Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Salem’s Lot

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Tobe Hoopers filmatisering af Stephen Kings vampyrroman 'Salems Lot er ikke noget mesterværk, men den er særdeles solid og bestemt anbefalelsesværdig til vampyrfans.

Salem's LotMan må sige, at Tobe Hooper skabte en svær fremtid for sig selv, da han lavede mesterværket The Texas Chainsaw Massacre (1974) allerede som sin anden spillefilm. Intet, Hooper har lavet siden, har været bare i nærheden af The Texas Chainsaw Massacre, og Poltergeist (1982), Hoopers vel nok størst profilerede projekt nogensinde, lider stadig under vedholdende rygter om, at Steven Spielberg (som officielt kun havde skrevet manus og producerede) faktisk lavede meget af filmen selv.

Mellem The Texas Chainsaw Massacre og Poltergeist stod Hooper imidlertid bag kameraet under filmatiseringen af Stephen Kings vampyrroman ‘Salem’s Lot fra 1975. Der var tale om en TV-produktion med en spilletid på rundt regnet 3 timer, der senere også blev klippet ned og udsendt som TV-film. Denne anmeldelse er baseret på DVD-udgaven af TV-serien, der på DVD’en ikke er splittet op i afsnit.

Skulle have være en spillefilm

Oprindelig var det meningen, at ‘Salem’s Lot skulle være filmatiseret som en spillefilm, og Warner havde faktisk ingen ringere end George A. Romero i kikkerten til instruktørstolen. Desværre blev Warner overhalet indenom af Universal, der satte gang i en filmatisering af Hamilton Deanes skuespil Dracula, baseret på Bram Stokers roman. Den stod John Badham for, og filmen udkom i 1979. Samtidig var også Werner Herzog i gang med blodsugerne: hans Nosferatu: Phantom der Nacht med Klaus Kinski kom også i 1979.

Warner var åbenbart bange for, at markedet dermed ville være mættet med vampyrfortællinger, og valgte at reducere deres ‘Salem’s Lot-filmatisering til en TV-serie. Det var Romero ikke interesseret i, og droppede projektet, hvorefter Warner fik Hooper ombord.

Manuskriptet stod Paul Monash for, og det var ikke Monashs første møde med Stephen King – han havde i 1976 fungeret som producer på Brian De Palmas filmatisering af Carrie, men derudover er Monash nok bedst kendt som executive producer på film som Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969) og John Carpenters Big Trouble in Little China (1987).

Som manuskriptforfatter var Monash i høj grad en TV-mand, og man må faktisk sige, at han med enkelte undtagelser slap ganske heldigt om ved omarbejdelsen af Kings roman. Dette har ikke i sig selv været nogen nem sag – ‘Salem’s Lot er en ganske lang fortælling og har et stort persongalleri. Begge dele er ganske karakteristiske for mange af Kings romaner, og måske blandt svarene på, hvorfor så få af dem er blevet filmatiseret med held.

Uhyggelige begivenheder i barndomsbyen
Ben Mears (David Soul) lige efter, han er vendt tilbage til Salem's Lot.

Ben Mears (David Soul) lige efter, han er vendt tilbage til Salem’s Lot.

Salem’s Lot (og bemærk her, at filmtitlen udelader romanens indledende apostrof) er som nævnt en vampyrhistorie, og filmen tager sin begyndelse, da forfatteren Ben Mears (David Soul) vender tilbage til landsbyen Jerualem’s Lot, i daglig tale bare ‘Salem’s Lot, hvor han tilbragte nogle år som barn. Faktisk er Mears vendt tilbage til byen for at skrive sin nye roman, hvori det lokale spøgelseshus, Marsten-huset, spiller en væsentlig rolle. Som barn havde Mears nemlig en uhyggelig oplevelse inden i det allerede dengang forladte hus, som har sat sine spor.

Da Mears vender tilbage til ‘Salem’s Lot finder han imidlertid ud af, at han ikke er den eneste nyankomne. Marsten-huset er blevet solgt til et par nytilflyttere – antikvitetshandlerne Barlow og Straker – der samtidig er ved at åbne en antikvitetsforretning i byen. Eller rettere: Straker (James Mason) er i fuld gang med at åbne forretningen, for ingen har set hans kompagnon Barlow.

The Marsten House.

The Marsten House.

Mears møder en pige i byen, Susan Norton (Bonnie Bedelia), og de forelsker sig, men lykken skal vise sig at blive kort. For snart begynder der at ske uhyggelige ting i den lille by. Først forsvinder en lille dreng, og kort tid efter findes den lokale ejendomsmægler og -spekulant død i sin bil. Så bliver den forsvundne drengs storebror på mystisk vis syg og dør kort efter af anæmi – blodmangel. Og det er bare begyndelsen. Hurtigt står det klart for en lille gruppe af byens borgere, under anførsel af Ben Mears, at noget er frygtelig galt i ‘Salem’s Lot.

Meget mere skal jeg ikke sige om handlingen her, for det ville være at spolere fornøjelsen for de, der ikke har læst romanen eller som ikke har set nogen af de to filmatiseringer.

Første halvdel er bedst
Richard K. Straker (James Mason).

Richard K. Straker (James Mason).

Som nævnt tidligere, så er manuskriptforfatteren Paul Monash sluppet ret godt fra at lave Kings roman om til et fungerende manuskript. Monash har på effektiv vis slået nogle af romanens personer sammen, uden at det af den grund virker urealistisk, og det betyder, at det har været muligt at skære persongalleriet en anelse ned. For det meste er det dog småting, Monash har ændret – især i filmatiseringens første halvdel, som da også helt klart er den stærkeste.

Mark Petrie (Lance Kerwin).

Mark Petrie (Lance Kerwin).

Første del karakteriseres ved en fin opbygning af en uhyggelig stemning og de første vampyrers opdukken. Anden halvdel er desværre ikke helt så god. Her har Monash trukket en del begivenheder fra romanen sammen og har desuden ændret på slutningen. Resultat er, at anden halvdel virker en smule forceret – som om Monash pludselig indså, at han kun havde cirka tre timers spilletid at gøre med og derfor fik travlt med at få det hele afsluttet. Især hen imod slutningen kommer filmen derfor til at fremstå forjaget, især – men ikke kun – for de, der kender romanen. Det er ekstra ærgerligt, fordi det også betyder, at meget af den glimrende og tætte gyserstemning fra første halvdel fordamper i anden del.

Manuskriptets svagheder i anden del til trods, så er 1979-versionen af Salem’s Lot faktisk slet ikke så ringe – og den er afsindigt meget bedre end Mikael Salomons rædsomme nyindspilning fra 2004. Selv om Hoopers version virker noget forhastet, så er den dog stadig ganske virksom, og selv i dag kan den give anledning til nogle gode gys.

Solide skuespillere
Filmens første vampyr: Ralphie Glick på natligt besøg hos sin bror.

Filmens første vampyr: Ralphie Glick på natligt besøg hos sin bror.

Rollelisten er besat af solide folk, hvoraf også danskere vil kunne nikke genkendende til mange ansigter – nogle primært kendt fra TV, andre også fra film. Som sagt spilles hovedrollen som Ben Mears af den oprindelige Hutch fra den klassiske 70’er-TV-serie Starsky and Hutch, mens den kvindelige hovedrolle indehaves af Bonnie Bedelia, der måske er bedst kendt som John McClanes kone i de to første Die Hard-film (1988 og 1990).

Derudover er der andre kendte birolleskuespillere spredt omkring i byen. Af disse er det nok George Dzundza fra bl.a. Basic Instict (1992) og Crimson Tide (1995), der er den bedst kendte, men der er mange andre, som man genkender uden måske at kende navnene på – heriblandt Kenneth McMillan som byens sherif, Geoffrey Lewis som den lokale kirkegårdsgraver og Ed Flanders som Susan Nortons far. Amerikanske folkekære skuespillere som Lew Ayres og Elisha Cook Jr. er der også blevet plads til.

Susan Norton (Bonnie Bedelia).

Susan Norton (Bonnie Bedelia).

Alle som én overskygges de dog af James Mason i rollen som Richard Straker – vampyren Barlows højre hånd og vagthund. Mason gør det aldeles glimrende i rollen som den ubehagelige Straker – han er urban og høflig, men samtidig nedrig såvel som sarkastisk, og der er aldrig langt fra et høfligt smil til komplet kulde. Det er en fin, fin præstation den engelske karakterskuespiller leverer her, og filmen er faktisk værd at se alene på grund af ham. Straker-figuren i Kings roman ligner på ingen måde den ældre herre, Mason var i 1979, men med Mason i rollen er selv denne ændring lykkeligt glemt. Interessant nok gør en lignende ændring sig gældende i 2004-versionen, hvor Straker portrætteres af Donald Sutherland. Men mere om det andetsteds.

En irriterende ændring
Overvampyren Barlow (Reggie Nalder).

Overvampyren Barlow (Reggie Nalder).

Én ændring i forhold til Kings roman, som jeg ikke bryder mig om, er ændringen af vampyren Barlows udseende. I romanen har King modelleret Barlow direkte over Stokers legendariske greve fra Dracula (1897), således at Barlow indledningsvist beskrives som en nobelt udseende ældre herre, der gradvist bliver yngre, jo mere blod han suger.

Ben Mears jager en vampyr på flugt med et hjemmelavet kors.

Ben Mears jager en vampyr på flugt med et hjemmelavet kors.

Dette vampyrportræt var producenten Richard Kobritz åbenbart træt af, så han effektuerede en ændring af Barlow til en vampyr af typen fra Nosferatu (1922) – grim og med rotteagtige hugtænder placeret som fortænder. En anden ændring Kobritz sørgede for, var at Barlow på intet tidspunkt talte, hvilket han gør i Kings roman. Det medfører en lidt akavet scene, hvor Barlow og Straker dukker op sammen, og hvor Straker må tale for Barlow. I den tilsvarende scene i romanen er det Barlow selv, der taler, og Straker er ikke til stede.

Lige netop disse ændringer er jeg ikke så begejstrede for, fordi de underminerer de fællestræk, der eksisterer mellem ‘Salem’s Lot og Dracula, hvilket er noget, King gik helt bevidst efter, da han skrev romanen. Det er dog blot min personlige holdning, fordi jeg kender romanen, og hvis man ikke gør det, fungerer Nosferatu-udgaven af Barlow med garanti glimrende. Barlow spilles i øvrigt af en til ukendelighed maskeret Reggie Nalder, som mange filmfans ellers med garanti ved, hvem er – han medvirkede bl.a. i Hitchcocks The Man Who Knew Too Much (1956) og i Dario Argentos L’ucello dalle piume di cristallo (1970).

Meget solid
Vievand er uundværligt for enhver seriøs vampyrdræber.

Vievand er uundværligt for enhver seriøs vampyrdræber.

Rent produktionsmæssigt er Salem’s Lot på ingen måde prangende, men dog hele vejen igennem hæderligt lavet. Vampyrerne er måske ikke altid lige godt sminkede – især irriteres jeg lidt over, at deres øjne skal lyse – men også de fungerer trods alt efter hensigten, og scenen hvor Ralphie Glick dukker op ved sin storebrors vindue er endnu i dag gåsehudsfrembringende god.

Marsten-huset, som nærmest er en separat karakter i romanen, er også flot realiseret – angiveligt blev Marsten-huset bygget fra grunden specifikt til filmen! Et problem ved filmen er, at den blev lavet til TV, og derfor naturligvis er meget “pæn”. Hvormed jeg mener blodfattig. Det var også af denne grund, at Romero forlod projektet, da Warner opgav at lave Salem’s Lot som en spillefilm og satsede på en miniserie. TV-mediet var simpelthen ikke gearet til de mere voldsomme ting i 1979, og det er det amerikanske TV-medie til en vis grad ikke endnu. Man må derfor ikke forvente, at der flyder blod i stride strømme i Salem’s Lot, og denne pænhed er måske en af filmens største svagheder. Her må man imidlertid bare tage mediets begrænsninger med i vurderingen, og acceptere, at det er sådan, landet ligger.

Om Tobe Hoopers instruktion er der ikke meget at sige. Man mærker ikke en stærk instruktørs klare vision, men i sidste ende fungerer det hele alligevel, og det er kun nogle få steder, man må tage sig til hovedet pga. overspil. I sidste ende må man konstatere, at Tobe Hoopers filmatisering af ‘Salem’s Lot – én af Stephen Kings bedste romaner – bestemt ikke er fremragende, men dog meget solid. Derfor har jeg heller ingen skrupler ved at anbefale den til alle vampyrfans og især til fans af Kings roman.

4 stjerner

Titel: Salem’s Lot
Dansk titel: Byens skæbne
Instruktør: Tobe Hooper
Manuskript: Paul Monash efter Stephen Kings roman ‘Salem’s Lot
Cast: David Soul (Ben Mears), James Mason (Richard K. Straker), Lance Kerwin (Mark Petrie), Bonnie Bedelia (Susan Norton), Lew Ayres (Jason Berk), Elisha Cook Jr. (Gordon “Weasel” Phillips), George Dzundza (Cully Sawyer), Ed Flanders (Dr. Bill Norton), Reggie Nalder (Kurt Barlow)
Producere: Richard Kobritz (producer), Anna Cottle (associate producer), Stiling Silliphant (executive producer)
Foto: Jules Brenner
Klip: Tom Pryor, Carroll Sax
Musik: Harry Sukman
Spilletid: 183 minutter
Aspect ratio: 4:3
Lyd: Dolby Digital Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, fransk
Produktionsland, år: USA, 1979
Produktionsselskaber: Warner Bros. Television
Distributør (DVD): Warner Home Video (USA)
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Filmatisering, TV, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *