Resident Evil [remake]

7 minutters læsetid

Resident Evil remakeI år, 2021, fylder Resident Evil-franchisen 25 år, og det fejrer Capcom ved bl.a. at udgive det næste spil i serien – Resident Evil Village – her til maj.

Jeg er selv stor fan af serien, og jeg har fulgt det siden starten, da det først udkom til Playstation 1 i 1996. Serien er kommet langt siden da, med over 20 spil udgivet (og langt flere, hvis man tæller de mobile spil med) for slet ikke at tale om filmserien med Milla Jovovich, som vi tidligere har kigget på her på Pulpen (og som i øvrigt også får et remake senere på året), romaner, actionfigurer, brætspil, tv-serier, et hav af remastered udgaver af de tidligere spil og meget mere.

Det er vokset til en kolossal franchise, og det er derfor interessant at se, hvor det egentlig kommer fra. Jeg har kigget lidt på det første spil i serien; dog ikke i den udgave der udkom i 1996, men den remake-udgave som blev lanceret i 2002 til Nintendos Gamecube.

Men for lige at gøre det ekstra kringlet, så blev 2002 versionen ported til Playstation 4 i 2015, og det er den udgave, jeg endte med at spille.

Home Sweet Home

Ophavsmanden til serien er Shinji Mikami, og han blev oprindeligt inspireret af et lettere ukendt gyserspil ved navn Sweet Home, som Capcom havde udgivet til Nintendo tilbage i 1989.

Idéen i Sweet Home var simpel: En gruppe filmfolk var låst inde i et hjemsøgt hus, og deres eneste måde at overleve på var ved at overkomme alle husets fælder, puzzles og monstre.

Sweet Home var dog et klassisk rollespil, lidt i stil med de tidligere Final Fantasy-spil, men Shinji var mere interesseret i at lave et actionspil, så selve rollespilselementerne blev fjernet for at lægge mere fokus på actiondelen.

Han bibeholdt dog nogle elementer, som stadig findes i stort set alle Resident Evil-spil, selv de nyeste udgaver her 25 år senere, nemlig at historien hovedsageligt skulle fortælles gennem noter, dagbøger og lignende, som spilleren skulle finde undervejs gennem spillet og derudover skulle spillet have en del ”filmiske” træk, såsom koreograferede actionsekvenser og låste kameravinkler for at give spillleren en bedre indlevelse.

Specielt de filmiske træk var banebrydende tilbage i 1996, så når du går ned ad en mørk gang og kun hører regnen der slår mod ruden, er du allerede trykket – og pludselig springer en zombiehund ind gennem vinduet, lydsiden bliver bombastisk og spilleren har nu kun et splitsekund til at finde sin pistol frem!

Tilbage i 1996 var sådan en jump scare fandme en stor ting, og det er også et bevis på, at det ikke kun er inden for survival horror-genren, at Resident Evil har sat sit præg; disse filmiske træk er at finde i stort set alle moderne computerspil som Uncharted eller The Last of Us.

Selvfølgelig kan det ikke være et ordentligt Resident Evil-spil, hvis der ikke også er rigeligt med fælder, puzzles og monstre, som Sweet Home også havde rigeligt af.

Undervejs i produktionsfasen snublede Shinji også over Alone in the Dark, og efter den oplevelse blev de begrænsede våben og de relativt få medicinpakker også en del af seriens vartegn.

Det er også umuligt ikke at nævne de låste ”saverooms”, som er spillerens eneste sted at gemme sit spil, da man ikke bare kan gemme spillet når som helst.

Resident Evil er ofte blevet udråbt som det første spil i survival horror-genren, men det er naturligvis ikke fair at sige, at spillet startede genren i og med at det tager rigelig inspiration fra bl.a. Sweet Home og Alone in the Dark.

Til gengæld er det fair at sige, at genren virkelig fik massiv anerkendelse takket være Resident Evil, og langt de fleste af de spil, der i dag betragtes som survival horror-spil, er dybest set blot Resident Evil-kloner.

Biohazard

Spillets oprindelige japanske titel er ”Biohazard”, men da det skulle udgives i USA, så viste det sig, at det ville være næsten umuligt at få et trademark på den titel, så uden for Japan skulle det lanceres under en ny titel.

Efter at have kørt en intern konkurrence i firmaet (som efter sigende indeholdt en moderat mængde alkohol), så landede den internationale titel på Resident Evil for at understrege det hjemsøgte hus, som danner rammen for det første spil. ”Biohazard” kunne dog også være en passende titel, når man kigger på historien.

Vi befinder os i 1998, og der foregår mystiske ting i Arkley-bjergene, som ligger ved udkanten af Raccoon City, en by i det amerikanske midtvest. En række bizarre og groteske mord er fundet sted, og ofrene har været udsat for kannibalisme.

Alle mordene er fundet sted i nærheden af det afsidesliggende Spencer Mansion, som er ejet af den hemmelighedsfulde medicinalkoncern Umbrella, og den oprindelige ”Biohazard”-titel skulle tolkes som en reference til de gale eksperimenter, koncernen i hemmelighed udfører i huset.

Raccoon Citys politienhed STARS (Special Tactics And Rescue Service) samler to hold, team Alpha og Bravo, som bliver sendt op til huset via helikopter. Team Alpha mister dog hurtigt kontaken med team Bravo, og da de finder holdets nedstyrtede helikopter, bliver team Alpha selv angrebet af blodtørstige zombiehunde. De, der overlever angrebet, søger tilflugt i Spencer-huset, og det er her, spillet egentlig starter.

Enter the heart of the Resident Evil

Man starter med at vælge den karakter, man vil spille. Valget står mellem Jill Valentine og Chris Redfield. Historien ændrer sig lidt, alt efter hvilken karakter man vælger, men den største forskel er, at Jill ikke har så meget health som Chris, men til gengæld kan hun bære flere ting.

Det bliver relevant mange gange i løbet af spillet, da selv små ting som nøgler fylder i dit inventory, så man løber hurtigt tør for plads! Det er også derfor, at jeg altid anbefaler nye spillere at spille Jill første gang, for den ekstra udstyrsplads gør altså en kolossal forskel.

Spillet er et 3D-action/adventurespil med låste kameravinkler. Spilleren starter med et minimalt arsenal i form af en dolk og en pistol (Chris starter i øvrigt kun med en dolk), så spilleren må udforske huset for at finde flere våben og mere ammunition, hvis man ikke vil fortæres af zombier.

Og zombier er der så sandelig rigeligt af, men som spillet skrider frem, så bliver spilleren også konfronteret med de førnævnte zombiehunde, blodtørstige krager, kæmpeedderkopper, kæmpeslanger og mange flere monstre.

Jeg bliver også nødt til at nævne spillets boss-fights, der stadigvæk er en fast ingrediens i de senere titler, og som altid er en fryd at klare.

Meget af spillets uhygge kommer fra klassiske gyserelementer som det hjemsøgte hus, den dunkle lysside og det uhyggelige soundtrack, men en af de ting, der gjorde det oprindelige spil allermest uhyggeligt, var det faktum, at du ikke kunne løbe og skyde på samme tid!

Din karakter er nødt til at stå stille, når der skal skydes zombier, og da en zombie sagtens kan sluge et halvt magasin, inden den dratter omkuld, så giver det nogle seriøst nervepirrende situationer, hvor spilleren står stille og skyder og skyder, mens zombien langsomt, men trodsigt, kommer nærmere og nærmere.

Spillet leger lidt med det setup, fordi et våben som en shotgun kan blæse hovedet af en zombie i et skud, men kun hvis zombien er et skridt væk; så har du tænkt dig at tage chancen og lade den komme tæt nok på, eller vil du hellere spilde din dyrbare ammunition og skyde den fra en sikker afstand?

Til tider lidt fjollet

Den overordnede forskel på en remastered udgave af de tidligere spil og et remake er, at et remaster tager det oprindelige spil og giver det et facelift i form af opdateret grafik, forbedret lydside, eventuelt mere indhold i form af flere våben og monstre, osv.

Et remake genopbygger det oprindelige spil i en helt ny spilmotor og bibeholder grundidéen fra det oprindelige spil, men tager det som regel i sin egen retning.

Således er alle grundidéerne fra det oprindelige spil med i remaken; settingen er stadig det uhyggelige Spencer Mansion, der er mørke og skumle rum, der kun delvist bliver oplyst af sporadiske lyn fra de lukkede vinduer, den skumle baggrundsmusik og styringen er stort set uændret.

Alligvel er selve husets layout ændret gevaldigt fra det oprindelige spil, og der er kommet nye puzzles, nye fælder og nye boss-fights. Jeg kunne genkende en del, men der var også mange nye elementer i remaket.

En af de ting, jeg bed mærke i, da jeg spillede remaket igen, var også hvor fjollet, det til tider kunne være. Noget af det fjollede synes at være en blanding af en særpræget japansk opfattelse af amerikanske actionfilm, og andre elementer synes at være ting, der nok bare ikke er blevet oversat godt nok fra japansk til engelsk.

Hvis du spiller Jill Valentine, så er der tidligt i spillet en scene hvor et andet medlem af STARS, Brad Vickers, giver Jill et sæt til at ordne låse da hun jo er ”the master of unlocking”. Og så er der Albert Wesker, et andet medlem af STARS holdet, som konstant går rundt med solbriller på. Indendørs. Om natten.

Spillet er også et singleplayerspil, og det bliver ufrivilligt komisk når STARS-holdet konstant deles, så spilleren hele tiden er alene. Brad Vickers siger til Jill, at huset er enormt, og de må nok hellere gå hver til sit for at afdække så mange rum som muligt. Senere beder han Jill om at gå i forvejen, og så vil han blive tilbage og ”cover our exit”. Der er noget nærmest Scooby-Doo-agtigt over det – Let’s split up gang!

Mesterværk

De fjollede indspark til trods, så var det en forrygende oplevelse for mig at spille spillet igen. Det var helt klart ikke muligt for mig at lægge de nostalgiske briller på hylden, så tag nu min anmeldelse med et gran salt.

Spillere, der ikke er vant til de låste kameravinkler, eller at man ikke kan bevæge sig og skyde på samme tid, vil muligvis synes, at det er kluntet og frustrerende, men det er netop de elementer, der gør det til et uhyggeligt mesterværk og klart et spil som jeg vil give de stærkeste anbefalinger.

Det bliver spændende at se, hvad serien ellers har at byde på, og når jeg endelig får mig en Playstation 5, så skal jeg helt klart ud og have fat i Resident Evil Village, da standarden forhåbentlig er vedligeholdt.

6 stjerner

Titel: Resident Evil [remake] Udvikler: Capcom
Udgiver: Capcom
Udgivelsesår: 2002/2015
Platform: PlayStation 4, Nintendo Switch, Gamecube, Wii, Playstation 2, Windows, Xbox 360, Xbox One
Genre: Survival Horror

Anmeldt i nr. 187 | 13/05/2021

Stikord: Survival Horror, Zombier

Troels Bording. Født 1982. Pt. bosat i Singapore. Troels har altid været lokket af det fantastiske, men det var Sværd & Trolddom-bøgerne, som i sin tid vakte begejstringen for fantasy og science fiction-genren, og da han senere købte en dansk udgave af Dungens & Dragons i den tro, at det var et brætspil lig HeroQuest, blev han også introduceret til rollespil.

1 Comment

  1. En rigtig god og velskrevet artikel. Keg husker også orginal spillet som værende pokkers uhyggeligt.

Skriv et svar

Your email address will not be published.