Pacific Rim

4 minutters læsetid
Pacific Rim

Robotter. Monstre. Et gigantisk budget OG Guillermo del Toro. Forventningerne til Pacific Rim blev tændt som en steppebrand og den kunne næsten kun skuffe. Men det er heldigvis ikke tilfældet.

Stillehavets røvhul er fyldt med monstre

I 2013 er monstrene er løs: Et mystisk hul, eller en revne, er åbnet i Stillehavet, og store monstre, Kaijus, gør deres entré på Jorden. Så må menneskeheden stå sammen – det gør vi jo, når vi trues af invasion udefra – og der bygges nogle kæmperobotter, Jaegers. Robotterne bliver styret af to mennesker, der forbindes med hinanden – og nej, jeg gider ikke gengive den tekniske forklaring. Vi møder to brødre, der danner et team, men da den ene bror dør, går den anden, filmens hovedperson Raleigh Becket, i hundene. Så springer vi frem til 2020.

Man troede, at menneskeheden havde vundet slaget, men nu kommer der større, flere og vildere monstre ud af Stillehavets røvhul. I mellemtiden har man valgt at nedlægge Jaegerkorpset og satser på at bygge en stor mur, som viser sig ikke at kunne holde. Så nu er det op til de gamle Jaegers at redde dagen, og naturligvis hives Raleigh tilbage i kampen. Og så ellers ikke mere om handlingen.

Tåbelighedens kontrakt

Der er ingen tvivl om, at Pacific Rim er lavet med hjertet på det helt rette sted. Guillermo del Toro er et legebarn af Guds nåde, og hans glæde til filmmediet, og til monstergenren, skinner tydeligt igennem plothuller og et par ligegyldige skuespillere. For Pacific Rim er netop den type film, hvor man SKAL lade sig forføre og ikke stoppe og tænke for meget over tingene, da mange delelementer af filmen ikke giver den store mening.

Men heldigvis er det også en del af legen, som er skrevet med store bogstaver i kontrakten mellem del Toro og publikum: vi ved godt, at det ikke er logikken, der er i første række, og vi ved godt, at vi skal sluge et par kameler undervejs.

Man kunne kalde det en ”tåbelighedskontrakt” – hvis man ikke går ind på filmens præmisser, vil man som kritiker kunne pille filmen i stumper og stykker. Men hvis man som undertegnede, der også elsker tåbelighedens Mount Everest i form af Independence Day (1996), er klar til at lægge hjernen på køl i et par timer, så fås underholdning i sin helt rendyrkede form ikke meget bedre end i Pacific Rim.

En klassisk Hollywood-basker og et fejlcast

At filmen som sådan ikke har det helt store aftryk fra del Toro (der mest ses i detaljerne) kan ikke blive et kritikpunkt på filmen, hvor del Toro mere er legebarn end kunstner, og det skal der også være plads til. For dybest set er Pacific Rim en klassisk Hollywood-film, som kunne være lavet af mange andre instruktører med næsten det samme resultat. Og hvis jeg ikke vidste det, er det faktisk ikke sikkert, jeg havde kunnet sige, at det her er en Toro-film.

En af mine få store kritikpunkter på filmen er castingen af den mandlige hovedrolle i form af Charlie Hunnam som Raleigh. Bevares, han er en flot fyr, ligner ganske meget en ung Daniel Craig, men charme har han ikke meget af. Der er heller ikke noget nerve over hans præstation, som kan minde om Casper Van Diens udskejelser i Starship Troopers (1997). Og det er lidt ærgerligt, da en stærkere hovedrolle havde løftet filmen endnu højere op.

Jeg siger ikke, at man skulle hive Will Smith frem fra skabet, men noget i den dur havde pyntet. Resten af castet gør det glimrende, hvor jeg specielt vil fremhæve Charlie Day og Burn Gorman som de to videnskabsmænd, der står for filmens helt tåbelige videnskabelige forklaringer – og dermed meget af det, vi griner af. Forrygende!

Bombastisk underholdning

Den bombastiske og ekstremt velfungerende musik er skrevet af tyske Ramin Djawadi – en af Hans Zimmers mange “kordrenge”. Så Pacific Rim har den helt rigtige ”Zimmerlyd”, som passer så perfekt til netop en film som denne: stort, larmende og ganske medrivende på trods af den komplette mangel på nyskabelse.

I det hele taget er Pacific Rim en bombastisk størrelse, der stort set ikke forsømmer at bruge samtlige alien invasion-klichéer og disse leveret med et glimt i øjet. Der er talen, desperationen, ødelæggelserne, de patetiske replikker, drejningen, kampene, den tåbelige løsning på problemerne osv.

At filmen samtidig formår at være ganske spændende er en stor bedrift, når man tager alle tåbelighederne i betragtning. Effekterne overgår alt, hvad jeg hidtil har set, og jeg tog mig i, under filmen, at glæde mig til at se den igen, så jeg kan få alle detaljerne med – og for at kunne finde alle de MANGE intertekstuelle referencer, som filmen er spækket med.

Både monstre og robotter er ekstremt veludførte i en herlig blanding af steampunk-agtig teknologi og lovecraftianske rædsler. Samtidig er actionsekvenserne direkte halsbrækkende, og jeg sad flere gange og gned mine hænder i glæde, mens mundvandet nærmest fossede ned i popcornbægeret. Dumt, stort og ganske uimodståeligt. Tag den, Transformers-drenge og Godzilla-piger!

5 stjerner
Titel: Pacific Rim
Instruktør: Guillermo del Toro
Manuskript: Travis Beacham og Guillermo del Toro
Cast: Charlie Hunnam (Raleigh Becket), Idris Elba (Stacker Pentecost), Rinko Kikuchi (Mako Mori), Charlie Day (Dr. Newton Geiszler), Burn Gorman (Gottlieb)
Producere: Jon Jashni (producer), Mary Parent (producer), Thomas Tull (producer), Jillian Share Zaks (co-producer), Callum Greene (executive producer)
Foto: Guillermo Navarro
Klip: Peter Amundson, John Gilroy
Musik: Ramin Djawadi
Spilletid: 131 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk
Produktionsland, år: USA, 2013
Produktionsselskaber: Warner Bros., Legendary Pictures

Anmeldt i nr. 94 | 13/08/2013

Stikord: Alien Invasion, Robotter

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.