Nr. 21 – 13. juli 2007

Så er vi nået til endnu en opdatering, der falder sammen med en fredag d. 13. Her har vi igen kastet os over tre film i den legendariske Fredag den 13.-serie med én af slashergenrens ukronede konger, Jason Voorhees, som manden, der gør livet surt for teenagere og andet godtfolk. I denne sammenhæng ser vi også på en bog om serien.

Når man ser på slashergenren og helt generelt meget andet pulp, er det den udpenslede grafiske vold, som er det bærende element. Vi elsker at se det ene brutale mord efter det andet, samtidig med at vi med jævne mellemrum også får en del nøgenhed med i købet. Og man kan så spørge sig selv, hvad der er så fascinerende ved død, vold, indvolde, halshugninger, knuste kranier og brækkede arme. For vi kommer nok ikke uden om, at vi her på Planet Pulp elsker den slags, hvad enten vi finder det i italienske splatterfilm, moderne amerikanske gysere, musik med pågående og kontroversielle tekster, voldelige tegneserier, computerspil, rollespil eller bøger, der svælger i grafiske beskrivelser af overdreven vold.

Voldsdebat

Vi anmeldte for noget tid siden filmen Oldboy, som fik en del medieomtale efter katastrofen på Virginia Tech, hvor en ung koreansk mand gik amok, og hvor man også kunne drage paralleller til Columbine-massakren, hvor man fandt ud af, at de to unge mænd elskede Marilyn Manson og voldsfilm. I forbindelsen med Virginia Tech-massakren så man efterfølgende optagelser fra den video, manden sendte til en TV-station, hvor han på et tidspunkt stiller sig op på en måde, der giver stærke mindelser om et billede fra Oldboy.

Dette fik den gammelkendte debat om den skadelige effekt af filmvold til at blusse op igen, og man kan ikke undgå at spørge sig selv, om der er noget om snakken. Vold og død har altid fascineret os mennesker, hvad enten det var til gladiatorkampe i det gamle Rom, henrettelser i middelalderen eller vores fascination af voldsfilm. Uden at skulle gå ind i længere psykologisk diskussion kan man dog konkludere, at vi er fascineret af den slags, men er det skadeligt og sygt?

To fraktioner

Når man taler om vold på film, og computerspil for den sags skyld – som med eksempelvis Grand Theft Auto-serien – har meldt sig ind i striden, kan man dybest set skelne mellem to fraktioner og så den blide mellemvej, som ikke vil sige det ene eller andet. Den ene fraktion mener, at vold på film er direkte skadeligt, da det inspirerer (ofte unge) mennesker til at kopiere det, de ser på film, hvad enten der er tale om A Clockwork Orange, Money Train eller Child’s Play. Fortalere for denne holdning er ofte meget religiøse og konservative personer, men også anerkendte medieforskere placerer sig her.

Den anden fraktion mener, at vold på film har en forebyggende effekt, hvor man får afløb for sine aggressioner, og måske indre drifter, gennem den grafiske eller litterært udpenslede vold. Derved kan man sige, at samfundet undgå meget vold, da mange potentielle voldspsykopater får afløb for deres syge lyster gennem eksempelvis at smadre mennesker i et computerspil eller se en mand blive maltrakteret i en gyserfilm.

Det er altid den nemme løsning at placere skylden på medierne og filmens verden. I stedet for at lede efter en dybere forklaring på de aggressioner, vi oplever i samfundet, finder man ofte syndebukken i filmens verden. Vi så også at 9/11 næsten tørlagde mainstreammarkedet for volds- og actionfilm, da ingen producenter turde antænde en i forvejen ophedet krudttønde. Derfor så man også, at der i de efterfølgende år kom en stor mængde af fantasy- og superheltefilm, hvor man kunne “skjule” volden i film, som er meget langt væk fra vores egen verden.

Konklusionen må være, at vold kan være skadeligt for de personer, som i forvejen har anlæg for at være voldelige, syge eller direkte perverterede. Men det kan eksempelvis et overforbrug af The Sims, realityshows og kærlighedsfilm også. Det kommer også an på, om man kan skelne mellem virkelighed og fantasi, da de fleste der ser film, godt er klar over, at det de ser, ikke er virkeligt, og at de skildrede voldshandlinger er langt fra noget, som de selv kunne finde på at gøre. Der findes dog altid syge individer, men forklaringen på deres sindstilstand skal man nok finde andre steder end i filmens verden. Det er nemt at tilskrive vold på film en degenererende indflydelse på samfundet, men samtidig er det også en meget unuanceret billede af mekanismerne i vores samfund.

Vi på Planet Pulp elsker den udpenslede, grafiske vold, og vi vil fortsætte med at se på værker i den boldgade. Ikke fordi vi er syge, voldelige eller dumme. Nej, fordi det er ganske forfriskende og fascinerende at se ting, som man normalt ikke ser – og så skal man huske, at det “bare” er underholdning, der leger med modtagerens forventninger og afsøger skyggesiderne i det menneskelige sind. Dette er på ingen måder ment som en endegyldig tolkning af de mulige skadelige effekter ved vold, men bare lidt stof til eftertanke.

Månedens godtepose

Efter al denne snak om vold tager vi lige et kig på, hvad vi ellers kan friste med i denne måned. Vi ser på to plader fra henholdsvis Joey Shithead Keithley og hans “Rebels” og The Eat. På filmfronten har vi indkaldt Paul Verhoevens fantastiske og ultravoldelige RoboCop, som kan fejre sin 20 års fødselsdag i denne måned. Der er også blevet plads til den nyeste film i serien om Hannibal Lecter. På tegneseriefronten får vi afsluttet serien om Masirs Vogtere, samtidig med at vi fortsætter serier som Tintin, The Walking Dead, Morbus Gravis og Tårnene i Maury-Skoven. Endvidere starter vi på den nye og spændende westerntegneserie Bouncer.

Blandt bøgerne finder vi en klassiker indenfor fantasygenren i skikkelse af Margaret Weis og Tracy Hickmans Dragonlance Chronicles, og vi får også næste bind i Abaddon Books’ zombiebogserie Tomes of the Dead. Endelig ser vi også nærmere på et af rollespillene i Hogsheads New Style-serie, det anderledes og inspirerende Lovecraft-baserede De Profundis.

Alt dette, og meget andet, kan i finde i denne opdatering. Og så er der ellers bare tilbage at sige fortsat god sommer, på gensyn næste måned og komme med et blodigt ønske om en fortræffelig fredag den 13.

Film:
Friday the 13th Part VII: The New Blood (Fredag den 13. del VII) (John Carl Buechler, 1988)
Friday the 13th Part VIII: Jason Takes Manhattan (Fredag den 13. del 8: Jason indtager Manhattan)
   (Rob Hedden, 1989)
Hannibal Rising (Peter Webber, 2007)
The Illusionist (Illusionisten) (Neil Burger, 2006)
Jason Goes to Hell: The Final Friday (Fredag den 13.: The Final Friday) (Adam Marcus, 1993)
The Monster That Challenged the World (Arnold Laven, 1957)
RoboCop (Paul Verhoeven, 1987)
Wishmaster (Robert Kurtzman, 1997)

Bøger:
The Afterblight Chronicles: Kill or Cure (Rebecca Levene, 2007)
Crystal Lake Memories – The Complete History of Friday the 13th (Peter M. Bracke, 2006)
Dragonlance: Chronicles (Margaret Weis & Tracy Hickman, 1984-85)
Get in the Van. On the Road with Black Flag (Henry Rollins, 1994)
Sniper Elite: Spear of Destiny (Jaspre Bark, 2006)
Tomes of the Dead: The Words of their Roaring (Matthew Smith, 2007)

Tegneserier:
Bec & Kawl: Bloody Students (Simon Spurrier & Steve Roberts, 2007)
Bouncer – 1. del: Kains Øje (Alejandro Jodorowsky & Francois Boucq, 2002)
Hellboy: Undergangens Højre Hånd (Mike Mignola, 2003)
Masirs Vogtere 3: Verdens Ende (Massimiliano Frezzato, 2003)
Morbus Gravis 5: Alrune (Paolo Eleuteri Serpieri, 1995)
Tintins Oplevelser: Faraos Cigarer (Hergé, 1934/1955)
Tintins Oplevelser: Tintin i Amerika (Hergé, 1932/1945)
Tårnene i Maury-Skoven 6: Sigurd (Hermann, 1990)
Valhalla 3: Odins Væddemål (Peter Madsen, 1982)
The Walking Dead 6: This Sorrowful Life (Robert Kirkman & Charlie Adlard, 2007)

Rollespil:
New Style: De Profundis – Letters From the Abyss (Michat Oracz, 2001)

Musik:
Band of Rebels (Joe Shithead Keithley & Band of Rebels, 2007)
It’s Not The Eat, It’s The Humidity (The Eat, 2007)