Allerede året efter at Ira Levins roman Rosemary’s Baby udkom i 1967, kom Roman Polanskis filmatisering af bogen. Filmen udmærker sig ikke alene ved at være én af de mest trofaste filmatiseringer af en bog nogensinde, men også ved at være en helt og aldeles fremragende gyserfilm samt én af Polanskis hovedværker.
Bogen er anmeldt andetsteds her på Planet Pulp, men et kort handlingsreferat er alligevel på sin plads. Rosemary og Guy Woodhouse (Mia Farrow og John Cassavetes) er et ungt ægtepar – han er en selvoptaget skuespiller mens hun er den lidt naive pige, der er flyttet til New York fra landet.
Ved filmens begyndelse er de netop ankommet til The Bramford for at se på en ny lejlighed, hvis tidligere beboer – en ældre dame – netop er død efter flere måneder i koma.
Bygning med dårligt ry
De ender med at tage lejligheden på trods af flere advarsler om, at The Bramford er et hus med en dårlig historie. Rosemarys ven, drengebogsforfatteren Hutch, der samtidig er en slags faderfigur for hende i New York, fortæller dem om nogle af de ting, der er foregået i The Bram, som bygningen kaldes i daglig tale.
Tidligere havde de berygtede Trench-søstre boet i bygningen; et par Victorianske damer, der åd adskillige børn. Omkring århundredeskiftet havde Adrian Marcato boet i huset – Marcato var troldmand og hævdede at han havde fremmanet selveste Satan. Og blot et par år tidligere var liget af et spædbarn blevet fundet i bygningens kælder, svøbt ind i avispapir.
Advarslerne til trods tager Rosemary og Guy naturligvis den lækre lejlighed. Deres naboer, Minnie og Roman Castevet (Ruth Gordon og Sidney Blackmer), er et venligt, ældre ægtepar, der har en ung pige boende. Hun begår imidlertid selvmord kort inde i filmen, og efter det bliver Rosemary og Guy gode venner med ægteparret – dog især Guy, selv om det indledningsvist var ham, der var meget imod at de skulle indlade sig med ægteparret af frygt for aldrig at kunne blive ladt i fred.
Efter at have været skeptisk over for idéen om at få børn, ændrer Guy mening, og det ender da også med at Rosemary bliver gravid. Allerede på dette tidspunkt er der begyndt at ske mystiske ting og sager, og sekvensen, hvor undfangelsen af Rosemarys barn sker, skal der ikke afsløres mere om her.
Ufattelig trofast over for forlægget
For ikke at afsløre alt for meget bør handlingsreferatet stoppe her, men det kommer nok ikke som nogen overraskelse for nogen – selv ikke for de, der hverken har set filmen eller læst bogen – at der er noget meget galt med Rosemarys barn.
Præcis hvad, og hvordan omstændighederne omkring det er, bør gemmes som en overraskelse til de, der endnu har den oplevelse til gode, som det er, at se filmen eller læse bogen. For lige som bogen, er Polanskis film en fremragende fortalt, atmosfærisk historie, der kryber under huden på seeren. Kernekonceptet med en unaturlig graviditet er naturligvis god i sig selv, men det er udførslen, der gør både bog og film så vellykkede.
Filmen er som nævnt nærmest ufatteligt trofast over for bogen. Polanski, som også skrev manuskriptet til filmen, har bibeholdt en meget stor mængde af Ira Levins velskrevne dialog, og har også sørget for, at kulisserne blev indrettet meget tro over for Levins beskrivelser. I mange tilfælde ville en sådan nærmest bogstavelig adaptering af en bog til film falde meget uheldigt ud, men det skete heldigvis ikke for Polanski.
Dels havde han et meget stærkt grundmateriale at arbejde ud fra og dels har Polanski – når han er bedst – et ualmindeligt solidt greb om den psykologiske gyser. Det viste han allerede med Repulsion fra 1965 (dansk titel: Chok), og efter Rosemary’s Baby viste han det bl.a. igen med den fremragende The Tenant fra 1976 (dansk titel: Den nye lejer). Lige som Levin gør i romanen, fremmaner Polanski en klaustrofobisk, fortættet stemning, som indfanges på smukkeste vis af fotografen William Fraker, effektivt understøttet af den polske komponist Krzystof Komedas til tider både smukke og syrede score.
Beåndet casting
Castingen i filmen er også beåndet. Mia Farrow er ikke bare ualmindelig smuk i rollen som Rosemary, men den spinkle Farrow bibringer også rollen den påkrævede sårbarhed og naivitet, selv om hun også kan fremstille den mere beslutsomme og selvstændige side af Rosemary når det er nødvendigt.
Hovedindtrykket er dog en næsten glasagtig sårbarhed, som omgående vinder seerens sympati. I en tid, hvor mange kvindelige heltinder er selvstændige seje babes, er det en befrielse at se en rolle, der er smukt feminin uden at den på nogen måde er en negativ eller chauvinistisk karikatur af kvindekønnet.
I Farrows fremstilling er Rosemary samtidig uden problemer i stand til at spille op mod John Cassavetes’ fine indsats som den glatte Guy, der må tage prisen som den værste ægtemand nogensinde. I forbindelse med castingen er det i øvrigt interessant at bemærke, at Farrow faktisk ikke var Polanskis første valg til rollen som Rosemary; han ville i stedet havde haft Tuesday Weld, som bl.a. er kendt fra Once Upon a Time in America (1984).
Rollerne som Minnie og Roman Castevet er også velcastede med veteranen Ruth Gordon og den garvede Sidney Blackmer. Der er ingen tvivl om, at Gordon overspiller vildt og inderligt i rollen som Minnie, men i forhold til den måde, Minnie fremstilles på i bogen rammer Gordons præstation hovedet på sømmet og giver samtidig filmen dens element af comic relief. Selv om man hele tiden har en snigende og ubehagelig mistanke til det sukkersøde ægtepar, så er Gordons karikerede fremstilling af en gammel dame med hornbriller alligevel så fin, at den ikke undgår at trække et par tiltænkte smil frem undervejs.
Sidney Blackmer er langt mere skummel i rollen som den tilsyneladende meget venlige Roman – Blackmers fremstilling gør både Roman til en jovial gammelmands-særling samtidig med, at hans øjne fortæller en helt anden historie.
De vigtigste biroller spilles af en iskold Ralph Bellamy i rollen som Dr. Sapirstein og Charles Grodin som Dr. Hill, mens Philip Leeds dukker op i en sjov, men meget lille rolle. Leeds vil være de fleste danske seere mere kendt som den tudsegamle dommer i Ally McBeal.
Velvalgte locations
Filmens få locations er særdeles velvalgte. Som eksteriør af The Bramford valgte Polanski den gamle New York-bygning Dakota Apartments, der senere har fået sin egen tragiske historie. Det var her John Lennon og Yoko Ono boede i New York, og det var foran The Dakota, at Mark Chapman skød John Lennon i 1980.
The Dakota er den perfekte stand-in for The Bram: med sin stilfulde, men alligevel dystre 1880’er-arkitektur, skal der ikke meget til for at få bygningen til at ose af skjult ondskab. Filmens interiører er veldesignede og atmosfæriske, og spiller en stor rolle for opbygningen af den klaustrofobiske stemning, som er historiens livsnerve.
Alt i alt er Rosemary’s Baby en overordentlig vellykket gyserfilm, og fra et filmhistorisk perspektiv også vigtig. Uden den er det ikke sikkert, at vi havde fået 70’ernes bølge af okkulte gysere – med The Exorcist fra 1973 (dansk titel: Eksorcisten) og The Omen fra 1976 (dansk titel: Tegnet) som milepælene. The Omen i særdeleshed er stærkt påvirket af Rosemary’s Baby, om end den giver konceptet et twist.
Jeg kan ikke rose Rosemary’s Baby nok. Det er én af mine personlige favoritgysere, og jeg kan godt misunde de, der endnu ikke har set filmen første gang endnu, for de har virkelig en oplevelse til gode!

Instruktør: Roman Polanski
Manuskript: Roman Polanski efter Ira Levins roman Rosemary’s Baby
Cast: Mia Farrow (Rosemary Woodhouse), John Cassavetes (Guy Woodhouse), Ruth Gordon (Minnie Castevet), Sidney Blackmer (Roman Castevet), Maurice Evans (Edward Hutchins), Ralph Bellamy (Dr. Abraham Sapirstein), Charles Grodin (Dr. C.C. Hill)
Producere: William Castle (producer), Dona Holloway (associate producer)
Foto: William A. Fraker
Klip: Sam O’Steen & Bob Wyman
Musik: Krzysztof Komeda
Spilletid: 131 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk for hørehæmmede, engelsk, arabisk, bulgarsk, tjekkisk, dansk, hollandsk, finsk, tysk, ungarsk, islandsk, norsk, polsk, rumænsk, svensk, tyrkisk
Produktionsland, år: USA, 1968
Produktionsselskaber: William Castle Productions
Distributør (DVD): Paramount Home Entertainment (DK)
Udgave/region: 2
Anmeldt i nr. 10 | 13/08/2006
Stikord: Antikrist, Filmatisering, Hekse, Kulte, New York, Okkultisme, Paranoia, Satan, Satanisme