved første øjekast virker det lidt underlig at filmatisere romanen nok engang, men når man kender lidt til Soderbergh, er det faktisk ikke så underligt.

Steven Soderbergh

Amerikanske Soderbergh blev født i 1963, og fik allerede sit gennembrud i en alder af 26 år, da hans Sex, Lies, and Videotape (1989) vandt De Gyldne Palmer på Cannes-festivalen. Derefter fulgte næsten 10 år, hvor man ikke så meget til Soderbergh og det kommercielle gennembrud, man havde ventet, at prisen i Cannes ville give ham.

Men det blev der alt sammen rådet bod på i 1998, hvor den supersexede og velskrevne thriller Out of Sight gik sin sejrsgang verden over. Denne fulgte han op med den stilrene gangsterhistorie The Limey (1999), og så gik Soderbergh ellers et gyldent år i møde.

Som den første instruktør nogensinde fik Soderbergh to film nomineret til Oscaren for bedste film det samme år. Der er naturligvis tale om Erin Brockovich (2000) og Traffic (2000) – hvor man nok husker, at det var sandalfilmen Gladiator (2000), der vandt for bedste film, alt imens Soderbergh kunne høste den lille statuette som bedste instruktør for sit arbejde på Traffic. Og så kan man ellers sige, at Soderbergh var mere brandvarm en nogensinde før.

Får ikke det optimale ud af romanen

Hans efterfølgende film Ocean’s Eleven (2001) blev da også en dundrende succes, som i år får sin anden sequel. Året 2002 stod derimod i eksperimenternes tegn for Soderbergh. Her lavede han både den dogme-inspirerede Full Frontal og Solaris.

Og her vender vi tilbage til det underlige ved at lave endnu en filmatisering af romanen Solaris. For det første er det ikke en roman, der skriger på et mainstreampublikum, og for det andet var romanen allerede blevet filmatiseret mesterligt 30 år tidligere. Men her har Soderbergh kunnet bruge sit renommé som en Hollywood-gulddreng til at lave en film, som de fleste andre instruktører aldrig ville få grønt lys til at lave. Og man mærker da også fra første billede, at Soderbergh har haft en glæde ved at lave Solaris.

Det skyldes nok, at Tarkovsky har en stor plads i hans hjerte, og at romanen virkelig har talt til ham. Det er så bare lidt ærgerligt, at Soderbergh ikke formår at få det optimale ud af Lems roman, og at han fejler omtrent samme steder, som Tarkovsky har succes.

Læner sig op ad både bogen og den første filmatisering
Den ensomme Kelvin på Jorden.

Den ensomme Kelvin på Jorden.

Forskellen på de to filmatiseringer er dybest set også, at hvor Tarkovskys film bliver et værk i sig selv, bliver Soderberghs udgave mere en kopi, der læner sig op ad både bogen og den tidligere filmatisering. Det er en stiløvelse, der viser, at Soderbergh kender til filmhistorien, men som samtidig også stiller Soderberghs egen film i et svagere lys – om end den rent håndværksmæssigt er helt i top. Man kan også om noget betegne dette som Soderberghs film, da han udover at have instrueret og skrevet manuskriptet, også har filmet og klippet hele herligheden.

Kelvin ankommer.

Kelvin ankommer.

Filmen tager – i modsætning til romanen – sin begyndelse på Jorden. Psykologen Chris Kelvin lever som en zombie, hvor ingenting giver mening for ham. Det er allerede her tydeligt, at han har et voldsomt savn. Nogle regeringsfolk kontakter ham, da de har modtaget en videooptagelse fra Kelvins gode ven Dr. Giberian, som er leder på forskningsstationen Solaris.

I optagelsen beder Giberian Kelvin om at komme til Solaris, da han har brug for hans hjælp. Kelvin tager af sted, og scenen skifter til rumstationen. I en sekvens som får mig helt op og ringe – på den positive måde – vandrer Kelvin rundt i den næsten tomme rumstation. Her rammer Soderbergh hovedet på sømmet og gengiver nøjagtig den stemning, som Lem får frem i den lignende passage i romanen.

Mystiske hændelser på rumstationen
Snow.

Snow.

Kelvin støder på den traumatiserede Snow, som fortæller Kelvin, at Giberian har begået selvmord. Det skal for en god ordens skyld nævnes, at romankaraktererne Snaut og Harey i den engelske oversættelse er blevet til Snow og Rheya, så derfor er det ikke en fejl fra Soderberghs side. Men hvad der derimod er en grel fejl er, at den mandlige Sartorius er blevet til den kvindelige Gordon. Det er underligt og giver ingen mening.

Kelvin og Gregorius i en lykkelig stund på Jorden.

Kelvin og Gregorius i en lykkelig stund på Jorden.

Og så begynder der ellers at ske underlige ting. En meget fint afviklet drømmesekvens, hvor Kelvin drømmer om sin afdøde kone Rheya, afløses af Kelvins opvågnen, hvor den selv samme Rheya sidder ved siden af Kelvins seng på rumstationen. Et eller andet har frembragt en tro kopi af hans kone, men spørgsmålet er hvad. Indtil dette punkt i filmen er man som tilskuer fanget, og filmen har været ganske tro mod romanen, men desværre tager filmen en skidt drejning.

Spændingen og sci-fi-elementerne afløses af en decideret kærlighedshistorie, hvor vi i flashbackscener ser, hvordan Kelvin og Rheyas forhold udspillede sig på Jorden. Det gør, at de afbræk, der kommer fra handlingen på stationen, ikke bliver andet end små fodnoter i kærlighedshistorien. Hvordan det hele ender, vil jeg naturligvis ikke afsløre.

Fokus næsten 100 % på kærlighedshistorien
Kelvin vil sende Rheya afsted i en rumraket.

Kelvin vil sende Rheya afsted i en rumraket.

Filmens styrker ligger, som man nok kan fornemme, ikke i manuskriptet og skuespillet, men derimod i billedsiden og lyden. Soderbergh har i mine øjne begået en fatal brøler ved at undlade det videnskabelige aspekt, som er en vigtig del i romanen samtidig med, at de filosofiske diskussioner, som er bærende i både romanen og i Tarkovskys filmatisering, stort set er ikke-eksisterende.

Med den moderne teknologi, som Hollywood besidder i år 2002, ville det være en oplagt mulighed at skildre de maleriske beskrivelser, som Lem har af Solaris og de processer, som sker på planeten. Soderbergh har derimod blot reduceret planeten til en statist, som med sin elektriske fremtoning mest af alt ligner noget, man har set i et fysiklokale.

Rumstationen Solaris over planeten.

Rumstationen Solaris over planeten.

Soderbergh har derimod fokuseret næsten 100 % på kærlighedshistorien, som uddybes i utallige flashbacksekvenser tilbage fra Jorden, hvor Kelvin og Rheya gennemgår lykke og krise. Han har heller ikke udnyttet de spændingsmæssige facetter af historien til fulde, og derfor bliver filmen en anelse kedelig. Det er ærgerligt, når man tager i betragtning, at romanen ligger op til noget, som den moderne Hollywoodfilm ganske sikkert kunne visualisere. Men igen så har dette nok ikke tiltalt Soderbergh.

Manuskriptet kan – i forhold til romanen – kort skitseres som følgende: Enkelte scener fra romanen gengives nærmest minutiøst, ligegyldige scener tilføjes og meget vigtige scener fra romanen udelades helt. Kort sagt er det ikke helt optimalt arbejde af Soderbergh.

O.k. skuespil – forrygende billeder
Rheya.

Rheya.

Skuespillet er sådan set nogenlunde, hvilket bare ikke er godt nok, når mange af scenerne tangerer kammerspil. George Clooney er med sit flødebolleudseende ganske habil som Kelvin, uden at han gør det bedre end o.k. Smukke Natascha McElhone er god som Rheya, selvom hun ikke får meget at spille med, og det største problem er, at hendes kemi med Clooney ikke skinner igennem lærredet, som det eksempelvis var tilfældet med Jennifer Lopez og Clooney i Out of Sight.

Det er et problem, da filmen får sin fortællemæssige styrke i de intime scener med Kelvin og Rheya. Viola Davis er ligegyldig som Gordon, og Jeremy Davies overspiller fælt som Snow – en rolle der ellers er meget vigtig for historien. Den eneste som rigtig fanger ånden i romanen er Ulrich Tukur som Giberian, og desværre er han alt for lidt med.

Et vigtigt møde.

Et vigtigt møde.

Billederne er derimod helt forrygende. Rent visuelt er filmen – både i sin stil, setting og production design – meget minimalistisk, og dette kræver, at billedekompositioner er i top, for at det skal fungere. Og det er de, og filmen er værd at se bare for det. De enkelte indstillinger er holdt i tætte kompositioner, hvor man virkelig fornemmer nærhed. Og dette står i stærk kontrast til den manglende kommunikation – som er et træk fra romanen, som Soderbergh får skabt helt mesterligt – personerne imellem. Vi er så at sige så tæt på og så alligevel så langt væk.

Lydbilledet er en blanding af en monoton reallyd, hvor vi hører de forskellige lyde, som er på stationen tilsat Cliff Martinez’ score, som veksler mellem at være drømmende og tragisk. Endvidere benytter lyden sig af virkningsfulde lydbroer, hvor dialogen fra den ene scene bliver bindeled til den efterfølgende scene, og det gør, at filmen får sit dragende udtryk, hvor det hele virker som en perlekæde, hvor den enkelte perle taler til den næste.

En dreng har lavet en mands arbejde
Dr. Gordon.

Dr. Gordon.

Da jeg første gang så Soderberghs take på Stanislaw Lems roman Solaris for fire år siden, sad jeg tilbage ganske forvirret og også en del frustreret. Den var mildest talt forvirrende, og visse passager var decideret søvndyssende. Efter at have læst romanen og derefter genset filmen, virker den klart stærkere, om end dens mangler træder mere i karakter. Så i dette tilfælde er det klart en fordel at se filmen efter, at man har læst romanen, da dette gør oplevelsen meget større, og stiller filmen i et helt andet lys.

Når man har læst Lems geniale Solaris og set Tarkovskys mesterlige Solyaris virker det lidt som om Soderbergh “bare” har valgt at fortælle en kærlighedshistorie, hvor han bruger de to mesterværker som sin kulisse. Denne tanke virker måske en anelse obskur, men ikke desto mindre er det langt hen ad vejen tilfældet.

En stiløvelse.

En stiløvelse.

Soderbergh bruger ikke de centrale filosofiske elementer, som både romanen og den første filmatisering besidder, men han forudsætter nærmere, at beskueren kender til de to værker og laver derefter nogle krumspring ved at undlade centrale elementer i handlingen. Dette er et interessant eksperiment, men det holder bare ikke vand, da de manglende mellemregninger er for meningsnedbrydende. Så Soderberghs kærlighedshistorie kommer til at fremstå som en dyr omgang fortænkt miskmask.

Problemet ligger nok også lidt dybere i, at Soderbergh rent faktisk ikke er opgaven moden. For romanen er meget krævende, og der skal en instruktør af et vist format til at overføre den til lærredet. Når alt godt er sagt om Soderbergh, så er han ikke “mere” end en dygtig håndværker. Så Soderberghs Solaris lider lidt under, at man har ladet en dreng lave en mands arbejde.

Dragende og skuffende

Alt i alt er Soderberghs Solaris en dragende og samtidig skuffende oplevelse. Rent visuelt og auditivt skaber den en flot baggrund, som manuskriptet desværre ikke kan følge op på, og flere steder bliver filmen decideret kedelig – man kunne være fræk og betegne den som en god nu-vil-jeg-gerne-falde-i-søvn-foran-TV’et-film, og dens ellers meget sparsomme spilletid på 94 minutter føles en del længere. Det er alligevel, på grund af billederne og lyden, en meget fascinerende film, som man kan sige fejler med bravour.

3 stjerner

Titel: Solaris
Instruktør: Steven Soderbergh
Manuskript: Steven Soderbergh, baseret på romanen af samme navn af Stanislaw Lem
Cast: George Clooney (Kelvin), Natascha McElhone (Rheya), Jeremy Davies (Snow), Viola Davis (Gordon), Ulrich Tukur (Giberian)
Producere: James Cameron (producer), Jon Landau (producer), Rae Sanchini (producer), Gregory Jacobs (executive producer)
Foto: Steven Soderbergh (som Peter Andrews)
Klip: Steven Soderbergh (som Mary Ann Bernard)
Spilletid: 94 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: 5.1 Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, ungarsk, engelsk, islandsk, finsk
Produktionsland, år: USA 2002
Produktionsselskaber: 20th Century Fox, Lightstorm Entertainment
Distributør (DVD): Twentieth Century Fox Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007

Stikord: Filmatisering, Rummet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *