Paycheck

Hvad sker der, når man krydser en mesterlig novelle af en fremragende sci-fi-forfatter med en action-instruktør, der har en nedadgående formkurve? Man får en middelmådig gang underholdning, hvor filmens fede grundpræmis drukner i ligegyldig action, en due i slowmotion og et stand off mellem to amerikanske flødeboller. Se for øvrigt anmeldelsen af novellen Løncheck, som filmen er baseret på, og anmeldelsen af filmens score.

20 objekter

Michael Jennings er en genial computertekniker, der arbejder “hemmeligt” for store virksomheder. Med hemmeligt menes der, at hans hukommelse om det, han laver, bliver slettet af en underlig og meget utroværdig maskine, som Jennings’ gode ven Shorty er med til at betjene.

Det er gået godt for ham mange gange før, da det kun har drejet som om et par måneder ad gangen. Men piben får en anden lyd, da hans gamle ven Rethrick tilbyder ham 90 millioner dollars for tre år af hans liv. Efter lidt overvejelser siger han ja til opgaven, og der klippes tre år frem i tiden.

Det hele ser godt ud, og Jennings glæder sig til at leve resten af sine dage for den enorme sum. Men sådan skal det ikke gå. Af en eller anden grund har Jennings – altså den del af ham, som den nye Jennings ikke længere kan huske – indvilliget i at bytte sine mange millioner til 20 underlige objekter i en kuvert.

Da han indfanges af regeringen – som har et eller andet imod Rethrick og hans virksomhed – viser det sig dog at være 20 vigtige objekter. Først flygter han, og snart begynder den grusomme sandhed at gå op for ham: Han har været med til at fremstille en maskine, der kan se ud i fremtiden, og det kan få alvorlige følger for hele verdens fremtid. Så Jennings forvandles til en samvittighedsfuld helt, der får følge af sin elskede Rachel – som han heller ikke kan huske, da han mødte hende mens han arbejdede for Rethrick – og sammen indleder de en kamp for at frelse verden.

En pokkers dårlig skuespiller

Der render pt. en del talentløse skuespillere rundt i Hollywood. Men blandt de talentløse er Ben Affleck dog en lysende stjerne. Han er en kombination af udseendet af en amerikansk quarterback, alt det patetiske skuespil fra Nicholas Cages dårlige side og en meget øretæveindbydende attitude. Og så er han en pokkers dårlig skuespiller.

Han kan i mine øjne til nøds begå sig i romantiske komedier, men der går hans grænse så også. Men han har åbenbart en stor fanskare – eller en finger oppe i røven på de store Hollywood-drenge – siden han bliver ved med at dukke op i andre film end romantiske komedier. Ved hans side har han i Paycheck den ellers udmærkede Uma Thurman, som dog her må siges at levere sin til dato dårligste præstation.

Som skurken Rethrick ses flødebollen Aaron Eckhart, som dog bag det pæne ydre gemmer mere talent end ti Afflecker tilsammen. Han er faktisk udmærket; det er bare ærgerligt, at manuskriptet ikke er mere nådigt ved ham. På skuespillersiden er det dog den altid gode birolleskuespiller Paul Giamatti, der stjæler billedet. Han er faktisk den eneste, som kan gå med oprejst pande væk fra denne film.

Dalende formkurve

Kinesiske John Woo er manden bag en af de bedste actionfilm nogensinde – Dip hyut shueng hung (1989, bedre kendt som The Killer) – som, om nogen film, siden 90’erne er blevet kendetegnende for, hvordan en pistol skulle holdes, og hvordan en skudduel bør afvikles med en passende mængde af slow motion og fede kamerabevægelser.

John Woo benytter sig også af en voldsom mængde af patos, som ofte udmøntes i en lang afsluttende skudsekvens mellem den gode og den onde. På mange måder er der tale om moderne westerns, hvor mænd er mænd, og kvinder er noget, der er med som fyld – og så ser man næsten i samtlige Woo-film en due i slowmotion.

Filmen åbnede døren til Hollywood, hvor hans første forsøg Hard Target (1993) – en fuldblods actionfilm med en langhåret Van Damme i hovedrollen – aldrig blev den store succes. Til gengæld blev hans næste amerikanske film Broken Arrow (1996) en stor succes, som gav en drømmerolle til den netop hjemvendte stjerne John Travolta.

Men det var med Face/Off (1997), at Woo ramte den tråd, som han havde påbegyndt i Hong Kong. Det er i mine øjne stadig en af de bedste actionfilm fra 90’erne. I de sidste ti år er det dog gået støt og roligt ned ad bakke for den lille og ellers dygtige kineser, så det er ærgerligt, at det er i denne periode, at Paycheck befinder sig.

Griner ikke med Woo, men af Woo

De actionscener, som kunne have båret filmen, er ikke andet end dårlige kopier af det, Woo før har gjort så godt. De er kedelige og meget ordinære. Faktisk er de så ligegyldige, at flere af de utallige spin offs, som er blevet lavet på Woos film, er bedre. Så tragisk nok er originalen blevet til en kopi af en kopi, endda i en dårligere udgave.

Da vi så kommer til den klassiske scene, hvor helten og skurken peger pistolerne mod hinanden mens de fyrer ligegyldige gloser af, kan jeg ikke undgå at føle lidt vemod. For her ser vi en mester, som er blevet en kliché på sig selv og frem for alt har mistet den gnist, som engang var så markant. Og da duen i slowmotion flyver ind over skærmen griner man ikke med Woo, men af Woo. Tilbage til Hong Kong med dig, inden Hollywood fjerner din sidste rest af værdighed.

Til filmens forsvar skal det dog siges, at den aldrig bliver kedelig, bare helt og aldeles ligegyldig. Både sci-fi-fans og John Woo-fans vil gå skuffet hånd i hånd ud af biografen eller stuen. De første 45 min er faktisk okay, men da den efterfølgende time er noget lort, er det blivende indtryk ikke det bedste. Det hele er så glatpoleret, pænt, kedeligt og ordinært. Efterhånden som objekterne i kuverten begynder at blive brugt op, gør min tålmodighed det også.

Min frustration over filmen skyldes hovedsageligt, at den kunne være blevet så meget bedre. Så på trods af mine hårde ord, så underholder filmen dog bravt – men det er mine øjne bare ikke nok i dette tilfælde. Specielt ikke når man tager i betragtning, hvad der ligger til grund for filmen, og hvad John Woo kunne før i tiden. Filmen sætter sig mellem to meget grimme og faldefærdige stole, så præcist kan det siges.

Så kan de lære det

De fede elementer ved novellen – settingen, antihelten og fremtidsvisionen – bliver, udover grundidéen, slet ikke brugt i filmen, og det er kun navnene, idéen med tidsøsen, hukommelsen der slettes og objekterne i stedet for pengene, der benyttes. Dertil tilsættes der så en frygtelig flødebolle af en helt – som både kan score kvinder, udøve kampsport og redde verden, mens han har sit fjollede smil på læberne – en ligegyldig kærlighedshistorie, en omgang middelmådig action og sidst men ikke mindst den form for glatte og kedelige effekter, som kendetegner det moderne Hollywood.

Man har mildest talt smidt det store potentiale på gulvet i et forsøg på at lefle for et stort publikum – og heldigvis kan det så tilføjes, at Paycheck både fik en lunken modtagelse af anmelderne og at den blev en stor økonomisk fiasko. Så kan de lære det.

Som i novellen disker Paycheck op med et twist, der dog aldrig bliver til andet end en påklistret happy end, der med nød og næppe kan give en lottospiller jern på.

Så jeg har et forslag: Tag en eftermiddag ud af kalenderen. Læs novellen Løncheck, se Face/Off og dertil kan du spise en hel kasse flødeboller og prøve, om du ikke kan glemme alt om Ben Affleck. Det vil du blive gladere for i længden.

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Filmatisering, Fremtiden