Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Paura nella città dei morti viventi

Paura nella città dei morti viventi
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Paura nella città dei morti viventi er en nydelse, som hæver sig langt over det, vi ser blive produceret nu til dags.

Paura nella città dei morti viventiFor nogle år tilbage så jeg Paura nella città dei morti viventi (dansk: Zombiernes By) på NatFilm Festivalen i København. Oplevelsen var skæmmet af – selvom det også havde sin egen charme – at biografens kopi af filmen var miserabel. Både lyd og billede var næsten ødelagt.

Nu har vi med Another World Entertainments udgave fået en DVD-kopi, hvor både lyd og billede står så skarpt som det kan – og så er det naturligvis en “STRONG UNCUT VERSION”, vi har mellem hænderne, som der står på DVD’ens cover.

En anden type zombier
Fader Thomas (Fabrizio Jovine).

Fader Thomas (Fabrizio Jovine).

Paura nella città dei morti viventi er første del af Lucio Fulcis Dead-trilogi, der også tæller E tu vivrai nel terrore – L’aldilà (The Beyond, 1981) og Quella villa accanto al cimitiero (The House by the Cemetery, 1981). Som i de to andre film, har vi at gøre med en mareridtsagtig historie, hvor de levendedøde gør deres indtog.

Fulci arbejder med en helt anden type zombier, end dem vi kender fra eksempelvis George Romero. Hos Fulci har de levende døde mere karakter af noget flygtigt og fantastisk – de dukker op af den blå luft og kan forsvinde som var de ånder – hvorimod Romeros zombier har en mere håndfast udformning.

Mediet i New York.

Mediet i New York.

Hvis man tror, at man derved bliver forskånet for hårde splattereffekter, hvor hjerner tages ud, kan man dog godt tro om i igen. I Fulcis film er den ødelagte krop og splattereffekterne skam i fokus, det er bare tilgangen til de døde, der er anderledes – hvilket ses i eksempelvis Quella villa accanto al cimitiero, hvor filmens zombie nærmest har karakter af et spøgelse eller en ånd.

Hos Romero har sjælen så at sige forladt kroppen og har efterladt et hungrende kadaver, mens Fulcis zombier befinder sig et sted mellem de levende og de døde. Det illustreres meget godt ved præsten Fader Thomas og den “Zombie Master”-funktion, hans rolle tager i Paura nella città dei morti viventi. Denne er i stand til – med et grusomt blik – at få sine ofre til at bløde ud af diverse kropsåbninger, og i sidste ende gylper ofrene deres egne indvolde op. En evne som mere lægger sig op ad, hvad eksempelvis en vampyr traditionelt kan udrette, end hvad en hjernedød zombie kan gøre.

Ikke megen narrativ mening
Gerry (Carlo De Mejo).

Gerry (Carlo De Mejo).

Rent narrativt giver Paura nella città dei morti viventi ikke den store mening, og det har heller ikke været Fulcis intention. Han har ønsket at skabe en mareridtsvision, hvor det mere er de enkelte scener, der er vigtige, frem for den overordnede fortælling. Det kan naturligvis også ses som en undskyldning for ikke at arbejde nok med manuskriptet, og at Fulci fra producenternes side blev presset til at spytte den ene gyser ud efter den anden.

Efter Zombi 2 (1979) – Rædslernes Grønne Ø på dansk – var Fulci blevet en varm kartoffel, som kunne trække folk i hobetal til biografernes billetluger. Men hvad hans film mangler i narrativ struktur, kompenserer de fuldt ud for med ubehageligheder, blod, splat og andre sleaze-elementer i bedste italienske tradition.

Portene til Helvede går op
Levende begravet!

Levende begravet!

Paura nella città dei morti viventi tager sin begyndelse i Dunwich – en fiktiv by som er taget fra forfatteren H. P. Lovecrafts univers. Her ser vi den blege Fader Thomas gå rundt på kirkegården. I mellemtiden følger en gruppe okkultister dette på afstand fra New York. Mediet Mary har en “kontakt” til Dunwich, og da fader Thomas hænger sig selv, sker der ting og sager.

Mary siger i sin trancelignende tilstand, at Helvedes porte vil åbne sig om et par dage, hvis ikke Fader Thomas’ genfærd stoppes. Herefter går Mary ud som et lys. Efterfølgende panorerer kameraet væk fra præstens dinglende lig, og vi ser, at der op ad kirkegårdens muld kommer en zombie.

Mary (Catriona MacColl) og Gerry.

Mary (Catriona MacColl) og Gerry.

Tilbage i New York finder okkultisterne ud af, at Mary er død, og politiet tilkaldes. En nævenyttig og rapkæftet betjent dukker op og udspørger okkultisterne om mærkværdige ting, og han anklager dem alle for at være en flok narkomaner. Men lige pludselig skyder der flammer frem af ingenting, og betjenten må sande, at der måske er mere mellem himmel og jord.

Dette understreges af, at lederen af okkultisterne i en dommedagstone beretter om, at der vil ske ting, som vil smadre betjentens virkelighedsopfattelse. Hun siger, at i en by langt væk, er porten til Helvede blevet åbnet. Derefter klippes der til Dunwich, hvor vi ser en indbygger få nærgående kendskab til de døde, der vandrer på i byen.

Bedemænd skal holde fingrene for sig selv.

Bedemænd skal holde fingrene for sig selv.

Så vender vi atter tilbage til New York, hvor Mary begraves, mens en journalist har fået nys om sagen vedrørende Dunwich. Han tager ud på kirkegården kort efter, at Mary er blevet lagt i jorden. Her følger en af filmens mest ubehagelige scener. For Mary er ikke død, men er blevet levende begravet. Det lykkes imidlertid journalisten at redde hende, og sammen tager de mod Dunwich.

Her får de følgeskab af en psykolog, en kvinde og dennes søn. Og sammen må de prøve at stoppe Fader Thomas, før det er for sent. Det viser sig, at Dunwich er bygget på Salem, og at det er under kirkegården, at løsningen på problemet ligger. Mere skal der ikke afsløres.

Slå al logisk sans fra
Den lille dreng som vores hovedpersoner får på slæb.

Den lille dreng som vores hovedpersoner får på slæb.

Hele historien er naturligvis en værre gang vrøvl, men det fungerer helt optimalt, og underholdningsværdien er meget høj. Som helhed giver filmen ikke meget mening – udtalt i filmens slutsekvens, som klipperen lavede i sidste øjeblik – men enkeltscenerne er helt forrygende. Man skal bare slå al logisk sans fra og lade sig drage ind i Fulcis univers.

Der er flere fantastiske scener, som skal fremhæves. Den nervepirrende situation, hvor Mary skriger og kradser sine negle til blods i den nedgravede kiste, mens journalisten er ved at forlade kirkegården. Scenen hvor en storm af maddiker vælter ind over vores hovedpersoner. Boremaskinesekvensen hvor et hoved penetreres. Scener hvor hjerner rives ud og indvolde gylpes op. Og naturligvis også klimakset under kirkegården.

Kryb i ansigtet.

Kryb i ansigtet.

Processen har været udmattende for de medvirkende. Eksempelvis scenen hvor den unge kvinde gylper sine indvolde op. Her blev det skuespillerinden pålagt at sluge en stor mængde fåreindvolde, hvorefter hun skulle gylpe dem op igen. Eller scenen med maddikerne, hvor 10 kg maddiker og orme blev slynget i hovedet på skuespillerne. Ham Fulci kunne noget helt særligt, og han gik langt for at få det rigtige skud i kassen.

Den visuelle side er fantastisk, og de enkelte scener er fyldt med stemning og uhygge. Underlægningsmusikken er skræmmende såvel som effektfuld. Holdet bag filmen er det samme som det, der lavede E tu vivrai nel terrore – L’aldilà – altså Fulcis dream team. Skuespillerne passer perfekt, og de leverer den ene dumme replik efter den anden med timing, og de dør, når de skal, på den rigtige måde.

En nydelse
En zombie.

En zombie.

Alt i alt er Paura nella città dei morti viventi en nydelse – dog ikke helt på højde med E tu vivrai nel terrore – L’aldilà – som hæver sig langt over det, vi ser blive produceret nu til dags. Den er et levn fra en tid, hvor de italienske sleaze-mestre var på deres højeste.

Så det er også med en vis nostalgi, at man ser filmen, og man føler sig trukket ind i en tidsbobbel, hvor alle sleaze-elskere vil føle sig hjemme. Filmen koster kun en hund, så den burde utvivlsomt være en del af alle gyserfans samling; så se at få den anskaffet i en fart.

Paura nella città dei morti viventi er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

5 stjerner

Titel: Paura nella città dei morti viventi
Dansk titel: Zombiernes by
Andre titler: City of the Living Dead, Fear in the City of the Living Dead, Pater Thomas, The Fear, The Gates of Hell, Twilight of the Dead
Instruktør: Lucio Fulci
Manuskript: Dardano Sacchetti & Lucio Fulci
Cast: Catriona MacColl (Mary), Christopher George (Peter), Carlo De Mejo (Gerry), Antonella Interlenghi (Emily), Fabrizio Jovine (Fader Thomas)
Producere: Lucio Fulci (producer), Giovanni Masini (producer), Robert E. Warner (executive producer)
Foto: Sergio Salvati
Klip: Vincenzo Tomassi
Musik: Fabio Frizzi
Spilletid: 89 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1980
Produktionsselskaber: Dania Film
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Italian Cinema, Okkultisme, Splat, Zombier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *