Thomas Winther
Ingen kommentarer

Skyggernes Hus

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Skyggernes Hus er en underholdende roman, der lægger ud som krimi og bevæger sig over imod overnaturlig thriller.

Skyggernes HusMan skal ikke undre sig, hvis man hos boghandleren eller på biblioteket ser en bog med TV2’s logo nederst på ryggen. DR har i flere år udgivet bøger i forbindelse med deres udsendelser, men TV2 har nu kastet sig over det skønlitterære marked.

På samme måde som der findes forskellige TV2-kanaler til forskellige målgrupper (TV2 Zulu og TV2 Charlie), så er TV2-forlaget også delt op. Da de forskellige kanaler er lanceret til forskellige målgrupper har det sikkert været naturligt for dem at beholde denne opdeling. Således er Peter Straubs bog Skyggernes Hus udkommet på TV2’s forlag i kategorien “TV2 Zulu”. Dette er meget passende, da det også er på denne kanal, at der fra tid til anden laves gyserkavalkader, for det er i denne kategori, at denne bog hører hjemme.

Seriemorder

For år tilbage i byen Millhaven var der en historie i avisen om tømreren Joseph Kalendar, der med fare for eget liv reddede sine naboer ud af deres hus under en brand. Efter nogle år kommer Joseph på forsiden af aviserne igen, men denne gang er det efter afsløringen af, at han har dræbt en lang række kvinder.

Han havde sågar inddraget sin søn i mordene, lige indtil han dræbte sønnen under et af disse mordtogter. Joseph blev fanget og senere dræbt af en af sine medfanger i fængslet. Der er nu frygt for at en ny seriemorder på spil i Millhaven, da en række unge teenagedrenge forsvinder.

Et selvmord og et mærkeligt hus
Peter Straub (f. 1943).

Peter Straub (f. 1943).

Forfatteren Timothy Underhill er på vej for at besøge sin bror. Det er dog under sørgelige omstændigheder, da broderens kone Nancy lige er død. Det går dog hurtigt op for Tim, at der er tale om et selvmord, og at det var sønnen, Tims nevø Mark, der fandt hende liggende med overskårne pulsårer og en pose over hovedet.

Tim deltager i begravelsen og beslutter sig for at finde ud af, hvorfor Nancy begik selvmord. I første omgang vil han dog prøve at hjælpe Mark, og tilbyder at Mark kan komme og bo hos ham i New York for en tid. Mark når dog aldrig at komme af sted, da han forsvinder, og det frygtes, at han er blevet offer for seriemorderen. Tim tager tilbage til Millhaven for at støtte sin bror samt for at prøve at hjælpe med opklaringen af sagen. Der er nemlig nogle ting i de emails, han har modtaget fra Mark, som han ikke kan få til at stemme.

Tim finder ud af, at huset bag broderens var det hus, som Joseph Kalendar boede i, og som han begik nogle af drabene i. Han finder også ud af, at Nancy faktisk var kusine til Joseph Kalendar, og at Kalendars kone på et tidspunkt havde opsøgt Nancy for at bede hende om hjælp.

Mark havde egentligt aldrig tænkt over det faldefærdige hus, der lå bag deres eget, men efter moderens selvmord er der noget, der drager ham til det. Han er sikker på, at det var noget i dette hus, der drev hans mor til selvmord. Han finder ud af husets historie og er overbevist om, at selvom Kalendar er død, så er der stadig en form for tilstedeværelse af ham i huset.

Fra krimi til overnaturlig horror

Historien springer rundt i tiden, således at vi får fortalt historien om Marks undersøgelser af det mystiske hus samtidig med, at vi får fortalt historien gennem de folk, som Tim taler med i sine undersøgelser af sagen. Springene i tid er glidende og fungerer glimrende, så man som læser gradvist bliver ledt ind i mysteriet om Marks forsvinden. Historien begynder som en krimi/thriller, men slår snart over i en mere overnaturlig horrorstil.

I forbindelse med lanceringen af bogen var Peter Straub i Danmark og lavede bl.a. en oplæsning hos Arnold Busck i København. Han vil ikke selv placere bogen i kategorien thriller eller overnaturlig horror, men som han siger kommer meget an på, hvordan man læser historien, og om man stoler på det, som historiens fortæller beretter.

Straubs bøger handler ofte om nogen, der plages af noget, de selv eller nogen i deres familie har gjort i fortiden. Dette falder meget godt i tråd med den amerikanske tradition, der tager udgangspunkt i forfattere som Henry James (The Turn of the Screw) og Nathaniel Hawthorne (The House of Seven Gables) – to forfattere som Straub tidligere har refereret til i sin bog Spøgelseshistorier (Ghost Story) (1979), hvor han lod nogle af personerne opkalde efter dem.

Skyggernes Hus er venligst stillet til rådighed af TV2.

4 stjerner

Titel: Lost Boy Lost Girl
Forfatter: Peter Straub
Forlag, år: Random House, 2003
hvid
Anmeldte udgave:
Titel: Skyggernes Hus
Forlag, år: TV2, 2007
Format: Paperback
Sideantal: 288

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Seriemordere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *