Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Rats – Notte di terrore

Rats – Notte di terrore
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Bruno Mattei er garant for lummer sleaze fra den dejligste del af den italienske filmskraldespand.

Rats - Notte di terroreRadioaktive rotter i en postapokalyptisk gyser, lavet af én af den italienske b-films gysermestre. Dette burde sætte mundvandet i gang hos fans af genren, og hvis man slår al fornuft fra, er der også en hel del at komme efter i Rats.

Det herrens år 2230
Den klassiske starttekst til at introducere os til den postapokalyptiske setting

Den klassiske starttekst til at introducere os til den postapokalyptiske setting.

Vi befinder os i år 2230, 215 år efter at en altomsiggribende atomkrig har henlagt Jorden til en ødemark. De overlevende er delt op i to grupper: de der lever som nomader på overfladen og så de mystiske videnskabsfolk, som bor under jorden. Det er denne verden filmens lille starttekst sætter os ind i. Det lyder jo også alt sammen meget godt, og ens forventninger skrues op hurtigt i vejret.

Elleve nomader, iklædt tøj der minder om noget kostumefolkene har købt i en genbrugsbutik, ankommer på deres motorcykler til en forladt by. Store, tomme huse tårner sig mod himlen, og de elleve beslutter sig for at undersøge byen. Det var så deres første fejltagelse.

I et af husene finder de en masse mad og en bunke lig. Dette gør dem dog ikke urolige, og de tager for sig af retterne. Lidt efter ser nomaderne en stor gruppe rotter der kigger på dem med lysende røde øjne. Dette afskrækker dem ej heller, og de beslutter sig for at overnatte i huset. Deres anden fejltagelse. Det viser sig nemlig, at rotterne er overalt.

Rotternes nat og en slap penis
Banden ankommer til byen

Banden ankommer til byen.

Det skal gå hen og blive en lang, lang nat, hvor den ene efter den anden af de elleve dør, alt imens antallet af rotter vokser og vokser. Som natten går på hæld nærmer vi os den nedbrydende afslutning, som både minder om slutningen på Romeros Night of the Living Dead (1968), men samtidig også, på grund af et helt tåbeligt plottwist, om X-Files– og Twillight Zone-serierne.

Efter en grundig undersøgelse finder banden et kontrolrum

Efter en grundig undersøgelse finder banden et kontrolrum.

Rats har alt det, som det vulgære hjerte begærer; slibrige og perverse replikker, sexscener, bare bryster, kroppe der åbnes indefra af ivrige rotter og endda en slap penis. Dertil kan man, for en god ordens skyld, tilføje en flammekaster. Det er også tydeligt at disse elementer er blevet brugt for at råde bod på filmens og instruktørens åbenlyse mangler.

Dramaturgien er mildest talt rodet, og historien er fortalt på en gumpetung såvel som sjusket måde. Adskillige scener hænger ikke sammen, og lyssætningen er helt til grin. Nogle gange er der i det selvsamme rum og i selvsamme scene skiftevis lyst og mørkt, uden at nogen lyskilder har ændret sig.

Man kommer unægtelig til at overveje, om filmens manuskript har været helt på plads før optagelserne gik i gang, og om klipperen har haft styr på hvilken rækkefølge de forskellige scener skulle placeres i.

Italiensk genbrug som vi kender det
En intim stund før rotterne angriber

En intim stund før rotterne angriber.

Rotterne er et kapitel for sig selv. Det virker som filmholdet har haft en lille gruppe levende rotter at gøre godt med, og har suppleret med kunstige rotter for at få deres antal til at virke skræmmende. Det gør dog blot at rottemasserne virker kunstige og ikke særligt skræmmende. Endvidere bliver det samme skud af nogle rotter brugt igen og igen, hvilket ydermere understreger det mangelfulde i filmoptagelserne.

Desuden lader det til, at rotterne bruges når handlingen går i tomgang. Gang på gang kommer det samme skud igen; rotter er jo uhyggelige, kan man næsten høre instruktøren sige. Det er de bare ikke i denne film.

Den postapokalyptiske setting er endnu et led i filmens strategi om at lefle for et bestemt publikum. Den bruges ganske enkelt ikke til andet end at iklæde en klassisk gyserhistorie nye klæder.

Møddingens hersker har mange navne
En rotte kigger frem af munden på den uheldige dame

En rotte kigger frem af munden på den uheldige dame.

Men lad os lige tage et kig på filmens instruktør, der må siges at være alt andet end en gysermester. Bruno Mattei har instrueret ikke mindre end 47 film i perioden fra 1970 til 2004, og benytter sig af et utal af aliaser. For Rats er han krediteret som Vincent Dawn, der blot er ét af de 21 navne han benytter sig af, og som bl.a. tæller Norman Dawn, Erik Montgomery og William Snyder.

Med alle disse navne kan han så lave den ene skodfilm efter den anden, uden at blive stoppet. Publikum vil aldrig kunne genkende ham som den katastrofale instruktør han er. Andre af hans film har titler som Jaws 5: Cruel Jaws (1995), Woman’s Penitentiary 4 (1982) og Porno Holocaust (1981).

Mattei ved hvad det handler om – det slibrige, erotiske og underlødige. En mand som har gjort det til en levevej at lave alt det, som andre ikke vil røre ved. Derfor kan det heller ikke undre én at hans film, som i 80’erne blev spyttet ud på samlebånd, hører til den mere specielle del af filmkulturen. Men det er da rart at vi har den slags instruktører – det er bare ærgerligt at han er så elendig. Men igen: elendig på en måde der gør det sjovt at se på.

Kurt gør sine tropper klar til kamp

Kurt gør sine tropper klar til kamp.

Personinstruktion er åbenbart et ukendt begreb for Mattei, og det virker som om han har haft svært ved at holde styr på sine skuespillere, der overgår hinanden i pinligt overspil. Karaktererne har navne som Kurt, Chocolate, Video, Lucifer og Noah.

Lederen af gruppen, Kurt, spilles af den italienske horrorstjerne Ottaviano Dell’Acqua, som i Rats er krediteret som Richard Raymond, og han er den eneste af skuespillerne der er en anelse troværdig og fungerer nogenlunde som en klassisk helt.

Men skuespillerne har heller ikke haft meget at arbejde med, hvilket er tydeligt når man kigger på nogen af replikkerne. Eksempelvis siger den sorte pige Chocolate “I’m white! I’m white”, mens hun hælder mel ud over sig og danser fjollet rundt. Og det bliver heller ikke bedre da Video udbryder “Stupid machine needs a kick in the balls” da han ikke kan få en maskine til at virke. Det skal tilføjes, at filmen selvfølgelig er dubbet til engelsk, som det er vanligt for italienske film, så de kan sælges til engelsksprogede lande.

En vaskeægte ”So Bad It’s Good”-perle fra spaghettiens land
Den grufulde afsløring

Den grufulde afsløring.

Hvordan skal man så vurdere et makværk som Rats? Filmens bagmænd har gjort alt for at gøre filmen så tiltrækkende som muligt. De kender deres publikum, og ved hvad de ønsker sig af en italienskproduceret gyserfilm. Det svarer til at putte en masse flødeskum på en kage for at skjule, at det er noget værre lort man skal til at spise.

Heldigvis gør alle filmens dårlige elementer den ret underholdende at se, og Rats figurerer i den kategori af dårlige film som er så dårlige, at de faktisk bliver gode.

1 stjerne

Titel: Rats – Notte di terrore
Andre titler:
Rats – Night of Terror, Blood Kill, Les Mutants de la 2eme humanité, Les Rats de Manhattan, Rats: Night of Terror
Instruktør: Bruno Mattei (Krediteret som Vincent Dawn)
Manuskript: Claudio Fragasso, Hervé Piccini & Bruno Mattei
Cast: Ottaviano Dell’Acqua (Kurt), Geretta Geretta (Chocolate), Richard Cross (Video), Christian Fremont (Noah)
Producer: Jacques Leitienne
Foto: Franco Delli Colli & Henry Frogers
Klip: Gilbert Kiroine
Musik: Luigi Ceccarelli
Spilletid: 97 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: Italien, 1984
Distributør (DVD): Anchor Bay Entertainment
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006

Stikord: Atomkrig, Fremtiden, Italian Cinema, Postapokalyptika, Radioaktivitet, Rotter, So Bad It’s Good, Splat

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *